Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Samlede værker for violin og klaver vol. 1

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
  • Studio Master
    FLAC 24bit 48kHz
    71,20 kr.
Rued Langgaard

Samlede værker for violin og klaver vol. 1

Gunvor Sihm, Berit Johansen Tange

I en veritabel musikalsk raptus skrev Rued Langgaard (1893-1952) mod slutningen af sit liv en samling violinsonater – en sti, han ikke havde betrådt siden sine unge dage. På denne første i en serie af tre udgivelser med Langgaards samlede værker for violin og klaver spiller den prisvindende violinist Gunvor Sihm og Langgaard-eksperten Berit Johansen Tange tre sene, sværmerisk romantiske værker samt den ufuldendte sonate fra komponistens ungdom, som aldrig tidligere har været indspillet.

Gunvor Sihm, Berit Johansen Tange. © Caroline Bittencourt
“Det er ingen overraskelse, at Tange folder klaverspillet smukt ud, og det er skønt at høre, at Sihm følger trop på sin Guarnerius-violin fra 1725”
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Vælg foretrukket format til download af track.
Écrasez l’infâme, BVN 385
1 I. Præcist og eftertrykkeligt (Precisely and emphatically) 1:30 8,00 kr.
2 II. Samme tempo (same tempo) 0:58 8,00 kr.
3 III. Præcist og eftertrykkeligt! (Precisely and emphatically) 0:35 8,00 kr.
4 IV. Præcist og eftertrykkeligt! (Precisely and emphatically) 1:28 8,00 kr.
5 V. Præcist og eftertrykkeligt! (Precisely and emphatically) 0:59 8,00 kr.
Sonata (unfinished), BVN 41
6 I. Energico marcato non mosso – Lento molto – A tempo (Maestoso e con energico) – Più lento – Lento (Molto allargando) 9:12 12,00 kr.
7 II. Andante con espressione – Andante con moto – Più mosso e con moto – A tempo (Andante con moto) – A tempo primo (Andante con espressione) 15:36 20,00 kr.
Short Violin Sonata, BVN 372
8 Allegro – Adagio divoto – Scherzo agitato – Finale. Frisk! (Lively!) 3:27 8,00 kr.
Sonata no. 4 "Parce nobis, Jesu!", BVN 376
9 I. Doux! Ikke hurtigt (Not fast) – Hurtigt (Fast) – Ikke hurtigt (Tempo 1) – Efterhånden rasende (Furiously, little by little) 8:49 12,00 kr.
10 II. Prière – Mægtigt (Powerful) 3:45 8,00 kr.
11 III. Scherzo. Hurtigt, elegant (Fast, elegant) – Langsommere (More slowly) – Langsomt, præcist og eftertrykkeligt (Slowly, precisely and emphatically) 2:51 8,00 kr.
12 IV. Presto furioso – Vildere og vildere (Wilder and wilder) 0:37 8,00 kr.
13 V. Finale. Allegro 3:36 8,00 kr.
Total runtime: 
54 min.

Gunvor Sihm og Berit Johansen Tange under indspilningen af første album i serien med Rued Langgaards samlede værker for violin og klaver.

Rued Langgaard

af Bendt Viinholt Nielsen

Rued Langgaard blev født 28. juli 1893 i København og døde 10. juli 1952 i Ribe. Allerede som elleve­årig havde han en bemærkelsesværdig debut som organist og orgelimprovisator, og da han var nitten, blev hans første symfoni uropført i Berlin af Berlinerfilharmonikerne. I begyndelsen af 1920rne oplevede Langgaard en kortvarig interesse for sine symfoniske værker i Tyskland, hvor hans mest progressive kompositioner, Sfærernes Musik (1916-18) og Symfoni nr. 6 (1919-20), blev uropført. I Danmark betragtede musikmiljøet imidlertid den indesluttede og enspænder­agtige komponist med betydelig skepsis. Et kunstnerisk gennembrud udeblev, og efter at Langgaard i midten af 1920rne havde fået sin opera Antikrist afvist af Det Kongelige Teater, reagerede han kraftigt ved at vende modernismen ryggen og rette åben kritik mod det danske musikliv. Langgaards religiøst og symbolistisk farvede musikopfattelse harmonerede dårligt med den antiromantiske og nøgterne holdning, der blev dominerende i Danmark efter 1930. Musiklivet fulgte de normer og det æstetiske spor, Carl Nielsen havde udstukket, og der var ikke plads til en excentrisk romantiker som Langgaard. Efter mange års kamp for at opnå et embede som organist i den danske folkekirke blev Langgaard i 1940 udnævnt til domorganist i Ribe. Efter hans død i 1952 så det ud til, at han skulle forblive en parentes i dansk musikhistorie. En opførelse i 1968 af Sfærernes Musik satte imidlertid gang i en renæssance for Langgaards musik, og i dag, hvor hans hovedværker er blevet kendt, regnes han blandt det 20. århundredes betydeligste danske komponister. Rued Langgaards musik er karakteriseret ved stor stilmæssig variation. Hans værker er ofte sammensatte og ukonventionelle i deres form og båret af en stræben mod ekspressive, billedskabende og visionære udtryk. I hans musik findes elementer, der peger frem mod 1960ernes og de følgende årtiers avantgarde, minimalisme og postmodernisme.

