Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Livlægens besøg

DVD (NTSC) (free shipping)

  • DVD (NTSC)
    DVD/Blu-ray standard
    135,60 kr.
Bo Holten

Livlægens besøg

Johan Reuter, Lars Waage, Djina Mai-Mai, Gitta-Maria Sjøberg, Elisabeth Jansson, Mogens Gert Hansen, Gert Henning-Jensen, Bengt-Ola Morgny, Sten Byriel, Det Kongelige Operakor

Bo Holtens opera Livlægens besøg blev en stor succes hos både publikum og anmeldere ved premieren i 2009. Det er en tragisk kærlighedshistorie fra en af de mest dramatiske perioder i Danmarkshistorien, hvor nye idéer nær havde væltet hele samfundsordenen om. Tiden er 1770’erne, og den unge og idealistiske læge Struensee drømmer om at skabe en ny og bedre verden. Han får chancen for at gøre sine tanker til virkelighed, da han nærmest ved et tilfælde bliver den sindssyge kong Christian den 7.’s livlæge. Snart er han også den unge dronning Caroline Mathildes elsker. Det ender i en katastrofe for alle involverede – men den gamle orden får lov at bestå. Livlægens besøg bygger på bestseller-romanen af Per Olov Enquist. Opførelsen er optaget på Operaen i København og dirigeres af komponisten.

"Smukkere kærlighedshistorie skal man lede længe efter"
Sofia Nyblom, Klassisk
"Man kan kun glæde sig over DVD'ens udsøgte kvalitet."
Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende
"A compelling and emotionally gripping opera in the finest tradition of the genre."
, Records International
"The performances are admirable, without exception." DISC OF THE MONTH September 2010
Christopher Ballantine, Opera Magazine
"The cast is superb...The Royal Physician would make a welcome addition to the world's great opera houses."
Arlo McKinnon, Opera News
"For 164 minutes my eyes and ears were practically glued to the screen! Holten’s music is quite conservative, neoromantic, with just a bit of dissonance thrown in for variety. The performance and production are beyond reproach"
Charles H. Parsons, American Record Guide
"Holten has produced a serious, thought-provoking drama and as such it is not to be underestimated."
David Fanning, Gramophone
"The performance and production are beyond reproach. Camera work keeps the singers in almost constant close-ups, and their acting is compelling. So is their singing."
Parsons, American Record Guide
Handlingen

af Eva Sommestad Holten

Hvem kunne ane, at en tysk livlæge skulle komme på besøg i magtens tomrum?

  1. akt

Kong Frederik 5 ligger bange og beruset for døden. Han kalder på sin søn Christian og når lige at velsigne ham, før han falder død om.

Hoffet hylder den nye kong Christian 7. Men hans uligevægt er åbenlys for alle, og embedsmanden Guldberg foreslår, at Christians lærer Reverdil udskiftes med en læge. Grev Rantzau anbefaler sin ven fra Altona: Johann Friedrich Struensee.

Rantzau finder Struensee på arbejde blandt de fattige. Han lokker sin modvillige ven med, at han som en gal konges livlæge vil kunne få magt til at helbrede selve Danmark.

Den 17-årige Christian skal giftes med den 15-årige Caroline Mathilde. Ceremonien finder sted i Roskilde. Christian assisteres af Guldberg, som er i selskab med Christians stedmor, Enkedronningen. Udstillet på en scene møder de to forskræmte teenagere for første gang hinanden. Om aftenen efterlader hofdamen fru von Plessen Caroline Mathilde bange og helt alene i det kolde, ukendte slot.

Struensee indtager sin rolle som Christians hjælper og beskytter. Enkedronningen anklager Struensee for hans oplysnings-idéer og for at tilrane sig politisk magt. Hun forudsiger Guds hævn og skarpt forhør.

Caroline Mathilde er frustreret over Christians fravær. Men ved hoffet trækker hun alles blikke til sig og vækker alles liderlighed – også Guldbergs. I dansen møder hun Struensee i en første tøvende flirt.

