Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier Vol. 4

SACD (free shipping)

  • SACD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
  • Studio Master
    FLAC 24bit 48kHz
    71,20 kr.
W.A. Mozart

Symfonier Vol. 4

DR UnderholdningsOrkestret, Adam Fischer

Denne CD er udgivet af DR UnderholdningsOrkestret på dets eget plademærke DRS, som distribueres af Dacapo. Dette er er den fjerde CD i DR UnderholdningsOrkestrets anmelderroste nyindspilninger af W.A. Mozarts samlede symfonier dirigeret af Adam Fischer. De i alt 11 SACD'er, som udsendes på DR UnderholdningsOrkestrets eget pladeselskab, vil gradvis arbejde sig både frem og tilbage i kronologien. Ud over at nyde musikken kan man i cd-hæfterne læse dirigent Adam Fischers kommentar til hver enkelt symfoni og uddybende artikler om Mozart og den klassiske periode.

"So faszinierend und expressiv das Umfeld auch musikalisch gestaltet ist."
Tobias Phleger, Klassik.com
"If you’re looking for some top-notch early Mozart symphonies in terrific sound, make this series a priority."
David Hurwitz, Classics Today
"Wonderfully ebullient and attention-grabbing"
Steven Ritter, Audiophile Audition
"Das Dänische Kammerorchester macht das alles zwar anstandslos mit."
Andreas Friesenhagen, Fono Forum
Vælg foretrukket format til download af track.
Symphony No. 12 in G major, KV 110 (75b)
1 I Allegro 5:37 9,60 kr.
2 II Andante 3:29 6,40 kr.
3 III Menuetto & Trio 3:18 6,40 kr.
4 IV Allegro 1:55 6,40 kr.
Symphony in C major, KV 96 (111b)
5 I Allegro 1:46 6,40 kr.
6 II Andante 3:57 6,40 kr.
7 III Menuetto & Trio 2:44 6,40 kr.
8 IV Molto allegro 2:57 6,40 kr.
Symphony No. 13 in F major, KV 112
9 I Allegro 3:42 6,40 kr.
10 II Andante 3:02 6,40 kr.
11 III Menuetto & Trio 1:43 6,40 kr.
12 IV Molto allegro 2:10 6,40 kr.
Symphony No. 14 in A major, KV 114
13 I Allegro moderato 6:45 9,60 kr.
14 II Andante 4:24 6,40 kr.
15 III Menuetto & Trio 2:41 6,40 kr.
16 IV Molto allegro 3:56 6,40 kr.
Total runtime: 
54 min.
CategoryID: 
Klassik
Tanker omkring symfonierne

Af Adam Fischer

 

Dateret Salzburg, juli 1771

Nr. 12: En dreng løber hen over marken. Det er morgen, tidligt på sommeren, alt er grønt, han er i godt humør. Så bliver det varmere, han går langsommere og mere eftertænksomt. 2. sats: Og så bliver han trist, han ved egentlig ikke hvorfor. Trio: Han græder næsten. Og så er det forbi, han løber lystigt videre. Han hopper, pifter og synger endog. Han ved ikke, at jeg ser ham. Vidste han det, ville han straks holde op med at hoppe og synge og skamme sig. Og jeg er glad for, at han ikke kan se mig.

Dateret Milano, oktober/november 1771

KV 96: Bedstefaderen laver grimasser, puster kinden op, barnet griner og efterligner ham. 2. sats: Moderen sidder for sig selv på en bænk. Hun er sørgmodig, måske bekymrer hun sig over faderen, som er bortrejst. Hun har tårer i øjnene, men smiler til sit barn. En scene som mellem Homers Hek­tor og hans kone. Sidste sats: Bedstefaderen har købt en skralde til barnet, som er begejstret, hopper, går til side, danser med skralden. Bedstefaderen danser med, han er også begejstret. Kun moderen er mindre begejstret, hun ærgrer sig en smule over, at han giver sådanne gaver. Han har det jo nemt, han er tunghør, tænker hun uvilkårligt.

Dateret Milano, 2. november 1771

Nr. 13: En dreng og en pige kører af sted i hestevogn. Han er i en begejstret opbrudsstemning, hun er stille fornøjet. Det samme hus, det samme træ, den samme sky påvirker dem forskelligt. Hun griner ad ham, de har hinanden kær. 2. sats: En kejtet, sindig gammel mand forsøger at besøge sit sovende barnebarn uden at vække det. Han bevæger sig helt forsigtigt. Barnet ville sandsynligvis alligevel ikke vågne, det sover tungt, eller er det vågent og vil bare ikke røbe sig, for at den gamle skal gå hurtigere? Til sidst fester og danser alle: piger, drenge, bedstefar og barn.

