Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Strygekvartetter Vol. 5

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.
    Røde titler 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Vagn Holmboe

Strygekvartetter Vol. 5

Kontra Kvartetten

Folklore spiller en vigtig rolle i Vagn Holmboes musik. Det samme var tilfældet med Béla Bartók og folkloristiske studier bidrog hos begge til den kompositoriske proces. Holmboe er den mest indflydelsesrige danske komponist i generationen efter Carl Nielsen og hans store produktion indeholder bl.a. 12 symfonier, kammerkoncerter og en lang serie af meget fine strygekvartetter.

Vælg foretrukket format til download af track.
String Quartet no. 13, op. 124 (1975)
1 I Andante tenero - Poco allegro 6:05 9,60 kr.
2 II Allegro 4:26 6,40 kr.
3 III Poco adagio 4:45 6,40 kr.
4 IV Andante tranquillo 3:42 6,40 kr.
5 V Finale: Allegro 4:55 6,40 kr.
String Quartet no. 14, op. 125 (1975)
6 I Andante trasognamente 4:04 6,40 kr.
7 II Presto leggiero 2:06 6,40 kr.
8 III Allegro agitato 2:36 6,40 kr.
9 IV Adagio 3:39 6,40 kr.
10 V Allegro 1:37 6,40 kr.
11 VI Allegro vivace 4:12 6,40 kr.
String Quartet no. 15, op. 135 (1977-78)
12 I Poco allegro 3:48 6,40 kr.
13 II Allegro molto 2:07 6,40 kr.
14 III Funèbre 4:38 6,40 kr.
15 Poco adagio - Allegro con brio 6:01 9,60 kr.
Total runtime: 
59 min.
Vagn Holmboe

Vagn Holmboe (1909-96) er blevet kaldt fyrtårnet i nutidig dansk musik. Og ikke kun på grund af det kompositoriske format, der kom til at omfatte 13 symfonier og 20 strygekvartetter og har placeret ham som en hovedskikkelse i det 20. århundredes musik. Nok så meget fordi denne ener i sin tid kaster lys til mange sider, og selv oplyser de mest forskellige områder.

Holmboe har fået status af noget nær indbegrebet af en særlig nordisk, eller i hvert fald nordeuropæisk musikalsk tone – tonalt forankret, diaton og/eller modal snarere end kromatisk, organisk i sin udvikling snarere end konfliktsø-gende. Et musikalsk ståsted, som tillige har vun-det betydelig genklang i den angelsaksiske ver-den.

Men med tiden, og efterhånden som et tonalt og ikke-modernistisk udgangspunkt for en komponist bliver mindre og mindre kontroversielt, kommer Holmboes tonesprog i virkeligheden til at fremstå mindre og mindre traditionelt. Ikke mindst set igennem det lys, det kaster både fremad og bagud i dansk musik.

Den unge Holmboes intense beskæftigelse med østeuropæisk folkemusik – han studerede i Rumænien 1933-34 – og dens udmønten i hans egen musikalske praksis kan således ses, og ikke mindst høres, som et afgørende nybrud i dansk musikalsk tradition. En slags tredje standpunkt i forhold til på den ene side de nationalistiske overleveringer fra 1800-tallet, på den anden side de centraleuropæiske symfoniske hovedstrømninger.

Med Holmboes og blandt andet hans jævnald-rende kollega Herman D. Koppels inddragen af andre kulturers musik i den danske, blev der åbnet for at en lokal tradition kunne eks- og importeres kre-a-tivt til andre lokale miljøer. Ligesom Holmboes arbejde med organisk musikalsk udvikling via hans særlige metamorfoseteknik, i sporene fra navnlig Jean Sibelius i Finland, har været med til at etablere en symfonisk stil, der afviger afgø-rende fra den centraleuropæiske traditions konfliktorientering.

Netop ved at lade sig inspirere fra så forskellige kilder – der igennem årene også kom til at inkludere Japan, Grønland, fuglesang samt den særlige jyske karskhed, han selv satte så højt – udviklede Holmboe et i sandhed enestå-ende tonesprog, i betydningen suverænt uafhængigt af sine kilder. Og ved at åbne dansk – og nordisk – musik for også meget forskellige internationale inspirationer, kom han til at bidrage afgørende til at gøre sin region musikalsk selvstændig.

