Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Repriser

Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Repriser

Athelas Sinfonietta, Jesper Nordin, Pierre-André Valade

★★★★★ »Ikke ’kun’ den modvillige komponist« Berlingske

Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik er mest gribende, når den er allermest absurd – som i værkerne på denne indspilning med komponistens mangeårige kunstneriske medsammensvorne, ensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen. Inspirationskilderne til de klassisk absurde PGH-stykker på dette album spænder fra en rød Skoda-dør, givet til komponisten af ensemblet som gave (Traffic) over tilfældigt udvalgte avisartikler (Tre sange til tekster fra Politiken) til generel inspiration fra Samuel Beckett (Repriser og Rerepriser) og Søren Kierkegaard (Og).

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
© Lars Skaaning
"Pelle var ikke »kun« den modvillige komponist."
Søren Schauser, Berlingske
[..] "Ingen af samtidens danske komponister har skrevet som Pelle G.-H."
Gregers Dirckinck-Holmfeld, GregersDH
"Københavnske Athelas Sinfonietta viser på deres nye cd Gudmundsen-Holmgreens absurde side med tre komplet udviklingsløse værker fra 1960' erne, der hver især lyder som underlægningsmusikken til ' Venter på Godot'."
Henrik Friis, Politiken
"det banale og groteske går op i en højere enhed"
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
»Man får oplevelser fyldt af overraskelser og eftertanke – og til genhør«
John Christiansen, jcklassisk
"Her er spas-og lydmageren PGH for fuld og nuanceret udblæsning med en fantasirigdom, som ingen kunne gøre ham det efter."
Mikael Krarup, Fyns Amts Avis
»Hans fortalere tæller flere og flere dirigenter og ensembler, så kendskabet til Gudmundsen-Holmgreen vil fortsat vokse«
Liam Cagney, Gramophone
»Det er ikke værker, man slapper af til i lænestolen foran pejsen med et glas brandy stående på bordet«
Raymond Tuttle, Fanfare
De små tings musik

af Andrew Mellor

”I koncertsalen er det ikke meningen at man skal more sig. Man skal have pæne manerer og opføre sig ordentligt. Man ankommer for eksempel ikke upåklædt”. Ordet ”upåklædt” bruger Pelle Gudmundsen-Holmgreen selvfølgelig billedligt. Det han mener er, at man ikke vil bede en alt-sangerinde om at stå på scenen og synge banale forretningsrapporter fra bagsiden af ​​en gammel avis. Man vil ikke skrive en intens duet i mange satser for cello og bilhorn. Man vil ikke drømme om en ensemble-komposition med fokus på en skrottet dør fra en gammel rød Skoda. Selvfølgelig vil man ikke det. Ikke på vilkår. Sådan gør man bare ikke.

Men det gør man så alligevel. PGH har gjort alt det nævnte. Han har optrådt ”upåklædt” i koncertsalen flere gange end Cage eller endda Ives. Men uanset alle hans musiks mærkværdigheder har den mere tendens til at fortrylle end til at chokere. Dens regelmæssige åndedræt klinger stærkere end dens lejlighedsvise skrig. Dens fysiske kvaliteter føles tæt på og næsten dyriske; dens rystelser og tics lige så naturlige og uundgåelige som dem vores egne kroppe producerer. Ofte påvirker hans musik os allermest intenst, når den er allermest absurd: når den sidder fast i en kadences blindgyde, eller når den opererer med elementer, som den selv anser for at være latterligt banale eller uforenelige.

Som komponist har PGH ikke opgivet tonalitet eller form; han er mere tilbøjelig til at drille eller omfavne de gamle begreber end til at løbe stormløb mod dem. Hans musik kan forekomme at være blottet for menneskelig beregning og tilrettelæggelse. Den har udviklet ”en præcis ambivalens, som gør det muligt for den at snerre ad sig selv, at bede sig selv om at holde kæft”, siger musikforskeren og digteren Ursula Andkjær Olsen. Ligesom små, trippende dyr på sniffende opdagelsesfærd holder værkerne på denne cd snuden i jorden fra starten af deres rejse, i et forsøg på at finde en form for mening i verden omkring dem – i et lille hjørne ad gangen.

