Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Strygekvartetter Vol. 2

Rued Langgaard

Strygekvartetter Vol. 2

Nightingale String Quartet

Rued Langgaards strygekvartetter er lidenskabelige værker fra den excentriske komponists ungdom. Denne CD-serie præsenterer for første gang alle kvartetterne samlet, i den prisvindende unge Nightingale String Quartets udpræget dramatiske fortolkning. Med denne udgivelse er vi nået til premiereindspilningen af kvartetten Rosengaardsspil fra 1918, som sammen med de øvrige værker på CD’en bærer præg af komponistens store, ulykkelige ungdomskærlighed fra en sommerferie i Sverige, som komponisten mindedes resten af livet.

Køb album Stream

SACD

  • 139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
"Formfuldendt fra ende til anden."
Jens Povlsen, Morgenavisen Jyllands-Posten
"Hvilken verden af længsler, kærtegn, attrå, mismod og jubel vi her møder for første gang. Utroligt."
Valdemar Lønsted, Information - ÅRETS KLASSISKE CD'er 2013
"Velkommen til en romantik, vi alt for længe har været foruden."
Søren Schauser, Berlingske - ÅRETS BEDSTE 2013
"De fire nattergale spiller denne musik, så den går ind under huden på lytteren."
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
"Les quatre femmes de cette formation danoise lancée en 2007 (...) confirment leur fructucuse affinité avec certaines partitions d'un Langgaard aussi déboussolé que talentueux."
Jean-Luc Caron, Classica
"As in their first Langgaard disc the Nightingales play this music with an understanding and love that puts competitors in the shade. And it's all beautifully recorded."
Stephen Johnson, BBC Music Magazine
"The quartet is heard to advantage in the detailed yet spacious Concert Hall of the Royal Danish Academy of Music, while Bendt Viinholt Nielsen’s notes are highly informative. One can only look forward to the final release in this important and worthwhile series."
Richard Whitehouse, Gramophone CHOICE April 2014
"Plenty to enjoy on this disc, not least the ideally sympathetic performances."
Gary Higginson, MusicWeb International
"Kvartetten, som Nightingale-pigerne hermed giver sin cd-uropførelse, fortsætter sats efter sats med spontane, stadig nyfødte, dramatiske ryk."
Gregers, Gregers DH
"Exceptionally anachronistic, there are maneuverings that suggest a close study of Beethoven."
Grant Chu Covell, La Folia
Total runtime: 
68 min.
Rued Langgaard (1893-1952) af Bendt Viinholt Nielsen

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne antiromantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eksperimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. århundredes livsanskuelser, musikalske stilretninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse hos forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgel-improvisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større orkester- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommel-fingeren nedad, og faktisk lykkedes det -aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret, hverken af pressen eller af de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Langgaard-familiens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lejlighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Langgaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum herhjemme. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfærernes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesrige opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel interesse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guruagtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et organistembede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Langgaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collagemusik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende forblev utrykte, er for tiden under udgivelse.

Rued Langgaards strygekvartetter

Rued Langgaards bidrag til strygekvartetgenren blev i hovedsagen til inden for et tidsrum på kun 11 år, fra 1914 til 1925. I denne periode komponerede han otte kvartetter, hvoraf de fire blev skabt i løbet af kun 12 måneder (1918-19). Værkerne blev altså til i komponistens produktive og uhyre ekspansive ungdomsår, hvor han også skabte hovedværker som symfoni nr. 4 og 6, Sfærernes Musik og operaen Antikrist. I den følgende fase fra 1925 til 1940, hvor han næsten gik i stå med at komponere, tog han flere af de otte kvartetværker op til revision og bearbejdelse, således at nye versioner så dagens lys. Helt nye bidrag til genren kom der dog ikke fra Langgaards hånd, bortset fra to små satser, der blev til omkring 1950, dels et lille stykke, som i dag er forsvundet, skrevet til minde om komponisten Niels W. Gade, og dels en ultrakort Italiensk Scherzo.

Værkfortegnelsen opregner 10 kendte, selvstændige kompositioner af Lang-gaard for strygekvartet. Komponistens typiske arbejdsform, som er karakteriseret ved ‘genbrug’ og gentagne revisioner, har medført, at hele satser og visse temaer går igen i forskellige værker. Yderligere forvirring skaber den nummerering af strygekvartetterne, som blev gennemført af Langgaard i 1930’erne, og som ikke medtager alle værkerne og heller ikke korresponderer med tilblivelsesrækkefølgen. Følgende liste giver et kronologisk overblik:

Strygekvartet nr. 1 (BVN 68)

E-dur, 4 satser. Komponeret 1914-15, delvis kasseret, men revideret og rekonstrueret i 1936.

