Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Strygekvartetter

C.F.E. Horneman
Asger Hamerik

Strygekvartetter

Arild Kvartetten

De to danske komponister C.F.E. Horneman (1840-1906) og Asger Hamerik (1843-1923) var fætre og havde desuden det til fælles, at deres musik aldrig blev rigtig værdsat herhjemme i deres egen levetid. Begge studerede som unge i udlandet, hvorefter Hamerik udfoldede en strålende karriere i bl.a. Frankrig og USA, mens Horneman, som vendte hjem, til gengæld ragede uklar med alt og alle i det københavnske musikliv på grund af sin kontroversielle personlighed. Nu kaster Arild Kvartetten fornyet lys på de to komponistfætres glemte strygekvartetter med denne debut-CD på for Dacapo Records.

Køb album Stream

CD

  • 139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 44.1kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
"Skøn guldaldermusik til de lyse nætter."
Peter Dürrefeld, Kristeligt Dagblad
"An interesting disc", "The booklet essay on Horneman and Hamerik is a model for the industry."
Brian Reinhart, MusicWeb International
Total runtime: 
53 min.
C.F.E. Horneman & Asger Hamerik: Strygekvartetter af Inger Sørensen
 

C.F.E. Horneman (1840-1906) og Asger Hamerik (1843-1923) var fætre. Hornemans mor, Agnes Horneman, født Scheuermann, var søster til Hameriks mor, Julie Hamme-rich, og de to søstre var i øvrigt kusiner til J.P.E. Hartmanns kone Emma Hartmann, der også var komponist og mor til komponisten Emil Hartmann. Så tætte var de familie-mæssige forbindelser i datidens københavnske musikmiljø, og alle var de af den zinnske slægt, der har betydet så meget for dansk musikliv. Både Horneman og Hamerik voksede op i musikalske hjem, der altså havde tæt forbindelse. Derfor gjorde Horneman sine første musikdramatiske forsøg i tæt samarbejde med fætteren Asger, der skrev librettoen til hans første opera Jernnøglen\, der handlede om røvere. Så vidt Horneman selv erindrede, var han dengang 12 à 13 år og fætteren følgelig 9 à 10 år! Den lille opera blev en stor succes, da den blev opført ved Asgers fars, teologiprofessoren Frederik Hammerichs fødselsdag. Nogle år senere skiltes Hornemans og Hameriks veje, og deres livsforløb blev meget forskellige.

C.F.E. Horneman

I 1850'erne havde C.F.E. Hornemans far, komponisten og musikhandleren Emil Horneman, tjent en del penge, dels som musikforlægger, dels gennem ejendomsinvesteringer sammen med sin anden kone. Derfor havde han råd til at opfylde sønnens brændende ønske om at få lov til at studere ved det berømte konservatorium i Leipizg, der var grundlagt i 1843 af Felix Mendelssohn Bartholdy, og hvor Niels W. Gade havde været lærer fra 1844 til 1848. Her fik han en række kendte navne i datidens tyske musikliv som lærere, såsom Gewandhaus-orkestrets koncertmester, Ferdinand David, musikteoretikeren Moritz Hauptmann og pianisten Ignaz Moscheles.

Det var under studietiden i Leipzig, at Horneman komponerede sin strygekvartet i g-mol. Den blev indleveret som eksamensopgave til den afsluttende eksamen i 1860, og ifølge Hornemans egne oplysninger blev den opført ved en af de almindelige aftenunderholdninger på konservatoriet, men det er der intet overleveret om i de officielle annaler.

Desværre måtte Horneman efter to års studier i 1860 vende tilbage til København, fordi hans far var på fallittens rand, så allerede fra 20-års alderen måtte Horneman kæmpe en hård kamp for dagen og vejen primært gennem at undervise. Men for at bidrage til familiens understøttelse oprettede han også et nyt musikforlag med faderen som bestyrer. Hertil skrev han en lang række klaverarrangementer under fremmedklingende pseudonymer som Pierre Lenoir og Victor Willy for at vise forlagets "-internationale" tilsnit.

