Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkesterværker Vol. 2

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Peder Gram

Orkesterværker Vol. 2

Andrea Pellegrini, Sønderjyllands Symfoniorkester, Matthias Aeschbacher

Komponisten Peder Gram (1881-1956) nød en fremtrædende placering i sin samtid, ikke blot pga. en række af meget fine værker fra hans hånd, men også fordi han besatte en lang poster i musikmiljøet, som gjorde han til en af sin generations mest indflydelsesrige personer i det danske musikliv. Denne udgivelse præsenterer den tidlige perle Avalon for sopran og orkester samt to af Grams mesterlige symfonier. Værkerne dækker det fulde udtryksregister, fra det gnistrende og effektfulde til det højdramatiske, festlige og kraftfulde.

Vælg foretrukket format til download af track.
Avalon op. 16 for soprano and orchestra (1917)
1 Avalon op. 16 for soprano and orchestra (1917) 5:52 9,60 kr.
Symphony no. 2 op. 25
2 I Entrata. Maestoso - Andante 4:47 6,40 kr.
3 II Recitativo 1:42 6,40 kr.
4 III Melodia 2:32 6,40 kr.
5 IV Azione. Allegro con brio 11:19 12,80 kr.
6 V Epilogo. Allegretto - Adagio - Allegretto - Adagio - Andante 7:27 9,60 kr.
Symphony no. 3 in E minor, op. 35
7 I Moderato e poco maestoso 10:12 12,80 kr.
8 II Adagio (Intermezzo) 9:33 9,60 kr.
9 III Allegro marciale 11:38 12,80 kr.
Total runtime: 
65 min.
PEDER GRAM

Gennem den stigende interesse for at rehabilitere oversete eller ligefrem fortrængte danske komponister, som måske opstod med ‘genopdagelsen’ af Rued Langgaard i slutningen af 1960’erne, har vi fået ændret det musikhistoriske landkort en hel del. Nogle komponister, der tidligere var næsten ukendte, har pludselig fået liv, om ikke i det løbende repertoire så dog på cd, og musikværker, som er blevet betragtet som uoriginale og klichéagtige, har måske nu endelig ‘fundet’ de musikere, som tager dem alvorligt og med et nyt opførelsespraktisk udgangspunkt forløser de kvaliteter, som i generationer har ligget latent, men usynlige og i hvert fald uhørlige for de allerfleste.

Denne udvikling er interessant og glædelig, for den nuancerer billedet af vores musikkultur, hvis mangfoldighed i sig selv er en rigdom. Men ejendommeligt nok ligger visse komponister stadig underdrejet i ‘rehabiliteringens’ farvand. Flere store navne fra de forrige generationer venter endnu på at blive taget frem og spillet.

Dette sidste kan helt bestemt siges om Peder Gram. Han indtog i sin samtid en fremskudt position, ikke blot pga. sine musikværkers høje håndværksmæssige standard og kunstneriske niveau, men også pga. de talrige musikorganisatoriske hverv, som gjorde ham til en af sin generations mest indflydelsesrige danske musikpersonligheder. At han endnu i dag må betragtes som en overset komponist bekræftes af en passus i Boel Lindbergs bog fra 1997 om den svenske komponist John Fernström, som var elev af Gram. Hun skriver: “Mycket litet har skrivits om Peder Gram och som tonsättare är han i dag helt bortglömd.”

Peder Jørgensen Gram blev født i København i 1881 som søn af en fremtrædende matematiker, aktuar og forsikringsdirektør. Efter studentereksamen påbegyndte Gram studier ved Polyteknisk Læreanstalt (nu DTU), men snart fik musikken tag i ham, og efter at have modtaget undervisning hos organisten ved Christiansborg Slotskirke, Hermann Kallenbach, var han i årene 1904‑07 elev ved konservatoriet i Leipzig. Hans lærere var her Stephan Krehl i komposition, Karl Wendling i klaver samt Hans Sitt og Arthur Nikisch i orkesterdirektion. At studieopholdet må have båret frugt ses bl.a. af, at Gram modtog konservatoriets kompositionspris (”Nikisch-prisen”) for sin Strygekvartet op. 3. Efter yderligere et halvt års studieophold, denne gang i Dresden, slog Gram sig ned i København, hvor han virkede som kompositions- og teorilærer. Derudover foranstaltede han fra 1908 til 1913 to årlige symfonikoncerter med hovedsagelig nyere musik på programmerne. I 1912 modtog Gram Det Anckerske Legat, og for midlerne herfra rejste han gennem Tyskland og Østrig for endelig at besøge Paris. I 1914 gav han en koncert i Berlin med det filharmoniske orkester, hvor hans 1. Symfoni blev uropført, og i 1918 overtog han, som den rutinerede og initiativrige dirigent han var, kapelmesterposten i Dansk Koncert-Forening efter Louis Glass. Foreningen havde siden 1902 været et vigtigt forum for ny dansk orkestermusik, og i Grams tid opretholdt foreningen denne funktion indtil begyndelsen af 1930’erne, hvor den måtte indstille sine selvstændige koncerter og fusionere med Det Unge Tonekunstnerselskab.

