Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Messis

Rued Langgaard

Messis

Flemming Dreisig, Vor Frue Kantori

I 1930'erne koncentrerede den senromantiske outsider Rued Langgaard (1893-1952) sig om en enkelt komposition: Messis, et visionært orgeldrama om verdens ende. Som et af orgellitteraturens største værker er det samtidig et kompendium over den svundne romantiske æra, som når ind til kernen af Langgaards religiøse syn på kunsten. In ténebras exteriores (Begravet i Helvede) fra 1947 bygger videre på Messis, men her er det Langgaards sarkastiske sortsyn, der dominerer.

Køb album Stream

SACD

  • 169,50 kr.
    €22.74 / $24.75 / £19.39
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    103,75 kr.
    mp3
    €13.92 / $15.15 / £11.87
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    118,75 kr.
    CD Quality
    €15.93 / $17.34 / £13.58
    Køb
"This is one of the finest organ recordings I have heard; and with such rare and rewarding, largely romantic sounds, it is to be highly recommended."
Peter Joelson, Audiophile Audition
"För samlaren är detta så klart ett måste. Flemming Dreisig är strålande"
Gunnar Lanzky-Otto, OPUS
Total runtime: 
126 min.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne antiromantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eksperimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. århundredes livsanskuelser, musikalske stilretninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgel-improvisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større orkester- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommel-fingeren nedad, og faktisk lykkedes det -aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret, hverken af pressen eller af de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Langgaard-familiens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lejlighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Langgaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfærernes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesrige opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel interesse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guruagtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et organistembede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Langgaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collagemusik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende forblev utrykte, er for tiden under udgivelse.

Messis

Omkring 1930 var Langgaard gået i stå med at komponere, og det eneste større værk, han fuldførte i de følgende 10 år var orgeltrilogien Messis (Høstens Tid). Dette værk, som med en samlet spilletid på næsten to timer samtidig er at et af orgellitteraturens mest omfangsrige værker, står til gengæld musikalsk og idémæssigt centralt i hans produktion. Messis blev til i årene 1935-37, dog går to af satserne i første del tilbage til 1932-34, og Langgaard foretog senere nogle revisioner, specielt i første del i forbindelse med opførelser i Ribe Domkirke 1950-52. Værket omfatter tre dele: Messis, Juan og Begravet i Helvede samt et postludium.

Ordet “messis” er latin og betyder høsttiden. Langgaard refe-rerer med denne titel til Jesu lignelse om ukrudtet og hveden (Matthæus-evangeliet, kap. 13, vers 24-30). Pointen er, at ukrudtet (det onde) skal vokse side om side med hveden (det gode) indtil ”høstens tid”; først da bliver ukrudtet sorteret fra og brændt. Høsten er et symbol på verdens ende.

Messis er altså ’musik til verdens ende’, men ikke apokalyptisk på samme måde som fx Langgaards opera Antikrist. I modsætning til operaen er optimismen fremherskende i Messis i overensstemmelse med værkets programmatiske tilknytning til Jesu liv og forestillingsverden. Da Langgaard i 1936 havde komponeret første del, forklarede han, at begrebet høstens tid også rummer en personlig musikalsk-æstetisk symbolik: ”Selv om bibelens ord har inspireret mig til dette orgeldrama, er der også andre motiver, f.eks. tiden indtil verdenskrigen, fra [Niels W.] Gades død [1890] og indtil verdenskrigen [1914], som jeg mener er høstens tid. Musikken nåede på dette tidspunkt en pragt, en glans, en skønhedsrigdom, der paralleliserer den med høstens tid i bibelsk forstand.”

I Messis forsøger Langgaard altså at genkalde en tabt tids skønhed, og musikalske og stemningsmæssige erindringer fra Langgaards barndoms- og ungdomstid, fra en ”verden af i går”, er således uadskilleligt flettet sammen med idéen om, at musikken skildrer en undergangstid, “høstens tid”. Langgaard var af den opfattelse, at tiden omkring 1900 var en skæbnetid for mennesket som kulturvæsen, og at epokens skønhedssøgende musik pegede frem mod den kommende fuldendelse og undergang. Der er ikke blot tale om nostalgi, men en idé om, at en nutidig, meningsfuld musik må gribe fat her og tydeliggøre det åndelige potentiale i det efterromantiske tonesprog.

