Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier Vol. 5

W.A. Mozart

Symfonier Vol. 5

DR UnderholdningsOrkestret, Adam Fischer

Denne CD er udgivet af DR UnderholdningsOrkestret på dets eget plademærke DRS, som distribueres af Dacapo. W. A. Mozart (1756-91) bliver man ikke færdig med - og nu kommer de samlede symfonier, indspillet af DR UnderholdningsOrkestret med chefdirigent Adam Fischer, der siden 1999 har koncentreret sig om Mozarts musik. 11 SACD'er vil over de næste fem år blive indspillet, udsendt på orkestrets eget pladeselskab, og serien vil gradvis arbejde sig både frem og tilbage i kronologien. Denne første udgivelse begynder i midten af Mozarts produktion med symfonierne nr. 15-18 fra foråret 1772. Symfonierne er skrevet lige efter Mozarts hjemkomst fra hans sidste tur til Italien.

Køb album
SACD
  • SACD
    Digipack
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
  • FLAC 24bit 48kHz
    Studio Master
    71,20 kr.
"Those desiring period Mozart will find much to enjoy in this release."
Victor Carr Jr, Classics Today
VÆLG FORETRUKKET FORMAT TIL DOWNLOAD AF ENKELTE TRACKS.
Symphony No. 15 in G major, KV 124
1 I Allegro 4:44 6,40 kr.
2 II Andante 4:15 6,40 kr.
3 III Menuetto & Trio 3:15 6,40 kr.
4 IV Presto 2:01 6,40 kr.
Symphony No. 16 in C major, KV 128
5 I Allegro maestoso 4:17 6,40 kr.
6 II Andante grazioso 4:16 6,40 kr.
7 III Allegro 3:23 6,40 kr.
Symphony No. 17 in G major, KV 129
8 I Allegro 6:07 9,60 kr.
9 II Andante 4:41 6,40 kr.
10 III Allegro 3:38 6,40 kr.
Symphony No. 18 in F major, KV 130
11 I Allegro 5:08 9,60 kr.
12 II Andante grazioso 4:13 6,40 kr.
13 III Menuetto & Trio 2:15 6,40 kr.
14 IV Molto allegro 6:23 9,60 kr.
Total runtime: 
59 min.
CategoryID: 
Klassik
Tanker omkring symfonierne

Af Adam Fischer

 

Dateret: Salzburg, 21. februar 1772

KV 124 er den UNGDOMMELIGE OPBRUDS MUSIK. Allerede i femte takt bryder solen pludselig frem. Den raffinerede enkelthed, der præger tredje sat­sen, kan man blive forfalden til. Sidste sats jager blodet gennem årerne på én. Lyttere med tendens til for højt blodtryk burde først konsultere deres læge eller deres apoteker.

Skrevet i Salzburg, maj 1772

KV 128 er DEN MEST EJENDOMMELIGE, pludselige forvarsler om skæb­nesvangre hændelser, dødsvarsler i første akt, og så skinner solen igen. Man vender tilbage til jordnær livsglæde, man danser, tramper, synger.

Skrevet i Salzburg, maj 1772

Første satsen i KV 129 er SKOSERIETS MUSIK. Det er som om Mozart vil drille os og glæder sig morderisk ved det. Anden sats er en juvel. Ingen kan få temaet ud af sit hoved. Alle syttenhundredtals komponister kunne med rette have misundt Mozart dette tema.

Skrevet i Salzburg, maj 1772

KV 130 er måske DEN MEST AFKLAREDE. Igen de pludselige dødsvarsler i sidste sats, som dog her slutter fred med dem. Beroligende og fortrolige døds­angst, så at sige. Fløjterne i anden sats lyder som om man kærtegner nogens ansigt. Det unge brushoved viser her også ro og tålmodighed.

