Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Strygekvartetter Vol. 6

Vagn Holmboe

Strygekvartetter Vol. 6

Kontra Kvartetten

Folklore spiller en vigtig rolle i Vagn Holmboes musik. Det samme var tilfældet med Béla Bartók og folkloristiske studier bidrog hos begge til den kompositoriske proces. Holmboe er den mest indflydelsesrige danske komponist i generationen efter Carl Nielsen og hans store produktion indeholder bl.a. 12 symfonier, kammerkoncerter og en lang serie af meget fine strygekvartetter.

Køb album

CD

  • CD
    Jewel Case
    79,5031,80 kr.
    €4.27 / $4.64 / £3.64
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
69 min.
Vagn Holmboe

Vagn Holmboe (1909-96) er blevet kaldt fyr tårnet i nutidig dansk musik. Og ikke kun på grund af det kompositoriske format, der kom til at omfatte 13 symfonier og 20 strygekvartetter og har placeret ham som en hovedskikkelse i det 20. århundredes musik. Nok så meget fordi denne ener i sin tid kaster lys til mange sider, og selv oplyser de mest forskellige områder.

Holmboe har fået status af noget nær indbegrebet af en særlig nordisk, eller i hvert fald nordeuropæisk musikalsk tone – tonalt foran-kret, diaton og/eller modal snarere end kromatisk, organisk i sin udvikling snarere end konfliktsøgende. Et musikalsk ståsted, som til-lige har vundet betydelig genklang i den angelsaksiske verden.

Men med tiden, og efterhånden som et tonalt og ikke-modernistisk udgangspunkt for en komponist bliver mindre og mindre kontroversielt, kommer Hoimboes tonesprog i virkeligheden til at fremstå mindre og mindre traditionelt. Ikke mindst set igennem det lys, det kaster både fremad og bagud i dansk musik.

Den unge Holmboes intense beskæftigelse med østeuropæisk folkemusik – han studerede i Rumænien 1933-34- og dens udmønten i hans egen musikalske praksis kan således ses, og ikke mindst høres, som et afgørende nybrud i dansk musikalsk tradition. En slags tredje standpunkt i forhold til på den ene side de nationalistiske overleveringer fra l800-tallet, på den anden side de centraleuropæiske symfoniske hovedstrømninger.

Med Holmboes og blandt andet hans jævnaldrende kollega Herman D. Koppels inddragen af andre kulturers musik i den danske, blev der åbnet for at en lokal tradition kunne eks- og importeres kreativt til andre lokale miljøer. Ligesom Holmboes arbejde med organisk musikalsk udvikling via hans særlige metamorfoseteknik, i sporene fra navnlig Jean Sibelius i Finland, har været med til at etablere en symfonisk stil, der afviger afgørende fra den centraleuropæiske traditions konfliktorientering.

Netop ved at lade sig inspirere fra så forskellige kilder – der igennem årene også kom til at inkludere Japan, Grønland, fuglesang samt den særlige jyske karskhed, han selv satte så højt – udviklede Holmboe et i sandhed enestående tonesprog, i betydningen suverænt uafhængigt af sine kilder. Og ved at åbne dansk – og nordisk – musik for også meget forskellige internationale inspirationer, kom han til at bidrage afgørende til at gøre sin region musikalsk selvstændig.

Vagn Holmboes 20 strygekvartetter er hans største indsats inden for nogen genre, og ét af de både kvalitativt og kvantitativt største bidrag til genren hos nogen komponist i moderne tid. De spænder over så godt som hele hans karriere, fra kvartet nr, 1, op. 46 fra 1948-49 til kvartet nr. 20, op. 160 fra 1985men i virkeligheden var hans beskæftigelse med genren endnu mere omfattende: helt frem til sin død i 1996 arbejdede han på flere kvartetværker – hans sidste værk overhovedet blev en koncert for strygekvartet og strygeorkester, og Paul Rapoports fortegnelse over Holmboes værker opfører ikke mindre end ti mere eller mindre ufuldendte kvar-tetter fra tiden før op. 46.