Da Christian ikke tør komme til Caroline Mathildes seng, iscenesætter maître de plaisir Enevold Brandt og hans hjælper en erotisk oplæring af Christian ved Støvlet-Katrine. Men hun smider dem begge ud og træder ind i Christians fantasiverden som Universets herskerinde.

Caroline Mathilde fanger Struensee i en passage og spørger udfordrende efter de ridelektioner, som han har lovet hende.

Christian afskediger rigsrådet. Han beder Struensee om altid at være ved hans side og om at tage sig af Caroline Mathilde. Struensee ser historiens sprække åbne sig. Men tør han gå ind?

Hans ven Rantzau konstaterer, at Johann Friedrich Struensee, en tysk læge, nu har al magt i Danmark. Men Rantzau er ophidset over Struensees politiske naivitet og hans idé om at ville vise Christian virkeligheden. Struensee fastholder, at han vil lade Christian, inkognito, se en fattig dreng blive straffet på en træhest. Da Christian overværer afstraffelsen, bryder han sammen, og folket vender sig i lynchstemning mod de fremmede.

  1. akt

På Ascheberg ved Altona er der letsind, frihed og fløjtespil. Struensee læser Holberg for Caroline Mathilde: “Vi har mest lyst til det forbudne”. Snart glider de sammen over grænsen til det mest forbudne.

Skandalen eksploderer. Caroline Mathilde er gravid med Struensee! I Kongens Have leger pøbelen “dronningen og Struensee” bag buskene, mens det pæne borgerskab forfærdes. Enkedronningen og Guldberg er enige om, at syndens smitte nu skal brændes bort. Støvlet-Katrine pågribes og fjernes, og sigtekornet indstilles derefter på Caroline Mathilde, skøgen på Danmarks trone.

På Hirschholm Slot lever Struensee, Caroline Mathilde og deres barn det enkle liv. Brandt skal passe den syge Christian, men får nok og bider ham i fingeren, hvilket senere skal vise sig at blive skæbnesvangert. Struensees usikkerhed vokser, mens Caroline Mathilde overtager initiativet.

I København opdager Rantzau, at oprøret ulmer, og at det er støttet af Guldberg. Han iler med at fortælle, at Holmens matroser er på march mod Hirschholm. Det er tid at vælge side, og Rantzau går, mens Brandt bliver. Struensee overvejer flugt, men Caroline Mathilde er ikke bange. Hun møder matroserne og vinder deres sympati med en afvæbnende tale.

Tilbage i København fejres Christians fødselsdag på Hofteatret, hvor Enkedronningen giver startskuddet til en ny magtovertagelse. Christian underskriver arrest-ordrerne, og herefter kan Struensee og Caroline Mathilde pågribes.

I byen udløser begivenhederne pøbel-optøjer og ildspåsættelser. Lyset kan ses helt fra Kronborg, hvor Caroline Mathilde fortvivler i fangenskab. I lænker på Kastellet frygter Struensee at komme under skarpt forhør. Guldberg triumferer som sejrherre: Gud vælger de små og ringeagtede – Gud vælger Christian og ham, Guldberg!

Caroline Mathilde dømmes til udvisning og fratages sit barn. Struensee dømmes for at have stemplet mod majestæten, og Brandt for at have forgrebet sig på kongens person. Brandt henrettes. Struensee ser ud over det hav af mennesker, for hvis skyld han engang trængte igennem historiens sprække. Øksen falder. Livlægens besøg er slut. Men hvad med syndens smitte?

 

 

Om musikken i Livlægens besøg

af Bo Holten

Tidligere tiders komponister brugte i reglen mange forskellige stilpræg i deres musik. Eksempelvis bruger Bach ofte en renæssance-agtig “stile antico” side om side med en moderne “galant” stil, der straks efter afløses af nymodens italiensk eller fransk inspireret musik. Vi har bare hørt musikken så ofte, og den er kommet på så stor tidsafstand, at vi ikke længere hører de voldsomme stilbrud. Det samme gælder i øvrigt i lige så høj grad hos Mozart og faktisk hos de fleste andre.

