Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Dust encapsulated

Rune Glerup

Dust encapsulated

Neel Bramsnæs Teilmann, Mathias Friis-Hansen, Gáman, Athelas Sinfonietta, Pierre-André Valade

Den danske komponist Rune Glerup (f. 1981) arbejder rumligt med sin musik. I stedet for at møde en narrativ musikstrøm kan lytteren med denne udgivelse opleve selvstændige, tredimensionelle blokke af lyd, som kan betragtes fra mange forskellige vinkler - og samtidig har en stærk energi mellem sig. Albummet rummer fem premiereindspilninger af akustiske og elektroniske værker komponeret indenfor de seneste fem år og er indspillet af Athelas Sinfonietta Copenhagen under den franske dirigent Pierre-André Valade, samt trioen Gáman og solisterne Neel Teilmann (klaver) og Mathias Friis-Hansen (slagtøj).

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
"En stærkt fascinerende portræt-CD", "Her får man en fornemmelse af som lytter at lære lydene at kende til bunds - og en invitation til at lade sig fascinere".
Henrik Friis, Politiken
"En guidet tur i Glerups raritetskabinet af musikalske objekter".
Nikolaj Strands, SEISMOGRAF
“Definitely a talent to watch.”
Guy Rickards, Gramophone
Total runtime: 
49 min.
RUM OG OBJEKTER 

af Trine Boje Mortensen

“Jeg har skrevet musik siden jeg var barn, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle være komponist. Det var meget naturligt. Selvfølgelig var der et tidspunkt da jeg var teenager, hvor det blev en beslutning, men jeg har komponeret næsten lige så længe som jeg kan huske.”

Rune Glerup kommer fra et musikerhjem, og der er ingen tvivl om, at beslutningen om at blive komponist er vokset tidligt frem. Eller måske skal man bare omformulere det: Rune Glerup har altid været komponist. Selvom bevidstheden om dette er fuldt formet, er det ikke ensbetydende med at man behøver at gå den slagne vej på konservatoriet.

“Jeg havde ikke lyst til at gå på konservatoriet i Danmark, så jeg tog til Berlin, hvor jeg så gik på konservatoriet. Dernede hørte jeg en masse musik, og så tog jeg til Paris senere hen. Da jeg så kom tilbage til København, søgte jeg ind på solistklassen og gik der i to år. En af grundene til at jeg meget tidligt orienterede mig udadtil var, at jeg syntes at konservatoriet og miljøet omkring det var meget, meget dansk. Boulez var nærmest et frækt ord. Der skete mange interessante ting i Danmark, men jeg savnede virkelig at få nogle input udefra. Der blev stort set kun spillet ny dansk musik herhjemme. Det var en af grundene til at jeg tog til Berlin. Det virker mærkeligt når man siger det i dag, men dengang lige før årtusindeskiftet lå der jo ikke nær så meget musik på nettet. Det var sværere at orientere sig.”

I Danmark har Rune Glerup, der afholdt debutkoncert fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2010, fået undervisning af bl.a. Niels Rosing-Schow og Bent Sørensen, mens han i udlandet også har studeret på bl.a. elektronmusikstudiet IRCAM i Paris og deltaget i masterclasses hos bl.a. Adriana Hölszky og Philippe Leroux.

“Selvom jeg har komponeret altid, så begyndte min værkliste jo ikke da jeg var otte år. Værk-listen begynder med en strygekvartet som aldrig er blevet opført, og som jeg arbejdede på i meget lang tid, også da jeg var i Berlin. Det er sådan set udmærket, at den ikke har været opført, for den har helt klart mange problemer. Men det var alligevel et meget vigtigt værk for mig, for jeg udviklede virkelig mange ideer, en form for teori til det værk, som jeg stadig bruger i dag. Det er derfor, den strygekvartet står der som værk nummer 1.”

Rune Glerups musik er blevet spillet på en række internationale festivaler og af bl.a. det franske Ensemble Intercontemporain og af London Sinfonietta, og danske ensembler har selvfølgelig også bestilt værker hos Rune Glerup, det gælder fx to af ensemblerne på CD’en her: Gáman og Athelas Sinfonietta Copenhagen.

