Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Strygekvartetter

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.
    Røde titler 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
    Røde titler 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
    Røde titler 50%
Friedrich Kuhlau
C.F.E. Horneman

Strygekvartetter

Københavns Strygekvartet

Though belonging to two different periods in the history of Danish music, Friederich Kuhlau and C.F.E. Horneman were kindred spirits in artistic and human terms. Kuhlaus quartet, his last work, is inspired by Beethoven's Quartet in A minor, op. 132. Horneman's is still fairly classical in style but contains features anticipating his later compositions, which exerted a major influence on the music of Carl Nielsen.

"They play like angels."
, Fanfare
"Intensiteten er til stede i hvert buestrøg."
, Berlingske Tidende
Vælg foretrukket format til download af track.
String Quartet in A minor, op. 122 (1832)
1 I Introduzione: Andante sostenuto - Allegro assai poco agitato 8:38 9,60 kr.
2 II Adagio con espressione 11:20 12,80 kr.
3 III Scherzo: Allegro assai 3:33 6,40 kr.
4 IV Finale: Allegro molto 6:09 9,60 kr.
String Quartet No. 2 in D major (1861)
5 I Allegro 5:41 9,60 kr.
6 II Adagio 8:34 9,60 kr.
7 III Menuet: Allegro 2:40 6,40 kr.
8 IV Finale: Allegro 4:44 6,40 kr.
Total runtime: 
51 min.
FR.D.R. KUHLAU OG C.F.E. HORNEMAN

Det er begrænset, hvad der findes af strygekvartetter i den danske romantik. C.E.F. Weyse og P.E. Lange-Miiller skrev slet ingen, Kuhlau kun en, J.P.E. Hartmann to (der begge er ufuldendte, idet de mangler finaler) og N.W. Gade tre, som sammen med Kuhlaus nok er de bedste i dansk romantik. Den mest produktive var P. Heise, men hans ialt 7 kvar­tetter er ret upersonlige ungdomsværker, der ikke m31er sig med hans øvrige kammermusik og idag er helt glemte. Så er der mere stof i C.F.E. Hornemans to kvartetter, ligeledes ungdomsværker.

Kuhlaus kvartet er hans sidste værk, Hornemans et af hans første, men de føles beslægtede i deres musikalske udtryk, på samme måde som de to kom­ponister var det menneskeligt og kunstnerisk. Begge stod de lidt uden for det etablerede danske musikliv, omend af forskellige grunde, og var mere europæisk orienterede end deres samtids komponister, begge var de impulsive naturer med særligt talent for den dramatiske musik, og begge nogle af de største symfonikere i dansk musik, selvom ingen af dem -paradoksalt nok og modsat alle andre danske romantikere - fik skrevet nogen symfoni.

Friederich Daniel Rudolph Kuhlau var som så mange af sin og den foregående tids komponister tyskfødt. Han kom til Danmark i 1810 og fandt sig –ligesom Weyse en snes år tidligere -så godt til rette, at han blev her til sin død. Men ellers var hans liv ingen dans på roser. Som forsørger for en stor familie sad han hele sit liv yderst småt i det. Den stilling som kongelig kammermusikns, han fik i 1814, var først ulønnet, og de 300 rigsdaler årligt, han fik fra 1818, var et så symbolsk beløb, at han hele tiden måtte forøge sin indtægt ved i en stadig strøm at komponere en stor mængde efterspurgte værker til danske og tyske forlæggere: klavermusik (især de lette sonatiner til undervisningsbrug), fløjtemusik (for 1, 2, 3 og 4 fløjter og for fløjte og klaver) og meget andet. Som kammermusikus var Kuhlau forpligtet, foruden at skrive kanlater til forskellige lejligheder, til hvert andet år at levere Det kongelige Teater en opera eller skuespilrnusik. Nogle af disse værker blev store succeer, der sikrede ham en sikker position i dansk musikliv og fik indflydelse på dansk musiks senere udvikling: Røverborgen (med tekst af Oehlenschläger, 1814), Lulu (1824), hans største og betydeligste opera og skuespilmusik til Wilhelm Sha­kespeare (1826) og frem for alt til et bryllup i konge­huset Elverhøj (J.L. Heiberg, 1828), der medførte en professortitel og gageforhøjelse til 600 rigsdaler. Dundrende fiaskoer, mest på grund af de udrama­tiske tekster, var operaerne Trylleharpen, Elisa, Hugo og Adelheid og skuespilmusik til Trilling­brødrene fra Damask. Kuhlaus sidste år var tragiske: 1830 døde begge hans forældre og året efter brændte det hus i Lyngby, han boede til leje i. Denne begi­venhed forværrede både fysisk og psykisk et i forvejen skrantende helbred, et fire måneders hospitalsophold fulgte, men han kom aldrig på fode igen og døde i begyndelsen af 1832.

