Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Præludier for Sinfonietta Vol. 2

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Vagn Holmboe

Præludier for Sinfonietta Vol. 2

Jesper Juul, Thomas Ekman, Anne Søe, Anne Mette Stæhr, Athelas Sinfonietta Copenhagen, Giordano Bellincampi

Folklore spiller en vigtig rolle i Vagn Holmboes musik. Det samme var tilfældet med Béla Bartók og folkloristiske studier bidrog hos begge til den kompositoriske proces. Holmboe er den mest indflydelsesrige danske komponist i generationen efter Carl Nielsen og hans store produktion indeholder bl.a. 12 symfonier, kammerkoncerter og en lang serie af meget fine strygekvartetter.

Vælg foretrukket format til download af track.
To the Seagulls and the Cormorants, op. 174, no. 6 (1987)
1 To the Seagulls and the Cormorants, op. 174, no. 6 (1987) 6:48 9,60 kr.
To the Calm Sea, op. 187, no. 9 (1991)
2 To the Calm Sea, op. 187, no. 9 (1991) 5:40 9,60 kr.
To a Pine Tree, op. 180, no. 1 (1986)
3 To a Pine Tree, op. 180, no. 1 (1986) 5:50 9,60 kr.
To the Pollution of Nature, op. 180, no. 7 (1989)
4 To the Pollution of Nature, op. 180, no. 7 (1989) 7:37 9,60 kr.
To a Willow Tree, op. 170, no. 4 (1987)
5 To a Willow Tree, op. 170, no. 4 (1987) 4:50 6,40 kr.
Sonata for Trombone and Piano, op. 172a (1987)
6 I Allegro decido 3:43 6,40 kr.
7 II Andante 4:04 6,40 kr.
8 III Allegro con brio 2:39 6,40 kr.
Music with Horn, op. 148 (1981)
9 I Allegro giusto 3:01 6,40 kr.
10 II Andante - 2:54 6,40 kr.
11 III Allegro Spirito 3:31 6,40 kr.
Total runtime: 
51 min.
Vagn Holmboe

Vagn Holmboes levetid kom til at omfatte næsten hele det 20. århundrede i dansk musik, og hans virke som komponist alene over 70 år. Alligevel står hans omfattende værkliste med næsten 200 opusnumre og, ifølge den canadiske musikforsker Paul Rapoport, op mod 400 værker i alt ikke nær så meget som en kronologisk afspejling af hans tids skiftende stilarter og modestrømninger som en højst personlig brug af elementer fra både ny og gammel musiktradition, kunstmusik såvel som folkemusik, nordisk såvel som centraleuropæisk musik. Holmboes musikalske og mentale univers kom til at spænde fra Færøerne over Balkan til det Nord­sjælland, hvor han boede de sidste adskillige årtier af sit liv, og kompositorisk fra Joseph Haydn over Jean Sibelius til Béla Bartók og østeuropæisk folkemusik.

Vagn Holmboe blev født i 1909 i Horsens, og blev uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i slutningen af 1920’erne, dvs. i Carl Nielsens sidste leveår – omend Holmboe selv havde Finn Høffding som hovedlærer i komposition – og han kom efterfølgende til at stå centralt i den generation af danske komponister, der ved deres kombination af international orientering og stærk individualitet viderefører Nielsens betydning for dansk musik.

For Holmboes vedkommende vil den internationale orientering ikke mindst sige den inter­esse for østeuropæisk folkemusik, han dyrkede igennem feltstudier i 1930’erne. Men som hos inspirationskilden Béla Bartók blev folke­musik­ken hos Holmboe langt mere end blot et eksotisk krydderi på musikken, dens rytmik og melodiske vendinger blev en stadig mere integreret del af det samlede musikalske udtryk på linie med andre kilder.

Af disse blev den vigtigste – udover folke­mu­sik­ken – på det direkte musikalske plan den metamorfoseteknik, han overtog fra Sibelius, dvs. en organisk forandring af musikken ud fra ganske små kim. Den anden, nok så fundamentale, var evnen til som ikke mindst Haydn på stadig nye måder at kunne variere sin musik inden for grundlæggende enkle former og få musikalske virkemidler.

