Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier Vol. 6

W.A. Mozart

Symfonier Vol. 6

DR UnderholdningsOrkestret, Adam Fischer

Denne CD er udgivet af DR UnderholdningsOrkestret på dets eget plademærke DRS, som distribueres af Dacapo. Her er anden cd i DR UnderholdningsOrkestrets anmelderroste nyindspilning af W.A. Mozarts samlede symfonier dirigeret af Adam Fischer. På denne cd kan man høre symfonierne nr. 19, 20 og 21 fra sommeren 1772, og symfoni nr. 26 fra 1773. Planen med RUOs Mozart-serie er at indspille alle komponistens symfonier i en periode på fem år. De i alt 11 SACD'er udsendes på DR RadioUnderholdningsOrkestrets eget pladeselskab, som distribueres af Dacapo. Serien vil gradvis arbejde sig både frem og tilbage i kronologien. Ud over at nyde musikken kan man i cd-hæfterne læse dirigent Adam Fischers kommentar til hver enkelt symfoni og uddybende artikler om Mozart og den klassiske periode.

Køb album
SACD
  • SACD
    Digipack
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
  • FLAC 24bit 48kHz
    Studio Master
    71,20 kr.
VÆLG FORETRUKKET FORMAT TIL DOWNLOAD AF ENKELTE TRACKS.
Symphony No. 19 in E-flat major, KV 132
1 I Allegro 3:54 6,40 kr.
2 II Andante 6:09 9,60 kr.
3 III Menuetto & Trio 3:35 6,40 kr.
4 IV Allegro 3:58 6,40 kr.
Symphony No. 20 in D major, KV 133
5 I Allegro 9:51 9,60 kr.
6 II Andante 6:09 9,60 kr.
7 III Menuetto & Trio 3:16 6,40 kr.
8 IV Allegro 5:45 9,60 kr.
Symphony No. 21 in A major, KV 134
9 I Allegro 4:55 6,40 kr.
10 II Andante 4:30 6,40 kr.
11 III Menuetto & Trio 3:12 6,40 kr.
12 IV Allegro 4:34 6,40 kr.
Symphony No. 26 in E-flat major, KV 184 (161a)
13 I Molto presto 2:47 6,40 kr.
14 II Andante 2:57 6,40 kr.
15 III Allegro 2:14 6,40 kr.
Total runtime: 
68 min.
CategoryID: 
Klassik
Tanker omkring symfonierne

Af Adam Fischer

Dateret: Salzburg, juli 1772

KV 132 er en symfoni i Es-dur, det er altid noget særligt – det er Tryllefløjtens toneart. Satsen besidder en strenghed, også sukkene i det andet tema er ikke smertelige, men snarere afklarede. Man føler sig forsonet med livet. Den sælsomt pulserende anden sats viser ligeledes en afklaret ro. Den revolterer ikke. Der kommer ro ind i uroen. Vidunderligt vittig og menneskelig er menuetten, violinerne rivaliserer med hinanden, så mister de pludselig tråden, holder op. En musik, der for de velbårne tilhørere på Mozarts tid nok har måttet virke uopdragen og noget fræk. Og så trioen med de dystre forudanelser, en snert af Schubert, bare sådan en passant. Fjerdesatsen, en rondo med sit piskesmældsagtige, muntre hovedtema. Jeg er sikker på, de højvelbårne efter koncerten har småfløjtet dette tema, det har ikke sluppet dem.

Dateret: Salzburg, juli 1772

KV 133, den ”trillende” første sats med det grelle solskin. Middelhavsmusik, trompeterne konkurrerer med hornene, river alle med. Ved trillerne hører jeg cikader. Andensatsen med fløjten er bedårende. En musik, der konstant stræber opad som en lille, fin raket. Fløjten som en lærke højt oppe på himlen, og straks ved menuettens begyndelse følger alle med i denne svingen sig op, glade og jublende. Sidstesatsen er den vittigste, hovedtemaet gør meget kærligt grin med en der stammer, en, der ikke kan komme væk fra den første tone.

Dateret: Salzburg, august 1772

KV 134, en solrig, blå symfoni i a-dur. Begyndelsen er som et springvand, vandet sprudler, vælder op, skyder frem. I andensatsen falder springvandet så til ro. Vandet risler bare, en spinkel brise kruser vandoverfladen. Det er forår. Luften dufter af syrener. I tredje sats danser parret så artigt i parken ved siden af springvandet, i fjerde sats ikke længere så artigt. De forsvinder i labyrinten, leger som to katte og er lykkelige. Det er vi også.