Rued Langgaards værker for violin og klaver 1907-1950

Langgaards kompositioner for violin og klaver står som fikspunkter i hans produktion, idet alle fire hovedfaser i hans udvikling er repræsenteret i denne værkrække. En sonate i tre satser med titlen Digtning – Rosengaarden in memoriam (1918) ville have været et interessant supplement, men værket er simpelthen forsvundet og må følgelig undværes i denne samlede indspilning af ­Langgaards kompositioner for violin og klaver, omfattende tre cd’er. Den tidlige, ufuldendte sonate, som er med her, og den besynderlige Søndagssonate udgives for første gang på cd.

Langgaard blev undervist i violinspil som barn, men kun i kort tid, for allerede i tiårsalderen kastede han sig over orglet, som blev hans egentlige instrument. Hans tilskyndelse til at skrive violinværker lå dog lige for, idet hans faster var gift med violinisten Axel Gade, søn af Niels W. Gade og i en lang årrække koncertmester i Det Kongelige Kapel – i øvrigt også komponist. Langgaards første violinværk, Aubade (1907), er tilegnet Axel Gade og blev uropført af ham. Det første større kammermusikværk, Langgaard påbegyndte i forlængelse af sin grandiose h-mol-symfoni (nr. 1), var en sonate for violin og klaver (også i h-mol), som han arbejdede på 1909-11. Kun de to første satser blev fuldført. De blev uropført hver for sig som selvstændige satser i 1911 af Axel Gade og den dengang 18-årige komponist. Fire år senere komponerede Langgaard, hvad der skulle blive hans mest omfattende kammermusikværk, den 40 minutter lange Sonate nr. 1. Sonaten blev skabt i løbet af blot fire dage i juni 1915. Ligesom den ufuldendte sonate og den næsten samtidige Strygekvartet nr. 1 er tonesprog og form orienteret mod klassiske idealer. Sonate nr. 1 blev opført af Axel Gade i 1918 og blev posthumt tilegnet hans minde. Men ved uropførelsen i Stockholm, to år tidligere, var det dog den 25-årige violinist Gunna Breuning-Storm, der var solist med den jævnaldrende komponist ved klaveret. Breuning-Storm var en af de få musikere, der gik ind for Langgaards musik, og det var givetvis med hende i tankerne, at Langgaard i 1920-21 skrev endnu en sonate for violin og klaver (nr. 2). Breuning-Storm uropførte sonaten sammen med komponisten i 1922 og spillede den endnu et par gange i 1920rne, bl.a. ved en officiel dansk koncert i Paris i 1923. Langgaard var ikke til stede her, men det var Carl Nielsen, som også havde et værk på programmet. I Sonate nr. 2 har Langgaard tydeligvis ladet sig inspirere af Nielsens karske tonesprog, som dog integreres i et eksperimenterende værk i én sats og med store kontraster. Sonaten hører, sammen med andre værker fra årene 1920-24 – Symfoni nr. 6, operaen Antikrist og Strygekvartet nr. 3 – til Langgaards hovedværker. Den blev udgivet i Berlin i 1922.

Der skulle nu gå næsten 25 år, før Langgaard igen bidrog til violinsonate-genren. I mellem­tiden havde han på drastisk vis skiftet spor og var slået ind på en nyromantisk retning i forlængelse af komponister som Schumann, Wagner, Grieg og Niels W. Gade. I 1940 var han, sammen med sin hustru Constance, flyttet fra København til Ribe for at indtage embedet som organist og kantor ved Ribe Domkirke. 1930rne havde været et modløst årti for komponisten, og han var gået i stå med at komponere. I Ribe vendte kreativiteten tilbage, og i 1945 skrev han en ultrakort violinsonate i én sats med lutter gentagelser, et værk, som i de følgende år blev udvidet igen og igen, indtil det i 1949 fremstod i fem satser som Sonate nr. 3. Det er Langgaard i det énsidigt romantiske, nostalgiske hjørne. Men værket blev fulgt op af en stribe nye værker for violin og klaver, inspireret af samspillet med violinisten Håkon Raskmark, der kom til Ribe i 1946 som lærer ved Ribe Statsseminarium. Langgaard og Raskmark spillede sammen under private former, især romantiske sonater af bl.a. César Franck og Schumann, hvis sene sonater tydeligvis var en inspirationskilde for Langgaard. I den veritable ’musikalske raptus’, som ramte Langgaard 1947-49, skabte han 14 satser for violin og klaver. Satserne blev komponeret enkelt- eller parvis og dels anbragt i den nævnte Sonate nr. 3, dels grupperet i Sonate nr. 4 og i Écrasez l’infâme, som begge er ‘nøgleværker’ i Langgaards sene produktion. Hertil kommer Kort violinsonate (1949), og i 1950 fulgte Andante religioso, som blev opført i Ribe samme år. Bortset fra dette stykke blev værkerne fra 1940rne ikke opført offentligt i Langgaards levetid. Sonate nr. 3 blev uropført så sent som i 1995, og ved Rued Langgaard Festival 2016 i Ribe kunne man for første gang høre Søndags­sonate fra 1949-50. De to første satser er for violin og klaver, de to sidste for orgel og orkester.

