Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Præludier for Sinfonietta Vol. 1

CD (free shipping)

  • CD
    63,60 kr.
    Røde titler 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
    Røde titler 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
    Røde titler 50%
Vagn Holmboe

Præludier for Sinfonietta Vol. 1

Athelas Sinfonietta Copenhagen, Giordano Bellincampi

Folklore spiller en vigtig rolle i Vagn Holmboes musik. Det samme var tilfældet med Béla Bartók og folkloristiske studier bidrog hos begge til den kompositoriske proces. Holmboe er den mest indflydelsesrige danske komponist i generationen efter Carl Nielsen og hans store produktion indeholder bl.a. 12 symfonier, kammerkoncerter og en lang serie af meget fine strygekvartetter.

Vælg foretrukket format til download af track.
To the Unsettled Weather op. 188, no. 10 (1991)
1 To the Unsettled Weather op. 188, no. 10 (1991) 9:14 9,60 kr.
To a Living Stone op. 172c, no. 5 (1987)
2 To a Living Stone op. 172c, no. 5 (1987) 11:24 12,80 kr.
To the Victoria Embankment op. 184, no. 8 (1990)
3 To the Victoria Embankment op. 184, no. 8 (1990) 11:38 12,80 kr.
To a Maple Tree op. 168, no. 3 (1986)
4 To a Maple Tree op. 168, no. 3 (1986) 7:52 9,60 kr.
To a Dolphin op. 166, no. 2 (1986)
5 To a Dolphin op. 166, no. 2 (1986) 9:52 9,60 kr.
Total runtime: 
50 min.
Vagn Holmboe

Vagn Holmboes levetid kom til at omfatte næsten hele det 20. århundrede i dansk musik, og hans virke som komponist alene over 70 år. Alligevel står hans omfattende værkliste med næsten 200 opusnumre og, ifølge den canadiske musikforsker Paul Rapoport, op mod 400 værker i alt ikke nær så meget som en kronologisk afspejling af hans tids skiftende stilarter og modestrømninger som en højst personlig brug af elementer fra både ny og gammel musiktradition, kunstmusik såvel som folkemusik, nordisk såvel som centraleuropæisk musik. Holmboes musikalske og mentale univers kom til at spænde fra Færøerne over Balkan til det Nord­sjælland, hvor han boede de sidste adskillige årtier af sit liv, og kompositorisk fra Joseph Haydn over Jean Sibelius til Béla Bartók og østeuropæisk folkemusik.

Vagn Holmboe blev født i 1909 i Horsens, og blev uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i slutningen af 1920’erne, dvs. i Carl Nielsens sidste leveår – omend Holmboe selv havde Finn Høffding som hovedlærer i komposition – og han kom efterfølgende til at stå centralt i den generation af danske komponister, der ved deres kombination af international orientering og stærk individualitet viderefører Nielsens betydning for dansk musik.

For Holmboes vedkommende vil den internationale orientering ikke mindst sige den inter­esse for østeuropæisk folkemusik, han dyrkede igennem feltstudier i 1930’erne. Men som hos inspirationskilden Béla Bartók blev folke­musik­ken hos Holmboe langt mere end blot et eksotisk krydderi på musikken, dens rytmik og melodiske vendinger blev en stadig mere integreret del af det samlede musikalske udtryk på linie med andre kilder.

Af disse blev den vigtigste – udover folke­mu­sik­ken – på det direkte musikalske plan den metamorfoseteknik, han overtog fra Sibelius, dvs. en organisk forandring af musikken ud fra ganske små kim. Den anden, nok så fundamentale, var evnen til som ikke mindst Haydn på stadig nye måder at kunne variere sin musik inden for grundlæggende enkle former og få musikalske virkemidler.

Ikke mindst Holmboes senere værker, heriblandt rækken af præludier for sinfonietta-besætning, kan ud fra en overfladisk betragtning ligne gentagelser af forgængerne. Hverken hvad angår melodik, rytmik, harmonik og form skal man have hørt ret mange Holmboe-værker, før man kan genkende hans foretrukne karakteristiske måder at formulere sig musikalsk på, en særlig kombination af noget karskt og noget storladent, en musik, der på én gang klinger asketisk og visionært – men også gerne med et underdrevent lune, som heller ikke ville have været Haydn fremmed.

Men de nye pointer fra værk til værk ligger hos Holmboe netop nok så meget i, hvordan de – tilsyneladende – velkendte elementer og teknikker bliver ved med at rumme hidtil ukendte og uforudsete muligheder. Det er højst sandsynligt også derfor, man igennem Holmboes værkliste både møder perioder, hvor han beskæftiger sig koncentreret med enkelte genrer, som kam­mer­koncerterne først i karrieren og præludierne på hans gamle dage, og omvendt genrer, der som symfonien, strygekvartetten og i et vist omfang solokoncerten følger ham livet igennem, mens han kun ved ganske få lejligheder beskæftiger sig med de mest monumentale former som opera og oratorium, hvor tingene gerne synes at skulle fremstå sagt én gang for alle.

