Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Samlede værker for violin og klaver vol. 2

Rued Langgaard

Samlede værker for violin og klaver vol. 2

Gunvor Sihm, Berit Johansen Tange, Per Salo, DR SymfoniOrkestret, Thomas Søndergård

Den prisvindende violinist Gunvor Sihm og Langgaard-eksperten Berit Johansen Tange fortsætter her indspilningen af Rued Langgaards samlede værker for violin og klaver med hans tidlige og store Violinsonate nr. 1, skrevet i løbet af fire dage i midten af juni 1915, Langgaards sidste værk for violin, hans Andante religioso samt den sene Søndagssonate, et af Rued Langgaards mest bizarre og uforudsigelige værker.

Køb album
CD
  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
  • FLAC 24bit 48kHz
    Studio Master
    71,20 kr.
© Caroline Bittencourt
VÆLG FORETRUKKET FORMAT TIL DOWNLOAD AF ENKELTE TRACKS.
Sonata No. 1 ‘Viole’, BVN 94 (1915; rev. 1945)
1 I. Maestoso fiero espressivo ( Tempo = 100) – non mosso – Più tranquillo, Più lento – Tempo l – Agitato – Lento glorioso – A tempo – Più allargando – Maestoso fiero (Tempo l) – Più lento – Poco meno mosso – A tempo l – Maestoso fiero 13:46 19,20 kr.
2 II. Molto allegro scherzoso – Tempo alla valse! – Più tranquillo – [Tempo l] – Presto molto agitato 6:43 14,40 kr.
3 III. Lento cogitoso – Con moto – tranquillo – Con moto – Lento cogitoso – tranquillo 8:45 14,40 kr.
4 IV. Molto allegro marcato – Slargando – Tranquillo – Allargando festivo – Alla marcia risoluto – Allegro molto risoluto – Molto allegro 10:52 19,20 kr.
Andante Religioso, BVN 407 (1950)
5 [Andante] – Hurtigere (faster) – Andante 4:27 9,60 kr.
Søndagssonate (Sunday Sonata), BVN 393 (1949-50)
6 I. Poco allegro marcato ( Tempo = 96) 6:27 14,40 kr.
7 II. Langsomt, indtrængende (Slowly, earnestly) ( Tempo = 66) 2:30 9,60 kr.
8 Tempo = 50 2:43 9,60 kr.
9 Tempo = 76 – Moderato (Tempo = 76 Strengt i takt (Strictly in time)) – omtrent Presto, Præcist og eftertrykkeligt (nearly Presto, precisely and emphatically) (Tempo = 76) – Hurtigere! (Faster!) – Presto – Tempo = 80 2:47 9,60 kr.
Rued Langgaard

af Bendt Viinholt Nielsen

Rued Langgaard blev født 28. juli 1893 i København og døde 10. juli 1952 i Ribe. Allerede som elleve-årig havde han en bemærkelsesværdig debut som organist og orgelimprovisator, og da han var nitten, blev hans første symfoni uropført i Berlin af Berlinerfilharmonikerne. I begyndelsen af 1920rne oplevede Langgaard en kortvarig interesse for sine symfoniske værker i Tyskland, hvor hans mest progressive kompositioner, Sfærernes Musik (1916-18) og Symfoni nr. 6 (1919-20), blev uropført. I Danmark betragtede musikmiljøet imidlertid den indesluttede og enspænder-agtige komponist med betydelig skepsis. Et kunstnerisk gennembrud udeblev, og efter at Langgaard i midten af 1920rne havde fået sin opera Antikrist afvist af Det Kongelige Teater, reagerede han kraftigt ved at vende modernismen ryggen og rette åben kritik mod det danske musikliv. Langgaards religiøst og symbolistisk farvede musikopfattelse harmonerede dårligt med den antiromantiske og nøgterne holdning, der blev dominerende i Danmark efter 1930. Musiklivet fulgte de normer og det æstetiske spor, Carl Nielsen havde udstukket, og der var ikke plads til en excentrisk romantiker som Langgaard. Efter mange års kamp for at opnå et embede som organist i den danske folkekirke blev Langgaard i 1940 udnævnt til domorganist i Ribe. Efter hans død i 1952 så det ud til, at han skulle forblive en parentes i dansk musikhistorie. En opførelse i 1968 af Sfærernes Musik satte imidlertid gang i en renæssance for Langgaards musik, og i dag, hvor hans hovedværker er blevet kendt, regnes han blandt det 20. århundredes betydeligste danske komponister. Rued Langgaards musik er karakteriseret ved stor stilmæssig variation. Hans værker er ofte sammensatte og ukonventionelle i deres form og båret af en stræben mod ekspressive, billedskabende og visionære udtryk. I hans musik findes elementer, der peger frem mod 1960ernes og de følgende årtiers avantgarde, minimalisme og postmodernisme.


