Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Værker for violin og klaver

Fini Henriques

Værker for violin og klaver

Johannes Søe Hansen, Christina Bjørkøe

I de sidste to årtier af det 19. århundrede begyndte generationen af danske komponister født i 1860’erne at gøre sig gældende. Heriblandt Fini Henriques, der også fik en veritabel solistkarriere som violinvirtuos og blev en af sin samtids mest kendte danskere med appel til så godt som alle, høj som lav. Johannes Søe Hansen og Christina Bjørkøe udforsker her hans kortere stykker for violin og klaver, både som enkeltstykker og i samlingerne Kleine bunte Reihe og Novelletter. Små stykker med skarp karakterisering – værker med charme, hjertevarme og alvor.

Køb album
CD
  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
  • FLAC 24bit 96kHz
    Studio Master
    84,00 kr.
© Sanne Hedegaard
De to musikere udbringer en atmosfære fuld af charme, sødme og varme
, Classique HD
VÆLG FORETRUKKET FORMAT TIL DOWNLOAD AF ENKELTE TRACKS.
Romance, op. 43
1 Romance, op. 43 2:03 8,00 kr.
Nordisk dans (Nordic Dance)
2 Nordisk dans (Nordic Dance) 2:50 8,00 kr.
Erotikon, op. 56
3 Erotikon, op. 56 3:38 8,00 kr.
Mazurka, op. 35
4 Mazurka, op. 35 4:48 8,00 kr.
Romance, op. 50 – Sensommer (Late Summer)
5 Romance, op. 50 – Sensommer (Late Summer) 5:40 12,00 kr.
Hexedansen (Witches’ Dance)
6 Hexedansen (Witches’ Dance) 2:59 8,00 kr.
Religioso, op. 34
7 Religioso, op. 34 7:24 12,00 kr.
Wiegenlied
8 Wiegenlied 2:30 8,00 kr.
Kleine bunte Reihe, op. 20
9 No. 1 – Hyrdedrengen (The Shepherd Lad) 2:29 8,00 kr.
10 No. 2 – Pantomime 2:01 8,00 kr.
11 No. 3 – Nikke-dukker (Yes-men) 2:55 8,00 kr.
12 No. 4 – Menuetto 3:57 8,00 kr.
13 No. 4 – Myggedans (Mosquito Dance) 1:07 8,00 kr.
14 No. 5 – Erotik (Eroticism) 4:34 8,00 kr.
Canzonetta, op. 27
15 Canzonetta, op. 27 1:39 8,00 kr.
Sorg (Grief)
16 Sorg (Grief) 3:51 8,00 kr.
Ballerina, op. 51
17 Ballerina, op. 51 2:11 8,00 kr.
Novelletter, op. 26 (Novelettes)
18 No. 1 – Allegro non troppo 3:14 8,00 kr.
19 No. 2 – Andante sostenuto 3:43 8,00 kr.
20 No. 3 – Allegretto grotesco 3:15 8,00 kr.
21 No. 4 – Allegro non troppo 3:04 8,00 kr.
Petite Valse
22 Petite Valse 3:30 8,00 kr.
Berceuse (Vuggesang)
23 Berceuse (Vuggesang) 2:09 8,00 kr.
Med ægthed og et genialt anstrøg

af Claus Røllum-Larsen

 

I de sidste to årtier af det 19. århundrede begyndte generationen af danske komponister født i 1860’erne at gøre sig gældende. Det var især tre navne, der markerede sig i den stilistiske fornyelse inden for instrumentalmusikken – på hver sin måde og i hver sin retning. Den ældste, Louis Glass, helligede sig klavermusik, kammermusik og især den store senromantiske symfoniform. Den næstældste, Carl Nielsen, mestrede stort alle gængse genrer og distancerede sig snart stilistisk fra det romantiske og dermed æstetisk fra sine generationsfæller. Den tredje og yngste var Fini Henriques, hvis produktion omfatter scenisk musik, klaver- og kammermusik samt derudover et stort antal sange. Men ydermere havde Fini Henriques en veritabel solistkarriere som violinvirtuos. Henriques’ udvikling som komponist syntes at forløbe let, legende og aldeles ­ubekymret. Det var næppe hele sandheden, men nok sådan den store del af befolkningen så på Fini, som blev en af sin samtids mest kendte danskere med appel til så godt som alle, høj som lav.