Til gengæld bliver det så også netop i denne insisterende dyrkelse af, hvordan genrer og former kan bruges igen og igen, hvordan musikken aldrig er sagt én gang for alle, men altid kan føres videre på en ny måde, at Holmboes musik får sin enestående karakter af nødvendighed, af inspireret konsekvens, af levende organisme. Den er også hver gang en ny, dybt personlig tilkendegivelse, hvor det at arbejde minutiøst videre og se, hvor musikken kan føre én hen, kan klinge lige så kompromisløst som nogen revolution.

 

Præludierne

Præludierne for sinfonietta-besætning er Holmboes sidste store værkrække ved siden af de ti tidlige kammerkoncerter og den livslange beskæftigelse med symfoni, strygekvartet, solokoncert og den store samling af korsatser Liber Canticorum. De ti præludier, der alle er til­egnet den engelske musikforsker Robert Layton, blev komponeret indenfor kun fem år mellem 1986 og 1991, og så mange som fire af dem nåede ikke at blive uropført i Holmboes levetid.

De er ikke nummereret fra Holmboes hånd og er komponeret til en række forskellige ensembler. Men med deres stort set identiske besætning, hvor kun udvalget af slagtøj og tilstedeværelsen af klaver varierer, og med en samlet spilletid på under halvanden time fremstår de udpræget som et hele, eller snarere som skiftende facetter af en bestemt musikalsk grundholdning.

De enkelte engelsksprogede titler, der spænder fra naturfænomener og naturstemninger til menneskeskabte bygningsværker som “The Embankment” i London, kunne pege i retning af en slags programmusik, en afbildning i lyd af synsindtryk eller ideer. Ikke mindst Holmboes egen og ofte formulerede, dybe respekt for naturens skaberværk og sammenhæng.

Det er imidlertid alligevel ikke tilfældet, hvis man nærlæser titlernes præcise formulering. Der er nemlig, i næsten klassisk forstand, tale om præludier til noget, om frie, fabulerende forspil til noget efterfølgende. Blot ikke som i ældre musik til et stykke musik i en strammere form, men derimod til noget visuelt, til et ydre fænomen. Musikken spiller nok op til, skal stemme tilskuerens opmærksomhed til noget, der ligger uden for musikken selv, men den kommer samtidig til at understrege forskellen på musik og dette andet.

En titel kan godt referere til noget, kan signalere, hvad der ligger bag musikken – Holmboe overvejede at kalde sin 13. symfoni for “Sara­je­vo”, men afstod til slut alligevel derfra – men musikken forbliver sig selv og sin egen.

 

To the Unsettled Weather, opus 188 (nr. 356 i Rapoport-fortegnelsen) er nummer 10 i rækken. Præludiet forløber det meste af tiden i et roligt fremadskridende tempo, betegnet Andante sere­no, dvs. “afklaret” – men det er, jævnfør titlen, netop hvad musikken alligevel ikke helt er, sådan som det flydende stemmevæv i strygerne konstant bliver udsat for både uventede pointeringer og hastige vindstød i hurtige nodeværdier. I et luftigt leggiero-afsnit tager vindstyrken til, åbningsmotivet er nu suset fra strygerne over i messingblæserne, mens én af satsens bærende ideer mere og mere viser sig også at være klanglig: modsætningen mellem tæt og luftig stemmeføring, henholdsvis hurtige bevægelser mellem hinanden og korte motivstumper med rigelig luft både indenfor den enkelt linie og instrumenterne imellem. Først i den afsluttende, helt hurtige Allegro deciso, samler tingene sig i én retning, endda i flere tempolag på samme tid, inden musikken puster helt ud i en sidste, rolig eftertanke. Væk er den. Satsen er komponeret i 1991 og uropført den 15. november 1992 i Oslo af Nordstrand Skole- og Ungdomsorkester dirigeret af Holger Arden.

 

To a Living Stone, opus 172c (nummer 335 i Rapoport-fortegnelsen) er nummer 5 i rækken. Det naturlige spørgsmål, som titlen afføder, hvordan man spiller op til en sten, besvarer på sin vis sig selv: i naturelskeren Holmboes univers er stenen levende i sig selv. Og det fra første færd, hvor mumlende, tætte triller i de dybe strygere ledsager tom-tom’ens markante figur. Xylofonen besvarer strygerne, mens en høj fløjtesolo svinger sig op, og snart får følgeskab af de øvrige træ­blæsere, mens strygerne får mere og mere mæle, i en slags partnerskab med de to horn. Rollefordelingen mellem strygere og træblæsere byttes til dels ud, eller nuanceres i hvert fald betydeligt, som afsnittet udvikler sig, som flere mulige måder at høre den samme ting – eller sten – på. I midterdelen sker det samme så at sige på den anden led, i og med at rollefordelingen opretholdes, men nu i langsommere tempo – og som en tilsvarende anden oplevelse. Inden det hurtige tempo vender tilbage og satsens sidste afsnit med sin markante insisteren på at bevæge sig omkring tonen a gives plads for endnu en syns- eller lyttevinkel, og en særlig pointe, da a’et umiddelbart før slutningen flyder over i et g, med tilsvarende nyt perspektiv på, hvad man oplever. Satsen er komponeret i 1987.