Vagn Holmboes 20 strygekvartetter er hans største indsats inden for nogen genre, og ét af de både kvalitativt og kvantitativt største bidrag til genren hos nogen komponist i moderne tid. De spænder over så godt som hele hans karriere, fra kvartet nr. 1, op. 46 fra 1948-49 til kvartet nr. 20, op. 160 fra 1985, men i virkeligheden var hans beskæftigelse med genren endnu mere omfattende: helt frem til sin død i 1996 arbejdede han på flere kvartetværker – hans sidste værk overhovedet blev en koncert for strygekvartet og strygeorkester, og Paul Rapoports fortegnelse over Holmboes værker opfører ikke mindre end ti mere eller mindre ufuldendte kvartetter fra tiden før op. 46.

Som for så mange andre komponister gælder for Holmboe, at hvor orkestermusikken – 13 nummerede symfonier, 13 kammerkoncerter, 4 “Symfoniske metamorfoser” samt en lang række andre værker – viser hans tonesprog udfolde sig i stor skala og på bredt lærred, så er det i kvartetværkerne, at den store fordybelse i små ting sker, at hans kunst viser sig fra sin mest raffinerede side. Modsat det 20. århundredes andre store kvartetkomponister finder man i Holmboes kvartetter imidlertid hverken de radikale eksperimenter som hos Bartók eller de dybt personlige bekendelser som hos Sjostakovitj, endsige en grænseoverskridende nytænkning af kvartetmediet som hos Holmboes mest kendte elev Per Nørgård. Men derimod en skarpt formuleret elegance, en økonomisk konversationskunst, en diskret humor og et afbalanceret raffinement i behandlingen af kvartetmediet, der mest af alt leder tanken hen på ét af Holmboes egne, ældre forbilleder, Haydn.

Værkerne

Vagn Holmboes 12 første strygekvartetter er skrevet over en periode af 25 år. Hans 8 sidste er skrevet over en periode af kun 10. Og selv om det for hans samlede produktion er som om den snarere tager til end aftager med årene, så er det specielt for kvartetternes vedkommende, som om hans interesse for genren løbende stiger i intensitet, som om der hele tiden åbner sig nye muligheder for at variere strygekvartettens muligheder, indtil værkrækken kulminerer med de fire sidste, store kvartetter fra første halvdel af 1980’erne.

Man kan ikke tale om, at Holmboe på noget tidspunkt radikalt overskrider strygekvartettens konventioner, som for eksempel Bartók eller Sjostakovitj gjorde det i deres sidste kvartetter; snarere er der tale om en stadig mere raffineret finslibning af detaljer og formuleringsmåder, der i det ydre kan virke ofte næsten identiske fra kvartet til kvartet. Og skulle man sammenligne Holmboes sene kvartetter med noget, kunne det med større fordel, og uanset alle forskelle i øvrigt, være den ældre Richard Strauss’ vokalmusik: et tonesprog, der ikke på nogen måde kan siges at udvide eller forny sig, men snarere vender sig ind mod sig selv, mod mulighederne i dets egne, mindste bestanddele. Det afgørende er her ikke, hvordan komponisten forholder sig til andre komponister og strømninger, men hvordan han mere og mere bliver helt sin egen.

De tre kvartetter på denne cd er komponeret tæt på hinanden, nummer 13 og 14 endda i umiddelbar forlængelse af hinanden. Ikke desto mindre er de indbyrdes vidt forskellige: Den lange nummer 13 er Holmboes sidste forsøg med den femsat-sede form, han flere gange tidligere også har benyttet, mens den korte nummer 14 er et forvarsel om de helt koncentrerede forløb af endnu flere, fortættede satser, som kom til at præge Holmboes allersidste kvartetter, og nummer 15 følger som den eneste af de tre et klassisk, firesatset forløb.

Strygekvartet nr. 13, opus 124 (1975). Sammen-lignet med Holmboes tidligere femsatsede kvartetter er nummer 13 på én gang strengere og friere. Symmetrierne eller bueformerne er meget konsekvent gennemførte i hver af de første tre satser; til gengæld er den overordnede struktur ikke i samme grad som før – og som hos forbilledet Bartók – lagt an direkte på symmetrier, hvor satser modsvarer hinanden to og to; snarere forløber kvartetten hér som én fremadrettet fortælling. Man kan næsten få fornemmelsen af, at kvartetten peger to veje, både tilbage mod dyrkelsen af overordnet balance og symmetri, og frem mod den udvikling af musikken igennem nøje afmålte, næsten karakterstykke-agtige satser, som begynder allerede i den umiddelbart efterfølgende 14. kvartet.