Sideløbende med dette markerede Gram sig stærkt inden for det organisatoriske arbejde. Således var han medlem af en række bestyrelser og formand for flere betydelige: Dansk Tonekunstnerforening 1919-24, Den Danske Olympiske Komités Kunstudvalg 1925-29, Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik 1931-38, Koda 1930-37, Nordisk Union for Komponistrettigheder, hvis præsident han var 1931-32 og 1935-36, samt endelig – og ikke mindst – Dansk Komponist Forening, som han var formand for 1931-37. Sin absolut mest indflydelsesrige post fik Peder Gram i 1937, da han udnævntes til chef for Musikafdelingen i Statsradiofonien. Grams arbejde var på ingen måde let, og han måtte indkassere megen kritik for sine dispositioner. Men som dirigenten Jens Schrøder har skrevet i bogværket i anledning af Danmarks Radios 75-års jubilæum, så fremmede Gram de reformer og den nytænkning, som han fandt tiden moden til. Og det var i Grams chefperiode, at Statsradiofoniens Symfoniorkester blev udvidet til fuld filharmonisk størrelse, som Schrøder også har påpeget.

I 1951 gik Gram på pension fra sin stilling i Statsradiofonien og modtog i den anledning som gave fra Symfoniorkesteret et smukt indbundet partitur med påskriften: Peder Gram: Symfoni nr. 3. Nodebladene var dog tomme, og den slet skjulte plan var selvfølgelig at foranledige den nybagte pensionist til atter at kaste sig over kompositionsarbejdet og fortsætte sin symfonirække, som var ophørt ved den mere end 25 år gamle 2. Symfoni. Gram ‘kvitterede’ for gaven og komponerede sin 3. Symfoni, som han selv dirigerede uropførelsen af ved en Torsdagskoncert i 1955. Symfonien blev et af Grams sidste værker og fik opusnummeret 35, hvilket viser, at hans produktion var ganske lille af omfang.

Var – og er – Grams værker ikke særlig hyppige på koncertprogrammerne, og har hans produktion fristet en kummerlig tilværelse i pladekatalogerne, så satte han dog med det fine lille pausesignal i mange år sit diskrete præg på radioudsendelserne på Program 2. Desværre er signalet for flere år siden taget ud af brug.

Det bør nævnes, at Peder Gram var en meget søgt lærer i musikteori. Blandt hans elever var Knudåge Riisager og de svenske komponister Waldemar Rudolf, Gustaf Paulson og som nævnt John Fernström. Grams intensive beskæftigelse med musikteoretiske emner gav sig udslag i bøgerne Musikkens Formlære i Grundtræk (1916), Moderne Musik (1934), samt Analytisk Harmonilære (1940).

Grams eftermæle som komponist har været relativt entydigt: En ”kølig nordisk mentalitet” (Vagn Kappel), en ”forening af intellekt, formklarhed, dygtigt gennemført, ofte kontrapunktisk betonet og harmonisk kræsent tematisk detailarbejde og lyrisk finsans” (Kai Aage Bruun) og ”I sin musik demonstrerer Gram udtalte intellektuelt betonede evner. Alt er gjort præcist og hensigtsmæssigt.” (Nils Schiørring). Det klart disponerede og gennemarbejdede præger da også ganske rigtigt Grams værker.

Orkesterværkerne, hvoraf denne cd præsenterer et udvalg, står centralt i værklisten. Lige som Poème lyrique (1911) var Avalon for sopran og orkester (1917) relativt hyppigt spillet tidligere – Poème lyrique sågar ved en koncert i 1913 i Concerts Colonne i Paris under ledelse af Gabriel Pierné og ved den omtalte koncert med Berlins Filharmoniske Orkester – men de tre symfonier (1913-1954), som kan betragtes som Grams hovedværker, har i mange år samlet støv i arkiverne. Produktionen omfatter desuden en del kammermusik og klaverværker samt vokalmusik, heriblandt en række mandskorsange. Af klaverværkerne må fremhæves Variationer over et tema af Weyse op. 15 (1915), som for år tilbage jævnligt hørtes i radioen.

Som et blik tilbage til Peder Grams yngre år indledes denne cd med Avalon for sopran og orkester fra 1917. Værkets tekst skyldes Erik Stokkebye (1882-1960) og er hentet fra digtsamlingen Avalon fra 1916. Avalon er et navn fra den keltiske sagnverden, en salighedens ø, hvor heltene opholdt sig efter døden omgivet af skønne feer. I Grams lille værk fremmanes gennem det harmoniske og det instrumentatoriske en fortættet stemning, som kan give mindelser om fransk impressionisme. Værket er tilegnet Louis Glass, der ledede uropførelsen i Dansk Koncert-Forening den 13. no-vember 1916, hvor koncertsangerinden Lis Mogensen var solist.

