Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Kammermusik

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Herman D. Koppel

Kammermusik

Copenhagen Classic, Christina Bjørkøe, Johannes Søe Hansen, Arne Balk-Møller, Ida Speyer Grøn, Katrine Bundgaard, Ingemar Brantelid, Henrik Brendstrup

Herman D. Koppel (1908-98) var en af det 20. århundredes største danske musikpersonligheder. Myreflittig som komponist, pianist og pædagog, og stamfar til et musikdynasti, der er blevet en dansk pendant til slægten Bach i Tyskland. Navnet Koppel er i Danmark ensbetydende med musikerskab på højt niveau gennem tre generationer og utallige stilarter.

Vælg foretrukket format til download af track.
Piano Quartet, op. 114 (1988)
1 Allegro tranquillo 11:17 12,80 kr.
Piano Trio, Nine Variations, op. 80 (1969)
2 Var. 1. Allegro 2:05 6,40 kr.
3 Tema. Molto tranquillo 0:33 6,40 kr.
4 Var. 2. Andante 0:44 6,40 kr.
5 Var. 3. Listesso tempo 0:37 6,40 kr.
6 Var. 4. Listesso tempo 0:49 6,40 kr.
7 Var. 5. Vivace 0:26 6,40 kr.
8 Var. 6. Adagio 0:58 6,40 kr.
9 Var. 7. Vivace 0:59 6,40 kr.
10 Var. 8. Listesso tempo 0:22 6,40 kr.
11 Var. 9. Tempo I 1:36 6,40 kr.
Piano Quintet, op. 57 (1953)
12 I Allegro con brio 10:03 12,80 kr.
13 II Andante, con molto espressione 8:42 9,60 kr.
14 III Allegro moderato, con leggerezza 9:04 9,60 kr.
Total runtime: 
48 min.
Herman D. Koppel

Herman D. Koppel (1908-1998) var en af det 20. århundredes største danske musikpersonligheder. Myreflittig som komponist, pianist og pædagog, og stamfar til et musikdynasti, der er blevet en dansk pendant til slægten Bach i Tyskland. Navnet Koppel er i Danmark ensbetydende med musikerskab på højt niveau gennem tre generationer og utallige stilarter.

Koppel-slægten slog rødder i Danmark i 1907, da Herman D. Koppels foræl-dre, et jødisk ægtepar, flyttede fra den polske landsby Blaszki til København. Det var emigrationens tid, hvor hver 10. dansker udvandrede, men hvor landet samtidig modtog nyt blod fra udlandet, bl.a. fra tusindvis af fattige østeuropæ-iske jøder.

Herman D. (D for David) Koppel var ældste søn, og familien anskaffede sig et klaver, alle-rede før han var født, så Herman kunne blive pianist. Han begynd-te at spille som femårig. Som 17-årig blev han i 1925 optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København, ved en optagelsesprøve, hvor national-komponisten Carl Nielsen sad i bedømmelses-udvalget. Fra 1929 kom Koppel tættere på Carl Nielsen og spillede bl.a. alle Nielsens klaverværker for komponisten. Omvendt gennemså Nielsen en del af Koppels tidlige komposi-tioner, og Koppel kom til at betragte Carl Nielsen som et ideal, både kunstne-risk og menneskeligt. Koppel blev den sidste større danske komponist, der tog sit udspring i en direkte kontakt med Carl Nielsen.

Koppels lærere var Emilius Bangert i teori og Rudolph Simonsen i klaver, og senere studerede han klaver privat hos Anders -Rachlew. Koppel debuterede som pianist i 1930, og samme år fik han for første gang et af sine værker spillet offentligt. Bortset fra instrumentationslære var han autodidakt som komponist.

Efter Carl Nielsens død i 1931 blev Koppel i stigende grad optaget af uden-landsk mode-rnisme – Stravinskij og Bartók især – og ikke mindst jazzmusik. Koppel blev en del af mellemkrigstidens kulturradikale miljø, der i Danmark talte komponister som Finn Høffding (1899-1998), Jørgen Bentzon (1897-1951) og Knudåge Riisager (1897-1974).

I 1930’erne arbejdede Koppel med så forskellige genrer som pædagogisk brugsmusik, jazz, teater-, film- og revymusik og tog på mange måder afstand fra ældre idealer, også de jødiske traditioner. Han ernærede sig i de år bl.a. som akkompagnatør, bl.a. for den berømte tenor Aksel Schiøtz, med hvem han også indspillede mange plader.

Koppels karriere blev drastisk afbrudt, da han med sin kone og to små børn i 1943 måtte flygte til det neutrale Sverige, fordi den tyske besættelsesmagt iværksatte jødeforfølgelser også i Danmark. Familien boede i Sverige til krigens slutning, men flugten kom til at sætte dybe spor i Koppels liv og musik.

Efter krigen tog Koppel fat på nye genrer. Han havde hidtil mest skrevet in-strumentalmusik, men komponerede nu en hel del vokalværker. Særligt præg-nante er de, der er skrevet til gammeltestamentlige tekster.