Som kun den anden blandt Holmboes kvartetter indledes nummer 13 med en delvis langsom sats, Andante tenero, dvs. ømt, hvor yderdelenes lidt uroligt vuggende karakter med mange skiftende taktarter og lange, bårne melodilinier der imiteres frit igennem de enkelte strygeres linier, inklusive den faldende halvtone-figur der gennemsyrer det meste af kvartetten, får modspil af en skarpt optegnet, hurtig midterdel, Poco allegro. Her får den rytmiske tvetydighed fra den langsomme åbning så at sige modsat fortegn: grundpulsen er langt det meste af tiden stabil 4/4, men de enkelte rytmis-ke figurer flytter sig på kryds og tværs hen over takterne. Det samme gør i den hurtige anden sats, Allegro, de meget Bartók-lignende, næsten fanfare-agtige åbningsmotiver, mens den roligere, neddæmpede mellemdel her får en mere udfoldet melodisk karakter, der endda formår at forene materiale fra de hurtige yderdele med associationer til første sats’ åbning.

Også den langsomme tredje sats, Poco ada-gio er symmetrisk opbygget. Alle fire strygere spiller hele satsen igennem med sordin, og det dynamiske niveau er med undtagelse af en enkelt passage yderst sart; ikke desto mindre er kontrasten mellem yderdelenes – parallelt til første sats – langsomt vuggende, luftige klangbillede med mange pauser imellem enkelte toner og motiver i melodilinierne, og så midterdelens lynhurtige, virrende skalabevægelser i dobbelt så hurtig puls; til gengæld er den karakteristiske, faldende halvtonefigur i direkte forlængelse af det foregående.

Derimod forløber den ligeledes langsomme fjerde sats, Andante tranquillo, som ét langt forløb. En fyldig, ekspressiv bratschsolo går over i et tæt, firstemmigt forløb, der kulminerer fortissimo med alle fire strygere i det helt lyse leje, inden satsen falder til ro i en lang, hendøende coda, nu ført an af førsteviolinen. Allegro-finalen kan høres som en studie i pauser: som så mange af Holmboes finalesatser er der grundlæggende tale om en hurtig, konstant pulserende sats, men her konstant brudt op i de enkelte stemmer af korte, som oftest uventede pauser, der giver satsen en helt egen, let stak-åndet karakter.

Kvartetten er tilegnet Holmboes bibliograf Paul Rapoport og blev uropført den 20. august 1976 i København af Den Skandinaviske Strygekvartet.

Strygekvartet nr. 14, opus 125 (1975) er komponeret direkte efter nummer 13, og nåede endda at blive uropført flere måneder før forgængeren. Den er væsentligt kortere, men til gengæld i så meget som seks satser.

De tre første satser spilles ud i ét. Ligesom nummer 13 åbner kvartetten med en langsom sats, Andante trasognamente, dvs. dagdrømmende, og satsen forløber som en fuga i ekstremt langsom bevægelse: først efter mange takters solo for førsteviolinen, i en bevægelse der forløber som én lang, jævnt faldende bevægelse, sætter bratschen ind, og der går yderligere tid, før først cello og endelig andenviolin kommer med. Herefter begynder tonelejet at bevæge sig opad igen, men falder efter flere lokale højdepunkter alligevel til ro, og tynder umærkeligt mere og mere ud.

Anden sats, Presto leggiero, spilles af alle fire strygere med sordin hele vejen igennem. Satsen er grundlæggende baseret på en lynhurtig, rullende triol-bevægelse, der kun sjældent hæver sig over et helt tyst, anelsesfuldt dynamisk niveau, der undervejs gør effektiv brug af både pauser, glissader og langsommere, ofte pizzicerede nodeværdier. Tredje sats, Allegro agitato, som stort set konstant er i et ganske anderledes voldsomt dynamisk leje, kan høres som på samme tid en kontrast og en videreudvikling af den samme idé: Her er det et meget hurtigt halvtone-tremolo, der gennemsyrer satsen, og samtidig hele tiden udvikler sig til melodiske motiver, til- og aftager i hastighed, og ligesom tilfældet var i den foregående sats, sættes i relief af markerede figurer i langsommere nodeværdier.