Dateret Salzburg, 30. december 1771

Nr. 14: Jeg står ved strandbredden. Vandet i havbugten er blåt, det er himlen også. To ænder svøm­mer forbi, den mindste efterligner noget forsinket hver enkelt af den stores bevægelser. I det fjerne flyver måger. 2 sats: Vandet er på en uvirkelig måde roligt. Man ser også nedenunder fiskene pile afsted. 3. sats: Til sidst blæser det en smule op, bølgerne får små skumtoppe. Vandet vibrerer, alt er i frisk bevægelse. Ænder, måger synes pludselig at være vågnet op.

 
Musikalske rejser

af Claus Johansen

Europas veje har været katastrofale siden romerrigets undergang. Det er direkte farligt at rejse over land. I randområderne truer røvere. Kroerne er beskidte, maden ulækker og dyr. Folk der rejser bliver syge. Det tager lang tid at komme sig oven på en længere rejse i 1700tallet. Og al­ligevel rejser de.

Fattige bøhmiske blæsere drager gennem Europa. Spiller på kroerne, får småjobs hos adelsfa­milierne, hjælper det lokale amatørorkester, assisterer på teatrene. De når helt til Skandinavien, hvor vi kan møde dem på herregårdene som en blanding af tjenere og musikere. Mange af dem er virtuoser, men man ser ned på dem. De kommer fra Bøhmen, så de bliver kaldt bohemer, og den titel er ikke noget at prale med. Alligevel rejser de.

Der er også de rigtige virtuoser. De lever også på landevejene, de sover også på kroerne, men de har flere penge. De rejser ikke som sigøjnere, men planlægger deres turnéer, sejler fra Skt. Petersborg til London. Kører i egen vogn. Medbringer måske tjenere og assistenter. De annon­cerer i aviserne, er solister med lokale orkestre. De har kontakter, forbindelser og introduktions­skrivelser fra de rigtige til de rigtige. De taler adskillige sprog. Nemt er det ikke, men de rejser alligevel.

Så er der stjernerne. Ofte operasangere, gerne kvindelige sopraner eller mandlige kastrater. Men også komponister og violinvirtuoser. De rejser som fyrster, de medbringer stort personale, egen seng, kostumer, smykker, penge. De sælger billetter overalt, aviserne skriver om dem, publikum strømmer til. De erobrer Paris, Wien og London, er private venner med konger og fyrster. Legen­derne lever endnu om Farinelli, Faustina Bordoni og i næste generation Paganini og Rossini. For de fleste af dem går rejsen gerne fra syd mod nord.

Så er der dem, som tager den anden vej, sydpå for at lære noget. Den svenske klarinettist Crusell drager til Berlin, studerer intenst hos en af de store mestre, afholder en koncert og afleverer samtlige indtægter til sin lærer, inden han fortsætter til Paris. Den danske oboist Barth gør noget tilsvarende i Dresden. De rejser ud som studerende og vender hjem som mestre. Ofte er hjemlan­det skrumpet, og rejselængslen sidder i dem. Derude blev de forstået.

Mozarts italiensrejser indeholder elementer af det hele. Hans fars plan går ud på at få ham ansat ved et operahus. Det lykkes ikke, men han får bestilling på og succes med tre kæmpeoperaer.

Italien præger resten af hans liv. Men rejserne sætter sig andre spor. Sygdomme plager den lille mand fra Salzburg, og de fleste af dem bliver grundlagt på ungdomsrejserne. Mozart tilbragte næsten en tredjedel af sit liv med at rejse. De fleste af hans senere lidelser var en direkte følge af rejselivet.

