Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkesterværker Vol. 1

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Herman D. Koppel

Orkesterværker Vol. 1

Aalborg Symfoniorkester, Moshe Atzmon

Herman D. Koppel (1908-1998), with a direct link with Carl Nielsen, was one of the greatest Danish musical personalities of the twentieth century. Hard-working as a composer, pianist and teacher, and patriarch of a music dynasty that has become a Danish counterpart of the Bach family. His works are influenced by the Neo-Classicism of the inter-war years and models like Bartók and Stravinsky who combine a rigorous intellect with impulsive rhythms and jagged edges. Sometimes there is a touch of jazz, which was a great preoccupation of Koppel's in the 1930s. His compositions include seven symphonies, four piano concertos, one cello concerto, an opera based on Shakespeare's Macbeth, chamber music, piano music and songs.

Vælg foretrukket format til download af track.
Symphony no. 6 op. 63 "Sinfonia breve" (1957)
1 I Allegro, poco tranquillo 2:13 6,40 kr.
2 II Allegro vivace 5:18 9,60 kr.
3 III Scherzo fugato: Piu allegro 4:00 6,40 kr.
4 IV Andante tranquillo 1:28 6,40 kr.
5 V Tempo I (Allegro, poco tranquillo), Tempo II: Allegro vivace 2:30 6,40 kr.
Symphony no. 7, op. 70 (1960-61)
6 I Andante 11:33 12,80 kr.
7 II Scherzo 8:39 9,60 kr.
8 III Allegro con brio 12:40 12,80 kr.
Concerto for Orchestra, op. 101 (1977-78)
9 I Vivace 6:51 9,60 kr.
10 II Allegro con brio 6:06 9,60 kr.
11 III Adagio, sognando 6:16 9,60 kr.
12 IV Allegro 6:37 9,60 kr.
Total runtime: 
74 min.
Herman D. Koppel

Herman D. Koppel (1908-1998) var en af det 20. århundredes største danske musikpersonligheder. Myreflittig som komponist, pianist og pædagog, og stamfar til et musikdynasti, der er blevet en dansk pendant til slægten Bach i Tyskland. Navnet Koppel er i Danmark ensbetydende med musikerskab på højt niveau, gennem tre generationer og utallige stilarter.

Koppel-slægten slog rødder i Danmark i 1907, da Herman D. Koppels forældre, et jødisk ægte­par, flyttede fra den polske landsby Blaszki til København. Det var emmigrationens tid, hvor hver 10. dansker udvandrede, men hvor landet samtidig modtog nyt blod fra udlandet, bl.a. tusindvis af fattige østeuropæiske jøder.

Herman D. (D for David) Koppel var ældste søn, og familien anskaffede sig et klaver allerede før han var født, så den førstefødte kunne blive pianist. Herman begyndte at spille som fem-årig. Som 17-årig blev han optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, ved en optagelsesprøve, hvor na­ti­o­nalkomponisten Carl Nielsen sad i bedømmelsesudvalget. Fra 1929 kom Koppel tættere på Carl Nielsen, og spillede bl.a. alle Nielsens klaverværker for komponisten. Omvendt gen­nemså Nielsen en del af Koppels tidlige kompositioner, og for Koppel blev Carl Nielsen et ideal, både kunstnerisk og menneskeligt. Koppel blev den sidste større danske komponist, der tog sit udspring i en direkte kontakt med Carl Nielsen.

Koppel debuterede som pianist i 1930, og samme år fik han for første gang et af sine værker spillet offentligt. Bortset fra instrumentationslære forblev han autodidakt som komponist.

Efter Carl Nielsens død i 1931 blev Koppel i stigende grad optaget af udenlandsk modernisme – Stravinskij og Bartók især – og ikke mindst jazzmusik. Koppel blev en del af mellemkrigsti­dens kulturradikale miljø, der i Danmark talte komponister som Finn Høffding (1899-1998), Jørgen Bentzon (1897-1951) og Knudåge Rii­s­ager (1897-1974)

Koppel arbejdede i 1930’erne med så forskellige genrer som pædagogisk brugsmusik, revy og filmmusik, og tog på mange måder afstand fra traditionerne. Det gjaldt også de jødiske (han giftede sig til sine forældres forfærdelse med en kristen dansk kvinde). Han begyndte at ernære sig som akkompagnatør, bl.a. for den berømte tenor Aksel Schiøtz, med hvem han også indspillede mange plader.