De to næste satser spilles ligeledes ud i ét. Fjerde sats, Adagio, er på overfladen en melodisk mættet, elegisk sats, men i kraft af en gennemgående på én gang flydende og jævnligt punkteret 16.-dels-bevægelse, har den alligevel en underforstået energi og fremdrift, også selv om det hovedsagelig sker ganske sprødt lavmælt. Det gør til gengæld femte sats, Allegro, der spilles konstant pizzicato, ikke, med sin jævnt stampende, markerede ottendedels-puls. Men igen viser det, man troede var en entydig rytmisk fornemmelse, sig hurtigt at kunne udvides både til lange melodiske linier og gøres flertydigt med pauser, accenter og modspil instrumenterne imellem. Og hele kvartettens nervøse energi kulminerer i sjette og sidste sats, Allegro vivace, hvor et energisk, igangsættende motiv, som i starten veksler hurtigt mellem alle fire strygere, jævnligt undermineres af skiftende taktarter, uden at det dog i sidste ende forhindrer satsen – og kvartetten – i at munde ud i et massivt højdepunkt – for så alligevel i de allersidste takter pludselig at tynde ud i en lille, svagt ironisk, men også indiskutabel afklaring i helt gennemsigtig D-dur.

Kvartettens afslutning er dateret 15.8.1975, og den blev uropført af Københavns Strygekvartet den 19. april 1976, som den eneste af Holmboes fuldendte kvartetter i komponistens hjem i Ramløse.

Strygekvartet nr. 15, opus 135 (1977-78) er ligesom den 14. blandt Holmboes korteste, men er modsat både den 13. og den 14. kvartet et helt klassisk, firsatset forløb. Åbningssatsen, Poco allegro, opererer med to grundlæggende motiver, der hele tiden spiller med og mod hinanden: en markeret, trokæisk figur, der er basis for satsens melodiske materiale og en jævnt løbende 16.-dels-bevægelse, der er basis for dens ryt-miske. Som et særligt raffinement falder satsen til ro ved at 16.-dels-bevægelsen bredes ud til halvt tempo, altså til ottendedele – præcis den lø-bende, kredsende ottendedels-bevægelse, der dan-ner grundlaget for den efterfølgende scherzo-sats, Allegro molto, hele vejen spillet med sordin. Men igen, typisk for Holmboes måde at lade motiver glide imellem at være blot ornament eller puls, og så folde sig ud som melodisk materiale, bliver ottendedels-bevægel-sen hurtigt mærkbart mere nuanceret og også selv bredt yderligere ud til massivt stampende fjerdedele på satsens højdepunkt.

Tredje sats, Funèbre, er som titlen indikerer en langsomt skridende sørgemarch, med en karakter af stiliseret patos som er usædvanlig hos Holmboe. Store akkorder sætter, navnlig i begyndelsen, dramatiske cæsurer imellem dels solistiske udvekslinger mellem førsteviolin og cello, dels korte, imiterede afsnit der involverer to eller flere instrumenter. Præcis midtvejs hører de store akkorder imidlertid op, og satsens anden del forløber som én sammenhængende, stadig mere fattet og resigneret afsked.

Sidste sats har en langsom indledning, Poco adagio, der spinder videre på to motiver fra sørgemarchen, dels en opadgående figur i tredelt takt, dels, lidt senere, en faldende drejefigur, inden der accelereres til selve finalen, Allegro con brio. Dens hovedafsnit udgøres af en kombination af pulserende ottendele og store melodiske spring i skiftevis ned- og opadgående retning, mens satsens midterdel, i lidt langsommere tempo, giver plads for en mere udfoldet melodik, hvor den overordnede melodilinie jævnligt veksler mellem navnlig de tre lyseste strygere. I den afsluttende, massive coda refereres der tilbage til den trokæiske figur der åbnede kvartetten, inden satsen og kvartetten på én gang slutter i klar C-dur, og åbent, dramatisk, med flere ganske dissonerende toner oven på grundtonen.

Kvartetten er tilegnet Traute og Erik Sønderholm, og uropført den 8. juni 1978 i Reykjavík af Københavns Strygekvartet.

Jakob Levinsen, 1999

Jakob Levinsen er kritiker ved Berlingske Tidende

Release date: 
september 1999
code: 
8.224127
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099982726
Track count: 
15

Credits

Optaget i Danmarks Radio, Studie 2, 16.-18. december 1997, og 16.-17. juni 1998

Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Peter Bo Nielsen and (nr. 13) og Peter Molander (nr. 14-15)
Redigering: Peter Bo Nielsen og Henrik Sleiborg
Udgiver: Edition Wilhelm Hansen A/S

Coverbillede: Richard Mortensen: "Komposition" (ca.1940)

Denne CD er optaget i samarbejde med Danmarks Radio