Sats 4 inddraget i omarbejdet form som sats 4 i strygekvartet nr. 5.

Variationer over “Mig hjertelig nu længes” (BVN 71)

E-dur. Introduktion og syv variationer. Komponeret 1914-15, revideret og forsynet med ny introduktion 1931/1940.

Strygekvartet nr. 2 (BVN 145)

d-mol, 4 satser. Komponeret 1918, revideret 1931.

Rosengaardsspil (BVN 153)

E-dur, 4 satser. Komponeret 1918. Sats 1 og 4 genanvendt i revideret form som sats 1 og 3 i strygekvartet nr. 4.

Strygekvartet (As-dur) (BVN 155)

As-dur, 4 satser. Komponeret 1918.

Strygekvartet nr. 6 (BVN 160)

D-mol, én sats. Komponeret 1918-19.

Strygekvartet nr. 3 (BVN 183)

3 satser. Komponeret 1924.

Strygekvartet nr. 5 (BVN 189)

F-dur, 4 satser. Komponeret 1925, revideret 1926-38. Sats 4 er en omarbejdet version af strygekvartet nr. 1, sats 4.

Strygekvartet nr. 4 “Sommerdage” (BVN 215)

F-dur, 3 satser. Komponeret 1931 (på basis af materiale fra 1914-18). Sats 1 og 3 er reviderede versioner af sats 1 og 4 af Rosengaardsspil; sats 2 er baseret på strygekvartet nr. 1, sats 2.

Strygekvartetsats “Italiensk Scherzo” (BVN 408)

F-dur. Komponeret 1950.

Rued Langgaard skrev ikke sine strygekvartetværker til bestemte ensembler – med undtagelse af nr. 3, som blev komponeret til en af de bedste kammerensembler i 1920’ernes Danmark, Breuning-Bache-Kvartetten. Strygekvartet nr. 3 er også det eneste af de 10 værker, der blev udgivet i komponistens levetid, i 1931. De øvrige er først blevet publiceret efter 1993, de sidste seks så sent som i forbindelse med nærværende indspilningsprojekt og i regi af Rued Langgaard Udgaven. Tre af værkerne på listen blev ikke opført i -Langgaards tid, og alt i alt blev det kun til 10 koncertopførelser af de øvrige kvartetter i hans levetid. Kvartet nr. 3 blev opført fire gange, den sidste gang af Gerhard Rafn-Kvartetten under festivalen Nordiske Musikdage i Oslo i 1934. Desuden var der i 1930’erne og 40’erne sporadiske radioopførelser af nr. 2, 3 og 5. Herefter ebber interessen for Langgaards strygekvarteter ud. I 1972 udgives den første indspilning af en af kvartetterne, nr. 3, med Københavns Strygekvartet, og en milepæl nås i 1984, hvor Kontra-Kvartetten indspiller seks af værkerne og gør Langgaards strygekvartetter kendte gennem utallige opførelser i ind- og udland.

Det bemærkelsesværdige ved Langgaards musik for strygekvartet er det store stilmæssige spektrum, værkerne samlet set dækker. De blev til i brydningstiden mellem senroman-tik og modernisme, og det er for så vidt et tidstypisk træk, at Langgaard i tone-sproget snart kaster sig ud i retro-retningen, snart i avantgarde-retningen, men uden at fravige de klassiske, formmæssige normer. I Langgaards kvartetter finder vi således både klassicistiske, romantiske, neoklassiske, ekspressionistiske og modernistiske træk – kort sagt spænder musikkens tonesprog over hele skalaen fra Mozart til Bartók. Den neoklassiske tendens, som ikke kendes tilsvarende fra Langgaards symfonier, slår igennem i satsen “Mozart” (af Rosengaardsspil), og præger helt igennem strygekvartet i As-dur, der næsten er en wienerklassisk pastiche. På den anden yderfløj finder vi stryge-kvartet nr. 3, som med et aggressivt ekspressionistisk tonesprog repræsenterer den vildeste avantgarde i dansk musik anno 1924. Et særtræk ved kvartetterne, i modsætning til Langgaards symfoniske musik, er, at man blandt de i alt 29 satser finder både deciderede (og humoristiske) scherzosatser og nogle af de vægtigste langsomme satser, Langgaard skrev.

