Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier 15-16

SACD (free shipping)

  • SACD
    Super Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Rued Langgaard

Symfonier 15-16

Thomas Dausgaard, Johan Reuter

Rued Langgaard (1893-1952) var en sær og ensom skikkelse i dansk musik. Hans 16 symfonier repræsenterer et tankevækkende, originalt bidrag til genrens historie. De to sidste symfonier er begge kortfattede, men musikalsk set vidt forskellige. I nr. 15 finder man modernistiske træk, mens nr. 16 kan kaldes et personligt testamente i romantikkens ånd. Cd'en afsluttes med et par tidlige orkesterstykker og tre førsteindspilninger af sene værker, hvor Langgaard på demonstrativ vis udtrykker den absurde situation, han befandt sig i som en kunstner, der var kørt ud på et sidespor og som følte, at han stod alene i kampen for kunstens høje idealer.

Vælg foretrukket format til download af track.
Drapa (On the Death of Edvard Grieg) , BVN 20 (1907, rev. 1909-13)
1 Drapa (On the Death of Edvard Grieg) , BVN 20 (1907, rev. 1909-13) 5:26 9,60 kr.
Sphinx , BVN 37 (1909-10, rev. 1913)
2 Sphinx , BVN 37 (1909-10, rev. 1913) 6:46 9,60 kr.
Hvidbjerg-Drapa , BVN 343 (1948)*
3 Hvidbjerg-Drapa , BVN 343 (1948)* 3:05 6,40 kr.
Danmarks Radio (Radio Denmark) , BVN 351 (1948)*
4 Danmarks Radio (Radio Denmark) , BVN 351 (1948)* 1:18 6,40 kr.
Res absùrda!? , BVN 354 (1948)*
5 Res absùrda!? , BVN 354 (1948)* 5:35 9,60 kr.
Symphony no. 15 "Søstormen" ("The Sea Storm"), BVN 375 (1937/1949)
6 I Bevæget (Moving) 5:42 9,60 kr.
7 II Scherzo 1:10 6,40 kr.
8 III Adagio funebre 5:14 9,60 kr.
9 VI Finale. Allegro molto agitato 5:32 9,60 kr.
Symphony no. 16 "Syndflod af Sol" ("Sun Deluge"), BVN 417 (1950-51)
10 I Allegro - 4:14 6,40 kr.
11 II Scherzo 1:27 6,40 kr.
12 III Straffedans (Punishment Dance) 6:45 9,60 kr.
13 IV Elegi (Elegy) 6:30 9,60 kr.
14 V Finale 2:53 6,40 kr.
Total runtime: 
62 min.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eks-pe-rimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. år-hundredes livsanskuelser, musikalske stilret-ninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større or-kes-ter- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret, hverken af pressen eller af de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang-gaard-familiens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lej-lighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Lang-gaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfæ-rer-nes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’rne – at opleve succesrige opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inter-esse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et or-ga-nist-embede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang-gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende forblev utrykte, er for tiden under udgivelse.

Yderligere information: www.langgaard.dk

 

Langgaard som symfoniker

Man skal lede længe i det 20. århundredes musik for at finde en så lang, særpræget og varieret række af symfonier som Langgaards. Med 16 nummererede symfonier – komponeret 1908-51 – er han i antal kun blevet overgået på dansk grund af Niels Viggo Bentzon (1919-2000), der nåede nummer 24. Langgaards symfonier er uhyre afvekslende i varighed, form og tonesprog. En klar udvikling fra nr. 1 til nr. 16 tegner sig ikke, men der er brudflader mellem Symfoni nr. 3 og 4, 6 og 7 samt 10 og 11. De formale yderpunkter er den store senromantiske Symfoni nr. 1 (60 min.) og den mono-tematiske, ensatsede Symfoni nr. 11 (6 min.). Vokale indslag findes i Symfoni nr. 2, 3, 8, 14 og 15, og Symfoni nr. 3 er reelt en klaverkoncert. Den musi-kalske stil har overvægt til den romantiske og senromantiske side, men der er markante eksempler på udtryksformer på omgangshøjde med samtidens progressive tonesprog (Symfoni nr. 6 og begyndelsen af nr. 15).

Langgaard ønskede ikke at skabe et selvstændigt, originalt og moderne tonesprog. Tværtimod tog han bevidst udgangspunkt i det fra Gade, Wagner, Tjajkovskij og Strauss overleverede gods. Umiddelbart lyder nogle af værkerne faktisk, som om de er komponeret 50-75 år for sent. Men betragtet under ét er Langgaards symfoniske cyklus et originalt og tankeprovokerende bi-drag til 1900-tallets musikhistorie. I de første seks symfonier afprøver han genrens muligheder inden for meget forskellige stilarter. Fra Symfoni nr. 7 træder outsideren for alvor frem med det paradoksale og hasarderede projekt at bevise den romantiske æstetiks fortsatte relevans og potentiale i en moderne, verdsliggjort tidsalder.

