Orkesterværker
Orkesterværker
Den danske komponist Finn Høffding (1899-1997) var ven med Carl Nielsen og lærer for Vagn Holmboe, og danner musikalsk set et bindeled mellem de to kendte symfonikere. Denne CD præsenterer Jena Filharmonikerne og dirigent Frank Cramers premiereindspilning af Høffdings sjældent opførte 3. symfoni fra 1930, og de lidt senere fantasier for orkester Evolution og Det er ganske vist. Repertoiret er særligt udvalgt til CD'en af Høffdings elev og livslange ven, komponisten Per Nørgård.
"Jeg imponeres endnu 80 år efter, over hvor kraftfuldt og personligt Finn Høffding forvalter den symfoniske tradition, og jeg kunne ønske, at denne udgivelse kunne bring fornyet interesse for denne neoklassiske klassiker!" (Per Nørgård 2012)
1 | Allegro, ma non troppo | 14:28 |
24,00 kr.
€3.22 / $3.5 / £2.75
|
2 | Allegro, ma non troppo | 10:11 |
24,00 kr.
€3.22 / $3.5 / £2.75
|
3 | I Allegro moderato | 9:37 |
18,00 kr.
€2.41 / $2.63 / £2.06
|
||
4 | II Lento e molto espressivo | 12:31 |
24,00 kr.
€3.22 / $3.5 / £2.75
|
||
5 | III Allegro | 5:39 |
18,00 kr.
€2.41 / $2.63 / £2.06
|
||
6 | IV Allegro energico | 7:40 |
18,00 kr.
€2.41 / $2.63 / £2.06
|
Finn Høffding (1899-1997)
af Michael Fjeldsøe
Finn Høffding var en af de store skikkelser i dansk musikliv i det 20. århundrede. Han blev aldrig elev på musikkonservatoriet, men studerede privat hos Knud Jeppesen og Thomas Laub og i 1921-22 hos Joseph Marx i Wien. I 1920'erne skrev han en række værker i de klassiske genrer, herunder to strygekvartetter og tre symfonier. Hans første symfoni fra 1923 er for stort orkester og blev uropført i Tivoli i 1925, mens den anden, Il canto liberato, er for stort orkester og kor, der synger fonetisk tekst.
Den 3. symfoni viser den begyndende indflydelse fra 1920'erne nye saglighed: Den er skrevet i 1928 for 40 musikere i fire distinkte satser efter klassisk forbillede. Med brugen af klaver i en fremtrædende rolle og et gennemsigtigt klangbillede med hørbar kontrapunktisk stemmeføring distancerer han sig her fra den romantiske orkesterklang. Symfonien blev uropført i 1930 og udgivet i 1931. Af kammermusik skrev han Dialoger for obo og klarinet, op. 10, og den interessante Kammermusik for sopran, obo og klaver, op. 11. I denne periode skrev han også to operaer: Kejserens nye klæder (efter H.C. Ander-sen, uropført 1928) og Kilderejsen (efter Holberg, komp. 1931, uropført 1942).
En afgørende oplevelse var mødet med Paul Hindemith og Jugendmusikbevægelsens leder Fritz Jöde i Baden-Baden i 1927. Det gav stødet til et livslangt musikpædagogisk arbejde, og sammen med Jørgen Bentzon grundlagde han i 1931 Københavns Folkemusikskole. Han blev i 1929 tillige formand for Dansk Musikpædagogisk Forening og en af Københavns førende gymnasiemusiklærere. Til dette arbejde udgav han en række kor- og skolesangbøger og to lærebøger: en harmonilære og en hørelære med tilhørende øvelser. Han skrev også kantater som Ein musikus wollt fröhlich sein, Holte Gymna-siums skolekantate og Das Eisenbahngleichnis. Det største værk til pædagogisk arbejde var hans skoleopera Pasteur til tekst af Gelsted, der blev uropført i 1938.
Efter en enkelt kammersymfoni i 1934 vender han i slutningen af årtiet tilbage til de større instrumentalformer med orkesterværkerne Evolution (1939) og Det er ganske vist (1943). Begge værker kalder han for symfonisk fantasi, og de markerer et skift til en foku-sering på organisk, melodisk vækst i ensatsede forløb. Evolution kan i denne forstand ses som en forløber for Holmboes tænkning i metamorfoseteknik. I denne periode skriver han også en blæserkvintet og fra midten af fyrrerne en række korværker og sange til digtere som Nordahl Grieg og Otto Gelsted.
Efter krigen blev Høffding i 1949 professor ved konservatoriet, hvor han havde undervist siden slutningen af 1920'erne, og i årene 1954-55 tillige dets direktør. Han havde derigennem stor indflydelse på de næste generationer af danske komponister, ikke mindst Vagn Holmboe. I denne periode bliver der lidt længere mellem værkerne, men han fortsætter med at komponere især sange, kantater og klaverstykker til undervisningsbrug. Han opgiver heller ikke de store former, fx med den symfoniske fantasi The Arsenal at Springfield (1953) og Sinfonia concertante (1965).
Finn Høffding, den store danske symfoniker af Per Nørgård
Sammen med Knudåge Riisager (1897-1974) indtager Finn Høffding den centrale stilling mellem Carl Nielsen (1865-1931) og efterkrigstidens 3 store\ symfonikere: Herman D. Koppel (1908-1998), Vagn Holmboe (1909-1996) og Niels Viggo Bentzon (1919-2000). Da Høffding var ven med Carl Nielsen og lærer for Holmboe, er forbindelsen mellem dem så stærk, at det er rimeligt at betragte dem som én kæde med Høffding som midterskikkelsen. Høffding har herudover den specielle humor (vover man at kalde den "dansk"?) til fælles med Nielsen - og rollen som teorilærer til Holmboe knytter de tre generationsskikkelser endnu stærkere sammen.
Først og fremmest skal man dog betragte Høffding som "sin egen" (jf. Piet Heins gruk: "Lille kat, lille kat, lille kat på vejen. Hvis er du, hvis er du? Jeg er sgu min egen!").
Finn Høffdings humor kommer især stærkt til udtryk i Det er ganske vist, bygget på H.C. Andersens eventyr om en høne, der kommer med en koket, letsindig kommentar til et uskyldigt tab af en enkelt fjer. Mens denne hændelse viderefortælles i flokken, vokser den på sladdermanér og ender som bekendt med at vokse ud over alle bredder, så da den kommer tilbage til hønen selv, kan ikke engang hun genkende den! Denne lille fabel om sladderens (u)væsen er i musikken fortalt med en afvæbnende humor: Carl Nielsens hønsesprog og hanedans har ikke været spildt på hans yngre kollega, Høffding - hvis onkel, Harald, i øvrigt har lavet en afhandling om just humorens væsen.
I det andet korte orkesterstykke på denne cd, Evolution, er det ikke humoren, der -bærer forløbet, men vækstens, evolutionens, fænomen; Det er ganske vist bringer ligeledes et lille klukkende motiv til nærmest ekstatiske højder: evolution kan komme til udtryk også i humorens klædedragt.
Cd'ens tredje orkesterværk er Høffdings 3. symfoni fra 1928. Jeg imponeres endnu 80 år efter over, hvor kraftfuldt og personligt Finn Høffding forvalter den symfoniske tradition: værkets 4 satser udfolder sig, igen vækstagtigt, på basis af markante iørefaldende temaer. Jeg kunne ønske, at denne udgivelse kunne bringe fornyet interesse for Høffding, denne neoklassiske klassiker! I de tre værker er der i hvert fald grundlag for en værdifuld udvidelse af orkestrenes repertoire.
"\