Året efter sin hjemkomst komponerede Horneman også sin anden strygekvartet i Ddur, der allerede viser tydelige tegn på, at han ønskede at gå sine egne veje.

I 1867 fik han tildelt Det Anckerske Legat med det formål at stifte bekendtskab med dramatisk musik rundt om i Europa. Den nøjagtige rejserute kendes ikke, men ifølge Hornemans egne oplysninger var det i München, at han komponerede sin Ouverture héroïque, og det var også her, han opholdt sig, da hans Aladdin-ouverture, som han havde påbegyndt i 1864, blev opført ved en Gewandhaus-koncert i Leipzig under ledelse af Carl Reinecke.

Livet igennem var Horneman fuld af ideer og initiativer, men desværre var det kun de færreste, der levede ret længe. Således stiftede han i 1865 sammen med bl.a. Edvard Grieg, som han kendte fra Leipzig, musikforeningen "Euterpe" som et alternativ til Musikforeningen, fordi de mente, at de unge nordiske komponister skulle have deres egen platform. Selv om der var stor interesse for foreningen, måtte man dog dreje nøglen om to år senere af økonomiske årsager, men allerede i efteråret 1868 var Horneman parat med et nyt koncept: Lørdagssoiréer i det folkekære Casino. Her var det idéen at give et bredere publikum mulighed for at høre god musik for en billig penge, men desværre var indtægterne også denne gang væsentlig mindre end udgifterne, så også dette koncertprojekt gik snart sin død i møde.

Endelig var Horneman i 1873 medstifter af Koncertforeningen, hvor han skulle være dirigent alternerende med Otto Malling. Horneman var ikke den store dirigentbegavelse, så selv om Koncertforeningen viste sig at være mere levedygtig end de to andre koncertforetagender, så blev hans deltagelse kortvarig, da han allerede i 1876 meldte sig ud efter uoverensstemmelser med sin meddirigent.

Først i 1875 synes Horneman at have fundet sin egen niche, da han oprettede et kursus i nodelæsning, en disciplin han anså for at være et meget vigtigt led i musikalsk dannelse. Her fik han så megen succes, at han i 1879 udvidede undervisningstilbuddet til også at omfatte andre fag, så at hans musikinstitut blev et regulært alternativ til Københavns Musikkonservatorium, der lededes af Niels W. Gade, J.P.E. Hartmann og H.S. Paulli.

Horneman gik med liv og sjæl op i sin musikpædagogiske gerning, men den optog så meget af hans tid, at han næsten ikke fik mulighed for at komponere, selv om han betragtede det som sit egentlige kald. Det er derfor symptomatisk, at han arbejdede i hen ved tyve år på sit hovedværk, operaen Aladdin, som han så efter en skandaløs uropførelse i 1888 i anledning af Christian IX's 25-års regeringsjubilæum omarbejdede gennem-gribende, inden den fjorten år senere blev genoptaget og fik sin fortjente succes.

Hornemans samlede produktion er derfor beklagelsesværdig lille. Selv om han har komponeret en del sange, ligger hovedvægten på scenemusik af forskellig art, bl.a. fordi hans datter blev skuespillerinde ved Dagmarteatret, og hans senere svigersøn, P.A. Rosen-berg, var sceneinstruktør. Desuden har han komponeret flere lejligheds-kantater, og derved er han kommet til at dele skæbne med J.P.E. Hartmann: at en del af deres kompositioner - uanset musikkens kvaliteter - ikke mere kan opføres, fordi de er knyttet til forældede tekster.

Horneman var en kontroversiel personlighed i det københavnske musikliv. Især i sine senere år følte han sig forfulgt af alt og alle i en grad, der antog sygelig karakter. Som Det Kongelige Teaters chef, Einar Christiansen, udtalte: "Han besad en medfødt Lethed til at lægge sig ud med Mennesker, selv med dem, der vilde ham det bedst, saa at han stundom geraadede i den komiske Kasus ikke at kunne huske, hvem der var hans Uven og hvem ikke". Det kostede ham også hans mangeårige nære venskab med Grieg, fordi han følte sig underlegen og set ned på, hvad der ikke var tilfældet. Tværtimod. Grieg gav ofte udtryk for, at Horneman var en stor inspirationskilde for ham. Horneman var en rigt begavet komponist, men han fik aldrig mulighed for at udfolde sine evner, som de fortjente.