Valdemar Fini Henriques var født på Frederiksberg den 20. december 1867 i et velstillet hjem, hvor musikudøvelse var en helt naturlig del af hverdagen. Som 7-årig komponerede han, støttet af sin moder, de første klaverstykker, og fra 8-årsalderen fik han undervisning i violinspil. Efter at være blevet frarådet optagelse på Kjøbenhavns Musikconservatorium – dets leder Niels W. Gade mente ganske enkelt ikke, det var noget for ham – blev Henriques elev af violinisten og pædagogen Valdemar Tofte. Som teorilærer fik han den norske komponist Johan Svendsen, der siden 1883 havde været kapelmester ved Det Kongelige Teater. I årene 1888–1891 studerede han ved Königliche Preußische Hochschule für Musik i Berlin hos blandt andre Woldemar Bargiel, og han fik her sin violinuddannelse væsentligt suppleret hos Toftes lærer, den berømte violinist Joseph Joachim.

Efter at være vendt tilbage til København foretog Fini Henriques en rejse til Wien, Dresden, Leipzig og Bayreuth for midler fra det Anckerske Legat, som han var blevet tildelt i 1891. Det følgende år blev han medlem af Det Kongelige Kapel og virkede her først som bratschist til 1895 og derefter som violinist til 1896. Det holdt altså ikke længe, for det bundne arbejde harmonerede ikke med Finis urolige sind. Til gengæld gjorde han en stor indsats for kammermusikken; dels grundlagde han sin egen strygekvartet, Fini Henriques Kvartetten, som nød stor anseelse i samtiden, dels stiftede han i 1911 kammermusikforeningen Musiksamfundet, som han var formand for til 1931, og hvor hans strygekvartet dannede grundstammen. Ud over lejlighedsvise engagementer som teaterkapelmester var det som violinsolist, Henriques ernærede sig. Selv om han mestrede de store værker som for eksempel Beethovens violinkoncert, som han i øvrigt selv havde skrevet kadencer til, var det hans optræden ved soloaftener, hvor han iblandede sit ekvilibristiske spil diverse gags, som gjorde ham kendt og elsket. Fini Henriques døde i København den 27. oktober 1940.

Henriques’ værkliste er omfattende. Nogle af hovedværkerne i de større former er operaen Stærstikkeren (1926), ballettenDen lille havfrue (1909), musikken til melodramaet Vølund Smed (1896) – som komponisten kort før sin død omarbejdede til en opera – samt musikken til skuespillet Prinsessen og det halve kongerige (1905). Blandt de relativt få værker for orkester­besætning og for kammerbesætning hører Suite for obo og strygere (1894), Strygekvartet i a-mol (1910), Kammer­kvartetten for fløjte, violin, cello og klaver (1937), Kammerduetterne for to violiner og klaver og Violinsonaten i g-mol (1893, senere omarbejdet og forkortet). Hertil kommer en lang række klaverværker, værker for violin og klaver samt talrige sange.

Bortset fra den dramatiske musik, så er det altså overvejende inden for de mindre former, Fini Henriques har gjort sig gældende. Det brede symfoniske forløb var ikke hans sag. Det får man en klar fornemmelse af ved at lytte til hans eneste symfoni. Til gengæld formåede han som få at komponere små stykker med skarp karakterisering – værker med charme og hjertevarme. Sådan var Fini også som menneske, så der var en fuld overensstemmelse mellem manden selv og hans musik. Det er måske heri, man skal finde noget af forklaringen på den ægthed og det geniale anstrøg, der kendetegner Fini Henriques’ bedste værker.

