Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Kammermusik

Knudåge Riisager

Kammermusik

Den Kgl. Danske Strygekvartet, Scandinavian Wind Quintet

Knudåge Riisager studied in Paris in the 1920s and became a pioneer of the Neo-Classicist style in Danish music. He was an outsider in that sense that he dared to formulate his generation's only weighty alternative to the dominant tradition after Carl Nielsen. The early chamber music works can be understood both as provocative miniatures of considerable originality and vitality, and as preliminary studies for later and greater achivements, first and foremost the ballets Qarrtsiluni, Slaraffenland and Månerenen.

Køb album
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
64 min.
Knudåge Riisager

Musikhistorien kan fremvise mange outsi-
dere. Komponister, der er så aparte, at de skal kanøfles. Og det bliver de så. Det eksemplariske danske tilfælde i nyere tid er Rued Langgaard (1893-1952). Men det sker også, at afvigeren sætter sig igennem i kraft af talent og personlighed, selvom han eller hun insisterer på at færdes uden for de afmærkede veje og stier.

Knudåge Riisager (1897-1974) var afviger i den forstand, at han som komponist og skribent vovede at formulere sin generations eneste vægtige alternativ til den dominerede tradition efter Carl Nielsen. Og alligevel fik han en indflydelse i dansk musikliv som få før ham og foreløbig ingen efter ham.

Riisager blev født i Port Kunda i Estland, hvor hans far var udstationeret som ingeniør, men allerede som 3-årig vendte han med familien tilbage til København – eller rettere: til Frederiksberg, en forskel man skal være Frederiksberg-borger for rigtig at forstå. Den dengang eksklusive, grønne forstad med de stærke kunstnertraditioner forblev livet igennem Riisagers trygge base og dynamiske omdrejningspunkt for hans i øvrigt kosmopolitisk orienterede livsudfoldelse.

Riisager studerede statskundskab, tog embedseksamen i 1921 og uddannede sig samtidig i komposition og violinspil. Helt frem til 1950 gjorde han karriere i centraladministrationen, fra 1939 som kontorchef i Finansministeriet.

De fleste komponister hengiver sig til en bekvem kunstnermytologi, der bl.a. foreskriver ironisk distance til bureaukratisk foretagsomhed. For Riisager var kunstnerisk og administrativt arbejde to sider af samme mønt. Han vedstod gerne, at han både kunne komponere og tænke, læse og skrive – ja sågar regne. Han færdedes med lige stor veloplagthed i alle kulturlivets rum, hvor ikke bare partiturproblemer, men også polemik, penge og politik stod på dagsordenen. Musikkens indre rum og ydre spillerum lod sig lige så lidt adskille som form og indhold i musikken selv.

Denne holdning, født og båret af en Voltaire’sk tolerance, hvis muntre respekt for fortiden manifesterede sig som kærlig omsorg for nutiden og fremtiden, gjorde Riisager til en organisatorisk nøglefigur i fem årtier. Som formand for eller medlem af alle vigtige kommissioner, råd, nævn og bestyrelser i perioden 1920-70 blev han hovedentreprenør for det decentraliserede og differentierede musikliv, vi i dagens Danmark betragter som en selvfølgelighed.

Riisager akkompagnerede sit organisatoriske pionerarbejde med en jævnt glidende strøm af avis- og tidsskriftartikler, kronikker, kommentarer og læserbreve. Denne hans parallelførte skribentvirksomhed udgør et enestående kildemateriale til belysning af de visioner og projekter, der lod sig realisere, men ikke mindst til indsigt i det kulturpolitiske repertoire af intriger, studehandler og dobbeltmoral, der også dengang kunne få projekter og visioner til at visne.

Til sin 60-års dag i 1957 udgav han selv et udvalg af sine artikler i bogform, Det usynlige Mønster. Bogens eget usynlige mønster viser sig undervejs at være Riisagers helt personlige musikalske poetik, hans kunstneriske credo, og det levner ingen plads for dagsaktuelle frontberetninger fra kulturkampens skyttegrave. Det usynlige Mønster er primært et kunstfilosofisk manifest.

For Riisager var først og fremmest komponist. De afgørende æstetiske impulser fik han 1921-23 i Paris, hvor han studerede hos Albert Roussel og Paul Le Flem, fik kontakt med Les Six og lærte både Ravel og Stravinsky at kende. Her udviklede han de idealer og færdigheder, der skulle gøre ham til Nordens betydeligste repræsentant for mellemkrigstidens fransk inspirerede neoklassicisme.