Rued Langgaards værker for violin og klaver 1907-1950

Langgaards kompositioner for violin og klaver står som fikspunkter i hans produktion, idet alle fire hovedfaser i hans udvikling er repræsenteret i denne værkrække. En sonate i tre satser med titlen Digtning – Rosengaarden in memoriam (1918) ville have været et interessant supplement, men værket er simpelthen forsvundet og må følgelig undværes i denne samlede indspilning af Langgaards kompositioner for violin og klaver, omfattende tre cd’er. Den tidlige, ufuldendte sonate og den besynderlige Søndagssonate udgives for første gang på cd.

Langgaard blev undervist i violinspil som barn, men kun i kort tid, for allerede i tiårsalderen kastede han sig over orglet, som blev hans egentlige instrument. Hans tilskyndelse til at skrive violinværker lå dog lige for, idet hans faster var gift med violinisten Axel Gade (1860-1921), søn af Niels W. Gade og i en lang årrække koncertmester i Det Kongelige Kapel – i øvrigt også komponist. Langgaards første violinværk, Aubade (1907), er tilegnet Axel Gade og blev uropført af ham. Det første større kammermusikværk, Langgaard påbegyndte i forlængelse af sin grandiose h‑mol-symfoni (nr. 1), var en sonate for violin og klaver (også i h-mol), som han arbejdede på 1909-11. Kun de to første satser blev fuldført. De blev uropført hver for sig som selvstændige -satser i 1911 af Axel Gade og den dengang 18-årige komponist. Fire år senere komponerede Langgaard, hvad der skulle blive hans mest omfattende kammermusikværk, den 40 minutter lange Sonate nr. 1. Sonaten blev skabt i løbet af blot fire dage i juni 1915. Ligesom i den ufuldendte sonate og den næsten samtidige Strygekvartet nr. 1 er tonesprog og form orienteret mod klassiske idealer. Sonate nr. 1 blev opført af Axel Gade i 1918 og blev posthumt tilegnet hans minde. Men ved uropførelsen i Stockholm, to år tidligere, var det dog den 25-årige violinist Gunna Breuning-Storm, der var solist med den jævnaldrende komponist ved klaveret. Breuning-Storm var en af de få musikere, der gik ind for Langgaards musik, og det var givetvis med hende i tankerne, at Langgaard i 1920-21 skrev endnu en sonate for violin og klaver (nr. 2). Breuning-Storm uropførte sonaten sammen med komponisten i 1922 og spillede den endnu et par gange i 1920rne, bl.a. ved en officiel dansk koncert i Paris i 1923. Langgaard var ikke til stede her, men det var Carl Nielsen, som også havde et værk på programmet. I Sonate nr. 2 har Langgaard tydeligvis ladet sig inspirere af Nielsens karske tonesprog, som dog integreres i et eksperimenterende værk i én sats og med store kontraster. Sonaten hører, sammen med andre værker fra årene 1920-24 – Symfoni nr. 6, operaen Antikrist og Strygekvartet nr. 3 – til Langgaards hovedværker. Den blev udgivet i Berlin i 1922.

Der skulle nu gå næsten 25 år, før Langgaard igen bidrog til violinsonate-genren. I mellemtiden havde han på drastisk vis skiftet spor og var slået ind på en nyromantisk retning i forlængelse af komponister som Schumann, Wagner, Grieg og Niels W. Gade. I 1940 var han, sammen med sin hustru Constance, flyttet fra København til Ribe for at indtage embedet som organist og kantor ved Ribe Domkirke. 1930rne havde været et modløst årti for komponisten, og han var gået i stå med at komponere. I Ribe vendte kreativiteten tilbage, og i 1945 skrev han en ultrakort violinsonate i én sats med lutter gentagelser, et værk, som i de følgende år blev udvidet igen og igen, indtil det i 1949 fremstod i fem satser som Sonate nr. 3. Det er Langgaard i det ensidigt romantiske, nostalgiske hjørne. Men værket blev fulgt op af en stribe nye værker for violin og klaver, inspireret af samspillet med violinisten Håkon Raskmark, der kom til Ribe i 1946 som lærer ved Ribe Statsseminarium. Langgaard og Raskmark spillede sammen under private former, især romantiske sonater af bl.a. César Franck og Schumann, hvis sene sonater tydeligvis var en inspirationskilde for Langgaard. I den veritable ’musikalske raptus’, som ramte Langgaard 1947-49, skabte han 14 satser for violin og klaver. Satserne blev komponeret enkelt- eller parvis og dels anbragt i den nævnte Sonate nr. 3, dels grupperet i Sonate nr. 4 og i Écrasez l’infâme, som begge er nøgleværker i Langgaards sene produktion. Hertil kommer Kort violinsonate (1949), og i 1950 fulgte Andante religioso, som blev opført i Ribe samme år. Bortset fra dette stykke blev værkerne fra 1940rne ikke opført offentligt i Langgaards levetid. Sonate nr. 3 blev uropført så sent som i 1995, og ved Rued Langgaard Festival 2016 i Ribe kunne man for første gang høre Søndagssonate fra 1949-50. De to første satser er for violin og klaver, de to sidste for orgel og orkester.