Italien var ikke et kulturchok. Man kendte musikken i Salzburg, som tit havde besøg af italienske virtuoser. Og Norditalien var jo ikke mere italiensk end at Lombardiet med Milano var en østrigsk provins og en af Mozart-familiens venner og støtter var guvernør. Hertugen af Toscana var den kommende Leopold den 2. af Østrig. Man kom langt omkring også uden at være perfekt til italiensk. Så de to rejsende østrigere modtages som fornemme gæster. De konver­serer med fyrster, er i audiens hos paven og diskuterer musikalske emner med legenden Padre Martini i Bologna. Det er meningen at Wolfgang også skal lære noget, men de fleste lærere må give op. Han forstår intuitivt det hele. Han er bedre inde i den italienske stil end mange italienere. Sproget lærer han hurtigt. Kulturen forstår han snart. Undervejs optræder han i de lokale akademier med vio­lin, orgel og cembalo. Han er en mester i at improvisere, men han medbringer også en stak symfonier skrevet i den moderne italienske stil. Man kan høre nogle af dem på denne CD. Musik skrevet af en enestående person, der tilbragte sammenlagt 10 år af sit liv med at rejse.

 

Mozart og basgruppen

af Claus Johansen

Hvad er et Mozart-orkester? Ikke andet end et ord. Han arbejdede med mange slags orkestre, og de var vidt forskellige. De fire symfonier, som er indspillet på denne CD, er skrevet til eller kort tid efter de tre store italiensrejser i 1770erne. De er komponeret til specifikke lejligheder, men intet tyder på, at han komponerede dem til de italienske orkestres muligheder. Han skrev nogen­lunde, som han plejede. G-dursymfonien K 110 er komponeret i Salzburg i perioden mellem de første to rejser. I Salzburg er den sandsynligvis blevet udført af et ensemble, som til daglig bestod af 2 koncertmestre samt 19 ”violiner” (hvilket dækkede over første-, andenviolin og bratsch), 1 cello, 3 basser, 2 oboer (der sandsynligvis også spillede fløjte), 2 fagotter, 3 horn, 2 trompeter og en paukespiller (de sidstnævnte havde fri i mange Mozartsymfonier).

Vi ved, at symfonien kom med på den anden italiensrejse og blev opført adskillige gange i vinte­ren 1771 i Milano og Brixen. Det er muligt, at den klang som hjemme i Salzburg, men det er ikke sandsynligt. Spillestilen var en anden. Italienske musikere var kendte (og senere berygtede) for at improvisere og tilføje ikke så lidt til komponistens noder. Kammertonen var de fleste steder i Italien højere, orkesterklangen dermed lysere og måske også mere skarp. Lyden fra 1700tallet er desværre forsvundet, så meget af dette er og bliver gætterier. Det skal tilføjes, at Italien jo ikke var ét land men en række fyrstendømmer, bystater og republikker. Hver region havde sine tradi­tioner. Men et vist fællesskab blev opretholdt af de mange omrejsende virtuoser og operasangere, der drog fra by til by og fra teater til teater. Mange kilder tyder på, at der var en fællesitaliensk musikæstetik, og at den adskilte sig fra andre landes.

De mest berømte italienske orkestre var tilknyttet operahusene i Torino, Milano og Napoli. Mo­zart hørte dem alle og arbejdede sammen med de to første. Orkestret i Milano havde 28 violiner, 6 bratscher, 2 celloer, 6 kontrabasser, 2 fløjter, 4 oboer 2 fagotter, 4 horn 2 trompeter og pauker. Tallene har vi fra de gamle lønningslister, og især to forhold er interessante: De større italienske operaorkestre er næsten dobbelt så store som hof-orkestret i Salzburg, og de er usædvanligt bas­tunge. Vægtningen inden for basgruppen er også anderledes. Orkestret i Napoli har i 1780erne 2 celloer og 8 kontrabasser, altså 1:4, hvilket giver en helt anden lyd end den, Mozart (og vi) kender, hvor forholdet mellem cello og bas er tættere på 2:1. Dertil kommer, at to eller fire fagotter ofte spillede med på basstemmen (også når komponisten ikke foreskriver dem). Det giver bunden yderligere klang og kontur. Karakteristisk for de italienske orkestre er de mange violiner, men bratscher er der forholdsvis få af. Kort sagt: I Italien har orkestrene en tendens til at favorisere toppen og bunden af orkestret. Den sonore basgruppe får ifølge eksperter selv et ret tørt teater­rum til at klinge som en kirke. Klangen er basfunderet og ”gammeldags” som et barokorkester. Det er ikke tilfældigt, at italiensk musik fra anden halvdel af 1700tallet primært består af melodi og bas. En tysk rejsende fortæller: ”Italienerne bemander deres orkestre med flere basser end vi, og overalt fandt jeg resultatet meget godt – desuden blev de andre stemmer faktisk mere promi­nente og var langt fra at være overdøvede”.