Dateret: Salzburg, 30. marts 1773

KV 161a, Es-dur, den næste ”Tryllefløjtesymfoni”. Førstesatsen er enkel, klar, musikken bevinget og fjedrende. I sidesatsen kan man føle sommerfugle flyve. Så den vidunderlige langsomme midtersats med de sarte sukke, en rørende sårbarhed med violinernes sensible svulmende længsel; og slutsatsen med dens uspolerede lykke, med saligheden. Musikken svæver og flyver med den selvfølge, som vi kan flyve med i vores drømme. Den er en drøm.

 

Vi kalder det klassisk

Af Claus Johansen

Klassisk musik er i dag blevet en populær samlebetegnelse for al seriøs kompositionsmusik. Men det er også en overskrift, man sætter over den musik, som blev komponeret i perioden mellem 1750 og 1830. Vi kalder tiden klassisk for at skelne den fra romantikken, som fulgte efter. Selv om mange af de romantiske komponister så sig selv som dele af en bevægelse, er der intet der tyder på, at komponisterne på Mozarts tid opfattede sig selv som klassiske. Hvis vi ser bort fra Haydns oratorier, Beethovens symfonier og Glucks sidste operaer, skrev de deres musik til koncertlivet her og nu, og tog det som en selvfølge, at ethvert værk havde sin udløbsdato inden for få år. Ikke desto mindre gik mange af deres værker hen og blev klassikere, og vores moderne musikliv er bygget op på en række af disse engangsværker. De er blevet misfortolket, omarbejdet og fejlopført, men de er blevet stående, ikke som kanon eller monument, men som levende og vedkommende kunst, der taler direkte til enhver, som gider høre efter. 

Ser vi socialt på tingene, er klassikken groft sagt den periode, hvor adelen langsomt mister grebet om musikken, og borgerskabet tager over. Men det er kun delvis rigtigt. I 1770erne er de fleste europæiske lande stadig landbrugssamfund, og mange af deres traditioner går direkte tilbage til middelalderen. Hos dem er kunsten stadig aristokratisk. Det er let at drage gale konklusioner og en af de mest gale siger, at symfonien kom til Europa i hælene på den populære borgerlige roman. Mange af de bedste musikhistorikere kommer fra England og tanken er måske ikke forkert fra en engelsk synsvinkel, men vi kommer ikke udenom, at de bedste klassiske symfonier faktisk blev skrevet uden for England, og der er flere af dem, end man skulle tro. Haydn lavede mindst 104, Mozart mere end 40, det lyder som mange, men hvis vi i øvrigt tæller op, kan vi finde omkring 16.500 symfonier komponeret mellem 1720 og 1804. Langt de fleste er skrevet til fyrstehoffer, klostre, adelspalæer og offentlige koncerter i Mellemeuropa, hvor selvsikre officerer, gejstlige og akademikere nok ville bede sig fritaget for at blive regnet som medlemmer af borgerskabet. De følsomme romaner og skuespil fra Mozarts tid er et spejl af borgerskabets liv, men ideen bag tidens symfonier er ikke borgerlig men aristokratisk.

En symfoni kan godt opfattes som en opera uden ord. I første sats bliver vi præsenteret for et problem. I operaen er det konflikten mellem det, personerne bør gøre, og det, de har lyst til at gøre. I symfonien er det konflikten mellem hoved- og sidetema. I symfoniens langsomme sats møder vi den aristokratiske drømmeverden: svævende, pastoral, smuk, tåget, utopisk. Tredje sats er den gammeldags let højtidelige menuet med den lidt bondske trio – aldrig ægte landlig men altid landlig idyl set gennem en aristokrats briller. Og til slut den dansende glade finale: fornem, munter men trods alt kultiveret og civiliseret, - dannet morskab, harmonisk og netop så klassisk som en vittig og intelligent konversation i en frisindet parisisk salon. Balancen er genoprettet, konflikten overstået, det hele er godt igen og alt ved det gamle. Kunst skal nemlig bevæge, røre og oplyse – men helst ikke forurolige. Der er stadig lang vej til Beethoven.