På samme måde har jeg i Livlægens besøg betjent mig af den musik-type, som i hvert enkelt tilfælde tjener det dramatiske og det emotionelle på den mest slagkraftige måde. At kunne fortælle historien i musik på den for mig mest medrivende og overbevisende måde har været mit primære mål. I første akt er der nogle musikere på scenen, der spiller en lille fjoget march, som akkompagnerer Christian 7s første møde med sin kommende dronning. Den ubehjælpsomme tekst, som Guldberg har skrevet til lejligheden, kræver netop en sådan type musik. Når hoffet danser i 1.akt er det naturligvis til en menuet af 1700-tals type, men når hoffet danser i 2.akt, hvor vi er et helt andet og meget mere dystert sted i det dramatiske forløb, ja så danses der til en melankolsk c-mol vals, der kunne have været fra 1890. Alle er dog stadig i rokoko-kostumer – men bestemt ikke indvendigt.

Tydelighed har altså været min ledetråd i det musikalske arbejde med Livlægens besøg. Musikken er ret enkel og klar i udtrykket, men ikke unuanceret, håber jeg. Jeg har gjort mig umage med tekst-deklamationen, så det skulle være muligt at forstå det, der bliver sunget. Jeg har ofte placeret de vigtigste tekst-detaljer i sangernes midterregister og ofte også i almindelig talerytme, for forståelighedens skyld.

Når jeg nu har været så heldig i denne forestilling at have en instruktør som er dybt trofast over for hvad værket vil sige, og som også har en meget fantasifuld tilgang til stoffet, så er det dejligt at kunne konstatere at musik, libretto og instruktion går hånd i hånd i realiseringen af et dramatisk forløb på den mest tydelige og nuancerede måde.

 

Manden, der ikke ville være konge

af Ulrik Langen

I eftertiden er Christian 7. mest kendt som en pudsig bifigur i forhold til de store begivenheder i anden halvdel af 1700-tallet: livlægen Struensees magtovertagelse og affære med dronning Caroline Mathilde, stavnsbåndets ophævelse, Slaget på Reden, Københavns bombardement og så videre. Allerede fra sine ungdomsår begyndte Christian 7. at vise tegn på en psykisk lidelse, der snart gjorde ham uegnet til at regere. I det meste af hans regeringsperiode var det derfor andre personer, der varetog styringen af landet. Historikere har siden sat mærkatet ‘sindssyg’ på ham og i flæng nævnt hans udskejelser og besynderlige indfald som en sigende – og ikke mindst underholdende – understregning af hans uduelighed. Men er der virkelig ikke andet at sige om Christian 7.?

Da den knap 17-årige Christian 7. besteg tronen i 1766 tegnede alt lyst. I årene forinden havde danske og udenlandske iagttagere gang på gang set beviser på drengens klare intelligens og belevne optræden. Højdepunktet havde været hans konfirmation i 1765. I Christiansborgs funklende slotskirke havde den unge kronprins brilleret med sine besvarelser på præsternes teologiske spørgsmål foran et publikum bestående af landets fornemste familier og udenlandske diplomater. Mange beretninger fortalte, at publikum havde været rørt til tårer. Nu var den begavede og charmerende dreng blevet konge, og alt tegnede fint for fremtiden.

Men bag den blændende facade gemte sig en opvækst med svigt, kulde og mishandling. Christians mor døde, da han var to år. Faren, den alkoholiserede Frederik 5., giftede sig hurtigt igen. Men den nye dronning, Juliane Marie, kunne ikke elske sin stedsøn. I stedet kastede hun al sin kærlighed på den søn, hun selv fødte nogle år senere. Arveprins Frederik, som han hed, blev hendes ét og alt.