Musikalsk set trækker Langgaard frit på hele det romantiske udtryksregister. Næsten banal musik sættes i relief af skærende dissonanser og voldsomme udladninger. Kun i enkelte passager bevæger musikken sig ind i et modernistisk tonesprog, men værkets sammensathed og den rige variation i satsformerne viser, at der er en tidsafstand mellem tonesproget anno 1900 og værkets tilblivelsestidspunkt i 1930’rne. Man kan sige, at Langgaard har søgt at favne den romantiske ånd og alle dens musikalske nuancer i værket, og at Messis på sin vis er et musikalsk kompendium over tiden omkring 1900.

I værkets “første aften” er de tre første satser forsynet med skriftsteder fra Matthæus-evangeliet som mottoer. I disse citater udtrykkes forventningen om Kristi genkomst og det himmelske rige. Første sats lægger ud med begyndelsen af dommedagssalmen Sions vægter hæver røsten, en tillempet udgave af Philipp Nicolais Wachet auf (1599). Langgaard udnytter det faktum, at der er sammenfald mellem en passage i salmemelodien og gralsklokkemotivet fra Wagners langfredagsopera Parsifal, et motiv, der udbyttes som basso ostinato i satsen. Fra starten etableres således en programmatisk sammenhæng mellem forventningen til det himmelske riges komme og langfredagsbegivenhederne, som står i centrum i fjerde sats af første del.

Anden sats, Vaager, er for de første 38 takters vedkommende lånt fra den svenske komponist Emil Sjögrens Præludium og fuga nr. 3 (C-dur) op. posth., udgivet 1920. Langgaard benytter første halvdel af præludiet med få ændringer – med den pointe, at gralsklokkemotivet (bevidst eller ubevidst) parafraseres af Sjögren i de første takter.

I den centrale tredje sats, Høstens Tid, som har givet hele værket navn, sættes modsætningerne mellem ”ukrudtet” og ”hveden” op mod hinanden som ultimative musikalske kontraster. Gralsklokkemotivet er også her til stede, indlejret i akkorderne i satsens slutning.

Korsfæstelsen (fjerde sats) er en orgelpassion, altså en instrumental skildring af langfredagens begivenheder i tæt tilknytning til evangeliernes beretning. Bibelcitaterne står som underlagt tekst i noderne. Efter jordskælvet afsluttes første del med en koral for kor om den himmelske fred til et vers af Hans Adolf Brorson (1694-1764; efter tysk forlæg af Abraham Hinckelmann).

Anden og tredje aften af Messis er, med komponisten ord, ”efterklange af Jesu tanker”.

Anden aften blev til i 1936. Den spanske titel Juan refererer til Johannes-evangeliet, hvorfra Langgaard har hentet tre udtalelser af Jesus som motto for de tre midtersatser. Skriftstederne udtrykker ifølge Langgaard ”det kristelige alvorlige livs drama, kortere sagt: dom – ånd – liv”. Omkranset af præ- og postludiets programmusikalske tolkning af ”menneskets liv er som græsset” (Salme 103) kan Juan siges at dreje sig om livets vilkår i kristent perspektiv. De centrale satser udfolder sig inden for klassiske formtyper, sådan som satsbetegnelserne sonate, rondo og fuga viser. Rondotemaet i tredje sats er lånt fra klaverelegien Skoven sukker, komponeret af Rued Langgaards far, Siegfried Langgaard (1852-1914).

Efter at det kristne liv har været i centrum i anden aften, fokuserer trilogiens afsluttende og korteste del, Begravet i Helvede, på dødens vilkår. Musikken blev komponeret 1937, men fandt først sin endelige form i 1939. I modsætning til anden aftens overvejende klassiske form er her tale om regulær programmusik, som tolker Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus (Lukas-evangeliet, kap. 16). Kompositionen er i en fri, næsten improvisatorisk form, der nøje følger beretningens ord og endog (i tredje og fjerde sats) bringer underlagt tekst i orgelsatsen.

