Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Klaverkvartet nr. 3 · Klaverkvartet i c-mol

Friedrich Kuhlau
Otto Malling

Klaverkvartet nr. 3 · Klaverkvartet i c-mol

Copenhagen Piano Quartet

Den prisvindende Copenhagen Piano Quartet præsenterer her to klaverkvartetter af komponister både kosmopolitiske og konservative, og hver med deres charme. Tysk-fødte Friedrich Kuhlau så sin klaverkvartet nr. 3 som ”sin bedste til dato”, og fremhævede kvartettens stort anlagte, dramatiske udformning, der i dag kan ses som en udløber af Kuhlaus fornemme kontrapunktteknik. Et århundrede senere møder vi i c-mol kvartetten af den ’danske Saint-Saëns’, Otto Malling, et perfekt eksempel på denne mesterhåndværkers klarhed og kortfattethed, samtidig med at Malling viser fristende prøver på sin sanselighed.

Køb album
SACD
  • SACD
    Super Jewel Case
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    Studio Master
    84,00 kr.
Total runtime: 
64 min.
To af samme slags

af Jens Cornelius

 

Friedrich Kuhlau var dansk musiks mest kosmopolitiske personlighed i begyndelsen af 1800-tallet Han var berejst, havde et stort udenlandsk netværk, og som stærk Beethoven- beundrer kæmpede han for nye toner i det danske musikliv. Også menneskeligt stak Kuhlau ud i mængden. Ikke kun fordi han var en tysker, der aldrig lærte at tale dansk og kun havde ét øje. Læser man gennem datidens floromvundne omskrivninger tegner der sig billedet af en varm og levende, men også utilpasset mand med hang til tobak og vin – nok faktisk et regulært alkoholmisbrug. En urolig sjæl, der ikke passede naturligt ind i den lille, homogene københavnske elite, som hans publikum og velyndere udgjorde I stedet foretrak Kuhlau at bo uden for hovedstaden.

Kuhlau blev født 1786 i den nordtyske by Uelzen. Som dreng mistede han højre øje ved en ulykke, men det forhindrede ham ikke i at stræbe efter en fremtid som musiker. Allerede i teenageårene var han aktiv som pianist og fik trykt sine første kompositioner. I 1806 kom Kuhlau til Hamborg, hvor han studerede hos den strenge kantor Schwencke. Samme år blev byen besat af Napoleons tropper, og da byens unge mænd i 1810 begyndte at blive tvangsudskrevet til den franske hær, forlod Kuhlau farezonen og rejste til København. Året efter debuterede han som pianist ved en koncert på Det Kgl. Teater og blev taget vel imod som en spændende budbringer fra kontinentet.

I 1813 fik han dansk indfødsret og hæderstitel af kongelig kammermusikus med pligt til at skrive officielle kantater og hvert andet år en opera. Blandt dem var milepæle i dansk musik, operaerne Røverborgen og Lulu og især musikken til nationalskuespillet Elverhøj, som gennem årene er blevet opført over 1000 gange på Det Kgl. Teater. Kuhlau blev kort sagt en af hovedpersonerne i det, eftertiden har døbt den danske guldalder, første halvdel af 1800-tallet, hvor kunsten og videnskaben udviklede sig voldsomt, stik modsat landets stagnerende enevælde og generelle forarmelse.

I udlandet er Kuhlau gået over i historien som fløjtekomponist. Han var ikke selv fløjtenist, men udnyttede sin evne for ubesværet at skrive store mængder kvalitetsmusik for dette tidens modeinstrument. Kuhlaus fløjtemusik, som bredte sig ud i hele Europa, og de nationale værker, der blev så populære i Danmark, har skygget for hans øvrige produktion. Han var ellers meget produktiv og skrev fremragende kammerværker, f.eks. tre klaverkvartetter, hvoraf de to første (c-mol og A-dur) blev komponeret i vinteren 1820-21 og udgivet i Tyskland.

Kuhlau meddelte fra starten, at han havde tænkt sig at skrive tre, og muligvis var det denne vinter, han komponerede sin Klaverkvartet nr. 3. Man hører dog først om den i 1828, hvor Kuhlau fik en bestilling fra en russisk storkøbmand, JM Witkowsky, der ville give sin datter en komposition i gave. Witkowsky inviterede endda Kuhlau til Skt. Petersborg for at opføre det nye værk og antydede, at der måske ville følge flere bestillinger. Men Kuhlau takkede nej med den helt ærlige begrundelse, at han ikke længere optrådte som pianist, og at han i øvrigt var travlt optaget af at komponere Elverhøj, der skulle være klar til kronprinsens forlovelsesfest i november. Derefter fik han skrevet Klaverkvartet nr. 3 ret hurtigt – måske fordi han allerede havde den liggende færdig eller næsten færdig. Kuhlau kunne i 1829 med tilfredshed fortælle sin russiske mæcen, at Klaverkvartetten i g-mol var hans hidtil bedste, og at musikken ”ville gøre en brillant virkning”.