Bortset fra violinsonaten har Fini Henriques for violin kun skrevet kortere stykker. En del af dem indgår i samlinger, af hvilke to er indspillet komplet på denne udgivelse. Det drejer sig om Kleine bunte Reihe, op. 20 og Novelletter, op. 26. Førstnævnte samling udkom i 1899, samme år som Billed­bogen. Den tyske titel kan oversættes: Lille broget række eller samling. Det indledende ­stykke, Hyrdedrengen, er et stille stemningsfuldt karakterstykke, medens Pantomime har en ligefrem, frejdig karakter. Nikke-dukker er præget af elegance og raffinement. Menuetto er et af de værker, hvor man sine steder kan føle en ikke så stor afstand til Carl Nielsen. Den meget korte Myggedans var et af de faste numre på Fini Henriques’ solooptrædener rundt om i landet. Det er da også et originalt stykke, som giver violinisten mulighed for at holde publikums opmærksomhed fanget. Til slut i Kleine bunte Reihe er anbragt et stykke med den populære titel Erotik. I modsætning til stykket Erotikon, som omtales nedenfor, er Erotik særdeles afdæmpet, nærmest resigneret.

Samlingen Novelletter, op. 26 er fra 1905. De fire stykker, som den indeholder, afviger markant fra de ovenfor omtalte stykker. I Novelletter går Henriques ikke på kompromis: her er ingen effekter for virtuositetens skyld eller træk fra salonmusikken. Ej heller har de enkelte stykker navne. Novelletterne er tilegnet den franskfødte violinmester og komponist Henri Marteau, som gæstede København i midten af 1890’erne, og som i 1908 efterfulgte Fini Henriques’ violinlærer Joseph Joachim som professor ved Königliche Preußische Hochschule für Musik i Berlin. I øvrigt lærte Carl Nielsen Marteau at kende og tilegnede ham sin Sonate for violin og klaver, A-dur op. 9, fra 1895. Om og i givet fald hvornår Henriques har truffet Marteau ved vi ikke, men det er givet, at stykkernes seriøse anlæg og store tekniske krav må være udsprunget af et ønske om, at ­Marteau ville tage dem på sit repertoire. Om dette skete vides ikke.

Det stilistiske udtryk i Novelletter afviger stærkt fra det tilsvarende i de enkeltstående stykker og i Kleine bunte Reihe. De fire stykker er ganske korte – af 3-4 minutters varighed – men stofligt komprimerede og generelt ladet med stor energi og fremdrift. Hvor Fini Henriques i en vis forstand er de smukke og velformede melodiers komponist, opviser han i Novelletter en side af sig selv, som kun sjældent kom til udtryk. I yderdelene i det første stykke dukker gentagne gange et firtonemotiv i sekstendedele op, først i melodistemmen, senere også i akkompagnementet. I violinen er motivet eksponeret i takt 13, og helt hen mod slutningen er det stærkt fremtrædende.

Andet stykke er drømmende i en slags ’1890’er-stil’, det vil sige en dunkel harmonik, som også kendes hos Louis Glass og Carl Nielsen, men allerede i tredje stykke, som næsten har en spillemandsagtig karakter, dukker firtonemotivet atter op i takt 3 for at holde en pause i den ultrakorte mellemdel og til gengæld vende tilbage med styrke og afslutte stykket en­stemmigt i begge instrumenter i forte fortissimo. Også i fjerde og sidste stykke dukker motivet op, men det fortrænges gradvis og optræder ikke i slutningen af stykket. Det lille motiv er identisk med begyndelsen af Dies Irae-melodien i den romerske kirkes messe for de afdøde, Requiem-messen. Når det nævnes her, er det fordi denne melodi, eller rettere dele af dens begyndelse, fra romantikken og langt op i 1900-tallet har været benyttet af komponister som et genkendeligt motivisk materiale med større eller mindre – ofte slet ingen – relation til melodiens ophav. Hvad bevæggrunden for anvendelse af dette motiv kan være, og om det i Henriques’ værk overhovedet refererer til Dies Irae, får imidlertid stå hen i det uvisse.