Den romantiske epokes tonesprog rummer ‘sandheden’ efter Langgaards mening, fordi det formidler et åndeligt budskab, som er alment forståeligt. Langgaard plukker derfor uhæmmet fra alle romantikkens hylder, men giver ofte det velkendte et eftertryk og sætter det ind i en ukonventionel ramme, således at det demonstrative, abrupte og teatralske træder frem. Man fornemmer en ærefrygt, men også en distance i forhold til de romantiske klicheer. For at blive forstået følte Langgaard, at han måtte gå til yderligheder, og især med Symfoni nr. 11 og 12 bringes symfonibegrebet ud i det absurde. Dermed sætter Langgaard sin egen rolle som erklæret formidler af et harmonisk skønhedsbudskab over styr. Den konservative og nostalgiske komponist bliver samtidig til en moderne ‘splittet’ kunstner, som forholder sig seismografisk følsomt, for ikke at sige desperat, til samtiden og sin isolerede situation.

Begrebet senromantik dækker kun til dels Langgaards symfonier, hvis man dermed tænker på organisk bredde, store kontraster og symfoniske højdepunkter. Langgaard er i reglen kontant og kortfattet i sine formuleringer og rapsodisk i sin form. Man kan se et slægtskab med ‘effektiv’ brugsmusik som Korngolds filmmusik eller Prokofjevs balletmusik, men i modsætning til Korngold undgår Langgaard enhver sentimentalitet. Det er karakteristisk, at symfonierne begynder fyndigt og klart – der er ingen langsomme, søgende indledninger. Og det er begyndelsens stemning og karakter, som konstituerer et værks forløb, ikke en på forhånd fastlagt form som f.eks. sonateformen. Med den hyppigt anvendte ensatsede form kan Langgaard fastholde en for værket særegen stem-nings-verden ubrudt gennem hele forløbet.

De farverige titler er udtryk for en insisteren på, at musikken har en betydning ud over det musikalske, en mission af religiøs art. Selv om Langgaard først begyndte sit virke efter den symbolistiske epoke omkring 1900, har det vist sig frugtbart at opfatte Langgaard som en symbolistisk kunstner. De forskellige stilistiske udtryk har hver deres symbolske betydning, og de 16 værker belyser hinanden og danner tilsammen et univers med en egen fasci-nerende sammenhæng.

 

Symfoni nr. 15 “Søstormen”

I 1937 komponerede Rued Langgaard et værk for baryton solo, mandskor og orkester med titlen Nattestormen til et digt fra 1912 af den velkendte digter Thøger Larsen. Værket blev imidlertid ikke opført. Tolv år senere, den 5. februar 1949, var Langgaard ude på en sine hyppige, natlige spadsereture i Ribe, og denne, formodentlig mørke og stormfulde, nat slog inspirationen ned i ham. Klokken 4 om morgenen satte han pennen til papiret og kl. 7 var han færdig med skitsen til en ny, énsatset symfoni, der fik det nævnte korværk fra 1937 som afsluttende del. Partituret blev færdigt ti dage senere. Men der var også en litterær inspirationskilde, nemlig Georges Rodenbachs roman Bruges-la-morte (1892, dansk oversættelse 1912), som Langgaard lige havde genlæst, i øvrigt den bog, Eric Wolfgang Korngold benyttede som forlæg for operaen Die tote Stadt (1920). I et forord til symfonien sammenligner Langgaard Ribe med Brügge, sådan som denne by beskrives af Rodenbach. Langgaard føler sig som en Orfeus, der styrter ud i stormnatten for at opsøge den forsvundne Euridike, men kun finder “det døde Ribe”, dødsrigets skygger, blafrende gadelygter og lyden af domkirkens timeslag. De modernistiske træk i værkets begyndelse, kromatikken, den manglende tonalitetsforankring og den luftige instrumentation, er elementer, man ikke venter at finde hos den sene Langgaard. Men ofte er det de apokalyptiske visioner, der inspirerer komponisten til de stærkeste og mest originale udtryk. Straks i værkets begyndelse præsenteres et strygertema, der skal spilles ikke blot “med al kraft” (“tutta la forza”), men også “hvidglødende”, og dette tema benyttes i varieret form i værkets tre første hovedafsnit. Undergangssymbolikken i symfonien er åbenlys og understøttes af metaforerne i Thøger Larsens digt i værkets finale (finalen er i øvrigt fast tonalt forankret i c-mol). Symfonien blev uropført i Danmarks Radio i 1976, men har endnu ikke været opført ‘live’. Rued Langgaard Udgaven (Edition Samfundet) publicerede en kritisk udgave af symfonien i 2002, og denne udgave er for første gang benyttet ved nærværende indspilning. Det er ligeledes Rued Langgaard Udgaven, der har leveret nodemateriale til indspilningerne af de øvrige værker på denne cd, med undtagelse af Hvidbjerg-Drapa, som endnu ikke er publiceret.