Ikke mindst Holmboes senere værker, heriblandt rækken af præludier for sinfonietta-besætning, kan ud fra en overfladisk betragtning ligne gentagelser af forgængerne. Hverken hvad angår melodik, rytmik, harmonik og form skal man have hørt ret mange Holmboe-værker, før man kan genkende hans foretrukne karakteristiske måder at formulere sig musikalsk på, en særlig kombination af noget karskt og noget storladent, en musik, der på én gang klinger asketisk og visionært – men også gerne med et underdrevent lune, som heller ikke ville have været Haydn fremmed.

Men de nye pointer fra værk til værk ligger hos Holmboe netop nok så meget i, hvordan de – tilsyneladende – velkendte elementer og teknikker bliver ved med at rumme hidtil ukendte og uforudsete muligheder. Det er højst sandsynligt også derfor, man igennem Holmboes værkliste både møder perioder, hvor han beskæftiger sig koncentreret med enkelte genrer, som kam­mer­koncerterne først i karrieren og præludierne på hans gamle dage, og omvendt genrer, der som symfonien, strygekvartetten og i et vist omfang solokoncerten følger ham livet igennem, mens han kun ved ganske få lejligheder beskæftiger sig med de mest monumentale former som opera og oratorium, hvor tingene gerne synes at skulle fremstå sagt én gang for alle.

Til gengæld bliver det så også netop i denne insisterende dyrkelse af, hvordan genrer og former kan bruges igen og igen, hvordan musikken aldrig er sagt én gang for alle, men altid kan føres videre på en ny måde, at Holmboes musik får sin enestående karakter af nødvendighed, af inspireret konsekvens, af levende organisme. Den er også hver gang en ny, dybt personlig tilkendegivelse, hvor det at arbejde minutiøst videre og se, hvor musikken kan føre én hen, kan klinge lige så kompromisløst som nogen revolution.

Præludierne

Præludierne for sinfonietta-besætning er 
Holmboes sidste store værkrække ved siden af de ti tidlige kammerkoncerter og den livslange beskæftigelse med symfoni, strygekvartet, solokoncert og den store samling af korsatser Liber Canticorum. De ti præludier, der alle er til­egnet den engelske musikforsker Robert Layton, blev komponeret indenfor kun fem år mellem 1986 og 1991, og så mange som fire af dem nåede ikke at blive uropført i Holmboes levetid.

De er ikke nummereret fra Holmboes hånd og er komponeret til en række forskellige ensembler. Men med deres stort set identiske besætning, hvor kun udvalget af slagtøj og tilstedeværelsen af klaver varierer, og med en samlet spilletid på under halvanden time fremstår de udpræget som et hele, eller snarere som skiftende facetter af en bestemt musikalsk grundholdning.

De enkelte engelsksprogede titler, der spænder fra naturfænomener og naturstemninger til menneskeskabte bygningsværker som “The Embankment” i London, kunne pege i retning af en slags programmusik, en afbildning i lyd af synsindtryk eller ideer. Ikke mindst Holmboes egen og ofte formulerede, dybe respekt for naturens skaberværk og sammenhæng.

Det er imidlertid alligevel ikke tilfældet, hvis man nærlæser titlernes præcise formulering. Der er nemlig, i næsten klassisk forstand, tale om præludier til noget, om frie, fabulerende forspil til noget efterfølgende. Blot ikke som i ældre musik til et stykke musik i en strammere form, men derimod til noget visuelt, til et ydre fænomen. Musikken spiller nok op til, skal stemme tilskuerens opmærksomhed til noget, der ligger uden for musikken selv, men den kommer samtidig til at understrege forskellen på musik og dette andet. En titel kan godt referere til noget, kan signalere, hvad der ligger bag musikken – Holmboe overvejede at kalde sin 13. symfoni for “Sara­je­vo”, men afstod til slut alligevel derfra – men musikken forbliver sig selv og sin egen.