Som for så mange andre komponister gælder for Holmboe, at hvor orkestermusikken – 13 nummerede symfonier, 13 kammerkoncer-ter, 4 “Symfoniske metamorfoser” samt en lang række andre værker – viser hans tonesprog udfolde sig i stor skala og på bredt lærred, så er det i kvartetværkerne, at den store fordybelse i små ting sker, at hans kunst viser sig fra sin mest raffinerede side. Modsat det 20. århundredes andre store kvartetkomponister finder man i Holmboes kvartetter imidlertid hverken de radikale eksperimenter som hos Bartók eller de dybt personlige bekendelser som hos Sjosta-kovitj, endsige en grænseoverskridende nytænkning af kvartetmediet som hos Holmboes mest kendte elev Per Nørgård. Men derimod en skarpt formuleret elegance, en økonomisk kon-ver-sa-tions-kunst, en diskret humor og et afbalanceret raffinement i behandlingen af kvartetmediet, der mest af alt leder tanken hen på ét af Holmboes egne, ældre forbilleder, Haydn.

Værkerne

Strygekvartet nr. 17, “Mattinata”, opus 152 (1982, revideret 1983)

De sidste fire strygekvartetter fremstår i et vist omfang som et hele. Nummer 17, 18 og 19 er komponeret umiddelbart efter hinanden, og hvor tæt fremgår af at nummer 19 er et opusnummer foran nummer 18 (og blev i øvrigt også uropført først). Både disse tre og den lidt senere nummer 20 har italienske titler der referer til forskellige tidspunkter på døgnet: “Mattinata” (morgen), “Giornata” (dag), “Serata” (aften) og “Notturno” (nat). I alle tilfælde er der dog senere blevet byttet om på de oprindelige titler, ligesom den trykte udgave af nummer 17 ikke har undertitlen med, så mere end meget elementært stemningsskabende overskrifter skal titlerne derfor næppe opfattes som.

Mere vægtigt, hvad angår at opfatte de fire kvartetter som en helhed, er deres overordnede form. De er alle fire i seks, i de fleste tilfælde ret korte satser. Men de enkelte forløb er hver gang lagt forskelligt an, som et varieret bud på hvordan en kvartet kan forløbe, som på samme tid en udvikling og en fornyelse af den helt klassiske, firsatsede kvartetform.

Kvartet nummer 17 begynder med en Allegro moderato, hvis 5/4-dels-rytme giver Holmboe endnu en lejlighed til at udfolde sin raffinerede behandling af rytme. De massive akkorder allerførst afløses hurtigt af et delikat spil mellem de to violiner, lidt senere suppleret med bratsch og siden cello, efterhånden som flere og flere forskellige nodeværdier, optakter, betoninger og sågar spillemåder (med bue henholdsvis pizzicato) inddrages. En roligere midterdel i stabil 4/4 leder over i et afsnit i 3/4, hvor også ved denne lejlighed det ikke synes nær så interessant for Holmboe at markere den enkle, tredelt puls, som at sløre den, indtil 5/4-dels-pulsen vender stabilt tilbage i satsens sidste, hendøende del – så stabilt som en ujævn puls som 5/4 nu kan være, hvad der også i sig selv klinger som en pointe.

Det bliver det også i den efterfølgende sats, Allegro sereno, der begynder som en slags skæv vals i 5/8, inden en mere robust 3/4-udgave tager over og fastholdes igennem satsens pianissimo-afslutning, som først et massivt motto i celloen sætter punktum for. Den korte tredje sats, Allegro leggiero, følger umiddelbart, som en sprælsk, men tilbageholdt leg mellem stemmerne, hvor store melodiske udsving holdes i ave af et tilbagevendende, tikkende motiv på samme tone, samtidig med at det faldende motiv fra allersidst i den foregående sats også dukker op med jævne mellemrum, specielt i celloen.

Den efterfølgende Adagio åbnes med det samme motiv, igen i celloen, hvor det nu bliver den bærende idé, ikke blot i satsens langsomme yderdele, men også i varieret version i den hurtige Allegro con fuoco-mellemdel. I den indadvendte femte sats, Andante tranquillo, er den bærende idé derimod først og fremmest klangligt, uanset at faldende motiver også gennemsyrer denne sats. Men det er nok så meget forandringerne i spil med sordin, flautando, med og uden vibrato, man hæfter sig ved som de formgivende elementer, og med så meget større virkning de par steder, hvor instrumenterne får lov til at spille helt igennem. Kvartettens sidste sats, Allegro rigoroso, er derimod en umiddelbar udladning i fem afsnit, hvor yderdelene og midterdelens heftige energi får modspil af dels et roligt flydende afsnit i tredelt takt med den usædvanlige betegnelse Sdrucciolo (glidende), dels et afsnit domineret af solopassager i først cello og derefter førsteviolin.