Rosengårds-kvartetterne

I 1913 tilbragte den 20-årige Langgaard sommeren i den lille kurby Kyrkhult i Blekinge i Sverige, hvor han var indlogeret sammen med sine forældre i et hus ved navn “Rosengården”. De to måneders ophold her fik livslang betydning for komponisten, først og fremmest, må vi tro, fordi han mødte og blev forelsket i en pige, en vis Dora, hvis identitet er ukendt i dag. Den unge Langgaard blev med ét følelsesmæssigt vakt, og i de følgende år fremkom en mængde sange, klaver- og kammermusikværker, som gennem tekster, titler og musikalsk substans refererer til de minderige dage på Rosengården. Det gælder ikke mindst de fire strygekvartetter, som alle blev kaldt Rosengaardsspil. Senere fik tre af dem andre titler. Den første af disse fire “rosengårdskvartetter” er den nuværende strygekvartet nr. 1 (1914-15; indspillet på vol. 3), dernæst følger Rosengaardsspil (1918), strygekvartet (As-dur) (1918) samt kvartet nr. 6 (1918-19; findes på vol. 1). Slutafsnittet i sidstnævnte værk er baseret på den svenske folkevise “Och hör du unge Dora, vill du gifte dig i år?”, en vise om ugengældt kærlighed. På nærværende cd gælder det Rosengaardsspil og As-dur kvartetten samt den i 1931 tilkomne strygekvartet nr. 4, som bygger på materiale fra Rosengaardsspil og kvartet nr. 1. Når kvartet nr. 4 tælles med, omfatter det kompleks af strygekvartetter, som har relation til rosengårdssommeren 1913, altså ikke mindre end fem værker.

På Rosengården komponerede Langgaard bl.a. tre kærlighedssange til tekster af -Goethe, og straks efter hjemkomsten til København føjede han en fjerde sang til samlingen Lieder von Goethe (BVN 60). Den nye sang med titlen Vergeblich (“forgæves”) handler om to unge, der bestandig er i hinandens tanker, men – forgæves. Et motiv fra sangen optræder som “erindringsmotiv” i utallige af Langgaards værker herunder tre af strygekvartetterne. I de samme tre værker er der også citater fra en anden af Goethe-sangene, Gleich und Gleich – om en blomst og en bi, der jo er skabt for hinanden! Sangens begyndelse benyttes som tema i scherzosatserne i både strygekvartet nr. 1 og 4.

Rosengaardsspil

Hvad der egentlig gik for sig i Sverige i 1913 ved vi intet om, men den musik, Langgaard fem år senere skriver i erindringens lys, er præget af store kontraster med eftertænksomhed og vemod på den ene side og ungdommelig optimisme på den anden. De sammensatte følelser og stemninger kommer i særlig grad til udtryk i kvartetten Rosengaardsspil, som blev til juni-august 1918 under Langgaards ophold denne sommer i fiskerbyen Kerteminde på Fyn. De fire satser Interiör, “Mozart”, Draabefald og Rococo antyder, at musikken på programmatisk vis skildrer ganske bestemte situationer eller stemninger med tilknytning til Rosengården. Første sats har et hovedtema og et sidetema, men i øvrigt et improvisationspræget forløb, hvori der indflettes citater fra de to føromtalte sange til tekster af Goethe. Det springende treklangsmotiv fra Gleich und Gleich høres i cellostemmen ved 2:37, 2:59 og 7:06, mens det lille drejemotiv (fire toner) fra Vergeblich kommer ved 6:18, først i cello, derefter i violin I. I anden sats bliver der spillet Mozart. Når Langgaard kalder satsen “Mozart”, er citationstegnene i titlen naturligvis en pointe i relation til denne, let parodiske Mozart-pastiche. Den langsomme sats i cis-mol, Draabefald, viser komponisten i et melankolsk humør, man sjældent ser fastholdt gennem en hel sats. Titlen er kryptisk, men hentyder vel til en tåre, der fældes. Det minimalistiske motivmateriale består af et tema i folketone (cello) og et ‘smerteligt’ motiv (betegnet espressivo dolente), der går fra stemme til stemme i vekslende transponeringer. I finalen Rococo – eller på nudansk Rokoko – vender humøret tilbage, om end der også er plads til et æterisk koraltema, inden satsen rundes af med en koda med utvetydig reference til 1700-tallets musik. Kompositionen blev kun opført én gang i Langgaards tid (1919); opførelse nr. 2 fandt sted i 2002.