Trafik (1994)

Ved afslutningen af ​​en Athelas Sinfonietta koncert, som markerede PGHs 60 års fødselsdag i 1992, afslørede musikerne deres gave til komponisten: en dør fra en gammel rød Skoda. I den ledsagende tale gjorde musikerne det klart, at de forventede et nyt værk fra PGH, hvor den røde dør ville blive brugt som instrument.

Musikerne vidste, at deres gave – en dør ikke fra en Mercedes, men netop fra en Skoda; ikke et komplet objekt, men et delobjekt – ville sætte de barnlige tandhjul i PGHs skaberhjerne i bevægelse. I det mindste ville det aktivere hans fascination af det soniske potentiale i skrot, skrammel og objets trouvés. Men døren var for meget – eller for lidt. PGH erklærede, at den ikke indeholdt ”en eneste lyd af værdi”, og han besluttede sig for at skrive et stykke, der ville indeholde ”andre corny lyde i stedet.”

Men det nye værk har helt klart sin sjæl fra den afrevne dør. Traffic blev uropført af Athelas Sinfonietta i 1994, og det er et værk som ”står i gæld til Satie, Varèse og Spike Jones” – ifølge komponistens egen note i partituret. ”At overleve nutidig storbytrafik er et spørgsmål om stilling – stående, gående, løbende eller siddende”, fortsætter han, ”overlevelse er et spørgsmål om ... at holde ører og øjne åbne for de skjulte regler og forskrifter, systemer og strukturer.”

Forskrifter, systemer, strukturer – virkelig? Ja, måske ikke så meget i tematisk-musikalsk forstand som i forhold til den fysiske organisering af hvad der klinger hvornår; hvad: fra de næsten uendelige muligheder i et sonisk bybillede, der kan fungere som et legitimt eller endda frugtbart kontrapunkt. Traffic er orkestreret for messing og træblæsere, forstærket strygekvartet, klaver, harpe, elektrisk guitar og basguitar og to slagtøjsspillere, som håndterer olietønde, koklokker, rasle, bilhorn, nødder og politifløjte (foruden mere traditionelle instrumenter). Det kan potentielt resultere i rigtig meget støj.

Måske er ’udviklingen’ i Traffic lig med destilleringen af disse forskellige komponenter, fremkomsten af ​​noget strålende med udgangspunkt i noget tilsyneladende grimt; i musikkens evne til at samle op på sine egne spor hen imod en mulig exit. Fra kaos i værkets åbning – man kan forestille sig den som en rundkørsel i udkanten af ​​Rom snarere end som et velreguleret gadekryds i København – er det som om ingen af ​​de sædvanlige ’regler’ kan anvendes; hvert køretøj og/eller skabning er overladt til sig selv. Men ved at knytte usandsynlige venskaber, ved at tro uden at tro på noget bestemt, kommer vores lille væsen ud af byen i live.

Repriser (1965) / Rerepriser (1967)

Repriser og Rerepriser vidner om PGHs tendens til i 1960’erne at distancere sig fra tanken om at musikken skal løse et problem, at den skal være en rejse mod sejr eller resignation. Repriser følger i stedet i Samuel Becketts spor – for PGH er Beckett en ”evig udfordrer, bekræfter og medarbejder” – med sit fokus på det meningsløse. ”Jeg har intet at sige, og jeg siger det”, sagde John Cage. Men mente han dermed ikke også, at musikalsk fascination kan stoppe ved den rene lyd, som samtidig kan være kompleks og smuk?