Kun Aubade og Sonate nr. 2 blev publiceret i Langgaards tid, de øvrige violinværker indspilles her efter Rued Langgaard Udgavens kritiske nodemateriale, publiceret 2002-04. De benyttede BVN-numre refererer til Bendt Viinholt Nielsen: Rued Langgaards Kompositioner. Annoteret værkfortegnelse. Rued Langgaard’s Compositions. An Annotated Catalogue of Works. With an English Introduction. Odense Universitetsforlag, 1991.

Écrasez l’infâme (1949)

Langgaard stræbte i sine senere år mod et kortfattet og skarpt udtryk og benyttede ‘ekstremificering’ af musikken som virkemiddel. Alle de fem korte satser i Écrasez l’infâme har således karakterbetegnelsen “Præcist og eftertrykkeligt”. Samtidig finder man ‘teatralske’ træk, hvor udsagn af forskellig karakter står over for hinanden som gensidige kommentarer eller som udtryk for modstridende ‘holdninger’. Titlen betyder “knus det afskyelige” og er et citat af François de Voltaire (1694-1778). Med dette slagord rettede Voltaire skytset imod overtro og fanatisme og – mere generelt – imod religionens magt. Der er ingen tvivl om, at Langgaard anvender citatet i polemisk eller ironisk øjemed, for han kunne næppe tilslutte sig rationalisten Voltaires synspunkter. De modsætninger, musikken rummer, kan siges at afspejle det paradoksale heri. En romantisk gestus a la Brahms (i første sats) stilles på bizar vis over for en uforudsigelig, ‘vild’ gestik, som må tænkes at repræsentere destruktive kræfter. Men der er også et strejf af humor over det hele. I sidste sats træder en lille melodi forsigtigt frem på scenen – så enkel og ren som en børnesang og tilmed i C-dur. Melodien symboliserer måske håbet eller ‘en ny begyndelse’. Men kompositionen synes at slutte åbent og uafklaret.

Sats 1-2 blev komponeret i Ribe 10.-13. august 1949, og 3. september kl. 5 om morgenen kom den nuværende sats 4 til. Et par uger senere blev sats 3 og 5 føjet til. Kompositionen blev uropført i 1979.

Kort violinsonate (1949)

Langgaards ‘ekstremificering’ af det musikalske udtryk gav sig udslag i ultrakorte værker, bl.a. Symfoni nr. 11 (1944-45), der varer mindre end seks minutter. Kort violinsonate er sammentrængt til det yderste, i og med at den finurlige komposition omfatter alle den traditionelle sonates fire satstyper inden for kun 57 takter: Allegro – Adagio – Scherzo – Finale. Knapheden i formen understreges af, at alle satser gentages i deres fulde længde. Kun finalen – med karakterbetegnelsen Frisk! – har en decideret pastiche-præget karakter.

Kompositionen blev skitseret nytårsdag 1949 og renskrevet 4. januar mellem kl. 3.45 og 5 om morgenen. Violinstemmen fik følgende slutkommentar: Hele Renskrift Klaver og Fiolin færdig 4/1 49 Kl. 5 præcis Morgen. Værket blev uropført i 1981.

Titlen var oprindelig fire “Violinsalmer”, forstået på den måde, at hver sats tolkede et skriftsted fra en Davidssalme. Langgaard anførte bibelhenvisningerne i sit manuskript, men udraderede dem senere hen, dog ikke konsekvent. Det kan derfor være relevant at kende disse citater, som synes at have en meget personlig baggrund:

Allegro (salme 1, vers 6): Herren kender de retfærdiges vej, men de ugudeliges vej går til grunde.
Adagio (salme 2, vers 5): Så taler han til dem i sin vrede og forfærder dem ved sin harme.
Scherzo (salme 3, vers 7): Jeg frygter ikke ti tusinde krigere, der belejrer mig fra alle sider.
Finale (salme 4, vers 8): Du har givet mig større glæde i hjertet, end man har, når der er rigdom af korn og vin.