Koppels livsbane blev drastisk afbrudt, da han med sin kone og to små børn i 1943 måtte flygte til det neutrale Sverige, fordi den tyske be­sæt­tel­sesmagt iværksatte jødeforfølgelser også i Danmark. Familien boede i Sverige til krigens slutning, men flugten kom til at sætte dybe spor i Koppels liv og musik.

Efter krigen tog Koppel fat på nye genrer. Han havde hidtil mest skrevet instrumentalmusik, men komponerede nu en hel del vokalværker. Særligt prægnante er dem til gammel­testa­mentlige tekster.

Hans position i dansk musikliv blev stærk i efterkrigsårene, både som klaverlærer ved Konservatoriet i København (han var professor fra 1955 til 1978), som en af landets førende instrumentalister og som ledende repræsentant for tidens nye danske musik, der domineredes af en moderat, neoklassisk modernisme. Den meget aktive periode efter krigen kulminerede i første halvdel af 1960’erne, hvor Koppel skrev nogle af sine største værker. Af dem har både oratoriet Moses (1964) og hans Requiem (1966) deres rod i krigsoplevelserne.

I 1960’erne markerede familien Koppel sig også stærkt med Hermans to sønner, Thomas og Anders, der fik sensationel succes i den eksperimenterende rockgruppe Savage Rose, datteren Therese, der blev pianist, og datteren Lone, der blev Det Kgl. Teaters stjernesopran.

Herman D. Koppels musik blev i 1970’erne mere fortættet, og også som koncertpianist fornyede han sig. Helt op til 1990’erne fortsatte han med at udvide sit repertoire med sjældent hørte værker, bl.a. Schönbergs Klaverkoncert. Hans sidste kompositioner er fra midten af 1990’erne, og som pianist gav han koncerter indtil to år før sin død.

I betragtning af hvor alment kendt Herman D. Koppel og hele hans familie har været i Danmark i over et halvt århundrede, har hans større kompositioner været temmelig fraværende i publikums bevidsthed. Kun hans 3. Klaverkoncert er blevet opført nogenlunde regelmæssigt og også blevet pladeindspillet. Et så markant værk som oratoriet Moses henlå i over 30 år, før det blev genopført få år før Koppels død.

En karakteristik af Koppel som komponist kan lyde sådan: Forankret i det musikantiske, friere hvad angår både form og tonalitet, og undvigende overfor dogmer som dodekafoni eller serialisme. Koppels musik har ofte et stærkt rytmisk præg, og nogen kan høre en farvning fra jødiske traditioner i hans værker.

Koppel som symfoniker er det kun få, der har et tydeligt indtryk af, for ingen af hans symfonier har været indspillet før, eller været regelmæssigt på programmerne i danske koncertsale. Denne cd, den første i en komplet serie med symfonierne, giver os endelig et klarere billede af en af det 20. århundredes kendteste danske musikere, Herman D. Koppel.

Koppels symfonier

Koppel skrev i alt syv symfonier, i årene fra 
1930 til 1961. Den 1. Symfoni, skrevet i 1930, betragtede Koppel senere som en svendeprøve, og både den og 2. Symfoni fra 1943 nedlagde han senere opførelsesforbud mod. 3. Symfoni er fra krigens mørkeste tid, skrevet i eksil i Sverige, mens nr. 4 kom til i 1946, året efter befrielsen. Den 5. Symfoni har været hans mest spillede, det er et ganske alvorligt værk fra 1955.

Symfoni nr. 6, op. 63, “Sinfonia breve”

Den 6. Symfoni er slutdateret 11. februar 1957. Symfonien består af ét sammenhængende forløb, men er underinddelt i en introduktion og fire satser. Det er Koppels mest koncentrerede symfoni, og har den passende titel Sinfonia breve.