Becketts tekst pulserer af liv i dettes mest meningsløse form på grund af sin sproglige rigdom – sin lyd. Ligesom i Tricolore introduceres forskellige lyd-grupper til hinanden i Repriser, og hver gruppe gør de andre anderledes på en eller anden måde. Men i modsætning til i Traffic interagerer disse elementer ikke i Repriser, i hvert fald ikke i vores normale musikalske forståelse af begrebet interaktion. Stykkets fem klanggrupper består af fløjte, obo, klarinet og kontrafagot (gruppe 1); trompet og trombone (gruppe 2); slagtøj – herunder bl.a. marimba, koklokker, gonger, rørklokker og benzindunke i forskellige størrelser (gruppe 3); præpareret klaver og guitar (gruppe 4); og en solospiller fra hver strygergruppe (gruppe 5).

Byggematerialer kan have en ensartet overflade, men en sådan overflade kan antage forskellige karaktertræk, når en arkitekt sætter den op mod en anden, forskellig overflade. Det samme gør sig gældende i Repriser. De enkelte grupper ændrer ikke deres udtryk væsentligt, men deres ytringer nuanceres forskelligt – afhængigt af hvilke andre grupper der er aktive på samme tid. Samtalen kan være ordknap, så det er den balletagtige ’hvem-taler-hvornår’-kvalitet, som er det mest interessante. ”Det musikalske materiale er dårligt”, har PGH sagt om stykket, ”men det bliver behandlet fyrsteligt.”

Dette princip føres et skridt videre i værkets efterfølger, Rerepriser, skrevet to år senere. Her er der fire grupper, og den instrumentale tekstur er tættere: violin, fløjte/piccolo, obo, fagot (gruppe 1); forstærket præpareret klaver, cembalo og kontrabas (gruppe 2); tre tromboner (gruppe 3); og percussion – koklokker, olietønde, rørklokker – samt el- og basguitar (gruppe 4).

Således er lyden i Rerepriser umiddelbart mere grov, mere Traffic-agtig, end forgængerens. Komponisten har omtalt værket som ”et temmelig grimt stykke” bygget op af ”beskidte, dårlige lyde”, hvis rødder måske kan findes i punk-bevægelsen. Men også her ændres teksturerne, når forskellige grupper klinger på forskellige tidspunkter. Der opstår et arketypisk PGH-møde af umage sengekammerater, når kødædende tromboner og beskidte elektriske guitarer byder det fint trædende, insektagtige cembalo op til dans. På et tidspunkt begynder en smilende, latin-farvet dansemelodi at slå rod, stillet til rådighed af gruppe 1. Der er ikke meget, som forbinder PGH med landsmanden Per Nørgård, men begge komponister har svært ved at stille noget op, når en dans pludselig dukker op i deres musik, som ved et muntert tilfælde.

Tre sange til tekster fra Politiken (1966)

Hvis Repriser og Rerepriser lægger afstand til ideen om ”et stykke musik” og i stedet fokuserer på selve lyden, som musikken er baseret på, så har et af ​​PGHs mest berømte værker fra 1960’erne en lignende holdning til tekst. ”I 1960’erne hadede jeg denne tilgang til at sætte musik til tekster – denne idé om at tage nogle ord, give dem ny farve og betydning, for at understreger en dybere mening. Jeg syntes, at et meget fint digts betydning allerede var helt klar, inklusive dets lyd”, siger komponisten. ”At sætte digte i musik forekom mig at være en dårlig idé.”

Løsningen i PGHs cyklus af tre sange fra 1966 (som indledes med et Præludium og desuden byder på to Mellemspil) var at vælge helt almindelige tekster fra den danske avis Politiken. I noget af komponistens mest åbenlyst Beckett-inspirerede musik synger en alt-sangerinde om den anden afvisning af et forslag i Roskilde Byråd, om nyt fra den danske finanslovsdebat, og om rederiet DFDS’ 100 års jubilæum.