En symfoni er måske en opera uden ord, men den er også god underholdning, og derfor kunne begavede mennesker på én gang glæde sig over moderne provokerende borgerlig litteratur og over mere stabile aristokratiske symfonier. Den slags musik blev værdsat overalt i Europa, fordi den var skrevet harmonisk og på et musikalsk sprog, alle forstod: italiensk.

Perioden kaldes klassikken, fordi den er blevet klassisk for os. Det er blevet vores musiks guldalder. Men tiden selv var også klassisk interesseret. Mange af de mennesker, som levede på Mozarts tid, vendte sig mod den antikke oldtid. Flere af Mozarts operaer foregår faktisk i oldtiden. Det er i klassikken, de begynder at grave efter og finde skjulte fortidsbyer. De dannede giver sig til at samle på smukke gamle kunstværker, som forfatteren Johann Wolfgang von Goethe, der fylder sit borgerhus i Weimar med antikke statuer og afstøbninger, der bliver udstillet mod de pompejanske vægges strålende farver. Goethe tog til Italien nogle år efter Mozart, mere for at opleve end for at lære, og han kom hjem med erfaringer om ægte sydlandsk natur, erotik og kunst. Han kom sig aldrig og hans oplevelser prægede hele det intellektuelle Europa.

Museer og biblioteker skyder op. De taler om den evige kunst – eller om kunst for kunstens skyld. Som Goethe samler de på stumper fra oldtiden, fordi de små enkelte dele for dem har en eviggyldig indre skønhed. En græsk vase, en romersk mønt, en klassisk søjle fra Sicilien – tingene bliver flyttet væk fra deres oprindelige sammenhæng og står fra nu af på hylder og piedestaler. Der ser de smukke og enkle ud, og herfra skal de give tilskuerne en moderne æstetisk nydelse.

De italienske operaer kunne have udgangspunkt i antikken, men musikken var altid moderne. Den italienske musikstil var for de gamle, hvad den amerikanske popmusik er for os: en elsket og uundværlig fællesnævner. Derfor tog alle komponister, som havde råd, til Italien, også Mozart. De skulle lytte og lære og rejse hjem og vise, hvad de havde lært. 1700-tallets komponister taler ikke desto mindre meget om den blandede stil. Det er måske svært for os at høre, men det, vi kalder den wienerklassiske stil, er stykket sammen af musik fra mange lande. Harmoniske mønstre og melodistumper fra den italienske sangbare stil, blandet med franske danserytmer, tysk orkesterlyd, bøhmisk folkemusik og rester af den dogmatiske katolske kirkemusik. Stilen er en blandingsstil, men den blev kendt som wienerklassik og betragtes stadig som et harmonisk hele. Dele af den overlevede i Vesteuropa helt op til 1. verdenskrig.

Det er i klassikken, at den vestlige verdens koncertvæsen bliver grundlagt, og det moderne koncertlivs styrker og svagheder er allerede til stede før år 1800. Meget af det, vi opfatter som selvfølgeligheder i musiklivet er ting, som først dukkede op i klassikken. Vores musikliv blev skabt i Mellemeuropa for 200 år siden. Vi kalder også perioden klassikken, fordi den på mange måder er påvirket af drømmen om den klassiske harmoni. Musikken er bygget op i klare overskuelige former, der er system i tingene. Mange satser er styret af den køreplan, vi i dag kalder sonateform, hvor to temaer stilles over for hinanden, kæmper, forenes og til slut går op i en højere enhed og der er andre styresystemer og konventioner, ikke mindst i operaerne. Langt de fleste klassiske komponister holder reglerne, først Beethoven begynder at udvide grænserne for, hvad man kan, og det bliver klassikkens død.

Klasikken danner overgangen mellem den gamle og den nye tid. Mozart skriver først og fremmest sin musik til et aristokratisk publikum, men han oplever begyndelsen på den franske revolution, og 20 år efter hans død er den moderne verden brudt igennem. De første dampmaskiner er på vej, mens folkemindeforskerne samler alt, hvad de kan støve op af eventyr, sagn og fortællinger fra livet på landet i gamle dage. Her er noget det moderne menneske kan bruge. En viden og en visdom, som måske er ved at gå tabt. De udgiver deres fund, både i originale og bearbejdede udgaver, og der er faktisk penge i den slags. Ganske som det er moderne at samle på græske vaser og romerske mønter. De gamle fund bliver symboler på noget ægte, næsten økologisk, der skal minde os om den harmoni, vi alle mangler.