Kvartetten blev uropført den 11. november 1985 i København af Københavns Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 19, “Serata”, opus 156 (1982, revideret 1984-85)

Den nittende kvartet åbner meget voldsomt og markant, Allegro con fuoco, med massive akkorder med tætte halvtonebevægelser fra akkord til akkord. Det er disse halvtonetrin, og de figurer der udledes af dem, der danner grundlag for den efterfølgende hurtige, heftigt energiske musik, der først efterhånden samles til en fælles bevægelse. Et rytmisk sprælsk afsnit følger, med tæt skiften mellem både 5/4, 4/4 og 3/4, afløst af en både melodisk og rytmisk roligere passage, inden satsen dæmpes helt ned i en sotto voce-del. Et fugeret afsnit leder over mod en kort afsluttende, men på ny massiv påmindelse om åbningsakkorderne.

Anden sats, Intermezzo giocoso. Allegro, er en konsekvent, næsten demonstrativt gennemført spejlbevægelse, hvor førsteviolin, andenviolin, bratsch og cello sætter ind efter tur, og til slut falder bort i samme rækkefølge. Den efterfølgende Allegretto liberamente er en elskværdig, så godt som ubesværet flydende 3/4-dels sats i siciliano-rytme, men som forventeligt også rig på Holmboes rytmiske raffinementer, både hvad angår variationer af de grundlæggende rytmiske motiver, og sløring af grundpulsen. Heroverfor er klangbilledet i den mørke, tætte og elegiske Adagio-sats et helt andet, båret af lange ekspressive melodilinier i alle fire strygere.

Et kort, på én gang sart og bevægeligt “Intermezzo sereno”, et aftenmellemspil, fungerer på samme tid som efterspil til Adagio-satsen, og som overledning til den afsluttende, heftige Allegro vivace, hvis markante halvtonetrin peger direkte tilbage på åbningssatsen. Skulle man tage undertitlen for pålydende, er det ikke en aften der spænder stille af.

Kvartetten blev uropført den 19. april 1988 i København af Københavns Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 20, “Notturno”, opus 160 (1985)

Holmboes sidste regulære kvartet blev til et par år efter sine tre forgængere, men er ligesom dem i seks satser. Og ligesom dem arbejder den også med ganske få melodiske celler – halvtonetrin, små og store tertser og kvarter – som konstant kombineres og varieres på nye måder.

At den første sats har betegnelsen Tempo giusto, altså roligt, er ikke dækkende for den nervøst tikkende karakter, den åbner med. Først gradvis samler stemmerne sig, i satsens midterdel skrues tempoet markant i vejret, og først efter et fræsende højdepunkt dæmpes musikken ned til hvad der kan ligne en tyst variant af begyndelsen.

Anden sats, Con flessibilita, spinder som kontrast roligt afsted i vuggende 12/8-dels takt og behersket lydstyrke, og der spares også på energien i den efterfølgende Andante tranquillo, hvor jævnlige, kraftige udbrud ikke rykker ved den grundlæggende, lavmælte ro. Omvendt er i fjerde sats, Vivace, både energien og voldsomheden det udgangspunkt, variationen i musikken starter fra, også selv om satsen i perioder klinger lige så tilbageholden som den i andre er udfarende.

Femte sats, Adagio, er usædvanligt konstrueret derved, at den ene lange, melodiske linie som satsen reelt består af, til at begynde med – hvor celloen er melodibærende – har et akkompagnement i de øvre stemmer, men derefter blot skifter mellem lange soloer i enkelte instrumenter (bratsch, førsteviolin, andenviolin og cello igen) uden at de andre spiller meget andet end lange liggetoner. Finalen, Allegro espansivo, har ikke blot en hilsen til Carl Nielsen i titlen, dens gennemgående rytmiske motiv refererer direkte til Béla Bartóks Sonate for to klaverer og slagtøj”, og samtidig ligner satsen nærmest et katalog over, hvis ikke en virtuos afsluttende syntese af en lang række de melodiske og rytmiske motiver, der er så karakteristiske for Holmboes egen musik, ikke blot i denne kvartet men i det hele taget.

Kvartetten blev uropført den 18. september 1988 i København af Københavns Strygekvartet.

Jakob Levinsen

Jakob Levinsen er kritiker ved Berlingske Tidende

Release date: 
februar 2001
Cat. No.: 
8.224128
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099982825
Track count: 
18

Credits

Optaget i Radiohuset, Studie 2, 24.-25. juni og 8.-19. september 2000

Producer: Henrik Sleiborg (nr. 19) og Michael Petersen
Teknik: Peter Bo Nielsen
Redigering: Peter Bo Nielsen and Henrik Sleiborg

Coverbillede: Richard Mortensen: "Komposition" (1959)

Denne CD er optaget i samarbejde med Danmarks Radio