Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Die Weise von Liebe und Tod des Cornetts Christoph Rilke

SACD (free shipping)

  • SACD
    Super Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Paul von Klenau

Die Weise von Liebe und Tod des Cornetts Christoph Rilke

Bo Skovhus, Tjekkisk Filharmonisk Kor, Odense Symfoniorkester, Paul Mann, Paul von Klenau

Paul von Klenau (1883-1946) blev født i Danmark, men forlod som ung mand sit hjemland for at studere og arbejde i Tyskland og Østrig. Klenau opnåede aldrig fuld anerkendelse som komponist i Danmark, men han sad i en række vigtige dirigentstillinger, bl.a. ved Wiener Konzerthausgesellschaft. Denne cd byder på Klenaus senromantiske korværk Die Weise von Liebe und Tod des Cornets Christoph Rilke, som ikke er blevet opført siden uropførelsen i 1925.

"Bo Shovhus setzt erst nach sechs Minuten ein. Mit seinem kernigen Bariton ist er genau richtig besetzt, und er ist auch gut zu verstehen, was bei diesem Werk unerlässlich ist"
Rüdiger Winter, Opera Lounge
Total runtime: 
71 min.

 

PAUL VON KLENAU

Paul von Klenau blev født den 11. februar 1883 i København. Trods sit tyskklingende navn, der stammer fra en gammel mecklenburgsk adelsslægt, havde Klenaus gren af familien levet i Danmark siden hans tiptip-oldefar Jørgen Christoffer von Klenow kom til København i begyndelsen af 1700-tallet. Men Klenaus liv er alligevel tæt forbundet med Tyskland, fordi han levede størstedelen af sit voksne liv i Tyskland og Østrig.

Klenau fik sin første uddannelse i København, hvor han fra 1900 fik undervisning af Otto Malling i teori og af Frederik Hilmer i violinspil. I 1902 rejste han til Berlin, hvor han studerede komposition hos Max Bruch og violin hos Carl Halír. Da han kom til Berlin var hans hovedinteresse violinspillet, men efterhånden tog interessen for komposition overhånd, og han opgav at satse på violinen. I 1904 rejste han til München, hvor han fortsatte sine kompositionsstudier hos Ludwig Thuille, og efter dennes død i 1907 studerede han fra 1908 hos Max von Schillings i Stuttgart. Han har derimod aldrig studeret hos Schönberg, som man af og til kan læse.

Han begyndte på dette tidspunkt en karriere som repetitør og kapelmester, først med en ansættelse ved Städtische Oper i Freiburg i 1907. Fra 1909 var han repetitør ved operaen i Stuttgart, i 1912 blev han dirigent for Bachverein i Frankfurt am Main, og året efter fik han stillingen som 1. kapelmester ved operaen i Freiburg. Fra senest 1913 havde han sin faste base på familiens ejendom Keilhof i landsbyen Beuerberg i Bayern, i nærheden af Rosenheim.

Karrieren som dirigent førte ham i 1919 til København, hvor han i 1920 grundlagde Dansk Filharmonisk Selskab, som han ledede frem til 1926. I denne periode opholdt han sig ofte i København og spillede en stor rolle for byens musikliv med opførelser af et bredt udvalg af moderne orkestermusik. Han gjorde en særlig indsats for at præsentere Schönbergs musik, hvilket kulminerede med Schönbergs besøg i København i 1923, hvor han den 30. januar dirigerede en koncert med egne værker. I 1922 blev Klenau ansat som kordirigent ved Konzerthaus i Wien, fra 1924 med titel af koncert-direktør, en stilling som indebar, at han dirigerede de store orkesterkoncerter, hvor koret Wiener Singverein medvirkede. Fra 1930 levede han som freelance dirigent med Wien og Frankfurt som de vigtigste arbejdssteder, hvilket igen gav ham mere tid til at komponere. Han vendte i 1940 tilbage til København, hvor han døde den 31. august 1946.

Som komponist fik han sit gennembrud, da hans 1. Symfoni med succes blev opført ved den årlige musikfest i Allgemeiner Deutscher Musikverein i 1908. Også hans 3. Symfoni, som blev uropført af Hans Pfitzner i Strassburg, fik en god modtagelse. Hans værker var på dette tidspunkt præget af den tids moderne orkesterstil, som forbinder monu-mentale former med en højt udviklet instrumentationskunst. I begyndelsen er hans stil præget af den sydtyske tradition, der rækker fra Richard Strauss til Max von Schillings med rødder tilbage til Bruckner. Op mod 1. verdenskrig tilføjes en mere differentieret og forfinet orkesterklang, og han bevæger sig i retning af en klangverden som den, man finder hos Franz Schreker eller Alexan-der von Zemlinsky. Dette kan man høre i det symfoniske digt Paolo und Francesca (1916) og i hans orkesterliedcyklus Gespräche mit dem Tod (1915). Et andet eksempel er hans første opera Sulamith, som Bruno Walter satte op 1913 som sin første nyopsætning efter sin tiltrædelse som chef for hofoperaen i München. I denne periode skrev han også operaen Kjartan und Gudrun (1918) og balletten Den lille Idas blomster (1916).