Noget af det samme sker i musikken. Den folkelige brugsmusik bliver registreret og hentet ud af dagliglivet, bearbejdet og brugt i koncertsalen. De stykker, som før var skrevet til bestemte formål: Gudstjeneste, militærparader, bryllupper og baller bliver nu i bearbejdet form spillet for et velvilligt publikum ved offentlige koncerter. I barokken var en menuet noget, man dansede. I klassikken bliver det noget, man lytter til.

Den ny musik blev engang komponeret til dagligdagen; nu er den er skrevet til koncertlivet. Og som Goethes antikke buster bliver den gamle musik, der engang havde sin egen mening, stillet op på en piedestal som en æstetisk oplevelse. Der har den stået lige siden.

 

Mozart og fløjten

Af Claus Johansen

Der er fløjter med i alle Mozarts store wiener- og prageroperaer, der medvirker en eller to fløjter i de fleste af hans sene symfonier, i mange af klaverkoncerterne og i adskillige af de store orkesterserenader. Men i de tidlige operaer og symfonier fra Italien og Salzburg ser det anderledes ud. Her er grundstammen i blæsergruppen to oboer og to (eller fire) horn, ofte forstærket i bunden af en eller to fagotter og ved festlige lejligheder suppleret af pauker og trompeter. Fløjter forekommer, men som regel kun i enkeltsatser i stedet for oboerne, hvilket tyder på, at det var de samme mennesker, som spillede begge instrumenter til at begynde med.

Fløjten, som egentlig er et gammelt instrument, blev ikke fast medlem af orkestret før engang i 1770erne. Instrumentet havde imidlertid en lang historie bag sig. De fløjter, Mozart kendte, kalder vi klassiske, men de er i nær familie med de gamle barok-traversfløjter, der blev udviklet i Paris og Versailles omkring 1670. Fløjten er som regel fremstillet af adskillige dele, der sættes sammen, før man spiller, og den samlede fløjte bliver smallere ned mod bunden, hvor den er forsynet med en enkelt klap, der åbnes, når man spiller tonen Es. 1700-tallets fløjter er som regel fremstillet i buksbom, men andre træsorter forekommer og enkelte luksusinstrumenter er drejet i elfenben. Musikeren blæser hen over et hul i mundstykket, lyden dannes, når luftstrømmen rammer den skarpe kant (som når man blæser i en flaske). Fløjten holdes som regel mod højre. Der er 6 fingerhuller og en klap, men der forekommer jo mere end 7 toner i 1700-tallets musik. Ved hjælp af såkaldt overblæsning (kraftigere luftstrøm og/eller ændret blæsevinkel) kan musikeren få fløjtens tone til at ”knække”, så den springer op i en højere oktav. De halve toner (dem med kryds eller b) der ligger mellem grundtonerne, får man frem med gaffelgreb, hvor man f.eks. løfter finger 2, mens 1 og 3 stadig dækker deres huller. Resultatet er ikke helt rent, men en øvet fløjtenist kan korrigere tonehøjden med læber og luftstrøm.

På Mozarts tid fremstillede man fløjter i fire dele, altså med to mellemstykker. Det første af disse fandtes ofte i flere udgaver med forskellige længder, så musikeren kunne vælge forskellige tonehøjder som udgangspunkt, hvilket var nødvendigt for rejsende virtuoser, da to storbyer sjældent havde den samme kammertone. Musikere og instrumentbyggere eksperimenterede gennem hele 1700-tallet med fløjtens huller og boring, og i midten af århundredet opstod den klassiske enklapsfløjte, som er lidt smallere udboret end barokfløjterne. Det giver en bedre højde og en mere fokuseret klang, der gør instrumentet bedre egnet til orkesterbrug. Det var den fløjte, Mozart kendte og skrev for det meste af sit liv, med enkelte undtagelser. Hans parisiske koncert for fløjte og harpe er komponeret til en fransk amatør, der havde et instrument med en ekstra dyb C-klap og Mozart udnyttede naturligvis behændigt de muligheder, det gav.