Christians opdragelse stod den brutale hofmester Ditlev Reventlow for, og han holdt sig ikke tilbage med slag og ydmygelser i sin omgang med drengen. Christian frygtede hofmesteren og gjorde alt, hvad han kunne for at behage den utilregnelige Reventlow. Selvom det var almindelig kendt, at Reventlow på ingen måde egnede sig til at have med børn at gøre – og slet ikke en kronprins – vendte alle det blinde øje til. Christian fandt trøst i fysiske udfoldelser som ridning, fægtning og dans. Billard og kortspil blev hans foretrukne adspredelser. Hans eneste fortrolige var hans schweiziske lærer, Reverdil, og den gruppe af tjenere og pager, der omgav ham.

Så snart han besteg tronen, begyndte man at trække i ham fra alle sider. Forskellige fraktioner ved hoffet forsøgte at bruge ham til at fremme deres positioner. Stridighederne ved hoffet blev ikke mindre, da han blev gift med den kun 15-årige engelske prinsesse, Caroline Mathilde. De to unge ægtefolk kunne ikke rigtig finde melodien og omgivelserne udnyttede kynisk den problematiske situation til at intrigere og skaffe sig indflydelse.

Som en reaktion på problemerne begyndte Christian at ture rundt i København med nogle af sine yndlinge. Her mødte han Anne Katrine Benthagen, der gik under navnet Støvlet-Katrine. Hun havde i et par år levet som luksusprostitueret og var kendt for sin skønhed og vilde opførsel. Christian var stærkt tiltrukket af hende, og snart indledte kongen og Katrine til stor forargelse for både hoffet og byen et forhold med sadomasochistiske undertoner. Christian, Katrine og kongens venner drog hærgende rundt i Københavns gader, smadrede værtshuse og bordeller og sloges med vægterne. Men magtfulde personer ved hoffet satte en stopper for kongens forhold til Katrine. Grædende blev Christian tvunget til at skrive under på Katrines forvisningsordre. Kort efter Katrines bortvisning fødte dronningen en søn, kronprins Frederik.

Som et plaster på såret efter Katrines bortvisning drog Christian i 1768 ud på en længere udlandsrejse, der bl.a. førte ham til England og Frankrig. Alle vegne blev Christian mødt af begejstrede tilskuere og fornemme værter, der talte om den danske konge med stor beundring efter at have mødt ham.

Kontrasten mellem den hærgende fløs i de københavnske gader og den belevne majestæt på rejse var slående. Men under den glimrende optræden følte Christian sig ensom og frustreret. Han havde slet ikke lyst til at være konge. Samtidig begyndte han at forestille sig, at verdens virkelige udseende blev skjult for ham af hoffets magtfulde mænd. I sine ensomme stunder på rejsen betroede han sig til rejselægen, J.F. Struensee, der opmærksomt lyttede til den unge konges fortællinger. Kongen og lægen blev fortrolige.

Efter kongens hjemkomst til Danmark fik Struensee støt og roligt mere og mere indflydelse på Christian. Også dronning Caroline Mathilde begyndte at konsultere den nye læge. Konsultationerne førte til et kærlighedsforhold mellem den borgerlige læge og dronningen. Struensees magt var efterhånden blevet til et egentligt politisk regimente. Gennem et utal af dekreter med kongens underskrift forsøgte Struensee at reformere landet. Samtidig opgav Christian reelt at være hersker. Han stillede stadig op til alle sine officielle forpligtelser, men når det kom til stykket, ville han hellere løbe rundt med sine pager og sin grand danois-hund, Gourmand, og smadre møbler i de kongelige gemakker eller ro en tur på søen ved Hirschholm slot.

Forbindelsen mellem lægen og dronningen og de gennemgribende reformer blev for meget. Befolkningen i København var på oprørets rand, og mange af de tidligere indflydelsesrige personer, der var sat ud af spillet af Struensee, drømte om hævn. En kreds omkring Christians stedmor, enkedronning Juliane Marie, og hans halvbror, arveprins Frederik, tog nu magten i landet ved et kup. Struensee blev henrettet, og Caroline Mathilde blev landsforvist.