Ballerina , op. 51 fra 1921 er et eksempel på det elegante karakterstykke, hvor violinisten gør brug af både dobbeltgreb og flageolettoner, som udvider det udtryksmæssige betydeligt. Man fornemmer, at Edvard Grieg flere steder stikker hovedet diskret frem, hvilket ikke er mærkeligt, idet Grieg for 1860’er-generationen af danske komponister var en betydelig inspirationskilde; det gælder både de rytmiske, de melodiske og de harmoniske kvaliteter i Griegs musik. Canzonetta, op. 27 er komponeret allerede i 1905 og rummer raffinerede harmoniske indslag mellem de elegante og livsglade yderdele. Erotikon, op. 56 er ligesom Ballerina fra 1921 og har en stærkt udtryksfuld melodik, som synes at skildre såvel de mere enkle som de dybere sider af stykkets titel. Hexedansen er et virtuost stykke, hvor violinisten atter tager flere spillemåder i brug. Det er ikke svært at forestille sig, at stykker som dette, hvor også et ungarsk indslag giver musikken farve, har tilfredsstillet Fini Henriques. De samme kvaliteter finder man i Mazurka, op. 35 fra 1911 – et af hans mest kendte stykker.

Nordisk dans og Petite Valse stammer fra årene omkring 1920; det første har i modsætning til de fleste af Henriques’ violinstykker en rolig ’sej’ puls, medens det andet lægger sig op ad tidens elegante, pikante og ubekymrede salonmusik. Den smukt udspundne og klangskønne Religioso, op. 34 nærmer sig også salonmusikken og udmaler formodentlig på sin stille måde, hvordan religiøse tanker kunne være både let oprivende og mane til eftertanke. Fini Henriques skrev flere instrumentale romancer. Romance, op. 43 er et bredt anlagt stykke med en voldsom kulmination i midten, medens Romance (Sensommer) i D-dur, op. 50 fra 1909 er et sangbart, sødmefuldt og langt mere enkelt disponeret stykke. Sangbart er også stykket Sorg, og det med god grund, for Henriques benytter her sin egen i samtiden populære sang Det døende barn, “Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove”, fra 1899 til tekst af H.C. Andersen.

Allermest kendt er Fini Henriques nok for sin vuggesang, Wiegenlied, og netop denne genre beherskede han da også som få. Han skrev flere vuggesange eller vuggeviser – bl.a. indgår der en vuggevise i klaversamlingerne Billedbogen og i Børne-Lyrik samt en vuggesang i Miniature-Akvareller, foruden de to her indspillede stykker for violin og klaver: Berceuse (Vuggesang) og Wiegenlied. Sidstnævnte, som også foreligger i klaverudgave, er formentlig Fini Henriques’ mest spillede stykke. Det folder sig naturligt og smukt ud i sine melodiske fraser, og “sangen” er – typisk for sin komponist – udsøgt harmoniseret.

Claus Røllum-Larsen, seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek, 2019.

Release date: 
juni 2019
Cat. No.: 
8.226151
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943615126
Track count: 
23

Credits

Recorded at Konservatoriets Koncertsal, Odeon, Odense, on 27­–29 June 2018

Recording producer: Morten Mogensen
Engineering: Morten Mogensen
Editing, mix and mastering: Morten Mogensen

℗ & © 2019 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Claus Røllum-Larsen
English translation: John Irons
Proofreader: Svend Ravnkilde
Design: Denise Burt, elevator-design.dk

Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the support of Augustinus Fonden, Dansk Solistforbund,
Oticon Fonden and Solistforeningen af 1921

randomness