Sonate (ufuldendt) (1909-11)

Første sats blev til 1909-10 og uropført den 12. februar 1911 ved en velgørenhedskoncert i København af kongelig koncertmester Axel Gade (Rued Langgaards onkel), som blev akkom­pagneret af komponisten. En ny, revideret renskrift blev udarbejdet i sommeren 1911, hvor også sonatens sats 2, 3 og 4 blev skitseret. Af disse blev andanten, som den eneste, fuldført i oktober 1911. Denne sats blev uropført separat af Axel Gade og Rued Langgaard – det skete ved en koncert med et rent Langgaard-program i Garnisons Kirke i København 10. november 1911. Langgaard udførte klaverstemmen på orgel. Anmelderne var bestemt ikke venligt stemt over for hverken den ene eller den anden af de to violinsatser, og ingen af dem blev opført igen i Langgaards tid. Sonaten blev på et tidligt tidspunkt af Langgaard selv betegnet “ufuldendt”. Typisk for komponistens tidlige værker spiller klaveret en ret dominerende rolle. Første sats, i sonateform, er i h-mol, og det rytmisk markerede hovedtema kan minde om Carl Nielsen, men med sidetemaet går Langgaard snart i en mere romantisk, fabulerende retning. Andante con espressione i D-dur er karakteriseret ved det ‘mørke’ tema, der spilles på violinens G-streng. Man må tro, der er en pointe i, at violinen til stadighed gør forsøg på at nå opad og i satsens slutapoteose når det reneste, klare lys.

Sonate nr. 4 (1949)

Første sats (i C-dur) indledes med et for Langgaard karakteristisk opadstræbende tema, som først falder til ro efter en stigning på to oktaver. Den romantiske stemning bliver snart brudt af forstyrrende elementer i form af rytmisk abrupte eller ‘skæve’ motiver. Hele fem gange starter satsen forfra i forsøg på at genetablere idyllen. Det er, som om der føres en alvorlig diskussion om musik i musikken – det er snart begge instrumenter, som fremfører en fælles sag, snart træder den ene eller den anden part frem med aggressive eller fornærmerede kommentarer. Dagsordenen omfatter opadgående versus nedadgående melodiske linjer, og henad mod slutningen møder det opadsøgende hovedtema sin modsætning i en simpel nedadgående skala. Satsen slutter på en septimakkord, en langgaardsk specialitet og formodentlig et symbol på det uafsluttede eller uendelige. Den følgende sats med titlen Bøn (Prière) begynder med over­bevisning i F-dur og når et højdepunkt – hvorefter den usikkert søgende går i en ny retning, også tonalt, og slutter ret overraskende så fjernt et sted som i Cis-dur. Efter to korte, humørfyldte scherzo-­satser følger en finale, hvor den ‘uproblematiske’ romantik igen konfronteres med visse ‘modernistiske’ indslag. I satsen citeres begyndelsen af en velkendt dansk salmemelodi – Du, Herre Krist, min Frelser est (A.P. Berggreen, 1852) – som afbrydes brat. Den religiøse symbolik heri skal måske forstås i sammenhæng med titlen Parce nobis, Jesu! (Skån os, Jesus!) – hentet fra den romersk-katolske kirkes litani til Jesu hellige navn. Troen (på den romantiske musik) udfordres, men finalen afsluttes med stor overbevisning i C-dur. Kompositionen blev påbegyndt 18. februar 1949 kl. 4 om morgenen, hvor sats 1 og 2 blev til, og afsluttet 27. februar 1949 i en tresatsform med tilblivelsen af sats 5. Sats 3 og 4, der på skitsestadiet var tænkt som et selvstændigt værk under betegnelsen Sonata furiosa, blev komponeret 29. september 1949 (mellem kl. 3 og 7 morgen!) og kort efter indlemmet i sonaten. Uropførelsen fandt sted i Danmarks Radio i 1957.

© Bendt Viinholt Nielsen, 2016

Release date: 
september 2017
code: 
8.226130
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943613023
Track count: 
13

Credits

Recorded at the Concert Hall, the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen, on 22 February 2015 (­Écrasez l’infâme), 21 December 2015 (Sonata no. 4), 16 January 2016 (Sonata unfinished), and on 7 February 2016 (Short Violin Sonata)

Recording producer: Tim Frederiksen
Recording engineer: Franziska Wackerhagen
Editing, mix and mastering: Ragnheiður Jónsdóttir 

℗ & © 2017 Dacapo Records, Copenhagen

English translation of liner notes: James Manley
Proofreader: Svend Ravnkilde
Graphic design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk

For more information about Rued Langgaard and his works visit www.langgaard.dk

Dacapo acknowledges, with gratitude, the financial support of the Augustinus Foundation, 
the Langgaard Foundation, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond and Musikforlæggerne