Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier Vol. 3

SACD (free shipping)

  • SACD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
  • Studio Master
    FLAC 24bit 48kHz
    71,20 kr.
W.A. Mozart

Symfonier Vol. 3

DR UnderholdningsOrkestret, Adam Fischer

Denne CD er udgivet af DR UnderholdningsOrkestret på DR's eget pladeselskab og distribueres af Dacapo. Symfonier vol. 3 er den sjette udgivelse i den anmelderroste serie af W.A. Mozarts komplette symfonier udført af DR UnderholdningsOrkestret og deres østrig-ungarske dirigent Adam Fischer. Bookletten i denne serie præsenterer dirigentens kommentarer til hver af symfonierne og indeholder også et essay om Mozart og den Klassicistiske periode. Udgivelsen indeholder seks af Mozarts tidlige og korte symfonier komponeret omkring 1769-1770.

"Recommended for followers of Mozart symphony cycles; Fischer and these Danes offer a fresh perspective."
James Manheim, Allmusic.com
"Spelet är så smittande och positivt att Mozart måste le i sin himmel"
Thomas Roth, OPUS
Vælg foretrukket format til download af track.
Symphony No. 9 in C major, KV 73
1 I Allegro 2:46 9,60 kr.
2 II Andante 2:37 9,60 kr.
3 III Menuetto & Trio 2:17 9,60 kr.
4 IV Molto allegro 1:51 9,60 kr.
Symphony in D major, KV 81 (73l)
5 I Allegro 2:48 9,60 kr.
6 II Andante 3:25 9,60 kr.
7 III Allegro molto 2:30 9,60 kr.
Symphony in D major, KV 97 (73m)
8 I Allegro 2:23 9,60 kr.
9 II Andante 2:31 9,60 kr.
10 III Menuetto & Trio 2:04 9,60 kr.
11 IV Presto 1:24 9,60 kr.
Symphony in D major, KV 95 (73n)
12 I Allegro 2:00 9,60 kr.
13 II Andante 2:37 9,60 kr.
14 III Menuetto & Trio 2:21 9,60 kr.
15 IV Allegro 2:59 9,60 kr.
Symphony No. 11 in D major, KV 84 (73q)
16 I Allegro 3:24 9,60 kr.
17 II Andante 2:19 9,60 kr.
18 III Allegro 4:34 9,60 kr.
Symphony No. 10 in G major, KV 74
19 I Allegro 2:58 9,60 kr.
20 II Andante 2:11 9,60 kr.
21 III Allegro 1:58 9,60 kr.
Total runtime: 
54 min.
CategoryID: 
Klassik
Det hedder wienerklassik

af Claus Johansen

Wienerklassikkens gode melodier henvender sig til almindelige mennesker, de er spille-vende, og vi bruger flere af dem endnu. Tænk på den engelske kongesang, som Beet-hoven udsatte for klaver, den franske Marseillaise, som Gossec udsatte for orkester eller den østrigske kejserhymne, som Haydn først komponerede, og siden genbrugte i en strygekvartet. Musikken må gerne være lærd, men den skal først og fremmest være melo-diøs og underholdende. Er der en social forklaring? Groft sagt er klassikken (ca.1750-1820) den periode, hvor adelen langsomt holder op med at sponsorere musik-ken, mens borgerskabet begynder at gå til offentlige koncerter. Men Europa er et klude-tæppe, med mere end én farve.

Reformerne under den store revolution ændrer alt i Frankrig, også musiklivet. Gamle skoler og læreanstalter bliver lukket, nye kommer til, bl.a. Pariserkonservatoriet. Havde Mozart accepteret stillingen som organist i Versailles, var han muligvis endt som progressiv pro-fessor her, og hans symfonier ville nok have lydt anderledes. På Mozarts tid har England noget, der minder om parlamentarisk styre og moderne økonomi. Englænderne er langt fremme, når det drejer sig om industrielle opfindelser. En ny middelklasse er vokser frem, de er lige så kulturinteresserede som adelen, men de forventer forståelig og underhol-dende kunst. Hvis Mozart havde fulgt med sin ven Haydn til London, havde han måske skrevet flere populære symfonier og tjent gode penge på det. Men Europa er et klude-tæppe. På samme tid lever mange østeuropæere i en verden, som ikke har forandret sig meget. De er afhængige af landbrug, bliver tyranniseret af fyrsterne, og mange af deres traditioner går tilbage til middelalderen. Klar til en moderne Mozart-symfoni? Næppe.