Kun Aubade og Sonate nr. 2 blev publiceret i Langgaards tid, de øvrige violinværker indspilles her efter Rued Langgaard Udgavens kritiske nodemateriale, publiceret 2002-04. De benyttede BVN-numre refererer til Bendt Viinholt Nielsen: ’Rued Langgaards Kompositioner. Annoteret værkfortegnelse. Rued Langgaard’s Compositions. An Annotated Catalogue of Works. With an English Introduction’, Odense Universitetsforlag (1991).


Violinsonate nr. 1 (1915, rev. 1945)

I sommeren 1915 tilbragte Rued Langgaard to en halv måned på Tyringe Badesanatorium i Skåne. Sonate nr. 1 (e-mol) blev komponeret i løbet af fire dage i midten af juni, og inden måneden var omme, forelå det renskrevne partitur. Sonaten blev uropført af Gunna Breuning-Storm og Langgaard i Stockholm den 17. januar 1916. Den frygtede svenske kritiker, komponisten Wilhelm Peterson-Berger, skrev i sin anmeldelse i dagbladet Dagens Nyheter, at indtrykket af værket var noget uklart og ujævnt, men pointerer, at den 22-årige komponist jo har fremtiden for sig. To år senere (den 7. januar 1918) blev værket præsenteret i Danmark af Langgaard og hans onkel, kongelig koncertmester Axel Gade. Opførelsen fandt sted for en lukket kreds i Privat Kammermusikforening.

Sonaten blev ikke genopført i Langgaards levetid, men komponisten mistede ikke interessen for dette ungdomsværk. I 1945, 30 år efter fuldførelsen, foretog han således en revision af kompositionen. Han gik stort set uden om sats II og IV, men gennemreviderede sats I og III, uden at satsernes form dog blev ændret. Samtidigt med revisionen blev sonaten posthumt tilegnet Axel Gade, der var død i 1921.

I forbindelse med revisionen fik sonaten det franske ord “Viole” som tilnavn. Af manuskripterne fremgår det, at Langgaard har forestillet sig, at solostemmen alternativt kan udføres af en “viole”, hvormed han mener en bratsch (viola). Men en bratsch hedder ”alto” på fransk, mens ”viole” betyder viol, altså renæssanceinstrumentet ’gambe’. Misforståelsen skyldes sandsynligvis en ordbogsfejl, idet gængse dansk-franske ordbøger fra Langgaards tid fejlagtigt oversætter ”viole” med ”viola, bratsch”. En anden ting er så, at det slet ikke ligger lige for at udføre værket for bratsch og klaver, selv om Langgaard øjensynlig har ønsket en mørk klang i soloinstrumentet, i hvert fald i første sats, hvor lange passager foreskrives udført på violinens G- og D-streng. Titlen giver således bedst mening, hvis den opfattes som et poetisk tilnavn og som en cadeau til soloinstrumentet.

Værket holder sig inden for sonateformens traditionelle rammer, og tonesproget er tilbageskuende. Violinen sætter i første sats ind med et usædvanligt dybtliggende, kromatisk tema, som spilles på violinens G-streng, og som udvikler sig opad med mere kromatik for pludseligt at nå et højdepunkt med hurtige, højtliggende skalabevægelser. Denne kontrast mellem mørk kromatik og lys diatonik er satsens omdrejningspunkt, mens det koralprægede sidetema (Più lento) spiller en underordnet rolle (det præsenteres af klaveret, akkompagneret af violinen!). I gennemføringsdelen (Agitato) dukker en reminiscens af sidetemaet op under betegnelsen Lento glorioso. Et særpræget, langgaardsk træk finder man i scherzosatsens mellemdel, hvor et valsemotiv famler sig søgende frem uden at komme ud af stedet. Den langsomme tredjesats (G-dur) er improvisationspræget og eftertænksom, hvilket svarer meget godt til overskriften Lento cogitoso (tankefuld, traurig), om end satsen oprindeligt var betegnet Lento molto e molto amoroso. Den afsluttende, fyrige finale er tonalt mere omskiftelig end de øvrige satser, men fastholder tonearten e-mol.