Sammen med Weyse var Kuhlau den største dan­ske komponist i den tidligere romantik, og han fik især betydning ved at åbne for nye strømninger i euro­pæisk musik. Hans kosmopolitiske, men på ingen måder upersonlige stil afspejler påvirkning fra Mozart og Beethoven -som han forøvrigt besøgte på en af sine mange tysklandsrejser -senere fra Weber og Rossini og mange andre af tidens store komponister. Undertiden sker dette så kontan~ at han direkte låner fra andres værker, men denne teknik er dog altid blot et springbræt for hans egen musikalske udformning.

Christian Frederik Emil Horneman var søn af kompo­nisten og musikforlæggeren J.O.E. Horneman og bar­nebarn af miniaturemaleren Christian Horneman. Sin første musikundervisning fik han af faderen og blev 1858 elev ved konservatoriet i Leipzig, hvor han traf Grieg, senere en af hans nære venner. Men allerede 1860 blev han kaldt hjem for at hjælpe faderen, hvis musikhandel var gået fallit. Sammen etablerede de en ny, hvortil den unge Horneman leverede populære arrangementer af kendte melodier. Nogle år efter fade­rens død 1870 blev musikhandel og -forlag opløst.

Horneman var en impulsiv og energisk type, der virkede ligeså ivrigt som komponist og organisator i dansk musikliv. Som modtræk til Gades konservative Musikforeningen stiftede han flere musikforeninger, der skulle spille ny musik: sammen med bl.a. Grieg først Euterpe og senere Konceriforeningen 1874, men alle fik kun kortvarig levetid. Størst succes fik han med et musikinstitut, der startede 1880 og eksi­sterede til 1920. Den manglende forståelse for hans mange projekter kom også til at gælde for hans per­son og hans musik. 1865 komponerede han til Euter­pe sit idag kendteste værk, koncertouverturen Alad­din, der typisk for mentaliteten i dansk musikliv fik en kølig modtagelse herhjemme, men en begejstret på hans rejse til Tyskland 1867. Den inspirerede han senere til at skrive sin eneste opera Aladdin, hvis uropførelse 1888 var en fiasko. En senere opførelse 1902 vakte større genklang hos publikum, men trods sine mange kvaliteter: en dramatisk musik, fuld af liv og kolorit blev den ikke senere genopført.

Hornemans øvrige dramatiske værker består af skuespilmusik, bl.a. til Ester (Drachmann, 1889), Ka­lanus (paludan-Miiller, 1890, opført 1906) og Kam­pen med Muserne (Gjellerup, 1908). Men hans kend­teste skuespilmusik er den til Gurre (Drachmann, 1902), hvis forspil til de fire akter i en glødende orke­stersats skildrer kærlighedshistorien mellem kong Val­demar og Tove, som i musikhistorien er mest kendt fra Sch6nbergs Gurrelieder (til tekst af LP. Jacobsen), der forøvrigt blev komponeret kort forinden.

Som udpræget vokalkomponist -instrumental­værkerne indskrænker sig til de to strygekvartetter og nogle koncertouverturer, bl.a. Heldenleben -skrev Horneman endvidere solo-og korværker med orke­ster og kantater samt et halvt hundrede sange med klaver, der dog står helt i skyggen af, hvad de to sto­re liedkomponister i den danske højromantik, Heise og Lange-Milller, ydede på dette område, men alli­gevel indeholder mange interessante og fremadvisende træk.

Som i sin tid Knhlau var Horneman på mange måder nyskabende i det konservative danske musik­miljø. Men hans impulsive og temperamentsfyldte natur var ikke befordrende for forståelsen og udbredel­sen af hans musik. Han kæmpede forgæves mod dansk musiks store 'Godfather', N.W. Gade, hvis konservati­ve musikopfattelse gennemsyrede musiklivet, og det var først Carl Nielsen, som forstod Homernan, hvis musik havde stor betydning for hans egen og kan ses som en slags bindeled mellem den romantiske 1800­tals musik og 19oo-tallets begyndende modernisme.

STRYGEKVARTETTERNE

Kuhlaus strygekvartet i a mol, op. 122 er hans sidste værk, komponeret i begyndelsen af 1832, kort før hans død. Den var tænkt som den første af seks kvartetter, han havde fået bestilling på fra dansk musiks største kunstmæcen, vinhandler Christian Waagepetersen for at hjælpe ham på økonomisk fode igen efter de sidste års ulykker. Den er kronen på en forholdsvis lille kammermusikprodnktion -når man ser bort fra de talrige værker for flere fløjter -der kun omfatter 3 klaverkvartetter, 4 sonater for violin og klaver, 3 kvintetter for fløjte, violin, 2 bratscher og cello og en ttio for 2 fløjter og klaver. Kvartetten indledes med et tema i l. violinen, hentet fra Beethovens a-mol kvartet, op. 132, som Kuhlau havde et særligt forhold til, da den var blevet uropført under hans besøg hos Beethoven i 1825. Beethovens kvartet åbner med et tema i halvnoder i celloen, lig med de to første og to sidste toner i Kuhlaus tema: Introduzione.