De italienske kæmpeorkestre fungerede som alle andre orkestre uden dirigent. Musikerne sad på lange rækker parallelt med scenen. Den ene halvdel vendte mod publikum, den anden mod sce­nen. Til symfonier anbefalede forfatteren Galeazzi dem at sidde op ad en væg: ”Violinerne sidder i to rækker, en over for den anden, så de kan se hinanden i øjnene” (det vil sige, at halvdelen af dem sad med ryggen til publikum). ”Hvis der kun er to bas-instrumenter, så placer dem i nær­heden af cembaloet, således at celloen er tæt ved cembalisten og førsteviolinernes anfører. Men hvis der er flere bas-instrumenter, og de er gode professionelle musikere, så placer nogle af dem i den anden ende af orkestret.” Beskrivelsen fortsætter, men vi står af her, for tendensen er klar: Bas-instrumenterne skal spredes ud over orkestret, for at holde sammen på puls og intonation, og ensemblets hjerte er en cembalist i samarbejde med en cellist, en bassist samt violinernes anfører. Når de følges ad, hænger resten på. En glimrende ordning i en verden, hvor der kun var råd til ganske få prøver.

Princippet var det samme i de mindre orkestre. Mozart og hans far arbejdede sammen med flere af dem i adelspalæerne. Vi kan se, hvordan den slags kunne foregå, på malerier og tegninger fra tiden. Igen et cembalo som centrum, bas-instrumenter tæt ved cembalisten, en enkelt bratsch, et par første og andenvioliner i to rækker over for hinanden (også når de kun er 4 i alt) og de foreskrevne blæsere: Første obo hos førsteviolinerne, anden obo hos andenviolinerne, men de to hornister sidder altid sammen. Hvorfor? Fordi sådan er 1700tallets musik komponeret.

Vi ved ikke, om far og søn var begejstrede eller skuffede over de italienske tilstande. I brevene har de naturligt nok travlt med at fortælle om andre ting. Men i januar 1770 kommer der et par be­mærkninger fra den unge mand: ”Operaen i Mantua var charmerende. Orkestret var ikke dårligt. I Cremona er orkestret godt, og førsteviolinisten hedder Spagnoletto.” skriver den ellers kritiske 14årige. I arkiverne kan vi se, at det omtalte Cremona-orkester havde 10 violiner, 2 bratscher, 1 cello, 3 kontrabasser, 2 oboer, 2 horn og et cembalo.

Satte de italienske orkestre sig spor? Muligvis. Det er påfaldende, at Mozart resten af livet op­fatter celloen som et basinstrument. Mens Haydn, Boccherini og mange andre skriver virtuose cello-koncerter og sonater, bruger Mozart sine cellister til at skabe bund eller, som italienerne siger, ”fondamento”. I megen orkester- og kammermusik skelner han ikke engang mellem cello og bas. I hans manuskripter hedder det ofte kort og godt ”Basso”, og det kan dække lidt af hvert. En koncert med violin, bratsch og solocello bliver opgivet, en cellosonate forbliver ufuldendt. I Concertonen for to solovioliner er der et lille soloparti for cello, det er alt. Mens Haydn fylder sine symfonier med pragtfulde cellosoloer, går Mozart udenom. Kun, da han i 1789 skriver tre strygekvartetter til den cellotossede kong Friedrich Wilhelm II af Preussen, viser han, hvad han kunne have lavet for solocello. Måske var det et tilfælde, at det aldrig blev til noget, måske skyl­des det blot manglende bestillinger. Eller også var det, fordi han i sin ungdom havde lært i Italien, at basinstrumenter har det bedst i dybden som fundament for resten.

Release date: 
oktober 2009
code: 
6.220539
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313153961
Track count: 
16

Credits

Indspillet i DR Koncerthuset, Studie 2, København 2009 Producer: John Frandsen Teknik: Lars C. Bruun Executive producer og kunstnerisk ledelse: Tatjana Kandel Udgave: Originalteksten fra den nye Mozart udgave, Bärenreiter-Verlag, Kassel Artwork: Mads Winther Distributed by Dacapo Records Besøg www.dr.dk/mozart Nordea-Danmark Fonden er hovedsponsor for indspilningen af Mozarts samlede symfonier med Adam Fischer og DR UnderholdningsOrkestret. © 2009 DRS 9