Christian blev snart en regulær fange under enkedronningen og arveprinsens styre. Opsynet med Christian blev givet til den sleske Engel Schack, der rammende blev kaldt Pomade-Schack. Hans opgave var at mandsopdække Christian og sørge for at fravriste kongen de underskrifter, som enkedronningen og arveprinsen skulle bruge for at styre landet. For selvom Christian reelt ikke regerede, var hans underskrift på alle væsentlige dokumenter stadig nødvendig. Illusionen om den enevældige konge af Guds nåde blev opretholdt, selvom han i virkeligheden havde mistet sine kræfter og ikke havde nogen som helst indflydelse.

I de næste 36 år levede Christian en skyggetilværelse. Da kronprins Frederik var 16 år, overtog han i 1784 magten ved et kup og regerede derefter i farens navn. At sønnen nu havde overtaget roret, betød ikke meget for Christian. Der gik historier om, at kronprinsen ofte behandlede sin far hårdhændet og lo hjerteløst af den forvirrede konge. Fra at være sin stedmors fange blev Christian nu sin søns pauseklovn. På grund af Englands bombardement af København i 1807 måtte Christian forlade sin by og leve i eksil i Rendsborg. Her døde han året efter af et slagtilfælde.

Hvad var der galt med Christian? Nogle mener, at han led af skizofreni i en eller anden form. Det kan heller ikke udelukkes, at lidelser som ADHD (DAMP) og Tourettes syndrom kan have været inde i billedet. Måske var han arveligt disponeret for sin sygdom. Men der kan næppe herske tvivl om, at hans opvækst og de omgivelser, han var tvunget til at leve i, havde betydning for hans tilstand. Han kunne ikke slippe fri af den rolle, han var født ind i, og af det hof han skulle leve med. Samtidig kom han på tronen i en meget ung alder, og han havde svært ved at navigere blandt de mange magtsyge og intrigante personer, der omgav ham.

Christian fik aldrig nogen selvstændig politisk betydning. Andre regerede i hans sted. Derfor har flere generationer af historikere med forkærlighed for handlekraftige statsmænd set Christian som en ynkelig bifigur i Danmarkshistorien. Men lige til sin død i 1808 bevarede han sin sarkasme og sit skarpe blik for det latterlige i omgivelsernes optræden. Selvom han især på sine ældre dage var affældig og indesluttet, evnede han at spille rollen som konge og danse en perfekt menuet. På intet tidspunkt var Christian i tvivl om, hvem han var. Heller ikke var han i tvivl om, hvem der omgav ham – og ikke mindst forstod han til fulde deres magt. Men han kunne ikke stille noget op mod overmagten. Og han glemte aldrig den brutale hofmester, der havde gjort hans barndom til et helvede, eller den Katrine, han havde været forelsket i.

Ulrik Langen er ph.d. i historie og lektor ved Syddansk Universitet. Han er også forfatter til en række historiske bøger heriblandt Christian 7.-biografien “Den afmægtige”, JP/Politikens forlag 2008.

 

Struensees Danmark – set med fremmede øjne

af Thomas Bredsdorff

Sidst på året 1770 kom en ung englænder, John Williams, op på slottet i København. Han var på en fem år lang studierejse til en række nordeuropæiske lande for at skrive en afhandling om deres regeringsformer. Det var i de enevældige herskeres tid, så han havde haft svært ved at skaffe sig oplysninger. I Danmark mødte der ham en overraskelse.

– Værsgo, sagde kongens livlæge, der netop var blevet landets egentlige regent. Der er fri adgang til alle statsdokumenter også dem, der vedrører finanserne og indenrigspolitikken.