Den hurtige sats sættes i gang af fire sekstendedele og rossiniske akkordslag under l. violinens hovedtema:

hvis første toner (indrammet i noderne) bringes i flere konstellationer, bl.a. kombineret med introduktionens tema. Et energisk overledningstema følger og i stærk kontrast hertil det sangbare sidetema, efterfulgt af en triolbevægelse, der senere kombineres med sidetemaet. Mindelser om hovedtemaet afslutter ekspositionsdelen, og det er også dette tema, der dominerer i gennemføringsdelen, især de nævnte, fire første toner.

Adagioen i F-dur (3/8) ånder en Beethovens ro og bredde med sit nedadgående indledningstema i celloen (afledt af l. sats hovedtema) og atter et meget sangbart sidetema, fremført af violinerne i oktavafstand, hvorimellem står mere urolige partier i hurtige nodeværdier.

Scherzoen i a-mol (3/4) opererer typisk for Kuhlau med et dobbelttema: et mystisk staccato-tema i bratsch-cello, som derefter tilkobles en legatarnela­di i violinerne (på samme måde som i andensatsen af Beethovens kvartet). Triadelen i A-dur er mere let og dansende med l. violinens opadgående skalafigur, akkompagneret af de øvrige strygeres pizzicato.

Finalen står i A-dur (2/2) og indledes med et tema i så lange nodeværdier, at det fornemmes som en langsom indledning. Her er Kuhlaus 'danske tone' slående, ikke mindst på grund af flere kirketonalt virkende akkordsammensætninger. Et kraftigt mar­keret tema indleder den egentlige hurtige sats, der også denne gang har et sangbart sidetema. Satsens højdepunkt er den kontrapunktisk mesterlige gen­nemføringsdel, hvor det langsomme indledningste­ma først stilles op mod det ryttnisk markerede, derefter er udgangspunkt for et stort fugato: en slags dobbeltfuga, hvor temaet først kontrapunkteres af pizzicato-fjerdedele og derefter tætføres med en ny obligat modstemme i ottendedele. Det hele får en næsten orkestral virkning, en markant afslutning på Kuhlaus livsværk, der på en original måde knytter bagud til det store forbillede Beethoven og samtidig viser langt frem i dansk romantik.

Af Hornemans to strygekvartetter stammer den første i g-mol fra opholdet ved Leipzigkonservatoriet. D-dur kvartetten er derimod fra tiden kort efter hjemkomsten, og manuskriptet, typisk for komponisten fuld af rettelser, omarbejdelser og udeladelser, er dateret København 1861.

  1. sats, der ligesom finalen mangler tempobetegnelse, men er en allegro i 4/4, begynder med et tema i celloen, der drejer til h-mol, inden 1. violinen overtager det til 2. violin og bratschs pulserende ottende­delsakkompagnement:

Sidetemaet er karakteriseret ved sin monotone kred­sen om de samme toner, men j forskellige harmoni­seringer. Et kort femtonemotiv i ottendedele på skift i alle strygere afslutter ekspositionsdelen og indleder gennemføringsdelen, der ellers udelukkende behand­ler hovedtemaet i mange sammensætninger, tonearter og til sidst kun brudstykkevis: dets optaktsmotiv på tre toner (indrammet i noderne) både ned-og opadgående.

Den langsomme sats, der overraskende også står i D:dur, er i tredelt form. Den indledes med en rolig og inderlig Adagio, der bringer 2 temaer. Efter kraf­tige modulationer kommer så satsens rnidterdel, en Con moto i B-dur (der erstatter en planlagt, lang Allegro molto i denne toneart), en dialog mellem 1. violin og cello til de øvrige instrumenters bankende triolakkompagnement, hvorefter D-dur delen i for­kortet form afslutter satsen.

Menuettens toneart a-mol er ligeledes overrasken­de for et værk i D-dur (den var, som det fremgår af manuskriptet, dog først og mere 'normalt' planlagt i h-mol). Det indledende tema er med sit let kirketo­nale akkordvalg af en særlig nordisk folketone. Hor­neman er måske her inspireret af vennen Grieg:

Triodelen i C-dur viser med sit koralagtige tema i lange nodeværdier derimod hen til mange af Kuhlaus tilsvarende satser, der også har sat sit spor hos andre af datidens danske komponister.

Som finale havde Horneman først tænkt sig en 6/8 sats med et treklangsbestemt 'jagt' -tema, men det blev i stedet til en perpetuum mobile i 4/4 med fortløbende ottendedelsbevægelser. Den er i sonate­form uden egentlig gennemføring, men med et stærkt modulerende, gennemføringsagtigt afsnit efter reprisens hoved-og sidetemaer, og de mange små mosaikagtige afsnit giver den en rondolignende form.

Gorm Busk, 1994

Release date: 
maj 1994
code: 
8.224016
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
4891030240162
Track count: 
8

Credits

Tidligere udgivet på CD af DMA
Indspillet i København i 1969

Teknik: Helge Albrechtsen
Digital redigering: Claus Byrith

Coverbillede: Dankvart Dreyer: "Skovrigt landskab" (1814)