Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Monster Symfoni

Niels Marthinsen

Monster Symfoni

Aarhus Symfoniorkester, Michel Tabachnik

Niels Marthinsen ved hvordan man slår en klo i lytteren - og hvordan man holder fast. Hans billedskabende musik er fyldt med udtrykskraft og skaber øjeblikkelig kontakt til lytteren. Niels Marthinsen er en af de mest virtuose komponister i Danmark, men er samtidig en meget rummelig kunstner. Der er ikke noget, der er forbudt i hans musik, hvor drama, humor, spidsfindigheder og store drøn trives ubesværet ved siden af hinanden. Værkerne på denne cd viser hans fantasifulde og medrivende brug af orkestret: Fra Monstersymfoniens groteske vitalitet til Panorama's studie i langsomhed og den tætpakkede opera-trailer" med glimt fra hans seneste opera Skriftestolen."""

Køb album
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
63 min.
Niels Marthinsen

 “Jeg tror, at min musik er meget billedskabende,” siger Niels Marthinsen.

Hans musik skaber i hvert fald kontakt mellem lytteren og komponisten – i en sjælden grad for ny musik at være. Niels Marthinsens værker har ofte en umiddelbar, fysisk appel, og han ved, hvordan man slår en klo i lytteren og holder fast.

Han ønsker at skrive musik, der ikke udelukker nogen på forhånd. Den skal henvende sig til både hjerte og hjerne, og der er kort vej til begge de dele af modtageren, når Marthinsen er afsenderen. En af årasagerne er hans greb om selve kompositionsarbejdet. Niels Marthinsen er en af de teknisk set bedst funderede komponister i Danmark. Han har med sin egen formulering ‘det store kørekort’ som komponist og viger ikke tilbage for nogen teknisk udfordring. Snarere opsøger han udfordringerne og arbejder med at bringe dem videre, så de udøvende musikere også kommer til at mærke den intensitet, der opstår, når maksimum er på nært hold. Og den spænding forplanter sig til publikum.

Niels Marthinsens tekniske overskud går hånd i hånd med en udpræget rummelighed. “Der er ikke noget, man ikke må i min musik,” siger han, og det er blevet en slags credo for ham. Han bryder ofte tabuer. Det kan være klanglige og udtryksmæssige tabuer, men også mere overordnede tabuer, som fx at blande humor med alvor og at have en stærk ambition om at få øjeblikkelig kontakt til publikum.

Marthinsen ser meget realistisk på forholdet mellem komponist og lytter: “Man er nødt til at tage højde for lytternes perceptionsapparat og sørge for, at der er noget i musikken, som ikke behøver at blive afkodet først. Det kan lyde kynisk, men det er det ikke. Jeg bruger mig selv som publikum. Mit eget musikalske lix-tal skal også gå både op og ned, og jeg har også selv brug for, at musikken siger ”BUM!” en gang imellem!”

Han er samtidig meget bevidst om, at det ikke er gjort med bare at slå på tromme en gang imellem. Den kraftige og udadvendte musik behøver en masse reelt stof i sit indhold i modsætning til fx den hule filmmusik. Og endelig er det jo langt fra altid på sin plads overhovedet at bruge de kraftige udtryk. “Ikke al kunst er beregnet til et stort publikum,” siger Marthinsen, “og noget kunst er ikke engang tænkt til et offentligt rum. Men når jeg skriver opera eller for symfoniorkester, er det altafgørende, at min musik henvender sig til mange mennesker. It’s showtime, og jeg kan lide det! Ellers slipper man heller ikke godt fra at sigte efter bageste række.”

Niels Marthinsen er født 1963 og voksede op i Viborg. Han debuterede officielt i 1993, men var allerede i midten af 1980’erne en flittig komponist. Siden sin debut har han været produktiv på alle de områder, hvor en komponist nu engang kan udfolde sig: Han har skrevet musik, undervist, organiseret, debatteret, forfattet og administreret med stor energi og effektivitet.

Siden Per Nørgård i 1965 flyttede sin kompositionsundervisning fra det københavnske konservatorium til det århusianske, har Århus været en nøgleby for den ny musik i Danmark. Det var også her, Marthinsen studerede komposition fra 1982-90. I solistklassen var han elev af Per Nørgård, men er også blevet undervist af Hans Abrahamsen, Steen Pade, Karl Aage Rasmussen og Poul Ruders. Allerede fra 1988 begyndte han selv at undervise på landets konservatorier i bl.a. komposition, instrumentation, teori og musikhistorie.