Hans position i dansk musikliv blev stærk i efterkrigsårene, både som kla-verlærer ved konservatoriet i København (han var professor fra 1955 til 1978), som en af landets førende instrumentalister og som ledende repræsentant for tidens nye danske musik, der var en moderat, neoklassisk modernisme.

I 1960’erne komponerede Koppel tre af sine største værker, hvoraf både oratoriet Moses (1964) og hans Requiem (1966) har deres rod i krigsoplevel-serne. Operaen Macbeth (1968) fik en dårlig opførelse på Det Kgl. Teater og blev ingen succes. Det var den sidste nyskrevne danske opera, teatret satte op i over 30 år.

I 1960’erne markerede familien Koppel sig også stærkt med Hermans to sønner, Thomas og Anders, der fik sensationel succes i den eksperimente-rende rockgruppe Savage Rose, datteren Therese, der blev pianist, og datte-ren Lone, der blev Det Kgl. Teaters nye stjernesopran.

Herman D. Koppel fortsatte med at komponere og optræde flittigt i 1970’erne og 1980’erne, og han var en aktiv koncertpianist, der højt oppe i alderen fortsatte med at udvide sit repertoire, bl.a. med Schönbergs Klaverkoncert. Han sidste kompositioner er fra midten af 1990’erne, og som pianist gav han sin sidste koncert ca. et års tid før sin død.

Koppels kammerværker
Kammerværkerne udgør en fyldig del af Herman D. Koppels store produktion. Han skrev kammermusik i alle faser af sin karriere, lige fra den 1. Strygekvartet op. 2 (1928-29) – der fik ros af Koppels mentor Carl Nielsen – til de sidste skaberår i 1980’erne og 1990’erne. Nogle af værkerne har i årtier været mo-derne klassikere i dansk musik, mens andre af mere eller mindre tilfældige årsager kun har været sjældent hørt.

I de senere år eksperimenterede Koppel i stigen-de grad med instrument-kombinationerne, men generelt er hans kammermusik skrevet for klassiske besætningstyper. Strygekvartetten er stærkest repræsenteret med seks vær-ker, men der er også mange værker med klaver.

De fleste kammerværker blev skrevet til musikere i Koppels bekendtskabs-kreds, bl.a. til Koppel Kvartetten, der havde hans lillebror, bratschisten Julius Koppel og hans svigerinde, violinistinden Else Marie Bruun som medlemmer. En yngre musiker, Koppel både optrådte med og skrev værker til, var cellisten Erling Bløndal Bengtsson. Denne praktiske og konkrete tilgang til dobbeltrollen som komponist og musiker præger også andre af Koppels værkgrupper, f.eks. hans vokalmusik og solokoncerter.

Klaverkvintetten op. 57 er fra en central fase i Koppels liv, de meget frugtbare 1950’ere. Her kulminerer Koppels værker rent omfangs-mæssigt i en fyldig og ekspressiv, quasiromantisk stil. Blandt hovedværkerne er cello-koncerten fra 1952, den 5. Symfoni fra 1955 og denne Klaverkvintet op. 57.

Klaverkvintetten er et veloplagt værk med stor pondus. Den blev skrevet fra juni til december i 1953 på opfordring fra Koppel Kvartetten. Herman D. Kop-pel spillede selv klaverstemmen, da kvintetten blev uropført i foråret 1954 ved en koncert i den københavnske ungdomsmusikforening Gymnamusa. I 1955 udkom kvintetten på noder, og i 1956 indspillede Koppel sammen med Koppel Kvartetten værket på en tidlig lp. Så sent som i 1980 indspillede han den endnu en gang, denne gang sammen med Den Danske Kvartet.

Koppel udtalte ved værkets fremkomst, at han med klaverkvintetten ville af-runde sin stil fra midten af 1930’erne – en periode, hvor han var tydeligt på-virket af sine forbilleder Brahms, Bartók og Carl Nielsen. 20 år senere var han nu nået til et mere mættet udtryk, end det man hører i f.eks. hans Klaverkon-cert nr. 2 fra 1936; han er så at sige nået til vejs ende med dette afsnit af sin produktion. Klaverkvintetten er derfor ikke kun skrevet ind i en stolt kammer-musikalsk tradition, der går mere end 100 år tilbage, men også ind i Koppels egen tradition.

Tonalt set er det fri musik uden toneart, men centreret omkring en kernetone i hver sats: D, Fis og C. Formmæssigt holder Koppel sig derimod til klassiske modeller. I 1. sats følges sonateform-skemaet. Satsen begynder abrupt med hovedtemaet spillet unisont i strygerne. Der er en ret kort og neddæmpet gennemføringsdel og en klar reprise af de indledende temaer. Det er musik med et kraftfuldt, symfonisk anslag, hvor både Bartóks og Brahms’ ånd svæver over vandene.