Asger Hamerik

Da Horneman var rejst til Leipzig i 1857, troede Asger Hamerik endnu, at han skulle gå i sin fars fodspor og studere teologi, men i 1859 begyndte han i stedet at studere musikteori hos Gottfred Matthison-Hansen, der på det tidspunkt var organist ved Frederiks Tyske Kirke på Christianshavn, den nuværende Christians Kirke. Det var samme år, at han skrev sin Quartetto i a-mol (endnu under sit oprindelige navn Hammerich), en ejendommelig sats, der veksler mellem et stærkt rytmisk motiv og mere lyriske passager. Om det var tænkt som en enkeltstående sats, eller Hamerik havde tænkt sig flere satser er uvist. Året efter arrangerede han sin fætters g-mol strygekvartet for firhændigt klaver, men komponerede også en symfoni, der dog er gået tabt.

Hamerik fik også sin slægtning J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade som læremestre i komposition, og det var dem, der opfordrede ham til i lighed med fætteren at studere i udlandet. I første omgang rejste han til London og derfra videre til Berlin, hvor han studerede klaver og direktion hos den berømte pianist og dirigent Hans von Bülow, men måske befandt han sig ikke særlig godt der, for mellem de mange kompositioner fra de år, er der også en med titlen "Hjemvé", komponeret og dateret 1862. I Berlin lærte Hamerik Bülows svigerfar Franz Liszt at kende og gennem hans kone Cosima også -Richard Wagner, med hvem hun i de år indledte et forhold, og som hun senere giftede sig med. Wagner interesserede sig for den unge danske komponist og ønskede, at Hamerik skulle besøge ham i München, men da krigen mellem Danmark og Preussen brød ud i 1864, forlod Hamerik Tyskland og rejste videre til Paris, hvor han kom ind i kredsen omkring Hector Berlioz. Denne kom til at betragte ham som en erstatning for den søn, der var død kort forinden, og han interesserede sig levende for ham. Under pariseropholdet komponerede Hamerik flittigt og gennemførte med støtte af Berlioz en koncert med egne værker i Salle Pleyel i 1865, deriblandt uddrag af operaen Tovelille. To år senere fik han stor succes med sin Fredshymne under Verdensudstillingen i Paris. Et gigantisk værk for soli, kor og harmoniorkester, 12 harpenister, orgler og kirkeklokker samt et kor på 700 sangere!

Ved Berlioz' død i 1869 forlod Hamerik Paris og rejste rundt i Europa. Under et ophold i Italien, hvor han havde fået opført sin opera La Vendetta i Milano, blev han kontaktet af den amerikanske konsul, der tilbød ham at blive direktør for det store Peabody Institute i Baltimore, der var blevet grundlagt i 1857 som USA's andet musikkonservatorium. Til konservatoriet var der også tilknyttet et symfoniorkester på 80 mand og et kor med 150 medlemmer, og i bygningen fandtes en koncertsal med plads til 1500 tilhørere.

Beslutningen om at bryde op og slå sig ned i USA var svær at træffe, men det viste sig at være det rigtige valg, for Hamerik kom til at bestride posten i 27 år, hvor han både underviste i musikteori og dirigerede en række symfonikoncerter hvert år. Han gjorde en stor indsats for skandinavisk musik ved at opføre musik af sine nordiske samtidige, men også ved over en periode på fem år selv at komponere en række Nordiske Suiter. Desuden ansatte han flere skandinaviske lærere ved konservatoriet, der indtil da havde været domineret af tyskere.