Det er ikke sært, at John Williams kom til at nære beundring for Struensee. Danmark derimod havde han ikke meget til overs for. Det her skal forestille at være oplyst enevælde, skriver han i sin rapport, men det ligner mere et dårligt administreret fattighus med en vilkårlig retspleje og med love, der som ingenting lader sig dreje i de mægtiges favør. Og den danske adel? Tjah, siger Williams, det er svært at afgøre, om det er dens ondskab eller dens dumhed, der er mest eklatant. Williams har ikke kun set sig om i landet, men også studeret skrifter af Holberg og andre danske historikere.

“Hvis en asiatisk fyrste opførte sig mod bønderne, som de danske konger gjorde, ville der komme revolution. Men i Danmark afvikles alt under retfærdighedens maske, skønt ingen beskytter de uskyldige mod de mægtiges nedrige og ondskabsfulde luner.”

Danmark er ikke et monarki, men den perfekte blanding af anarki og tyranni, skrev en anden ung englænder, Nathanael Wraxall, i sin bog om det land, Struensee gik i gang med at reformere. Slavestat er en anden betegnelse, begge de to englændere bruger om Danmark.

Det sidste er det svært at være uenig med dem i. Vi plejer at bruge pænere ord, når vi i skolen lærer om den tids vilkår for befolkningens flertal, ord som ‘stavnsbåndet’ og ‘hoveri’. Men indholdet af de to begreber tilsammen er det, vi slet og ret kalder slaveri, når vi møder det i andre lande. Det var – det lader sig nok ikke benægte – en slavestat, Struensee gav sig i kast med at reformere.

De engelske iagttagere kan ikke lade være med at godte sig over den ivrige læges tiltag. Wraxall fortæller en anekdote om, hvordan Struensee gjorde hovedrent i domstolene. Han spurgte alle 30 dommere pr. brev, hvor meget de tjente. 1500 rigsdaler, svarede de, og ikke 4000, som sandheden var, af frygt for at han skulle synes, de var grådige. Den gode livlæge skrev så tilbage, at kongen ikke længere havde brug for deres arbejde, men at han i sin nåde ville lade dem beholde en tredjedel af deres løn! I stedet indsatte han så seks andre til at udgøre en ny domstol. Han fyrede hestegarden. Han fyrede fodregimentet i Norge. Han tænkte på at indskrænke adelens magt og sætte bønderne fri, siger Nathanael Wraxall og konkluderer: “Det var hans forbrydelse. Det var ministeren, ikke manden, der var blevet suspekt.”

Af historien om Struensees udrensning af dommerne slutter den engelske iagttager også, at den mand må have haft en sjælden evne til at gøre sig uvenner med folk. Han behandlede selv de indkomne sager. Det hændte, at han gav et skriftligt svar i løbet af bare to timer. Man kan forestille sig, hvor lidt pris embedsmændene har sat på sådan en chef. De har nok heller ikke været begejstrede over at få besked på at sætte en ung fløs af en englænder ind i de sagsakter, de sad med. “Hæren, flåden, kancelliet, finansen, adelen, herremændene – alle hadede de Struensee.”

En moderne iagttager kan ikke undgå at blive lige så imponeret som de to englændere over mange af Struensees ideer – og ryste lige så meget på hovedet over hans fremgangsmåde. Han afskaffede tortur som forhørsmetode, han indførte trykkefrihed under ansvar. Han gav uægte børn arveret. Da han modtog en klage fra en jøde, der var blevet nægtet ret til at indstille sig til medicinsk eksamen, indskærpede han Københavns Universitet, at grader skal uddeles på grundlag af kundskaber, ikke af religion.

Jo, Struensee havde lyse ideer. Danmark kunne have set anderledes ud, hvis han ikke havde været så dum på mennesker. Og så naiv. Det kup, der gjorde en ende på hans styre, var egentlig planlagt til at finde sted fire måneder tidligere, men blev afsløret. Og hvad gjorde Struensee? Kaldte kupmagerne ind en for en og sagde, at det var sandelig en rigtig dårlig ide, du dér har fået; gå nu pænt tilbage til dit skrivebord og gør ikke sådan noget igen! Hvilket de så selvfølgelig gjorde.