3 sange med tekster fra Politiken deler nogle rent lydmæssige kvaliteter med Repriser / Rerepriser, som kronologisk omkranser værket. Men umiddelbart identificerbart i dette stykke er PGHs ’væsen’, som lusker rundt og gøre sin tilstedeværelse hørbar med ticks, rystelser og fumlerier. De to første sange bruger den samme barnlige melodi med fire nærtliggende toner og guitarakkompagnement med to akkorder; hver sang ender brat, midt i en sætning, på en tilfældig tone. De to sange er adskilt af et mellemspil, der tilføjer lyden af ​​eksotisk slagtøj til præludiet, og de efterfølges af endnu et mellemspil, der har en vis karakter af noget oprindeligt. I den tredje sang synger alten unisont med guitaren, og nu har melodien karakter af himmelsk salmesang. Teksten om DFDS bringer – sammen med den ”hvide støj” med indlagte gong-slag, der afløser sangen – det hele ned på jorden.

Og (2012)

I 2012 begyndte PGH at arbejde på et stykke til markeringen af 200 året for ​​den danske forfatter og filosof Søren Kierkegaards fødsel, et jubilæum som blev fejret det følgende år. Titlen Og refererer til Kierkegaards første offentliggjorte arbejde, Enten Eller, et filosofisk skrift, hvor modsatrettede synspunkter om livet fremføres af to meget forskellige karakterer.

”Det er meget i overensstemmelse med min egen måde at lave musik på”, siger PGH, ”med forskellige veje eller stemmer, forskellige meninger, forskellige udsagn, og ved at sige disse forskellige ting opstår der måske noget tredje, der er værd at diskutere.” I Og omfatter de forskellige elementer bl.a. blæsere som udelukkende maser blokke af D-dur musik ind, hentet fra Mozarts Don Giovanni (en Kierkegaard-favorit), og en fagot der sprutter helt for sig selv, som et ensomt væsen der forsøger at finde sin stemme. Strygere, træblæsere og slagtøj danser shimmy i mellemtiden; et klaver fyrer oktavrunder af nu og da, mens en harpe laver pirouetter ude i siden. Halvvejs gennem stykket synes denne brogede besætning at blive trukket tøvende i samme retning takket være den magnetiske tiltrækningskraft fra duetten Là ci darem la mano fra Don Giovanni. Men værkets forskellige karakterer slapper snart af igen, og bliver da netop ikke Mozart, men sig selv; de accepterer deres egen skønhed, balance, og evnen til at tale med hinanden. Efter det chokerende møde med virvaret af lyde ser vi, hvad der er ægte og sandt; musik og skønhed, vokset frem fra de små ting, der er tilbage.

Andrew Mellor er journalist og kritiker med særlig interesse i kultur og musik fra Danmark og de nordiske lande.

Release date: 
juni 2016
Cat. No.: 
8.226126
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943612620
Track count: 
18

Credits

Recorded at the Royal Danish Opera House, Rehearsal Hall, on 19 March 2015 (3 Politiken songs); on 12-13 September (Traffic, Repriser, Rerepriser), and on 2 June 2013 (Og)

Recording producer: Mikkel Nymand and Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Sound engineer: Mikkel Nymand; Sebastian Eskildsen (3 Politiken songs)
Editing, mix and mastering: Mikkel Nymand

℗ & © 2016 Dacapo Records, Copenhagen

Danish translation of liner notes: Lars Ole Bonde
Proofreader: Svend Ravnkilde

Graphic design: Denise Burt, elevator-design.dk

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, ewh.dk

Athelas and Dacapo acknowledge, with gratitude, the financial support of Danish Arts Foundation, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden, Knud Højgårds Fond, Wilhelm Hansen Fonden, Sonning-Fonden, A.P. Møller Fonden, Beckett-Fonden, Magister Jürgen Baltzers Fond, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Danish Composers’ Society’s Production Pool / KODA’s Cultural Funds, and KODAs National Funds

randomness