Hele Messis afsluttes med et postludium, der som overskrift bærer den genopstandne frelsers ord: ”Mig er given al magt i himlen og på jorden. Se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende” (Matthæus-evangeliet, kap. 28). Satsen genbruger et tema fra tredje aftens andens sats, I Dødsriget, men i bogstavelig forstand med ændret fortegn: Hvor den rige mand i dødsriget oplever den himmelske musik i mol og med afbrydelser, præsenteres den i postludiet i en lutret dur-form. Gralsklokkerne fra første del citeres igen, og den pompøse slutnings fire sidste toner i orgel-pedalstemmen er G A D E. Messis slutter således en skjult tilegnelse til Niels W. Gade (1817-90) – den store, romantiske danske mester.

Rued Langgaard uropførte første og anden del af Messis på eget initiativ i Københavns Domkirke henholdsvis 22. april og 15. oktober 1936. Pressens modtagelse var negativ og nedladende, og komponisten fik ikke tilladelse til at præsentere trilogiens sidste del i domkirken. Efter at han i 1940 havde fået embedet som domorganist i Ribe, havde han rig lejlighed til at opføre sin orgelmusik, men gjorde det kun i begrænset omfang. Et par gange opførte han enkeltsatser fra Messis, men kun første aften blev opført i sin helhed i domkirken, hvilket skete langfredag 1950, 1951 og 1952. Messis blev først udgivet i sin komplette form i 2002 (Edition Wilhelm Hansen).

In ténebras exteriores
(Begravet i Helvede)

Langgaard spillede i 1946 sidste sats af tredje aften i Ribe (med radiotransmission), og i 1947 programsatte han den i sin helhed endnu uopførte Begravet i Helvede på en radiotransmitteret koncert fra kirken. I ugen op til koncertdagen sammenstillede han imidlertid et nyt værk over historien om den rige mand og Lazarus, som han opførte i stedet for. Dette værk fik titlen In ténebras exteriores og undertitlen Begravet i Helvede. Som midtersatser genbrugte han et par orgelstykker, han havde skrevet som gudstjenestepræludier. Satstitlerne er de samme som i Messis’ tredje aften, og første sats af tredje aften indgår næsten uforandret i In ténebras exteriores’ noget længere førstesats. Denne sats slutter med tonerne H A D ES (altså Hades, dødsriget) i fortissimo. Bortset fra det musikalske sammenfald mellem førstesatserne er de to værker meget forskellige, og specielt bemærker man, at sidste sats, Kom i Hu at du har faaet dit Gode, i 1947-værket besidder en overraskende pompøsitet, som måske er sarkastisk ment.

In tenebras exteriores – ”i mørket udenfor” – er et citat fra Matthæus-evangeliet (kap. 22, vers 13) i den latinske bibeloversættelse. Udtrykket findes i Jesu lignelse om kongesønnens bryllup, hvor det fortælles, at kongen blandt gæsterne får øje på en person, som ikke er klædt på til festligheden, og befaler, at denne gæst skal bindes på hænder og fødder og kastes ud i mørket udenfor, hvor gråd og tænderskæren hersker. Langgaard må have forestillet sig, at det var i det samme mørke udenfor, som Lazarus befandt sig i – og for den sags skyld det mørke, Langgaard selv syntes, han var stødt ud i i relation til musiklivet i Danmark. In ténebras exteriores blev publiceret i 2004 (Edition Samfundet).

Bendt Viinholt Nielsen, 2009

Release date: 
april 2009
Cat. No.: 
6.220528-29
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Box
Barcode: 
747313152865
Track count: 
18

Credits

Indspillet i Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke 21.-23. april og 3. september 2008
Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Clemens Johansen
Redigering: Clemens Johansen og Henrik Sleiborg

Coverbillede: Deutsches Bundesarchiv
Grafisk design:

Udgivere: Edition Wilhelm Hansen AS (Messis),
og Edition Samfundet (In ténebras exteriores),

Denne indspilning er sponseret af Langgaard Fonden og DOKS (Dansk Organist og Kantor Samfund)