2. sats går i 5/8. Satsens yderafsnit er skrevet som en passacaglia. Som grundlag bruger Koppel en tre-takters ostinat, bygget over en lille 4-tonig figur. Hen over ostinaten udvikler der sig et fantasifuldt spil, der gradvist forvandler sig fra udgangspunktet. Første oplæg kommer fra klaveret, der spiller en jødisk farvet melodi i tertser og sekster. Her, som i hele satsen, udnyttes ostinatens drilske rytmik til et delikat og raffineret satsarbejde.

3. sats er formet som en rondo. Det er en bredt anlagt finale, hvor et folklori-stisk hovedtema spiller op til en danse macabre. Midterdelen er en effektfuld kontrast, hvor strygerne spiller med sordin. Helt efter bogen vender satsen tilbage til det hurtige rondotema og afsluttes med en coda i endnu hurtigere tempo.

I 1960’ernes voldsomme debat for og imod Darmstadt-modernismen valgte Koppel ikke side, men søgte i stedet nye veje. Han stoppede med at skrive symfonier og koncentrerede sig mere om korte former, især inden for kam-mermusik og klavermusik. Elementer fra tolvtone-musikken og serialismen blev prøvet af. “Jeg har taget den inspiration til mig, som jeg kunne bruge, og som passede det værk, jeg arbejdede med. Altså ikke sådan, som det passede mig, men værket. For værket bestemmer stilen,” udtalte han i et retrospektivt interview med Dansk Musik Tidsskrift i 1981.

De Ni variationer for violin, cello og klaver op. 80 blev skrevet i efteråret 1969. De blev uropført i København samme år, men er forblevet et af Koppels mindre kendte kammer-værker, dels fordi det endnu ikke kommet i en trykt udgave, og dels fordi det er særdeles krævende at udføre. Variationerne var Koppels første værk for den klassiske klavertrio-besæt-ning, og to år senere skrev han en egentlig klavertrio (op. 88). De Ni variationer indledte også en periode, hvor Koppel arbejdede med variationsteknik. De følgende år skrev han variationer i Klavertrio op. 88, i op. 89 for klaver og 13 instrumenter, i op. 94 for fløjtekvartet og i op. 98 for tre klarinetter og slagtøj.

De Ni variationer er skarpsindigt og snurrigt skrevet. Titlen er netop ikke “Tema med variationer”, men “kun” variationer. Det første, der høres, er derfor Variation 1, hvor udviklingen allerede er godt begyndt. Først derefter høres temaet, som er et tolvtone-motiv i lange nodeværdier, spillet solo af celloen. Virkningen er som i Schumanns Carnaval, hvor det bærende motiv præsente-res midtvejs – til orientering og mystificering på en gang!

De følgende otte variationer udvikler sig i hastigt tempo med stærke disso-nanser, en spids humor og en meget vital rytmik. Tonaliteten er fri, og fantasi-en nærmest improvisatorisk på trods af den stramme form.

Koppel er her så modernistisk, som han nogensinde blev. Tiden var fuld af omvæltninger, også for en fast personlighed som Koppel. Året inden han skrev variationerne, havde hans ældste søn, komponisten og pianisten Tho-mas Koppel, afbrudt sin karriere som avantgardekomponist for at danne den eksperimenterende beatgruppe Savage Rose med sin bror Anders. Det kunne Herman D. Koppel godt rumme, og værket viser netop den rummelige og afsøgende side af hans person, der ikke vil stå i vejen for udviklingen.

Koppel var 78 år, før han skrev sit første værk for klaverkvartet. Det blev til hans Klaverkvartet op. 114, som blev bestilt af Dansk Musik Informations Center til opførelse af den amerikanske Cantilena Piano Quartet. Koppel skrev klaverkvartetten i 1986, og de amerikanske musikere uropførte den i oktober samme år. Indstuderingsfasen, der foregik på kunstmuseet Louisiana, blev optaget på film af instruktøren Jørgen Leth med titlen Composer meets Quar-tet. Ensemblet opførte også værket på turné i Skandinavien og indspillede det i 1988 på cd i komponistens tilstedeværelse.

Kvartetten er formet i én sats i fem kontrasterende dele, skiftevis hurtigt og roligt, men med et gennemgående drive, der har klaverets markante rytmer som indpisker. Det gennemgående motiv præsenteres fra begyndelsen af bratschen. Undervejs varieres og figureres motivet på utallige måder, og til-sammen væver de fire instrumenter et myldrende rytmisk hele, der minder om en kollektiv toccata. Kvartetten slutter med motorisk energi, og det er i det hele taget ikke til at høre nogen form for alderdomssvækkelse hos komponisten.

Jens Cornelius, 2006

Release date: 
oktober 2006
code: 
8.226003
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943600320
Track count: 
14

Credits

Indspillet i Mantziusgården, Birkerød, d. 11.- 13. maj 2005 og 3. - 4. januar 2006.
Producer og lydtekniker: Morten Mogensen

Grafisk design: Denise Burt, elevator-design.dk
Piano tuning: Marc-Tell Klein, Bach Pianos

Denne cd er indspillet i samarbejde med og i Århus.