Symfoni nr. 2 for mindre orkester og mezzosopran er komponeret i 1925 og fik sin uropførelse i Dansk Koncert-Forening den 5. oktober 1926. Peder Gram dirigerede selv ved denne lejlighed, og solist var Nora Elé – en sangerinde som påtog sig mange opgaver inden for tidens nye danske musik. Værkets opbygning afviger stærkt fra den traditionelle symfoniform. Selv om partituret klart viser en opdeling i fem dele, lader komponisten i en fortale til værket tydeligt forstå, at han betragtede symfonien som værende i én sats.

Første del, en kort “Entrata”, indledes med stærke akkordslag, der hver har en tre-tonig forslagsfigur, som kommer til at spille en væsentlig rolle i det videre forløb. Efter de indledende ni akkorder følger et let vegeterende afsnit, som efter et par højdepunkter lægger sig til hvile til fløjtens foredrag af den omtalte forslagsfigur. Efter en generalpause sætter anden del ind. Den har overskriften “Recitativo” og åbner med en kort obocantilene, hvori forslagsfiguren indgår. Den korte overordentlig klangskønne sats slutter med forslagsfiguren, og derpå gås der direkte over i tredje del, “Melodia”, som intoneres af mezzosopranen. Celesten, som tydeligvis havde en fast plads på Peder Grams orkesterpalet, giver lige som Erik Stokkebyes naturlyriske tekst denne del en smuk farvning. Stokkebye, der i øvrigt havde været skolekammerat med Gram, nød stor popularitet hos en række danske komponister omkring Første Verdenskrig, blandt andre Louis Glass. Til sidst i “Melodia”-delen dør forløbet ud til klarinettens afledning af den omtalte forslagsfigur. Derpå følger den vidtspundne fjerde del, “Azione”, som så langt er symfoniens længste og stofligt vægtigste. Titlen kan oversættes til handling, og det er da også en rammende betegnelse for satsen, der med stor energi bryder den fortættede idyl, som bl.a. Stokkebyes digt havde fremkaldt. Satsens hovedtema rummer en triol, som kan være afledt af den nævnte forslagsfigur. Hurtigt sætter et fugeret afsnit ind; også her spiller forslagsfiguren en fremtrædende rolle, idet den fungerer som modstemme til det egentlige fugakompleks. Hoveddelen gentages i ændret instrumentation og i det hele taget med et ganske andet udtryk, bl.a. fordi forslagsfiguren nu er inkorporeret i forløbet. På et sidste højdepunkt fremtræder for-slagsfiguren i bl.a. trompeter og basuner. Delen afsluttes med et bækkenslag solo. Den afsluttende del “Epilogo” åbner med en fløjtesolo, som afløses af klarinetten, hvorpå en hektisk stemning pludselig sætter ind, men den går snart over i en genoptagelse af det bredt syngende tema fra “Entrata”-delen, og efter et højdepunkt afsluttes symfonien af forslagsfiguren akkompagneret af bl.a. harpeakkorder. Hvis man – som det er gjort her – fokuserer på forslagsfigurens behandling i symfonien, vil man bemærke, at der er en udvikling fra det direkte truende i figurens optræden i indledningen til det fuldstændig afspændte i afslutningen af værket, som således måske kan siges at rumme et element af afklaring eller sågar forklaring.

Det er i det foregående nævnt, at Peder Gram nærmest blev presset til at fortsætte sin række af symfonier årtier efter, at han var ophørt at arbejde inden for denne genre, og man kunne da frygte for, at den 3. symfoni, som Gram komponerede få år før sin død i 1956 – den er slutdateret 16. juli 1954 – måtte blive et antiklimaks i produktionen. Det er dog ikke tilfældet. Godt nok vender han her tilbage til den helt traditionelle tresatsede symfonitype med en førstesats i sonatesatsform og en fredfyldt andensats efterfulgt af en kompleks polyfon finale, og godt nok arbejder han inden for et tonesprog, som var fuldt udviklet i den pågældende form allerede omkring Første Verdenskrig. Men alligevel fristes man til at sige, at denne uhyre velinstrumenterede symfoni på smukkeste måde afslutter Grams værkrække. Og dette altså selv om der ikke på den måde gås nye veje, og selv om han ikke følger de nye linier, der var trukket op i den 2. symfoni.

Den 3. symfoni egner sig til intens lytning, hvor man bl.a. kan nyde Grams fine nu-ancerede harmonik i den lange ekspositionsdel i førstesatsen, eller man kan høre, hvordan han i andensatsen inkorporerer en torgutisk folkesang, som den forskningsrejsende Henning Haslund-Christensen havde hjembragt fra en af sine centralasiatiske ekspeditioner til Mongoliet – temaet fremføres her af hornet – eller man kan beundre det polyfone mesterskab i finalen.

Claus Røllum-Larsen, 2007

Release date: 
februar 2008
code: 
8.224718
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313691821
Track count: 
9

Credits

Indspillet i Alsion, Sønderborg, 22.-27. januar 2007
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Mastering: Claus Byrith og Morten Mogensen
Grafisk design: Elevator Design