 

To the Victoria Embankment, opus 184 (nummer 351 i Rapoport-fortegnelsen) er nummer 8 i rækken. Karakterbetegnelsen i den hurtige første del er Lucente, “skinnende”, hvad ikke mindst træblæsernes tætte samspil sørger for, ovenover en kombination af pointerede tom-tom-figurer og dæmpede sotto voce-figurer i strygerne, der først gradvis får mere og mere karakter. Den langsommere midterdel, Parlando, “talende”, i næsten halvt tempo, har som sit centrum en lang, ekspressiv cellosolo, som tiltager i styrke, mens de øvrige strygere og træblæserne udvikler deres respektive materiale fra før – kulminerende med, at cellisten rejser sig og sætter ord på stemningen: “Yes, it is midnight over London”, inden satsen ånder kortvarigt ud, før den tager op hvor det hurtige tempo slap, og i sin sidste del udvikler mere og mere energisk, ja danselysten – for midnat i London kan være lige så hidsig som lyrisk. Satsen er komponeret i 1990 og uropført den 12. september 1992 af Athelas Sinfonietta Copen­hagen dirigeret af Flemming Windekilde.

 

To a Maple Tree, opus 168 (nummer 329 i Ra­po­port-fortegnelsen) er nummer 3 i rækken, og musikken blæser som ahornbladene i vinden. Tempoet er stabilt Con moto, “med bevægelse”, satsen igennem, og motiverne domineret af rytmisk puls og opadstræbende fanfarer, nogle lynsnare og andre mere iagttagende. Ligesom i To a Living Stone skifter synsvinklen gerne mellem de enkelte instrumentgrupper, et blæserafsnit her, en strygerdel der, og det samme motiv­kompleks kan det ene øjeblik optræde diskret, det næste insisterende, mens de enkelte figurer både kan optræde bredt svungne og hurtigt flimrende. Ikke mindst hen imod satsens slutning, hvor vibrafon og xylofon er med til at drive musik­ken frem. Satsen er komponeret i 1986.

 

To a Dolphin, opus 166 (nummer 327 i Paul Rapoports værkfortegnelse) er nummer 2 i rækken og opbygget i en overskuelig tredelt form: to hurtige Animato-afsnit omkranser en Andantino-del i halvt tempo. Animato-afsnittene veksler mellem dels et markeret, roligt messing­blæ­ser­tema med lange optakter, dels hurtige 16-dels-bevægelser i strygerne – og endelig et træblæserlag, der forener elementer fra de to andre, indtil alle tre lag bringes sammen i satsens første kulmination.

Hele forløbet er samtidig underlagt en karakteristisk, tikkende fornemmelse i slagtøjet, der fortsætter ind i midterdelen. Her udvikles stryger­nes bevægelsesmønster til en duvende vekslen mellem 3/4- og 6/8-fornemmelse, mens træblæ­serne udvikler et væv af lange linier ovenpå, ind­til tempoet skifter til det oprindelige, og trompeten sætter ind med en pianissimo-variant af åbningsmotivet, der udvikles løbende igennem sidste del. Men nu nok så meget i en rytmisk pulserende udgave i xylofonen, mens messingblæ­ser­ne ikke lader sig høre før i opspillet til det afsluttende højdepunkt, der drives frem af tom-tom’ens morsesignaler, før hele satsen lægger sig til ro i åbningsmotivet. Satsen er komponeret i 1986 og uropført den 19. oktober 1987 af Radiosymfoniorkestret dirigeret af Flemming Vistisen.

 

Jakob Levinsen, 2000

Jakob Levinsen er anmelder ved Berlingske Tidende

Release date: 
juni 2000
code: 
8.224123
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099982320
Track count: 
5

Credits

Optaget i Lyngby Parkkapel 7.-11. september 1998

Producer: Michael Petersen, Hans Abrahamsen
Teknik: Preben Iwan
Redigering: Preben Iwan

Udgiver: Edition Wilhelm Hansen A/S, medlem af KODA, Danmark

Coverbillede: Richard Mortensen: "Rum" (1932)

Dacapo takker for den økonomiske støtte fra Magister Jürgen Balzers Fond, Beckett Fonden, Lyngby-Taarbæk Kommune, Augustinus Fonden og KODA's Collective Blank Tape RemunerationPiano: Steinway & Sons, courtesy of Juhl-Sørensen