Med verdenssucces’er som Trompet-con-cer-tinoen (1939) og især balletterne Slaraffenland (1946), Etudes (1956) og Månerenen (1957) rendyrkede Riisager en artistisk naivisme, der i kraft af sin formstrenghed og virtuose instrumentationskunst blev et forfriskende alternativ både til den nordiske tundra-æstetik og til den tanketunge tyske modernisme.

Forfriskende, men ikke overfladisk. Riisager var ude i et påtrængende æstetisk-ideologisk anliggende. Hans valg af stilistisk orientering var både en apollinsk bekendelse til objektive (franske) idealer og en kritik af subjektiv (tysk) idealisme, hvis dionysiske excesser han anså for direkte farlige for individ og samfund. “Symfonien er jo et filosofisk anliggende, den er den subjektivt-individualistiske kunstopfattelses ideal”, skriver han advarende i 1940 i en artikel med den besværgende overskrift Symfonien er død – musikken leve! Kort før 2. verdenskrigs afslutning skærper han tonen i artiklen Særhed og egenart: “Særheden er et sygdomsfænomen i kunsten, et træk der medfører den stadig uddybede kløft mellem kunsten og menneskeheden, medens egenarten er et udtryk for kunstnerisk styrke, for et villende sind, der taler med kraft til den lyttende og modtagende omverden … Den sære musik har ingen fremtid. Samfundet ønsker den ikke, har ikke brug for den. Den tilhører et samfund, der selv var sært. Og kunst er ikke for særlinge, den er for levende mennesker”.

Det kunne være et ekko af Tom Kristensens motto til forfatterromanen Hærværk (1934): “Frygt sjælen, men dyrk den ikke, thi den ligner en last” – eller et præ-ekko for Thomas Manns civi-lisationskritik i komponistromanen Dr. Faustus (1947).

Riisager havde på det tidspunkt også helt personlige grunde til at foretrække gallerne for germanerne. Som prominent, aktiv modstandsmand i kampen mod den tyske besættelse måtte han i krigens sidste år gå under jorden. Og det var ikke tilfældigt, at Danmarks Frihedsråd bad netop ham om at skrive melodien til den danske frihedssang.

Riisagers søgen efter objektive udtryksformer vakte tidligt hans interesse for eskimoisk kultur. Det er ikke nær så mærkværdigt, som det umiddelbart kunne lyde. Fra Provence til Nuuk, fra Apollon til Qarrtsiluni var der for ham kun et hanefjed: “Når jeg i mange timer har færdedes på ski ganske alene gennem øde snemarker i fjeldene, kommer øjeblikke, hvor stilheden toner og bliver til ugribelig virkelighed … Der er i denne tonende stilhed noget, der ligner den musikalske oplevelse … Den selvstændige stilhed er en afsluttet helhed, uden forudgående eller efterfølgende lyd. Det er gribende. Det er dette, grønlænderne kalder Qarrtsiluni.”

Den tonende stilhed antager metafysisk karakter som forudsætning for enhver autentisk skaben. Her er den rationalistiske klassicist Knudåge Riisager meget tæt på det metafysiske kvante-spring, de fleste æstetikere fristes til, men afstår fra. Riisagers sene værker, først og fremmest de lige så enkle som medrivende korværker Canto dell’infinito (1964) og Stabat Mater (1966), rejser spørgsmålet, om han faktisk ikke tog springet.

Riisager var Dansk Komponist Forenings højt estimerede formand 1937-62 og sluttede sin karriere som ikke mindre estimeret rektor for Det kgl. danske Musikkonservatorium 1955-67. Han undgik ikke alderdommens bitterhed og melankoli over det ydre og indre forfald. Hans legendariske tolerance slap op, kunne ikke rum-me det ulmende studenteroprør, den rytmiske musiks fremmarch og den kunstneriske op-havs-rets vulgarisering. I sine stadig hyppigere mørke stunder kom han tæt på at mene, at det hele havde været forgæves.

100-året for hans fødsel er en velegnet anledning til at vurdere hans usædvanlige indsats som komponist og kulturarkitekt efter fortjeneste.

Værkerne

Riisagers tidlige kammermusikværker lader sig forstå både som egensindige miniaturer af betydelig originalitet og livskraft og som forstudier til senere og større bedrifter, først og fremmest balletterne Qarrtsiluni (1938-42), SlaraffenlandEtudes og Månerenen.

Divertimento, op. 9 for strygekvartet og blæserkvintet (1925) blev afsluttet i eftersommeren 1925 og uropført i Danmarks Radio – dengang Statsradiofonien – den 24. august 1927.