Koppel fortalte selv, at han skrev symfonien som en afspænding efter arbejdet med den 5. Symfoni, men måske drejer det sig simpelthen om, at den 5. Symfoni havde genfødt Koppel som symfoniker efter ti års pause. Den 6. Symfonis koncentrerede og livfulde karakter virker i hvert fald som et værk, der har haft en flyvende start.

Symfonien har en ganske original udformning. Koppel indleder med en Introduzione, hvor de kommende hovedmotiver spirer frem i en tyndt orkestrerets sats. Allerede disse blotlagte byggesten signalerer musikkens afstamning fra Bartók, Sjostakovitj og den sene Carl Nielsen. Det vigtigste motiv er det, der spilles umiddelbart fra begyndelsen, som dialog mellem 1. trompeten og 1. klarinetten. Motivet virker som motto eller ritornel gennem hele værket, og er for øvrigt en 12-tonerække, selv om Koppel ikke arbejder dodekafonisk i symfonien.

Et accelerando hvirvler 1. satsens Allegro vivace i gang. Orkesterklangen lyser, og det motiviske arbejde er myldrende som en hyperaktiv storby. Trombonens signal fra Introduktionen kæder musikken videre til 2. satsens fuga, der bygger på det Nielsen’ske motiv, der hørtes i de dybe strygere i symfoniens begyndelse. Et kort mellemspil efter fugaen bringer igen mottoet fra Introduktionen, hvorefter følger en yderst kortfattet Andante tranquillo, der med sine 34 takter end ikke antyder, at energien vil aftage i symfonien. Finalen er en varieret reprise af 1. satsen, med en virkningsfuld “kadence”, Tempo sostenuto, umiddelbart inden det sidste punktum – eller måske er det snarere et udråbstegn!

Koppel tilegnede symfonien sin hustru og fire børn. Den blev uropført af Radiosymfoniorkestret og Mogens Wöldike i anledning af komponistens 50-års fødselsdag i oktober 1958.

Symfoni nr. 7, op. 70

“I 1960 opfordrede Det kgl. Kapel mig til at skrive min 7. Symfoni, og de satte den på programmet det følgende forår uden at jeg havde sat en tone på papiret. Jeg fik dog gjort værket færdigt tre måneder før, og den blev den første symfoni jeg fik uropført af en udenlandsk dirigent, Leopold Ludwig. Han var min jævnaldrende, og vi delte syn på både tidens avantgardisme og den elektroniske musik.” Sådan fortalte Herman D. Koppel til forfatteren Flemming Behrendt, der i 1988 udgav hans erindringer.

Symfonien blev Koppels sidste, skønt han fortsatte med at komponere i mere end 30 år endnu. Det er et interessant aspekt ved Koppel som symfoniker, at han stopper med genren, netop da han nåede toppen af sin formåen. Den mest plausible forklaring må være, at netop de første år af 1960’erne bød på et markant generationsskift i dansk musik. Indtil da havde også de yngre komponister været nogenlunde enige med deres ældre kolleger om æstetiske emner, og dansk musik var i det hele taget temmelig upåvirket af efterkrigstidens europæiske musik. Serialisme havde aldrig vundet terræn her, før de tre førende yngre danske komponister i tiden, Per Nør­gård, Ib Nørholm og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, alle deltog i feriekurserne i Darmstadt i 1960. Selv om de tre unge få år senere vendte sig bort fra dogmerne igen, markerede deres serielle eksperimenter i begyndelsen af 1960’erne for altid hvem der var konservative i dansk musik og hvem der ikke var. Den ældre generationen med Vagn Holmboe, Svend Erik Tarp og Herman D. Koppel mødte her en grænse, de ikke kunne overskride. Måske har Koppel frygtet, at han ville fremstå anakronistisk ved at fortsætte af en vej, de yngre kolleger havde forladt.