Niels Marthinsens officielle komponistdebut vakte opsigt. “Blodtransfusion til dansk musikliv” hed overskriften i en af de store danske aviser. Succesen førte et hav af bestillingsopgaver med sig, og siden har han udelukkende skrevet bestillingsopgaver. Så konstant har hans musik været værdsat.

Nogle kunstnere med talent for organisation ender med at blive væltet omkuld af skrivebordsarbejde, og dansk musik kan opregne en sørgelig række af komponister, der er gået kunstnerisk i stå af at påtage sig administrative erhverv. Det gælder ikke Niels Marthinsen. Han har ikke fået dæmpet sin kreativitet af at bruge sin energi på andre grene af musiklivet også. Han har været formand for Aarhus Unge Tonekunstnere og Ung Nordisk Musikfestival, generalsekretær for Nordisk Komponistråd og medlem af Statens Musikråd og Statens Kunstfonds udvalg for klassisk tonekunst. Han har været arrangør af en lang række festivaler, bl.a. Dansk Komponist Forenings Biennale og Nordiske Musikdage, og han var kunstnerisk leder af Århus Sinfonietta 1993-2000.

Desuden har han skrevet en bog og et internet-baseret undervisningsmateriale om ny dansk kompositionsmusik (se det på www.forgrundogbaggrund.dk). Og for sin indsats – og sin musik! – har han modtaget nogle af landets vigtigste musikpriser: Astrid og Aksel Agerbys Musikpris, Hakon Børresens Mindelegat, Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Victor Borges Musikpris og Wilhelm Hansens Legat.

Der er kommet en forbløffende lang række værker fra Marthinsens hånd. De er skrevet i så godt som alle størrelser og genrer (dog indtil videre ingen balletter) og er teknisk set ofte meget krævende. På værklisten finder man fire solokoncerter, tre operaer, en symfoni (i to versioner) og mange værker for sinfonietta eller kammerbesætninger, ofte med virtuost præg.

“Bestemte instrumentkombinationer er ikke så vigtige for mig. Men generelt kan jeg godt lide besætninger, der kan lave en masse larm! Små forsigtige ensembler med harpe, guitar og fløjte ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med, og jeg har det lidt svært med strygekvartetter – med mindre der er strøm på …”

Hvordan bliver musikken så til?

“Jeg skal have mindst 2-3 gode idéer, der er helt oppe at ringe, men idéerne skal også danne fornemmelse af en helhed. Det er i virkeligheden ligesom en god sit-com: Det er ikke de enkelte personer, men kombinationen af dem, som gør helheden interessant.”

Kombinationer er der mange af i Niels Marthinsens musik, for han anvender en værktøjskasse så stor, at den rummer flere århundreders musik. Chopin, Beethoven, The Beatles, Grieg, Schumann, Langgaard, Chabrier, Carl Nielsen og kinesisk popmusik befinder sig lige ved hånden sammen med hele den modernistiske tradition.

“Modernismen har aflejret en hel masse rigtig sjove kompositionsteknikker og spilletekniske opfindelser. Det bruger jeg løs af, selv når jeg skriver musik i C-dur,” siger han. I Niels Marthinsens tidligste værker var der mange akademiske idéer, men i dag dyrker han ikke længere den slags. Hvis det ikke kan høres, er det ligegyldigt, mener han. “Nu er det akademiske bare en del af min værktøjskasse. Det samme er et tonalt system, jeg fandt på i begyndelsen af 1990’erne. I det hele taget genbruger jeg ofte min egen musik, både i små bidder og større stykker. Citater af andre komponister er også med i værktøjskassen. Jeg prøver ikke at ligne noget. Jeg prøver heller ikke at lade være.”

 

Værkerne

Monstersymfoni

Der bliver tit sluppet noget løs i Marthinsens musik. Monstersymfoni er et tydeligt eksempel. Det er en radikal omarbejdning af hans egen 1. Symfoni fra 1995. 10 år efter dens tilblivelse valgte han at klippe den op og overskrive stumperne med helt anden musik. Forbilledet var den danske kunstmaler Asger Jorn, som i 1950’erne eksperimenterede med at male oven på ældre billeder malet af andre kunstnere.