Da de to englændere udgiver deres bøger med beretningerne om Danmark under Struensee, er der gået et par år. Manden er henrettet. Tilbage er eftermælet, Struensees og Danmarks.

Hvad med hans forhold til dronningen? John Williams bestrider, at der skulle være foregået noget mellem dem, som gjorde indhug i kongens ægteskabelige rettigheder – historien om utroskaben, mener denne Struensee-fan virkelig, må være noget, kupmagerne har fundet på for at få et påskud for at arrestere dronningen og hindre hende i at fortælle kongen sandheden.

Den anden englænder, Nathanael Wraxall, berører slet ikke spørgsmålet om et intimt forhold mellem Struensee og dronningen, skønt han kunne have givet os dronningens version, for han er et af de få vidner, der helt sikkert har talt med hende efter Struensees fald. Da den landsforviste Caroline Mathilde befandt sig på slottet i Celle, hvor hun boede de sidste tre år af sit liv, blev hun nemlig opsøgt af repræsentanten for en gruppe, der ville prøve at få hende tilbage på tronen. Den mand var Wraxall.

Missionen til den forstødte dronning er hemmelig, så den røber han ikke. Sin mening om Struensee lægger han derimod ikke skjul på. Da han skal sammen-fatte den, påkalder han sin store landsmand Thomas More, forfatteren til ‘Utopia’, der indtog rigets højeste embede som kansler under kong Henrik 8. og derefter faldt i unåde og blev halshugget:

“Som statsmand regner jeg Struensee for at være på niveau med Thomas More, der også led en tidlig og vanærende død, men som er blevet rehabiliteret af eftertidens upartiske dom.”

Thomas Bredsdorff, dr. phil., er mangeårig kulturskribent ved Politiken, tidligere professor ved Nordisk Filologi, Københavns Universitet, og forfatter til bl.a. bogen “Den brogede oplysning”, Gyldendal 2003.

Release date: 
april 2010
code: 
2.110408
FormatID: 
DVD (NTSC)
CoverFormat: 
DVD/Blu-ray standard
Barcode: 
747313540853
Track count: 
0

Credits

Libretto by P.O. Enquist
Dramaturge: Eva Sommestad Holten 

Stage director: Peter Oskarson
Set and costume designer: Peter Holm
Lighting design: Per Sundin

Indspillet live fra Operaen, Holmen, København, 9. maj 2009
Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Peter Bo Nielsen
Redigering: Peter Bo Nielsen og Henrik Sleiborg

Instruktion: Peter Oskarson
Scene- og kostumedesigner: Peter Holm
Lysdesign: Per Sundin

Forestillingsdramaturgi: Jan Mark
Bevægelsesinstruktør: Kajsa Giertz
Instruktørassistent: Nikolaj Borries
Musikalsk assistance: Adam Faber

Producer: Carina Johansson
Produktionsleder: Steen Imer Klemmense
Scenemester: Steffen Hansen
Belysningsmester: Anders Poll
Kostumier: Berit Præstegaard
Forestillingsleder: Berit Wolsted

Sceneorkester: Mikael Kramer, Per Lund Madsen, Sune Ranmo og Alexander Øllgaard

DVD-produktion: Cubus Film
Instruktør: Uffe Borgwardt
Producer: Peter Borgwardt
Assisterende producer: Julie Borgwardt-Stampe
Kameraer: Kim Frandsen, Henrik Nielsen and Uffe Borgwardt
CCU: Jens Ingevall
Farvekorrigering: Jesper Stevnhoved
Billedredigering: Peter Borgwardt and Uffe Borgwardt

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

This DVD has been made in cooperation with The Danish Broadcasting Corporation (DR); Cubus Film and The Royal Danish Opera

Denne DVD-produktion er støttet af Solistforeningen af 1921, Dansk Komponistforening/KODAs Midler for sociale og kulturelle formål, Dansk Korforbund, Dansk Kapelmesterforening, Operaens Venner Fyn og Hempel Fonden