 

Stormnat

(Thøger Larsen/Rued Langgaard)

Stormen langs jorden flænger og strør

og tager af natten styrke.

Nu suger i hvert et skorstensrør

fortabelsens tørstige mørke.

Tonernes hoppende Orgelbarok,

og nu den hvide dame,

gad hylle hele det sorte sogn

i skyer og morgenrøder.

Stormen river en dør på klem

og klager for bundløs elende,

har alle veers vokaler i gem

og jager mod verdens ende.

I luften duver der fulde sejl.

Nu søger fortabelsens flåde

de arme stråler fra månens spejl,

den sidste fortyndede nåde.

Men månen er borte, natten mæt

af blindt henfarende kulde.

Når bygen kommer, er mørket tæt,

som om det var manet af mulde.

Afgrundens snekker raser forbi

lygternes enlige gnister,

og stundom høres en lem slå i

som låg fra møre kister.

Luerne spiller på asken klart

og slikkende tidsler forme,

gale af lyst til en himmelfart

med de usalige storme.

 

Symfoni nr. 16 “Syndflod af Sol”

Langgaard var temmelig svækket af sygdom efter en lille hjerneblødning i 1950, og symfoni nr. 16 udgør hans sidste kraftanstrengelse som komponist. Tredje sats blev komponeret som et selvstændigt orkesterstykke i sommeren 1950 med titlen Uvejrsluft (Forspil til Strindbergs skuespil “Oväder”). Musikken var en skildring af lys kontra mørke, og inden kompositionen blev indlemmet i symfoni nr. 16 under titlen Straffedans, knyttede Langgaard flere titler og programmatiske noter til satsen. Symfoniens øvrige satser blev komponeret i marts 1951 og værket blev fuldført 14. april samme år. Det blev tilegnet Radiosymfoniorkestret, som under dirigenten Launy Grøndahl havde opført en lang række af Langgaards orkesterværker i Statsradiofonien, hyppigst i form af studieopførelser uden publikum. Værket blev dog først uropført af orkestret i 1966 ved en Torsdagskoncert under ledelse af Francesco Cristofoli. Symfonien rummer et bredt udsnit af stilelementer fra høj- til senromantik (ikke mindst Richard Strauss), og værket fremstår således som en art testamente over Langgaards skaben og et forsøg på at præcisere og pointere de musikalske idealer, han kæmpede for. Titlen bidrager hertil, men også den meget personlige Elegi, der er baseret på et ufuldendt orkesterstykke fra 1917, som igen citerer et tema fra 1913 og også på andre måder fremkalder stemninger fra komponistens ungdom. Langgaard synes at have været ganske bevidst om, at han med den 16. symfoni gjorde status og satte et punktum. Kort før sin død noterede han, at denne symfoni (sammen med symfoni nr. 11, hvis tema i øvrigt citeres i begyndelsen af nr. 16) var intet mindre end “afslutningen på musikkens mission i verden”. Langgaard følte sig som en “overlevende” romantiker og den sidste komponist, der troede på, at musikken var et guddommeligt middel til indsigt i en højere, åndelig verden.

 

Drapa (Ved Edvard Griegs Død)

Dette lille orkesterstykke, som er i direkte forlængelse af nordisk, romantisk tradition, ikke mindst repræsenteret ved J.P.E. Hartmann, forelå i sin første version i juli 1907. Grieg døde imidlertid først i september, så referencen til Griegs død skal tages med et gran salt. Men Grieg stod som et forbillede for den unge Langgaard, og Grieg havde ved flere lejligheder kontakt med Langgaard-familien. Han overværede således den 11-årige Rueds første optræden som orgelimprovisator i 1905. Drapa – ordet dækker over et oldnordisk hyldestdigt – blev uropført i december 1909 i København og blev godt modtaget. I 1913 foretog Langgaard visse retoucheringer, og det er denne, endelige version, som her er indspillet.