Det er et stort anlagt værk på næsten 40 minutter. Den righoldige førstesats åbner dramatisk med hovedtemaet præsenteret som enstemmig fanfare i huggende rytmer. Som kontrast er sidetemaet i B-dur yndefuldt og opadstræbende. Klaverstemmen dominerer satsen med en overflod af arpeggioer og skalaløb, der kan vise pianistens overskud. Gennemføringsdelen er dog især en opvisning af Kuhlaus beherskelse af fugato. Et talent, selv Beethoven måtte anerkende, da han og Kuhlau mødtes i Wien 1825. De to komponister tilbragte et par dage sammen og tømte utallige flasker, mens de udvekslede fiffige kanoner og drilske opgaver i kontrapunkt. Beethoven kaldte spøgende – og smigrende – Kuhlau for “der grosse Kanonier”.

Fugato-teknikken er også grundlaget for 2. sats, en veloplagt og spidsfindig Scherzo, hvis Trio-del er en humoristisk ländler. Den brede 3. sats, en Adagio i Es-dur, varierer på meget lyrisk vis det enkle tema, der anslås af klaverets indledende koralakkorder og strygernes svar. Sidste sats i sonaterondoform vender tilbage til det ophidsede temperament fra 1. og 2. sats. I endnu en kontrapunktisk leg får Kuhlau midtvejs i satsen indført koraltemaet fra 3. sats.

Uropførelsen fandt sted i efteråret 1829, ikke i Skt. Petersborg, men i København ved en soiré hos hofvinhandleren og kunstelskeren Christian Waagepetersen. Kuhlau spillede selv klaverstemmen. Selskabet blev afholdt til ære for den bøhmiske komponist og klavervirtuos Ignaz Moscheles, der var på besøg i byen. Moscheles skrev hjem til sin kone, at Kuhlaus nye værk var ”i den store stil og fortræffeligt udført, men ikke fri for reminiscenser”. Måske bemærkede Moscheles ligesom andre sidenhen en vis lighed mellem begyndelsen på Kuhlaus g-mol kvartet og Mozarts Klaverkvartet i samme toneart, KV 478.

Moscheles noterede også, at komponisten ved klaveret ”ikke altid var herre over udfordringerne”. Kuhlaus karriere som musiker var nemlig ved at være forbi. Det samme var snart også hans urolige liv, for en kold vinterdag i 1831 nedbrændte hans hus med alt indbo, bla et klædeskab fuldt af manuskripter. Ingen ved, hvor mange værker, der gik tabt ved ulykken Kuhlau, der i forvejen havde dårligt helbred, døde året efter, blot 45 år gammel.

Da komponisten Otto Malling døde i 1915, blev han i pressen mindet som ”en af vort Musiklivs Spidser – et Navn, der havde høj Officers-Rang indenfor dansk Musik”. Den progressive københavneravis Politiken tilføjede dog: ”Han indlod sig aldrig paa nogen som helst Art af Vovestykker eller Eksperimenter”. På den måde kan Otto Malling godt kaldes en dansk pendant til Camille Saint-Saëns, for ligesom sin jævnaldrende franske kollega begyndte han karrieren som en af de mest progressive komponister og endte som en af de mest konservative.

Som ung mand havde Malling været i opposition til etablissementet. Han havde nægtet at affinde sig med det snævre repertoire, den dominerende komponist Niels W. Gade fastholdt i Københavns førende koncertinstitution, Musikforeningen. Sammen med kollegerne C.F.E. Horneman og Jacob Fabricius stiftede Malling derfor i 1874 et alternativ, Koncertforeningen, for at bringe nyere værker til opførelse. Dels deres egen musik, men ikke mindst tidens franske musik af Saint-Saëns, Gounod, Delibes og Massenet.

I 1890’erne, da Gade var død og Koncertforeningen lukket, blev Malling selv den tilbageholdende. Han blev den egentlige arvtager efter Gade og J.P.E. Hartmann, der gennem et halvt århundrede havde delt de afgørende roller i dansk musikliv mellem sig. Malling efterfulgte Hartmann som professor på konservatoriet og som domorganist i København, og takket være sin redelighed og diplomatiske snilde overtog han også Hartmanns position som administrativ nøglefigur. I 1897 blev han Gades efterfølger som direktør for konservatoriet i København. Malling nåede med andre ord så højt, en komponist kunne komme i Danmark, og sammen med de betydningsfulde poster fulgte altså varetagelsen af de klassiske dyder.