 

Lidt om, hvad der ellers skete i 1772

af Claus Johansen

Den unge mand, som har komponeret musikken på denne CD, var mere veluddannet end de fle­ste. Det, man kan lære, havde han lært af sin far og af en række af Europas førende komponister og musikteoretikere, som han og familien opsøgte på adskillige store udlandsrejser. Det, man ikke kan lære, var han tilsyneladende født med. Han var et undtagelsesmenneske og havde han passet sin skole, var han næppe blevet den Mozart, vi kender. Men der var andre mere almindelige og mindre privilegerede børn i det østrigske kejserrige og det var især dem, den fornuftige Kejser Joseph den 2. havde i tankerne, da han besluttede at op­rette offentlige skoler i Østrig. Kejseren var fascineret af tidens moderne ideer om oplysningens velsignelser, så der blev indført skolepligt for både piger og drenge.

Kapelmester Mozarts søn fra Salzburg når aldrig at komme i skole, men alligevel er han velud­dannet. I en alder af 16 år har han allerede mødt adskillige kunstnere og lærde folk i Østrig, Tysk­land, England, Frankrig, Nederlandene og Italien. Han har konverseret med konger og ministre og talt med paven i Rom. Han har modtaget udmærkelser og rosende omtale fra videnskabelige og musikalske akademier. Han følger med, er god til matematik, elsker at danse, går ofte i teatret og læser ikke så lidt. Han taler tysk, italiensk, en smule fransk og forstår en del latin. Han er god til at tegne, og så er han et af de mest musikalske mennesker, der nogensinde har levet. Når han komponerer, behersker han de nyeste musikalske former, men han udforsker sjældent andre uni­verser end sit eget. Til gengæld er hans udforskning så menneskelig og alment forståelig, at den sandsynligvis aldrig vil miste vores interesse.

Mens den unge komponist sidder i sin fars nye hus i Salzburg og udvider sit begreb om, hvad en moderne symfoni kan, udforsker en uforfærdet englænder ved navn James Bruce Den blå Nil helt til det sted, hvor den møder Den hvide Nil, mens dristige kuske for første gang nogensinde fører hestevogne gennem Brennerpasset i Alperne. I 1772 sker landvindingerne på mange områder. I London har en entreprenør netop lanceret et produkt, han kalder ”negerhud”, vi bruger det endnu under den pænere betegnelse viskelæder. Men i 1772 handler det ikke kun om at udvide, overskride og viske ud – der skal også produceres noget nyt.

 
Mozart og orkestret. Noget om oboen

Af Claus Johansen

I den klassiske periode (groft sagt mellem 1750 og 1820) blev der i den vestlige verden kompo­neret tæt ved 10.000 symfonier. Det er naturligt nok musik af meget forskellig karakter, men de mange værker er dog holdt sammen af visse regler og konventioner. Orkestrets krop udgøres i alle tilfælde af et strygerensemble med violiner øverst, bratscher i midten og i bunden celloer og kontrabasser. Musikken for strygerne er næsten altid firestemmig. Hvis der er blæsere med består besætningen i langt de fleste tilfælde af to oboer og to horn, hvortil man ved festlige lejligheder kan tilføje trompeter og pauker. Af og til kan oboerne skiftes ud eller suppleres med fløjter, og hvis der er personale til det, kan en fagot eller to støtte celloerne. Klarinetter er en sjældenhed i Mozarts yngre dage, men når han får mulighed for at bruge dem, anvender han dem begærligt. I Salzburg findes de ikke, der må han oftest klare sig med besætningen med strygere, oboer og horn. Den besætning var standard ved de fleste hoffer, kirker og operahuse i Europa og den sammensætning kaldte man tidligere den neapolitanske besætning. Det er det orkester, Mozart arbejder med, i næsten alle sine ungdomssymfonier og den besætning udgør kernen i mange af hans senere kompositioner for større orkester. Konventionerne siger, at strygerne -og især førsteviolinerne -skal have hovedrollen. De fire blæsere fungerer nærmest som akkompag­nement. Oboerne bliver sat ind på de kraftige steder, hvor de som i barokken spiller det samme som strygerne, for at give musikken mere kraft og nye farver. Hvis det går lidt for hurtigt eller er for virtuost, giver komponisten dem en reduceret udgave af violinstemmerne. Oftest spiller de blot lange akkordtoner eller fanfarer. En sjælden gang kan en eller begge oboer få lov at give en lille intelligent kommentar til det, der foregår, blot et par takter, en lille overledning fra et tema til et andet. Og skulle orkestret have en virtuos blandt blæserne, kan det da godt blive til en lille følsom solo i en langsom sats.