To the Seagulls and the Cormorants, opus 174 (nummer 337 i Rapoport-fortegnelsen) er det sjette præludium i rækken. Ligesom præludium nummer fire er præludium nummer seks et søstykke, men i fugleperspektiv: mens strygerne strømmer oceanisk afsted, udspiller der sig et anderledes nervøst, tætbefolket og mangelaget liv blandt mågerne og skarverne i træblæserne ovenover. Nogle gange er det et helt blikstille strygelandskab, de bevæger sig henover, hvis ikke en enlig messingblæser kalder ud mod horisonten, andre gange blæser det op til storm, og det forbliver blæserfuglene selvfølgelig heller ikke upåvirkede af: nogle gange synes de at have verden helt for sig selv, andre gange lader de sig rive med, som det også sker i satsens afsluttende klimaks, hvor fugle og vejr synes at være smeltet sammen. Satsen er komponeret i 1987.

To the Calm Sea, opus 187 (nummer 354 i Rapoport-fortegnelsen) er det niende præludium i rækken. Og titlens hav er ikke mere roligt, end at de lange melodiske linier i træblæserne få takter inde i satsen får følgeskab af urolige krusninger i strygerne, der satsen igennem blæser mere og mere op, i en grad så man til at begynde med nærmest oplever det som to forskellige energiplaner i gang på samme tid. Først et stykke inde begynder musikken for alvor at flyde sammen, men da også så strømningerne går på kryds og tværs imellem instrumentgrupperne, samtidig med at den indledende 3/4-dels puls, der var skrøbelig til at begynde med, synes at stå definitivt til havs, efterhånden som både puls og taktarter begynder at skifte. Det er ikke før de allersidste takter, at musikken synes at nå nogenlunde frelst i havn. Satsen er komponeret i 1991 og uropført den 5. februar 1995 i Hamilton, Canada af McMaster Chamber Orchestra under ledelse af Keith Kinder.

To a Pine Tree, opus 164 (nummer 325 i Paul Rapoports værkfortegnelse) er det første præludium i rækken og dermed også det første af de tre med “træ-titler”. Det er et skoleeksempel på organisk vækst, i Holmboes musik og i øvrigt. Udfra en enkelt tone, et dybt, liggende e i fagoter og kontrabasser, udvikles hele det musikalske materiale i både melodisk og harmonisk henseende, enten som direkte konsekvens af udgangspunktet eller som svar på det. Gradvis bygges satsen op mod sit højdepunkt med stadigt hurtigere nodeværdier, tættere stemmevæv og mere bevægelige melodiske figurer, men også kontrastvirkninger mellem strygere, blæsere og klaver og konstante nuanceringer af de enkelte ‘grene’ i udviklingen. Et kort, dæmpet afsnit skaber luft, indtil satsen på ny bygger op til sin sidste kulmination, hvor den slutter som de fleste vækster gør det: på toppen. Satsen er komponeret i 1986 og uropført den 1. maj 1987 ved Numus Festivalen i Århus af Esbjerg Ensemble under ledelse af Svend Aaquist Johansen.

To the Pollution of Nature, opus 180 (nummer 344 i Rapoport-fortegnelsen) er det syvende præludium i rækken. Kun to af præludierne har ikke titler, der refererer til uberørte naturfænomener, nemlig nummer otte, “To the Victorian Embankment” og dette. Men hvor efterfølgeren altså refererer til et stykke arkitektur, til civilisation i positiv forstand, peger nummer syv direkte på ødelæggelsen af naturen. Præludiet er væsensforskelligt i karakteren fra de ni øvrige præludier. Den kværnende insisteren i specielt strygerstemmerne ligner ikke noget, man har hørt i noget andet af præludierne, og selv om der er hvilepunkter undervejs – blandt andet i skikkelse af en sprød passage for træblæserne alene – virker marchen frem mod afslutningens brutale klimaks ubønhørlig. Satsen er komponeret i 1989.