Men Hamerik glemte ikke Danmark, og selv om hans musik ikke blev opført i Danmark, var han dog heller ikke helt glemt i sit fødeland. I april 1890 følte Niels W. Gade sig i længere tid dårlig og rådslog derfor med Musikforeningens formand, J.P.E. Hartmann, om de skulle rette henvendelse til Hamerik, om han kunne tænke sig at "begynde en ny Stilling - og i mindre Dimensioner; - Fragen ist frei!", som Gade skrev til Hameriks bror, musikhistorikeren Angul Hammerich, det ville altså sige, om Asger Hamerik kunne tænke sig at komme hjem og blive Gades efterfølger som foreningens dirigent. Gade og Hartmann var enige om, at det var et forsøg værd. Om sommeren var Hamerik hjemme i Danmark, da han skulle videre til St. Petersborg, og benyttede lejligheden til at besøge Gade i Fredensborg. Hvad der præcist blev aftalt mellem de to mænd står hen i det uvisse, men efter Gades pludselige død i december 1890 var situationen uafklaret. Hartmann skrev til Angul Hammerich, at det sidste han havde hørt fra Gade om sagen var: "Asger kommer vi nok til at opgive, da han er bunden derovre og ikke kan komme løs", og som den jurist han var, påpegede han også, at Gade slet ikke havde haft bemyndigelse til alene at indgå bindende aftaler om, hvem der eventuelt skulle være hans efterfølger, det var et anliggende for Musikforeningens administration og repræsentantskab, og dem havde Gade ikke kontaktet.

Hvad der nu end var aftalt eller ikke aftalt, så rejste Hamerik tilbage til Baltimore, hvor man i 1895 fejrede 100-året for Peabody Institute's grundlæggers fødsel med en -opførelse af Hameriks Requiem, opus 34, komponeret 1886-1887. In 1898 besluttede man at nedlægge symfonikoncerterne, hvad der fik Asger Hamerik til at forlade Baltimore. Sammen med sin kone, komponisten og pianisten Margaret Williams, rejste han der-efter i nogle år rundt i Europa, hvor han opførte egne værker i de europæiske musik-metropoler Wien, Berlin, Dresden, Leipzig, Paris og Milano, inden han i 1900 definitivt slog sig ned i Køben-havn. I de sidste 23 år af sit liv komponerede han kun lidt. Ved sin hjemkomst havde han komponeret musik for Nationalmuseets lurer, der interesserede hans bror Angul Hammerich meget, men ellers blev det kun til Folkevise med Variationer, opus 41, der blev opført i København i 1913, og omarbejdelsen af den store Kor-Symfoni , som var blevet opført i Baltimore i foråret 1898, umiddelbart inden han havde forladt byen.

Udover slægtskabet havde C.F.E. Horneman og Asger Hamerik det til fælles, at deres musik aldrig blev værdsat efter fortjeneste i deres hjemland i deres egen levetid. Horne-mans, fordi hans produktion var meget lille og på grund af hans egen vanskelige karakter, Hameriks, fordi hans hovedvirke kom til at ligge i udlandet, og han i sin ungdom var under indflydelse af Berlioz og Wagner, hvad der ikke faldt i god jord i København. Horne-man fik godt nok oprejsning i de allersidste år af sit liv med genopførelsen af Aladdin og den store Kantate til Universitetets Mindefest for Christian IX, mens Hameriks Requiem blev modtaget med begejstring ved opførelser i København i 1908, men senere i århundredet blev deres musik betragtet som gammeldags. Først med den fornyede interesse for senromantikken er Hornemans og Hameriks musik atter kommer frem i lyset.

Inger Sørensen er forskningsbibliotekar ved Danmarks Pædagogiske Bibliotek og har skrevet bøgerne: "Horneman - en kunstnerslægt" (2011) og "Et venskab. C.F.E. Hornemans korrespondance med Edvard Grieg" (2011).

"\

Release date: 
marts 2013
Cat. No.: 
8.226097
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943609729
Track count: 
9

Credits

Indspillet på Takkelloftet, Operaen, København, 6.-9. juni 2011
Producer: Aksel Trige
Teknik: Christian Skriver
Redigering og mastering: Aksel Trige

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Dacapo Records takker Augustinus Fonden, Weyse Fonden, Oticon Fonden, Solistforeningen af 1921 og Dansk Musikerforbund for økonomisk støtte til produktionen

randomness