Marthinsens oprindelige symfoni er et langt, fem-satset værk, opstået som et studie over et af Griegs små Lyriske stykker. I den ‘overmalede’ Monstersymfoni står næsten intet af den oprindelige symfoni uberørt tilbage. Over halvdelen er skåret væk, og i resten af musikken er der blevet sluppet monstre løs, både oven i musikken og mellem de udklippede afsnit. Niels Marthinsen har også tilføjet grovkornede satstitler på musikken. ”Monstrenes parringskald,” “Babymonstrets vuggevise” og i sidste sats: ”Rigtige monstre”. Hele symfonien er tilegnet komponistens lille søn ”der har lært mig alt, hvad jeg ved om monstre,” som der står på partiturets titelblad.

Monstrene er ikke til at overhøre i musikken. De vælter frem i begyndelsen af 1. sats, der minder om en auditiv tegnefilm med groteske og vanvittige brøl og gebærder. Med store drøn i messinget, kvarttone-skrig og dyriske rytmer bliver der grundigt advaret om nogensinde at bevæge sig i nærheden af en flok brunstige monstre!

”Jeg synes godt, at musik på det her underholdningsniveau må have lov til at være humoristisk omkring sig selv,” siger Niels Marthinsen. Men humoren i symfonien er ikke vedholdende. I 2. sats kan man ganske vist opleve den dramatiske udklækning af et lille babymonster og høre dets kvarttone-gråd, og en monstermor, der synger en beroligende vuggevise, men ud af satsen vokser også en symfonisk alvor. Og i sidste sats, som er længere end de to første tilsammen, er der ikke meget pjat tilbage. Her er det virkelige monstre, der er på færde, og det er ikke spor morsomt. Hør selv. Skulle det føles for uhyggeligt, så husk komponistens notabene: Rigtige monstre findes ikke. Hvis de gjorde, ville de ikke være rigtige monstre.

Panorama

Panorama blev bestilt af Tivolis Symfoniorkester i 1993 i anledning af Tivolis 150-års jubilæum. Niels Marthinsen skriver selv om værket:

“Ordet panorama betyder “udsigt” eller “udsyn”. Det betyder også noget anderledes konkret: En maskine, fra før biografen og fjernsynets tid, der fører et maleri af et landskab langsomt forbi tilskueren. Mit Panorama knytter sig især til rundmalerimaskinen – et billede af noget stort rulles langsomt forbi.

Musikken forestiller ikke noget. Den er usentimental og direkte; den skal ikke videregive bestemte følelser, lige så lidt som et uberørt landskab gør det. Musikken er der bare og kan gøre indtryk eller lade være – it’s all in the mind of the beholder.

Jeg begyndte at komponere Panorama ud fra en akademisk idé: Hvis man visker alle melodierne og de hurtigere løb, ornamenter etc. ud af et stort senromantisk partitur (kort sagt, hvis man fjerner alle de sorte noder), vil der være en langsom rækkefølge af akkorder tilbage. Panorama handler om at fastholde denne forestilling om en meget langsom fremadskriden og samtidig om at skabe liv inden i akkorderne, først og fremmest ved hjælp af instrumentation.

Selv om Panorama ikke bygger på de hvide noder i et bestemt værk fra senromantikken, klinger det alligevel, som om det var skyllet i land fra gamle dage. Jeg valgte nemlig at gøre musikken tonal og kun moderat dissonerende som en slags hilsen til min idé om at viske sorte noder væk. Værkets moderne kvalitet er, at netop én af musikkens parametre, harmonisk progression, er forstørret ud over alle grænser, fordi der ikke foregår meget andet, og fordi værkets tempo er så langsomt. I den forstand minder Panorama mig om et maleri, jeg så engang. Det var vel en halv meter bredt, men 2 meter højt. I dets bund var malet en grøn bakke med et egetræ på toppen; trætoppen nåede omtrent 50 cm fra rammens bund. Resten var blå himmel uden en eneste sky.”

Skriftestolen

Niels Marthinsens tredje opera, Skriftestolen, blev færdig i begyndelsen af 2006 med premiere samme år på Den Jyske Opera i Århus. Operaen har libretto af Kerstin Klein-Perski frit efter en novelle skrevet i 1843 af Christian Winther.