I den 7. Symfoni viser Koppel nye dramatiske sider af sig, og allerede hovedmotivets udbrud ved symfoniens start – med punkterede rytmer og bækkenslag – har en patos og tragik, der faktisk er temmelig udansk. Førstesatsen er i tredelt A-B-A form, hvor A-afsnittene er de mest abrupte, prægede af kromatik og ostinater, mens midterafsnittet i 9/8 er i hurtigere tempo. Den “befriede” lilletromme er et træk fra Carl Nielsen-arven, der lever i bedste velgående i dette værk. Ligeså den smukke polyfone linieføring, der runder satsen af.

Andensatsen er en Scherzo, men den går ikke påfaldende hurtigt. Det musikalske vid er spotsk og sarkastisk, og satsens 9/8-takt vender og drejer sig i skiftende forståelser af rytmen.

De tre træblæsere klarinet, fløjte og obo har hver deres soli i satsens tyndt besatte, kammermusikalske afsnit. Også sidstesatsens begyndelse præges af træblæserne, der akkompagneres af pizzicerede strygere, inden et krigerisk hovedafsnit sætter ind. Som apoteose bringes symfoniens begyndelse i reprise kort før slutningen, inden de patetiske udbrud ebber ud.

Koppel åbner i værket nogle døre, der kunne have skabt muligheder for flere symfonier, hvis han da ikke havde valgt at stoppe sin række ved denne sin syvende. I de følgende årtier er hans orkestermusik oftest i koncerterende genrer.

Koncert for orkester, op. 101

Herman Koppels Koncert for orkester blev bestilt af Aarhus Symfoniorkester til opførelse ved en koncert i anledning af hans 70-års fødselsdag i 1978. Det blev et af hans sidste store orkesterværker. Der var nu gået næsten to årtier siden Koppel havde skrevet sin sidste symfoni, og i Koncerten tager han på sin vis stadig afstand fra symfoni-formen.

Koppels Koncert for orkester er i højere grad end f.eks. Bartóks tilsvarende værk en concerto grosso, hvor instrumentgrupper spilles ud mod hinanden. Orkestret er delt i fem grupper: Træblæsere, messingblæsere, slagtøj, strygere og en “akkordisk” gruppe med klaver, celeste og harpe. Den frie tonalitet og slagtøjsgruppens crotales-bækkener giver tonesproget en eksotisk farvning. Værket præges af rytmisk uregelmæssige betoninger, men også af minimalistisk slow-motion i 1. og 3. sats.

  1. sats præsenterer en lang bølgebevægelse, der senere træder i baggrunden til fordel for et udspundet motiv i strygerne. 2. sats er kantet og i skiftende skæve taktarter, og bygger på korte motiver i hurtig vekslen mellem mange forskellige kombinationer af instrumenter inden for de fem klanggrupper. 3. sats er den mest Bartók’ske, Adagio sognando (“drømmende”), domineret af sordinerede strygere delt i en tutti og en soli-gruppe. I sidste sats vender noget af 2. sats’ karakter tilbage, men i en hurtigere og mere dramatisk ping-pong leg, og med en lun humor, da musikken drejer over i valsetakt.

Koncertens orkestrering er sensuel og det tematiske forløb nærmest improvisatorisk. Mærkeligt nok har heller ikke dette lettilgængelige værk fået en plads i det danske repertoire – der gik ni år, før det blev spillet for anden gang – skønt det som det eneste på denne cd er udgivet på tryk.

Jens Cornelius, 2000

Release date: 
oktober 2000
code: 
8.224135
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099983525
Track count: 
12

Credits

Recorded at Symfonien, Aalborg on 30 August - 4 September 1999

Recording producer: Henrik Sleiborg
Sound engineer: Knud Esmarch
Editing engineers: Knud Esmarch, Peter Bo Nielsen and Henrik Sleiborg
Publishers: Edition SAMFUNDET (op. 70 and 101) and Edition Wilhelm Hansen A/S

Cover pricture: Wilhelm Freddie: "Kvindekomposition på blå bund" (1987)

This CD has been recorded in cooperation with Danmarks Radio