Hvis man betragter et kludetæppe på stor afstand, har det kun én farve. Og hvis man betragter den klassiske musik på afstand, er det let at generalisere. Men vi kommer ikke udenom, at borgerskabet var på vej, mens den aristokratiske kultur mange steder levede videre. Den blomstrede ved fyrste-hofferne, i adelspalæerne, på herregårdene, og ved koncerter i småbyerne. Sponsorerne var adelige, og en stor del af tilhørerne (og de udø-vende) kunne være studenter og officerer, som nok ville have sig frabedt at blive regnet til borgerskabet. I den danske provinsby Odense mødtes både borgere og adelige i den lokale klub for at spille Haydns og Mozarts nyeste symfonier. Værkerne blev indforskrevet fra tyske forlag og opført få år efter, at de var komponeret. De moderne værker var ikke lette, men når det kneb, fik amatørerne hjælp af stadsmusikantens folk og lokale militær-musikere.

Både noder og bøger var blevet billigere, selv en koncertbillet var ofte til at betale. Ved Mozarts abonnementskoncerter i Wien i begyndelsen af 1780erne svarede prisen på den billigste billet til en tømrersvends årsløn. Der kom ikke mange tømrersvende til de koncer-ter, det gjorde der heller ikke ti år senere, men priserne var faldet.

Den såkaldt wienerklassiske stil kommer fra Italien. Den erobrer hurtigt Europa. Dens foretrukne våben er operaer og symfonier med markante rytmer, sangbare fraser, virtuosi-tet og gennemsigtighed. Det hele ligger allerede og lurer i barokken. I midten af 1700-tallet slår det igennem. Stilen er lettere at begribe end den deklamerende franske hof-opera eller den tyske barokmusiks mangestemmige kunstfærdighed. Dens vigtigste elementer er gode melodier og et enkelt men raffineret akkompagnement. Melodien ligger ét sted: I operaen hos sangsolisten, i orkestret hos førsteviolinerne.

Vi har glemt mange af ophavsmændene, men engang var de stjerner: Leo, Vinci, Feo, Pergolesi. Rækken er meget længere. Deres iørefaldende musik strømmede ud f.eks. fra Napoli, og den kunne høres i operahusene fra Lubjna til Lisabon, fra London til Skt. Pe-tersborg. Overalt brugte man formuer på at hyre musikere og sangere, som beherskede den nye stil. De arbejdede sammen med lokale musikere. Der var en stemning af work-shop over de italienske operaer. Komponisten skrev ouverturerne de fleste af arierne og ensemblerne, men ofte skrev den franske dansemester selv sin balletmusik. Og fra ope-raen vandrer den nye blandingsstil videre til koncertsalen og symfonierne, som til at be-gynde med blot er italienske operaouverturer. Det kan være svært at høre for os, men den wienerklassiske symfoni består af flere sammensmeltede elementer. Melodier, harmonier og vendinger fra den italienske operastil bliver blandet med franske danse-rytmer, tysk orkestertradition og elementer fra den gamle kirkemusik tilsat trampende bondedanse og måske lidt ungarsk lokalkolorit.

I 1700-tallet var fransk musikliv det samme som parisisk musikliv, og i England var der ikke megen musik uden for London. Ved de italienske og tyske fyrste-hoffer finder vi derimod et “spredt” musikliv. Hver lille residensby har sit teater og sine orkestre, ofte er pengene små og kvaliteten ringe, men de findes, og de er arbejdspladser for mange kunstnere. Østrig kombinerer de to modeller: Mange provinsbyer med kirkemusik og klostre med fornemme musiktraditioner. Ved de små hoffer: Jagtmusik, serenader og masser af mo-derne symfonier. Om vinteren flytter herskabet til Wien, og ofte tager de deres musikere med. Det var på den måde Mozart kom til Wien i 1781. Her kan musikelskerne bedømme det, de hører. De lægger vægt på kvalitet og accepterer, at en komponist skal have lov til at eksperimentere.

Det er ikke tilfældigt, at Wien kom til at lægge navn til den nye stil. En by i midten af Euro-pa i et kejserrige med berøringsflader. Mod vest Bøhmen, hvor man uddannede Europas bedste blæsere. Mod syd Italien, hvor man uddannede de bedste sangere og strygere, eksperimenterede med det nye, uden at miste det gamle. Østrig havde kontrol over Ne-derlandene og nær kontakt med England. Der var kulturudveksling med Frankrig, for den østrigske Marie Antoinette var gift med den franske kronprins. Wien sugede kulturen til sig, bearbejdede den og sendte den ud i verden via musikforlagene.