Fra 1918 følger en række eksperimenterende værker, dels præget af impressionismen (Stimmungen for klaver, 1918), dels præget af mødet med Schönbergs tidlige atonale musik (Vier Klavierstücke, 1921). I 1920’erne tager dirigentvirksomheden hovedparten af hans tid, men i slutningen af 1920’erne indleder han et nært forhold til Alban Berg, som kulminerer i begyndelsen af 1930’erne, hvor de begge arbejder med at skrive operaer baseret på tolvtonerækker. Samtidig med at Berg arbejder på Lulu, skriver Klenau sin første tolvtoneopera, Michael Kohlhaas, i 1932-33, og fortsætter 1934-35 med den næste, Rembrandt van Rijn. Det er i denne periode, Klenau formulerer sin teori om en ’toneartsbestemt tolvtonemusik’, en ide som meget taler for kan have haft betydning for Alban Bergs udformning af tolvtonerækken til sin violinkoncert. En tredje tolvtoneopera er Elisabeth von England (1939), revideret året efter som Die Königin og opført som Dronningen i København i 1941. Det er paradoksalt, at disse tre tolvtoneoperaer blev uropført og spillet i Tyskland efter nazisternes magtovertagelse, hvor ellers stort set al tolvtonemusik var bandlyst. En af grundene var, at Klenau i en artikel argumenterede for, at hans særlige tolvtoneteknik kunne ses som svarende til den orden og lovmæssighed, der må præge en nationalsocialistisk kunst. Denne holdning er uden diskussion opportunistisk, men på den anden side synes han ikke i politisk eller ideologisk forstand at have været nazist. Der er stadig mange spørgsmål til denne fase af hans liv, som kræver nærmere udforskning, før man kan drage håndfaste konklusioner.

I slutningen af 1930’erne forlod Klenau igen gradvist tolvtoneteknikken, og i 1940 flyttede han tilbage til København, hvor han først og fremmest brugte sin tid på at komponere. Fra denne sene periode stammer fem symfonier (nr. 5 til 9), en opera og en række andre værker, der for en dels vedkommende stadig venter på deres uropførelse.

Kvadet om kornet Christoph Rilkes kærlighed og død

Værket Die Weise von Liebe und Tod des Cornets Christoph Rilke (Kvadet om kornet Christoph Rilkes kærlighed og død) til tekst af Rainer Maria Rilke er skrevet for baryton, blandet kor og orkester. Det dateres ofte til 1915, men er faktisk først komponeret 1918-19, hvilket fremgår af Klenaus korrespondance med hans forlag i Wien, Universal Edition. Selve kompositionen meldes færdig i et brev den 25. oktober 1918, og herefter tager han fat på instrumentationen og renskriften, et arbejde der strakte sig frem til efteråret 1919. I februar skrev han til forlaget fra København: ” Jeg arbejder nu på Cornetten – det bliver mit bedste værk. Men meget moderne. Ja, helt schönbergsk kvartsystem. Fremtids-musik.“ („Ich arbeite jetzt an „Cornett“ – das wird mein bestes Werk. aber sehr moderne. gradezu Schönberg.sche Quartensystem. Zukunft Musik … “) (Brev af 6.2.1919 fra Klenau til UE, A-Wst. nr. 238.)

Klenau havde således store forventninger til værket. Bemærkningen om Schönbergs kvartsystem skal dog ikke forlede en til at tro, at værket er atonalt. Med kvartsystem skal man snarere forestille sig brugen af akkorder opbyggede af kvarter, et fænomen Schönberg kort omtaler i slutningen af sin Harmoni-lære. Sådanne akkorder findes i stykket, uden at de dominerer. Klenau kendte på dette tidspunkt endnu ikke Schönberg personligt, men han havde i begyndelsen af 1918 modtaget og studeret Schönbergs klaverstykker op. 11 og 19, som havde gjort indtryk på ham. „Det bliver spændende at se, hvor langt jeg selv vil gå i den retning,” skrev han til forlaget efter modtagelsen. („Ich bin neugierig wie weit ich mit der Zeit selber in diese Richtung gehen werde.“) (Brev af 28.1.1918 fra Klenau til UE, A-Wst. nr. 206.)

Rilkes digt er skrevet i en første version i 1899 og blev publiceret første gang i 1904. Men det var først med udgivelsen i 1912 som det første bind af Insel-forlagets kendte serie af udgivelser i lommeformat med dekorerede papbind, at værket fik masseudbredelse. At det er denne udgave, Klenau har brugt, fremgår af partituret, og hans eget eksemplar er bevaret i familiens eje. Genremæssigt er teksten usædvanlig ved at være et prosadigt, og Klenau lægger sig op ad denne form med en stemningsskabende, fortællende musikalsk form. Denne episke form går igen i flere af Klenaus værker, først og fremmest i de to digtcyklusser Gespräche mit dem Tod (1915) og den efterfølgende Jahrmarkt bei London (Bank Holiday. Souvenir of Hampstead Heath) (1920), men også opera-enakteren Sulamith (1913) er opbygget efter denne model.