1700-tallets fløjter fungerer bedst i krydstonearter (f.eks. G-dur, D-dur og A-dur) og det er ofte i de tonearter, Mozart lader dem afløse orkestrets oboer. I de senere wienerkompositioner bruger han, måske inspireret af Haydn, fløjterne i mange tonearter og gerne i instrumentets højeste leje, så de svæver højt over oboer og klarinetter, hvilket i øvrigt flere samtidige skribenter fandt både vulgært og ”skrigende”.

Det varede længe, før fløjten blev et fast medlem af orkestret. Den var på Mozarts tid først og fremmest et instrument for amatører og virtuoser. En fløjte er ikke så anstrengende at spille på som en obo eller en fagot. En god fløjte var til at betale, og den krævede ikke så megen øvelse som en violin. Den var let at transportere og den var yderst velegnet til 1700-tallets intime og følsomme kammermusik. Mozart kendte adskillige professionelle fløjtesolister. Den berømte virtuos Wendling fra Mannheim var en af hans nære venner, men næsten alle Mozarts soloværker for fløjte er skrevet til amatører, og dem var der mange af i 1700-tallet. Studenter, adelsmænd og officerer blæste fløjte. Musikforlagene udgav derfor bunker af fløjtemusik. I 1770ernes København samlede grev Raben og den unge kammerherre Gjedde kolossale (endnu bevarede) mængder af fløjtemusik. Den preussiske statskasse udbetalte virtuosen Quantz løn som en minister for at komponere fløjtemusik og indstudere den med sin elev Frederik den Store. Fyrsten Carl August i Mannheim, der bestilte og betalte Mozarts opera Idomeneo, brugte ikke så lidt af sin fritid på at stresse af med en fløjte. Det er fløjteamatøren De Jean vi kan takke for Mozarts fløjte-koncerter og kvartetter.

Men hvorfor skulle en fornem herre lige spille fløjte? For det første, fordi det var moderne, for det andet fordi det så pænt ud, og for det tredje fordi det lød pænt. Desuden sendte fløjtespil nogle vigtige signaler. Fløjten var et ”naturligt” instrument og filosoffen Rousseau udgav Vivaldis Foråret for solofløjte i sin egen bearbejdelse, der med fuglekvidder sendte tilhørerne direkte tilbage til naturen. Overalt spillede adelige og borgerlige amatører duetter, og ofte med hinanden. Fløjten var om ikke demokratisk så i det mindste befriende. Den frisindede danske Grev Brandt spillede vemodige soloer i fængslet, før han blev henrettet. Han var en måske lidt naiv oplysningsmand; havde han levet i 1968 havde han vel spillet guitar. Her 200 år før viste hans fløjtespil, at han var med på sin tids mode, at han gik ind for dele af den oplyste preussiske enevælde og dyrkede den moderne franske naturlighed. Man kan vel altid begynde sin kulturkamp med at blæse det hele et stykke.

En enkelt negativ bemærkning i et enkelt brev fra Mannheim er anledning til den misforståelse, at Mozart ikke brød sig om fløjter. Han var ung, da han skrev det brev, han var også presset, forvirret og forelsket; i den situation kan en bestilling på fløjtekoncerter og kvartetter til en sandsynligvis uduelig amatørmusiker ærlig talt godt være temmelig irriterende. Misforståelsen bliver i øvrigt gendrevet af Mozart selv gang på gang, ikke i brevene men i partiturerne. Man behøver blot at høre hans dobbeltkoncert for fløjte og harpe eller fløjtesoloerne fra Tryllefløjten for at forstå, at han kendte det instrument, holdt af det og forstod at få det bedste ud af det. Og så kommer vi heller ikke uden om, at det var ham, som komponerede historiens to mest spillede fløjtekoncerter.

Release date: 
oktober 2007
Cat. No.: 
6.220541
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313154166
Track count: 
15

Credits

Indspillet i DR Radiohusets Koncertsal 2007

Producer: John Frandsen & Karl Bjerre Skibsted (Symfoni KV 133, Allegro og Menuet)
Lydteknik: Lars C. Bruun

Executive Producer og kustnerisk ledelse: Tatjana Kandel

Nodeudgivelse: Urtext of the New Mozart Edition, Bärenreiter-Verlag, Kassel

Cover: Mads Winther

Nordea Danmark-fonden er primær sponsor for indspilningen af Mozarts samlede symfonier med Adam Fischer og DR RadioUnderholdningsOrkestret

Post Danmark er primær sponsor for DR RadioUnderholdningsOrkestret