Christian Winther var et af den danske guld-alders store navne, og han skrev “Skrifte-stolen” til sin samling Fire noveller. Det er en lille, men drabelig gyserhistorie, hvor en fornem italiensk marchese helt uden sinds-bevægelse dræber sin unge hustrus elsker og får dysset sagen helt ned bagefter.

Meget af operaens handling holder sig tæt til Winthers forlæg, men Marthinsen har flyttet handlingen fra Italien til Spanien og har byttet om på kønsrollerne i det grundlæggende plot. I operaen er det kvinden, der dræber sin mands – mandlige – elsker, hvorefter hun erobrer positionen som overhoved for sin mands slægt.

I senromantikken blomstrede fænomenet med orkestersuiter, der gav stof fra en opera eller ballet nyt liv som koncertstykke, på én gang uafhængigt og forbundet med originalen. Som komponist i en flimrende medietid har Niels Marthinsen valgt en anden løsning: At lave en trailer for operaen, en reklame-forfilm, og hans egen præsentation af “opera-traileren” er lige så original som stykket selv:

“Jeg synes De skal gå ind at se operaen, for den er fuld af ligefrem, følelsesladet musik, der fanger opmærksomheden med det samme – og operaen smeder forskellige genrer sammen i et helstøbt personligt udtryk, lige fra traditionel operasang over kras modernisme, spansk folklore og amerikansk minimalmusik til melodier og grooves fra mainstream popmusik. Og det hele er båret af melodi, for Skriftestolen er en bel canto-opera.

Men først og fremmest skal De se operaen, fordi historien er utrolig spændende: En engelsk kvinde, Gabi White, gifter sig med en spansk greve, Miguel, og vælger derved for første gang i sit liv kærlighed frem for selvkontrol og karriere. Da Gabi ankommer til Andalusien, viser det sig, at ægteskabet bygger på løgn: Miguel bedrager Gabi med en anden mand, arkitekten Julian, og har først og fremmest giftet sig med hende for at tilfredsstille sin mor.

Miguels mor, enkegrevinden, forstår, at Gabi har potentiale til at blive grevefamiliens nye overhoved. Derfor overtaler hun Gabi til at blive i ægteskabet. Men Gabi myrder Miguels elsker for derved helt at tage kontrol over sin mand og hans familie – kan hun gøre dette, kan hun gøre alt! Miguel er knust, men kirken og familien accepterer, hvad Gabi har gjort, og holder indvielsesgudstjeneste i den nyrenoverede katedral med Gabi som et næsten selvlysende centrum for ceremonien.

Skriftestolen handler altså om lidenskab, magt og bedrag. For rigtig at lokke Dem ind at se forestillingen har jeg klippet uddrag af operaen sammen til en trailer i fire dele. Der er ingen sangere med, men traileren er for fuldt symfoniorkester, og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Første del af traileren foregår, før operaen begynder. Den er en højoktan-cocktail af alle de fantasier, Gabi har om at være sammen med sin mand i Spanien; men fantasierne afbrydes, da Gabi ankommer og møder den drønende hede fra den andalusiske sol.

Anden del er en slags mareridtsscene. Det er siesta, og Gabi har en lyst- og angstblandet drøm, hvor skikkelser fra hendes fortid optræder. Og oven i drømmen høres en dæmoniseret, råt dissonerende munkesang.

Tredje del er en variationssats, hvor en basmelodi gentages mange gange sammen med en række akkorder, der findes overalt i operaen. På højdepunktet spiller paukerne operaens skæbnemotiv, som om det er bomber, der springer.

Tredje og fjerde del spilles ud i ét, og traileren slutter med en cliffhanger: Optakten til den scene hvor Gabi afslører Miguel og myrder arkitekten.”

Jens Cornelius, 2006

Release date: 
april 2006
Cat. No.: 
8.226510
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943651025
Track count: 
8

Credits

Indspillet i Frichsparken, Århus, 7.-11. april 2005
Producer: Morten Mogensen
Tekniker: Claus Byrith

Tekst: Jens Cornelius

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

forlag: Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk / Edition Samfundet, wwww.samfundet.dk


Udgivelsen er støttet af dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODAs Nationale Midler og KODAs Blankbåndsmidler