Allerede titlen – adspredelse, underholdning – markerer værkets forankring i den førroman-tiske klassik, Haydns og Mozarts biotop. De fire satser gennemspiller hver sin klassiske formskabelon: sonateform, 3-delt liedform og rondo-form, men den musikalske sprogføring er en helt anden. Fra den robuste åbningssats over nocturnens vittige flirt med filmmusikalske floskler (Riisager strøg senere betegnelsen “amoroso”), scherzoens komplekse danserytmer og til finalens løsslupne karusseltur demonstrerer Riisager hele sit rige repertoire af fantasi, åndfuldhed og virtuos beherskelse af ensemblets instrumenter.

Der er ikke bare tale om “ny vin på gamle flasker” – et udtryk, Riisager afskyede – men om et selvberoende kunstnerisk univers, hvis spæn-dingsfyldte liv udfolder sig på egne, rent musikalske betingelser. Nøgleordene er poly-tonalitet, polytematik og polytekstur – under ét: en mangelaget bevidsthed, der uden tvivl har ladet sig inspirere af samtidens kubistiske malere.

Sonate, op. 15 for fløjte, violin, klarinet og cello (1927) blev uropført knap to år efter sin tilblivelse ved en koncert i den tyske ISCM-sektion i Berlin 23. februar 1929.

Det er bemærkelsesværdigt, for ikke at sige forbløffende, at Riisagers tonesprog er fuldt udviklet fra første færd. Nogen afgørende stilæn-dring i hans senere værker lader sig ikke registrere. Han forblev tro mod sin ungdoms idealer til det sidste.

Men naturligvis er der tale om en fortsat fordybelse og raffinering af form og udtryk. Sonaten, op. 15, er i så henseende eksemplarisk. Værket lader sig således opleve både som tre selvstændige satser i klassisk forstand (1. sats: sonateform, 2. sats: sammensat liedform, 3. sats: rondoform) og som én lang sats (eksposition, kontrasterende intermezzo, reprise).

Musik for blæserkvintet, op. 16 (1927blev skrevet i sommeren 1927 og uropført i foreningen Ny Musik i København 4. januar 1928.

Der er tale om et énsatset forløb, en række fabulerende variationer over et melodisk motto præsenteret af hornet. Det er nærliggende og oplysende at sammenligne med variationssatsen fra Carl Nielsens berømte blæserkvintet, skrevet fem år tidligere. I begge tilfælde drejer det sig om variationer over eget tema. Men hvor Nielsen, selv i sine mest fritvoksende associationer, stadig refererer til det melodiske kernestof og dets enkle harmoniske progression, dér bevæger Riisager sig langt ind i en verden af ren klangfarve og emanciperet dissonans.

På en egen paradoksal måde ligger Nielsens sats således nærmere den romantiske tradition for psykologiserende karaktervariationer, mens den 30 år yngre Riisager søger tilbage til barokkens og klassikkens figuralteknik for at kunne formidle et nutidigt, splittet og derfor ironisk legende univers.

Det er værd at erindre, at mellem de to værker ligger Arnold Schönbergs og Igor Stravinskys skelsættende koncertbesøg i København i henholdsvis 1923 og 1924.

Variationer, op. 4 for klarinet, bratsch og fagot (1923) er skrevet i Paris og blev uropført ved en koncert i Det Unge Tonekunstnerselskab, København, 15. december 1927.

De otte korte satser eksponerer hver sit aftryk af en fælles melodisk-harmonisk matrice. Der er ikke tale om tema med variationer i traditionel forstand, men snarere om metamorfoser, fluktuerende forvandlingsbilleder – som filmoptagelser af en planteformation på havbunden, set gennem døgnets vekslende lysbryd-ninger i vandets bevægelser.

Serenade, op. 26b for fløjte, violin og cello (1936) er tilegnet trioen Holger Gilbert Jespersen, Erling Bloch og Torben Anton Svendsen, der urop-førte serenaden i Warszawa 16. april 1936.

Også her rendyrker Riisager sin forkærlighed for den klassiske formsymmetri. Alle tre satser udfolder sig indenfor den prøvede og veltjente repriseform: A-B-A. Men som det så ofte sker – også for andre både før og efter Riisager – frisætter den bundne form et væld af andre energier: i de to raske ydersatser en sprudlende leg med motiv- og klangkombi-na-tioner, i den rolige midtersats et lyrisk, usenti-mentalt tonefald, der bringer Carl Nielsen i erindring, men samtidig viser Riisager som et ganske anderledes gemyt.

Sven Erik Werner, 1997

Release date: 
oktober 1997
Cat. No.: 
8.224081
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099978125
Track count: 
20

Credits

Recorded at Focus Recording, Copenhagen, on 23 February and 10, 17 and 25 March 1997

Recording producer: Sven Erik Werner
Sound engineer: Hans Nielsen

Cover picture: "The Butterfly" watercolour by Robert Storm Petersen (1910), © Storm P.-Museet