Oboen var på Mozarts tid et forholdsvist nyt instrument med omkring 100 år bag sig. Den klassi­ske obo var i nær familie med den gamle franske barokobo. Den var som regel fremstillet af buks­bom, den var smallere udboret og noget kortere end sin forgænger. Den havde derfor en lysere klang og bedre træfsikkerhed i højden, men som barokoboen havde den stadig kun to klapper (til det dybe C og Es, som musikeren ganske enkelt ellers ikke kunne nå uden at strække højre hånd af led). Omfanget var lidt over to oktaver hvilket en ordentlig oboist kunne frembringe med bare 6 tonehuller og en veludviklet skoling, der bl.a. satte ham i stand til at dække hullerne både helt, halvt og kvart. Tonen blev dannet af et lille bambusrør, som musikeren selv måtte fremstille eller købe ofte for en tårnhøj pris. Ud over fingerfærdigheden krævedes der en veludviklet vejrtræk­ningsteknik og en fabelagtig kontrol over læberne, da de høje toner krævede mere luft og en an-den læbestilling. Dertil kom, at instrumentet ikke spillede helt rent af sig selv, så musikeren måtte have et godt øre og en lynhurtig evne til at korrigere. Oboen var med andre ord et instrument for professionelle. Alle disse ting var nødvendige at vide for den, som ville skrive en symfoni. Mozart vidste det hele og mere til.

I Mozarts ungdomsår kom de bedste oboblæsere fra Italien og Böhmen. Han arbejdede i sin ungdom nært sammen med Gioseffe Secchi, som spillede i Torino og hos kurfyrsten af Bayern. I Salzburg havde han kontakt med den venezianske virtuos Giuseppe Ferlendis og bøhmeren Joseph Fiala. Men hans bedste obosoloer er skrevet til tyskeren Friedrich Ramm, som spillede i eliteorkestret i Mannheim. Hans runde tone og forbavsende teknik (der tillod ham at få sin obo helt op på det høje F’’’) inspirerede Mozart til nogle af sine fineste soloer. I Wien, hvor der på Mozarts tid var mere end 400 professionelle blæsere, mødte han virtuoserne Wendt og Trienb­see, som med deres sangbare stil gav anledning til nogle af musikhistoriens smukkeste obosoloer i operaerne, klaverkoncerterne og i de sidste symfonier.

Mozart vidste, hvordan en obo skulle lyde og han vidste måske især, hvordan den ikke skulle lyde. I et brev fra 1787 skriver han om den tiljublede Mr. Fischer fra London bl.a. ”man kunne måske undskylde det med at sige, at smagen har ændret sig, men nej! Han spiller kort sagt som en elendig elev -den unge André, som studerede hos Fiala spiller tusinde gange bedre -og så hans koncerter -som han selv har skrevet. Hvert forspil varer et kvarter -så kommer helten selv til syne -løfter den ene fod, så den anden og plumper så aldeles til jorden -hans tone kommer direkte ud af næsen -og hans lange toner lyder som tremulanten på et orgel."

Release date: 
marts 2007
Cat. No.: 
6.220540
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313154067
Track count: 
14

Credits

Indspillet i Danmarks Radios Koncertsal, København 2006
Producer: John Frandsen
Lydtekniker: Lars C. Bruun
Executive producer og kunstnerisk leder: Tatjana Kandel

Grafisk design: Mads Winther

Nordea Danmark-fonden er den primære sponsor for denne indspilning af Mozarts komplette symfonier med Adam Fischer og DR RadioUnderholdningsOrkestret.

randomness