Klenau komponerer teksten i dens fulde længde og opdeler de 27 tekstafsnit i tre hoveddele. I den første del skildres den unge Christoph Rilkes ridt sammen med andre indkaldte til den østrigske kejsers hær under krigen mod tyrkerne i 1663. Her følges han med en ung franskmand, som fortæller om sin pige derhjemme. Under en rast fortæller en soldat om sin mor, og på tværs af nationer og sprog forenes soldaterne i deres fælles erindring om moderen. Da de ankommer til hærens kvarter, fordeles soldaterne, og til afsked skænker den unge franskmand ham et rosenblad. Denne del afsluttes med, at generalen udnævner Rilke til kornet, altså fanebærer.

I anden del forsætter kornetten alene til sit kompagni, og på vejen vækkes han i måneskinnet af sin halvsøvn af skrigene fra en nøgen og blodig kvinde, som er bundet til et træ. Først forekommer hun ham at være ét med træet, og han befrier hende gysende. Han passerer valpladsen og når til en landsby med et slot, hvor der afholdes en fest for soldaterne. Her får de lov til for et øjeblik at glemme, at de er soldater, og i halvt drømmende tilstand søger han tilflugt i haven, hvor han forføres af en grevinde. Deres elskovsnat på slottet bliver kornettens indvielse som voksen, og nattens tidløshed forlænges i et orkestermellemspil.

Sidste afsnit begynder før morgengryet, hvor stormen raser udenfor. Lys og lyde nærmer sig, men det er ikke solopgangen, det er slottet, der står i brand. Soldaterne kaldes sammen, men kornetten er der ikke. Da han vågner, redder han fanen ud af det brændende slot, kaster sig op på en hest og rider langt foran sine kammerater ind i fjendens rækker. De ser fanen folde sig ud for derefter at gå op i flammer. Kornetten befinder sig uden sin kappe og hjelm alene midt blandt fjenden. Han ser sig langsomt om, næsten eftertænksomt, indtil han angribes af tyrkerne. De seksten krumsabler slår sammen om ham ”som en fest” og lignes med et perlende springvand. Som en epilog rider et bud året efter ind i hans hjemby med budskabet om hans død.

Styrken i Rilkes digt er det stemningsskabende sprog, og Klenaus musik lægger sig op ad de skiftende stemninger. Under og efter 1. verdenskrig blev digtet sat i musik flere gange, første gang af Casimir von Pászthory. Rilke brød sig egentlig ikke om, at der blev sat musik til, og han var især skeptisk over for genren melodrama, hvor den talte tekst ledsages af musik. Han mente selv, at når man læste digtet højt, var dets eget forløb egentlig musik nok („sein eigener Gang ist doch eigentlich Musik genug – “) (Brev fra Rilke til Marie Taxis 24.2.1915). Det er da også i særlig grad karakteristisk for Rilkes digtning, at den klanglige udformning af selve sproget nærmer sig en musikalsk oplevelse i sig selv. Men han gav alligevel Klenau lov til at sætte digtet i musik, da denne opsøgte ham i München, i Rilkes erindring i 1916 eller 1917. Rilke hørte aldrig Klenaus musik, og han var ikke nodekyndig, så klaverpartituret, som han ejede, gav ham intet indtryk af musikken.

Under og efter 1. verdenskrig blev digtet i høj grad læst som en forherligelse af heltedøden, men Rilke søgte at distancere sig fra den tolkning ved at understrege, at det var skrevet i 1899. Nærlæser man digtet, er der snarere tale om en æstetisering af døden. Rilkes kornet dør en smuk, men meningsløs og forgæves død, og han er snarere en halvt åndsfraværende drømmer end en forbilledlig soldat. Både moderen, kærligheden og døden forklares som symboler på den store sammenhæng bag ved alting, og på den måde er digtet snarere et udtryk for århundredskiftets symbolisme end for verdenskrigens heltedyrkelse.

De citerede breve til Universal Edition befinder sig i Wiener Stadt- und Landesbibliothek, og brevet til Marie Taxis er gengivet i Walter Simon (ed.), Die Weise von Liebe und Tod des Cornets Christoph Rilke. Textfassungen und Dokumente (Frankfurt am Main 1974, 3rd edn. 1980), s. 127.

Michael Fjeldsøe, 2007

Release date: 
august 2007
code: 
6.220532
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313153268
Track count: 
27

Credits

Indspillet i Carl Nielsen salen, Odense, 28.-31. august, 1.-2. og 4.-6. september 2006

Producer: Henrik Sleiborg
Redigering og mastering: Lars Christensen og Henrik Sleiborg
Assistent: Jens Langkilde

Grafisk design: Elevator,
Forlægger: Universal Edition

Dacapo ønsker at takke Augustinus Fonden for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen.

Denne SACD udgives i samarbejde med Danmarks Radio (DR)