To a Willow Tree, opus 170 (nummer 331 i Rapoport-fortegnelsen) er det fjerde præludium i rækken. Det blot fem minutter lange præludium forløber hovedsagelig i et ret lavmælt dynamisk leje og klinger navnlig som en studie i puls, som når vinden får titlens piletræ til at duve på samme tid roligt og uforudsigeligt. For selv om den grundlæggende, mildt vuggende 12/8-dels rytme ikke for alvor brydes på noget tidspunkt, så ændrer betoningerne indenfor grundpulsen sig konstant, små melodiske fraser udspiller sig på kryds og tværs af taktslagene og takterne, og ind imellem sættes pulsen også i perspektiv af diskrete skift til en mere håndfast 4/4-dels fornemmelse. Satsen er komponeret i 1987 og uropført den 22. september 1987 i Hamilton, Canada af Hamil­ton Filharmonikerne under ledelse af Boris Brott.

Musik med horn, opus 148 (1981) (nummer 308 i Paul Rapoports værkfortegnelse) er for den yderst sjældne besætning violin, horn og klaver. Besætningen forbindes ellers først og fremmest med Johannes Brahms’ horntrio opus 40, og Holmboes værk er sågar skrevet før begge de to mest prominente nyere værker for besætningen, György Ligetis og Hans Abrahamsens horntrioer. Det lille tosatsede værk – anden sats er dog reelt delt i to – har dog ikke fået sin til­syneladende prunkløse titel for ingenting. Efter en kort, toleddet fanfare, forløber første sats, Allegro giusto, nemlig i lang tid som duet for skiftende kombinationer: violin og horn, afløst af horn og klaver, violin og klaver, violin og horn, violin og klaver, violin og horn igen, før alle tre instrumenter mødes i en lang opbygning, der efter at være kulmineret med åbningsfanfaren atter dør hen. I anden sats’ første, langsomme del Andante fortsætter udforskningen af de tre instrumenters forskellige karakter, hvor en melodisk violin/horn-duet fire gange afløses af hurtige, nervøse udbrud i klaveret, indtil i den afsluttende, hurtige Allegro spirito-del alle tre endelig forenes i en Holmboe-typisk, hurtigt legende trefjerdedels-sats, med åbningssatsens fanfaremotiv som kulmination. Værket blev først uropført den 17.1.1999 i Radiohusets Koncertsal i København af Anne Søe Iwan, violin, Preben Iwan, horn, og Anne Marie Fjord Abildskov, klaver.

Sonate for basun og klaver, opus 172a (nummer 333 i Paul Rapoports værkfortegnelse) er ligesom “Musik med horn” Holmboes eneste værk for den pågældende besætning. Den udspiller sig som et klassisk tresatset forløb, hvor første sats, Allegro decido, kontrasterer basunens lange, udspundne linier med et tæt, rytmisk arbejde i klaveret. Den samme modstilling, blot i langsommere tempo, genfinder man i anden sats, Andante, mens finalen, Allegro con brio, i modsætning hertil forener de to instrumenter ved at fokusere på basunens evne til at skabe rytmisk fremdrift gennem korte, gentagne toner.

Værket er tilegnet basunisten Carsten Svan­berg, som også uropførte det den 2. august 1987 på Greensboro College i North Carolina, U.S.A., sammen med pianisten Arthur Tollefson.

Jakob Levinsen, 2001

Jakob Levinsen er anmelder ved Berlingske Tidende

Release date: 
marts 2001
code: 
8.224124
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099982429
Track count: 
11

Credits

Optaget i Lyngby Parkkapel, 30. maj - 6. juni 1999 og 2. september 2000

Producer: Preben Iwan, Hans Abrahamsen
Teknik: Preben Iwan and Clemens Johansen
Redigering: Preben Iwan

Udgiver: Edition Wilhelm Hansen A/S, medlem af KODA, Danmark

Coverbillede: Richard Mortensen: "Opus II Nr. 6" (1943)