Andante religioso (1950)

Dette er Langgaards sidste værk for violin, komponeret den 6. september 1950. Egentlig foreskriver komponisten violin ledsaget af orgel uden pedal, men akkompagnementet har en pianistisk karakter, og stykket har ofte været fremført med klaverledsagelse. Kompositionen blev uropført i Ribe Domkirke den 17. december 1950 af Haakon Raskmark og Rued Langgaard (ved orglet) ved en julekoncert, hvor hovednavnet var sangeren Aksel Schiøtz.


Søndagssonate (1949-50)

Søndagssonate er en af Langgaards mest bizarre og uforudsigelige kompositioner. Værket er sammensat af tre oprindeligt selvstændige kompositioner, nemlig Søndagssonate (sats I og II) for violin og klaver, orgelstykket Marmorkirkepræludium (sats III) samt den såkaldte Lille Storsymfoni nr. 1 for orkester med orgel (sats IV). Sidstnævntes tre dele – et signal, et orgelafsnit og en orkestersats – bar overskrifterne ’Forbandelse’, ’Engle-Avenue’ og ’Lynet sprænger i Natten’. I maj 1950 indså Langgaard, at han kunne skabe en mere effektfuld helhed ved at kombinere de tre værker. Med tilføjelsen af syv takter til sats II og udradering af titlen på sats III og de nævnte overskrifter i sats IV opstod således Søndagssonate med undertitlen Lille Storsymfoni.

Langgaard indsendte straks partituret til Danmarks Radio som programforslag. Der blev imidlertid ikke taget notits af det, og det blev anbragt i radioens nodearkiv, hvor det blev lokaliseret så sent som i 1988. Uropførelsen fandt sted under Rued Langgaard Festivalen i 2016 i Ribe Domkirke med Gunvor Sihm, Berit Johansen Tange, domorganist Birgitte Ebert og Sønderjyllands Symfoniorkester under ledelse af Thomas Dausgaard.

Første sats er en veloplagt, frit formet sonatesats i F-dur af et vist humoristisk tilsnit. Den langsomme andensats (As-dur) transponerer til slut til F-dur, hvorfra orglet tager over (sats III) og giver den etablerede, andagtsfulde stemning en kirkelig dimension. Sats IV indledes med et skæbnemotiv (med tritonus) spillet af messingblæsere og pauker, hvorefter den religiøse stemning fra sats III videreføres af orglet. Pludselig splintres det hele af det fulde orkester (med 8 horn) i 10 vildt gestikulerende takter, som rummer en variant af skæbnemotivet og efterfølges af glissader (betegnet ’som lyn’) i de dybe strygere (!), et D gentaget 8 gange i blæserne (måske en klokkeimitation) og en afsluttende d-mol-akkord.

Langgaard antyder intet om, hvordan den tilforladelige titel Søndagssonate skal forstås i forhold til værkets usædvanlige form og den kaotiske afslutning. Lynet har hos Langgaard en apokalyptisk betydning (Som Lynet er Kristi genkomster titlen på et af Langgaards orgelstykker), så det ligger lige for at fortolke værket som et undergangsværk, hvor skønhed i romantisk forstand afløses af undergang og katastrofe. Men værket har også, som så mange af Langgaards sene værker, en ”selvbiografisk” dimension. Slutningen kan opfattes som en protest, en knytnæve i bordet, hvormed komponisten udtrykker sin afmagt og udstiller den absurde situation, han befinder sig i som idealistisk ”kulturkomponist” i et samfund, der ikke har brug for hans musik, og hvor kulturlivet, efter hans mening, er blevet fattigt og åndløst.

© Bendt Viinholt Nielsen, 2018

Release date: 
oktober 2018
Cat. No.: 
8.226131
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943613122
Track count: 
9

Credits

Recorded at the Concert Hall, the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen; on 27–28 August 2016 (Sunday Sonata – movements I, II and Andante religioso); on 9, 14, 21 January and 16–17 February 2017 (Viole); at Koncertsalen, DR Koncerthuset on 4 November 2016 (orchestral part of the Sunday Sonata – movement IV, recording producer: Bernhard Güttler; engineer: Jan Oldrup) and on 17 June 2018 (Sunday Sonata – movements III, IV)

Recording producer: Tim Frederiksen
Engineering: Ragnheiður Jónsdóttir (Mikkel Nymand on 9 January 2017)
Edit, mix and mastering: Ragnheiður Jónsdóttir

℗ & © 2018 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Bendt Viinholt Nielsen
English translation: John Irons
Proofreader: Svend Ravnkilde
Cover design: Denise Burt, www.elevator-design.dk
Publisher: Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk

This release has been made in cooperation with the Royal Danish Academy of Music

The recording was generously supported by the Aage and Johanne Louis-Hansen Fund,
the Augustinus Foundation, the Danish Music Publishers Association, the Langgaard Foundation, and the Oticon Foundation

 

randomness