 

Sfinx

Sfinx er Langgaards hyppigst opførte og mest succesrige orkesterværk. I Langgaards levetid opnåede det 10 koncertopførelser i bl.a. Berlin, Stockholm, Göteborg og Karlsruhe samt adskillige opførelser i dansk radio. Den første version forelå i 1910, og i 1913 reviderede komponisten stykket forud for uropførelsen i Berlin den 10. april 1913 ved Langgaards koncert med Berlinerfilharmonikerne under Max Fiedler. Det var den koncert, hvor hovednummeret var uropførelsen af symfoni nr. 1. Året efter blev kompositionen udgivet af Wilhelm Hansens Musikforlag og førsteopført i København under ledelse af komponisten, som ved denne lejlighed debuterede som dirigent. Umiddelbart før udgivelsen føjede Langgaard et motto af Victor Rydberg til værket, to strofer af et digt, der afslører at den Sfinx, der er tale om, er selve musikkens væsen. Musikken lignes ved et krystaltårn, der når ned i det dybeste ukendte og strækker sig op gennem himlene, op over stjernerne til ufattelige højder. Et programmatisk udsagn, der er fuldstændig dækkende for komponistens musikopfattelse.

 

Hvidbjerg-Drapa

“Ved min første symfonis 40 års jubilæum” skrev Langgaard på titelbladet til Hvidbjerg-Drapa, komponeret i marts-april 1948. Der var nemlig i foråret 1908, at han indledte arbejdet med sin første symfoni. Titlen Hvidbjerg-Drapa refererer imidlertid til en historisk hændelse i Hvidbjerg Kirke i Thy, julenat 1260, hvor biskop Oluf Glob fra Børglum blev dræbt foran alteret af sin brodersøn, ridderen Jens Glob i en strid om gods, ære og religion. Korets tekst hentede Langgaard fra en fortælling af Tyge Becker om dette middelalderlige drama. Lige før drabet på farbroderen skal Jens Glob have råbt: “Er der da ingen ret på jord, så skal jeg vide selv at skaffe mig den”. Dette udsagn er identisk med kompositionens fulde tekst. Komponisten har naturligvis projiceret hele historien over på den uretfærdige skæbne, han mente, at han led under som komponist, men man vil få vanskeligt ved at afgrænse, hvor det musikalske indhold relaterer til det historiske hændelsesforløb, og hvor de rent private referencer tager over. Kompositionen består af fire sammenknyttede episoder, herunder en karakteristisk passage for orgel solo og klokker. Til slut citeres hovedmotivet fra orkesterstykket Drapa. Hvidbjerg-Drapa blev uropført i Statsradiofonien i 1950, dog uden medvirken af kor.

 

Danmarks Radio

Det ultrakorte orkesterstykke blev til i maj 1948 og må opfattes som en skæv eller provokerende hyldest til Statsradiofonien. Det gennemgående tema, som spilles to gange, er “radiosignalet” – i en lang årrække kendt som radioens pausesignal i udførelse på metallofon. Melodien er identisk med den ældst kendte, nedskrevne danske folkevisemelodi, “Drømte mig en drøm i nat”. Langgaard lader denne melodi spille af messingblæserne – stående! – samt klokker. Til slut i partituret har han skrevet: “Kort, knivskarp Tankegang i Musik uden alt overflødigt ‘Udviklings’nusseri og med lynsnar Bevægelighed i alle Stemmerne.” Kompositionen blev uropført i Danmarks Radio i 1976.

 

Res absùrda!?

Sangteksten til dette værk er identisk med titlen, der kan oversættes som “meningsløshed” eller “urimelighed”. Kompositionen omfatter 30 takter, der skal “gentages så mange gange at tempoet ikke kan blive hurtigere og mere rasende”. Det er dermed et af Langgaards absurde ‘køren i ring’- værker, en afsindig, stadigt accellererende bevægelse med et abrupt og vildt gestikulerende indhold. Blandt klaverværkerne findes tilsvarende eksempler. Meningen med det hele er naturligvis, at komponisten ikke kan se nogen mening med det hele og slet ikke med det at komponere – og derfor komponerer et ‘meningsløst’ værk. Men man bemærker, at Langgaard forsyner titlen med både udråbstegn og spørgsmålstegn og således lader spørgsmålet om det meningsløse stå en anelse åbent. Alligevel er det nok Langgaards mest markante bidrag til den musikalske absurdisme, han momentvis dyrkede i de senere år. Kompositionen har ikke været opført før fremkomsten af denne indspilning.

Bendt Viinholt Nielsen, 2008

Release date: 
december 2008
code: 
6.220519
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313151967
Track count: 
14

Credits

Indspillet i Danmarks Radios Koncertsal 27.-30. oktober 2004, 10. og 16. juni 2006, 11. maj 2007 og 5.-6. juni 2008

Producer: Preben Iwan
Teknik: Jan Oldrup
Redigering: Preben Iwan
Mastering: Preben Iwan og Jan Oldrup
Korindstudering: Fredrik Malmberg

Grafisk design:
Udgiver:

Denne SACD er blevet indspillet i samarbejde med Danmarks Radio