I løbet af Mozarts liv udvikler symfonien sig. Hans barne- og ungdomssymfonier fra de store rejser til Nederlandene, London, Paris og Italien er geniale spejlbilleder af de lokale værker, han og hans far mødte på rejserne. Imødekommende stykker i tre eller fire korte satser. Egentlig blot et festligt startskud. Men alligevel musik, som havde en enestående udtrykskraft. Det var om den slags værker, forfatteren Daniel Webb skrev: “Når vi hører en ouverture, bliver vi på skiftende vis flyttet, ophidsede og glædeligt overraskede. Det subli-me og det følsomme tager sanserne i besiddelse, efter komponistens ønske”. Allerede her begyndte symfonierne at leve deres eget liv som selvstændige værker. Tyve år senere var Mozarts symfonier fuldendte gennemarbejde kunstneriske udsagn med samme vægt som en opera eller et stykke kammermusik. Dramaet er kommet ind i koncertsalen. Mozarts sene symfonier lyder, som om musikken fortæller os noget væsentligt, som ikke kan siges med ord. Præcis ti år efter Mozarts død skrev filosoffen Schlegel, at han opfattede instru-mentalmusikken som “et billede af vores rastløse, omskiftelige altid foranderlige liv”.

Mozart komplet?

af Claus Johansen

Det er risikabelt at forsøge på at fremstille en fejlfri liste over samtlige Mozart-symfonier. Udfordringerne er mange, og de kan give selv kølige musikforskere sved på panden. Her har vi kun plads til nogle få skræmmende eksempler.

Mange musikelskere tror stadig, at Mozart skrev 41 symfonier, fordi den sidste hedder nr. 41. Sandheden er, at han skrev omkring 70. Og når vi skriver “omkring 70 symfonier” hænger det sammen med, at Pariser-symfornien (nr. 31), Haffner-symfonien (nr. 35) og den store g-molsymfoni (nr. 40) fra Mozarts hånd hver findes i to forskellige udgaver. Skal de så tælle som tre eller seks symfonier?

Den mere end hundrede år gamle traditionelle nummerering gik fra 1 til 41, hvor nr. 1 ifølge traditionen var den første barnesymfoni og 41 den voksne komponists modne sym-foniske punktum. Resten var kronologi – troede man. Den liste går tilbage til musikforlaget Breitkopf & Härtels nodeudgave, som spredtes ud over hele verden fra 1879 og frem. Men allerede i 1881 begyndte man at tilføje nyopdagede symfonier, og skønt de alle var for-holdsvis tidlige værker, valgte man at give dem numrene 42-55. Dermed blev kronologien ødelagt, og det blev endnu værre, da forskerne fandt ud af, at syv af symfonierne alligevel ikke var af Mozart, og at nr. 37 kun indeholdt en introduktion af Mozart, men i øvrigt var af Michael Haydn. Så skrumpede listen over Mozart-symfonier fra 55 til 48.

Men det bliver værre endnu. For hvad er egentlig en symfoni? I Mozarts sidste år en større sag med fire satser, og et budskab til verden fra en seriøs komponist. Men i hans barne- og ungdomsår var en symfoni ofte en introduktion til et teaterstykke, en kantate, en opera eller et stykke kirkemusik. Som regel sat sammen af tre korte satser (hurtig-langsom-hurtig) og gerne uforpligtende på den festlige måde. Adskillige af den slags værker indgår i ræk-ken af symfonier, mens andre er registreret som sinfonia, ouverture o.lign. Med den viden må man jo spørge, om vi så ikke burde inkludere de omkring 20 små “løse” sinfoniaer, Mozart skrev til sine tidlige operaer og til andres dramatiske værker.

Der er flere udfordringer. Fra koncertprogrammer og breve ved vi, at da Mozart var flyttet til Wien amputerede han sine mange-satsede orkesterserenader fra Salzburg, og opførte dem som tre- eller fire-satsede genbrugs-symfonier i Wien, hvor de sikkert blev markedsført som nye. Skal de også med i en samlet udgave af Mozart-symfonier?

Spørgsmålene hober sig op. Men af denne noget kaotiske redegørelse fremgår det for-håbentligt, at en samlet indspilning af Mozart symfonier nærmest er absurd. Det handler her om valg og måske især om fravalg.

Under tilrettelæggelsen af denne indspilning har vi konsulteret Neal Zaslaws fremragende studier (Mozart’s Symphonies, Oxford, 1989). Vi har valgt de 44 symfonier, forskningen opfatter som autentiske. Vi har fravalgt tvivlsomme værker. Ligesom de forkortede sere-nader fra Salzburg og de små ungdoms-ouverturer til operaer mm er udeladt. Tilbage har vi 44 små og store mesterværker, der samlet og hver for sig tegner et billede af symfoniens udvikling og et portræt af en af verdens største komponister.

Release date: 
juni 2011
code: 
6.220538
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313153862
Track count: 
21