Strygekvartet (As-dur)

Den neoklassiske linje videreføres endnu mere konsekvent i denne kvartet, som blev komponeret samtidig med Rosengaardsspil – og fik samme titel. Værket blev ikke opført i Langgaards tid og kom ikke med i den nummererede serie af kvartetter. Den nugældende titel stammer fra 1940’erne, og uropførelsen fandt sted så sent som i 1993. Værket eksemplificerer, at musikalsk stil for Langgaard er et kompositorisk virkemiddel på linje med form, tonalitet og tematik. Musikhistorien tilbyder et væld af stemninger og referencer, som komponisten frit kan vælge iblandt og udnytte til sine egne kunstneriske formål. Rosengårdssommeren stod åbenbart i rokokoens og wienerklassikkens tegn. Men samtidig var interessen for den klassiske epoke en del af tidsånden, og det er rimeligt at se Langgaards As-dur-kvartet som en parallel til Prokofievs Sinfonie classique, uropført blot få måneder før Langgaard skrev sit værk. Langgaard holder sig stringent til det wienerklassiske udtryk med mindelser om Beethoven i de to første satser. Tredje sats (c-mol) med betegnelsen Lento dolente har et tilbagevendende sørgemarch-tema, som spilles pizzicato, og to vægtige, kontrasterende afsnit. Sidste gang, pizzicatotemaet præsenteres, er det i es-mol. Det går i stå, inden det er færdigt, og sekvenserer helt ned i kulkælderen (hvor det ender i satsens toneart, c-mol). Finalen Allegro agitato har et tilsvarende originalt langgaardsk fingeraftryk, som fjerner kvartetten fra den rene stilefterligning. I midterdelen af den energiske sats åbner der sig et rum, hvor tiden er sat i stå, og skønheden fastholdes i kontemplativ indadskuen.

Strygekvartet nr. 4 ”Sommerdage”

Omkring 1930 befandt de fire rosengårdskvartetter fra 1914-18 sig på bunden af Langgaards nodestabler. Han havde endog kasseret de to sidste satser af kvartet nr. 1.

I foråret 1931 fandt han imidlertid to af de gamle værker frem og skabte på grundlag af dem en ny kvartet i tre satser. Ydersatserne fra Rosengaardsspil blev genbrugt som sats 1 og 3, og som sats 2 indsatte Langgaard en kort, omkomponeret version af scherzoen fra strygekvartet nr. 1. Det hele nu præsenteret i hovedtonearten F-dur, Langgaards ‘lyse’ toneart (han skrev hele otte symfonier i F-dur!). Førstesatsen er stort set identisk med 1. sats af Rosengaardsspil, mens finalen er betydeligt udvidet i forhold til 4. sats af Rosengaardsspil. Ud over en ny indledning og en ny koda har Langgaard indskudt et ‘sidetema’, som er klippet ud af 1. sats af strygekvartet nr. 1. Resultatet blev, at kvartet nr. 4, i modsætning til Rosengaardsspil, fremstår homogen og ‘senromantisk’ i udtrykket. Vi kan forstå det sådan, at erindringerne fra Rosengården med årene er kommet til at stå i et andet lys. Dels er det påfaldende, at de tre satser alle betegnes scherzoso, dels at de to -motiver fra Lieder von Goethe har fået en mere fremtrædende plads. Anden sats er baseret på Gleich und Gleich og det elegiske motiv fra Vergeblich høres nu også i sats 2 og 3: i scherzoen ved 1:03 og 2:20, i de første takter af sats 3 og i kodaen ved 8:48. Ved uropførelsen 1933 (den eneste opførelse i Langgaards tid) blev kvartetten kaldt “Lacrimetta” – dvs. lille tåre. Langgaard valgte i sidste ende, så sent som omkring 1950, titlen “Sommerdage”.

Release date: 
november 2013
Cat. No.: 
6.220576
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313157662
Track count: 
11

Credits

Indspillet på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal 18.-21. august 2012 (BVN 215), 16.-17. november og 20.-21. december 2012 (BVN 153) og 7.-10. januar 2013 (BVN 155)

Producere: Tim Frederiksen and Simon Brinkmann
Teknik: Simon Brinkmann, www.simonbrinkmann.dk

Artwork: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: The Langgaard Edition, www.edition-s.dk

Dacapo Records Langgaard-Fonden and Solistforeningen af 1921 for økonomisk støtte til produktionen

Denne CD er blevet til i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

randomness