Som komponist var Malling gennem forskellige faser. Som ung skrev han mest vokalmusik. I 1880’erne skrev han sine orkesterværker, bl.a. Symfonien i d-mol, en Koncertouverture, et par suiter, en Koncertfantasi for violin og den vellykkede Klaverkoncert. Men forholdene for orkestermusik i København var stadig dårlige, og Mallings interesse svingede i retning af kammermusik. Han skrev en Klavertrio i 1889 og de følgende år en Klaverkvintet, en Strygekvartet, en Strygeoktet, en Violinsonate og forskellige andre værker for violin og klaver.

Klaverkvartetten fra 1903 er hans sidste kammerværk. På det tidspunkt var han gået over til stort set kun at komponere kirke- og orgelmusik. Ved sin død var det som orgelkomponist, han var mest kendt, men paradoksalt blev det netop orgelmusikken, der sendte ham helt ud i glemslen. For Mallings senromantiske, programmatiske stemningsmusik var præcis, hvad 1900-tallets kirkemusikreformer ville fjerne fra de danske kirker. Reformerne fik så meget vind i sejlene, at Otto Mallings navn forsvandt fuldstændigt fra dansk musikliv. Vi har først lige taget hul på genopdagelsen af hans musik.

Mallings charmerende Klaverkvartet i c-mol er et godt eksempel på hans modne musikalsk stil. Den rummer mere drama end den ret gennemsigtige Klavertrio, men er stadig præget af hans dekorative og artistiske stil. Malling formulerer sig klart og kortfattet, hans satsteknik er overlegen, og man mærker hans kyndige baggrund som pianist og instrumentationslærer. Harmonisk set er der sødmefulde, sensuelle træk, i hvert fald sammenlignet med hans forgængere Gade og Hartmann. Og så er Klaverkvartetten gennemgående farvet af nordisk nationalromantik. De tomme kvinter, der symboliserer det oprindelige og nordiske, hører man lige fra begyndelsen i 1. sats’ iørefaldende udlæg. Malling tilføjer musikkens nordiske tone en pikant harmonisk farvning, som virker fransk-inspireret. Det hymniske sidetema er en kontrast til det ”vilde” hovedtema, en modsætning, som Mallings forbillede Hartmann også havde brugt i sin ouverture Hakon Jarl om kristendommen versus hedenskaben.

I 2. sats, en Scherzo i g-mol, bruger Malling igen tomme kvinter i klaveret, og rytmikken er taget fra den norske springdans halling. ”Norsk stil” var meget populær i dansk musik omkring år 1900. Det dansk-norske rigsfællesskab var opløst, men Danmark og Norge var stadig tæt forbundet, og selv om der var mange nordmænd i København, bl.a. komponisterne Grieg og Johan Svendsen, behøvede man ikke være født i Norge for at skrive norsk musik. Også 3. sats i Es-dur kan høres som et karakterstykke, denne gang en nocturne. Dens tusmørkestemninger forener naturromantik med det sensuelt romantiske. Mellemstykket Poco più animato anslår mere tragiske undertoner. I 4. sats vender folketonen tilbage. Satsen begynder med en fanfare og kaster sig så ud i et hurtigt, dansende hovedtema, atter med tomme kvinter i klaveret. Sidetemaet er roligt og indadvendt som en stille folkevise. Satsens ret skematiske forløb stræber ikke efter så meget andet end at koble de velafstemte temaer tæt sammen i en brillant jagt mod målstregen. Det slutter med en forkortet udgave af fanfaren fra indledningen. Som altid garanterer Otto Malling for en smuk balance mellem form og indhold.

Jens Cornelius, 2019

Release date: 
maj 2019
Cat. No.: 
6.220591
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313159161
Track count: 
8

Credits

Recorded at the Concert Hall, the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen, on 16–19 February 2015 (Kuhlau), and on 27–29 & 30 September 2016 (Malling)

Recording producers: Tim Frederiksen and Mette Due
Mix and editing: Mette Due
SACD mastering: Mette Due

℗ & © 2019 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Jens Cornelius
English translation: John Irons
Proofreader: Svend Ravnkilde
Photo p 4: Portrait of Friedrich Kuhlau by Tegner & Kittendorff © Royal Danish Library, Department of Maps, Prints and Photographs
Photo p 11: © Thorbjørn Fessel
Graphic design: Denise Burt, elevator-designdk

We, Copenhagen Piano Quartet, would like to thank our teacher and mentor Tim Frederiksen for his great commitment to this recording, sound engineer Mette Due for sublime sound quality and the Royal Danish Academy of Music for the use of the wonderful Concert Hall. Thank you!

This release has been recorded in cooperation with the Royal Danish Academy of Music
With support from Weyse Fonden