Som hos mange andre komponister betyder samarbejdet med musikere meget for Rune Glerup. Det at vide hvem der skal spille musikken bliver vævet ind i den kompositoriske proces. Men for Rune Glerup er der en anden ting, der er lige så vigtig:

“Det er at vide, hvor det skal spilles: Hvilket lokale det skal uropføres i. Og så kan man selvfølgelig sige, at det bagefter bliver spillet alle mulige andre steder. Men det betyder bare meget for den måde, jeg tænker klangen på. Det er igen et spørgsmål om at høre det. Tænke klangen. Hvordan kommer det her til at lyde? Og der skal jeg helst placere musikerne i et rum – helst et jeg kender. Hvis ikke jeg kender rummet, er det også meget sværere for mig at forestille mig, hvordan det lyder. Nogle få gange har jeg ikke kendt rummet så godt og der har jeg faktisk været nødt til at placere musikerne i et fiktivt rum eller et rum som jeg kendte i forvejen, selvom jeg godt vidste, at det ikke var der, værket skulle spilles.”

Det fysiske rum betyder meget, men det konkrete kulturelle rum, han er vokset op i – Danmark – knap så meget. I hvert fald ikke som musikalsk pejlemærke. Rune Glerup er ikke den eneste danske komponist, der er søgt udenlands, men han tilhører en generation, hvor de nationale, kulturelle skel giver mindre og mindre mening.

“Jeg har aldrig syntes, at min musik har været specielt dansk, men jeg kan alligevel godt se, at selvom der er meget inspiration fra især Tyskland og Frankrig i min musik, så er den alligevel anderledes end det de laver der. Måske er nogle af de klicheer, som man altid nævner – den nordiske klarhed, og at der er en interesse for en meget stram struktur – måske er det alligevel til stede i min musik. Selvom selve sektionerne i de her værker kan være meget komplekse og energiske, så er min musik på en anden måde minimalistisk, fordi der er nogle korte ret afgrænsede forløb som stopper meget brat.”

Rune Glerups henvisning til det minimalistiske får en dansk ny musik-lytter til at tænke på komponister som Pelle Gudmundsen-Holmgreen og andre repræsentanter for den Ny Enkelhed i Danmark, hvorimod der, som Rune Glerup selv påpeger, i den franske musik kan konstateres en mere udpræget interesse for et stort, mere organisk udtryk også i dag. Men komponisten tilføjer: “Jeg har aldrig været så begejstret for at lede efter nationaliteter i musik.”

Rune Glerup har bevidst søgt inspiration uden for den danske klangverden, men det der sideløbende med musikken, han mødte i Tyskland og Frankrig i årene, hvor han blev uddannet, måske har haft den største indflydelse på komponisten og hans musikalske tankegang, er billedkunsten.

“Det visuelle og den visuelle kunst har måske været den største inspirationskilde for mig gennem årene. Ud over den inspiration, der kan komme fra et konkret værk, så er jeg simpelthen misundelig på billedkunstnere, fordi de arbejder virkelig med det fysiske materiale. Sådan helt direkte. Det gør man alligevel ikke helt som komponist.”

Glerup har i flere år arbejdet med det musikalske materiale som det var tre-dimensionelle objekter, som man kan gå rundt imellem. Ideen om at musikken i stedet for at fortælle historier i en narrativ strøm måske kunne være mere rumlig i sin struktur fik Rune Glerup bl.a. fra den franske filosof Alain Badiou.

”Han har beskæftiget sig meget med definitionen af en situation, som netop ikke kun er en tidslig ting, men som nærmere er udgjort af et antal elementer, og selvom man bytter om på elementerne, så er det den samme situation. Og det er egentlig det samme med en -mobile, hvis man ser de berømte mobiler af Alexander Calder. Man kan sagtens bytte rundt på delene, men det er alligevel den samme mobile. Det, jeg har arbejdet meget med, er, at når man nu ikke vil have det narrative, så har man friktionen mellem objekterne tilbage. Altså simpelthen tænke på stykkerne som en situation, der skal have en speciel spænding. Så i stedet for en udvikling, så er det i virkeligheden ... friktionsenergi.”

De dele, der udgør musikken, de musikalske objekter som Rune Glerup arbejder med, kan let høres i musikken, særligt i værker som objets/décalages på denne cd. Ved at lave korte, karakteristiske musikalske objekter, der er klart afgrænsede fra hinanden kommer netop denne friktionsenergi frem. Som modpoler, der støder hinanden væk eller faste blokke af lyd, der upåvirket af hinanden står fast hver på sit. Kun i berøringsfladen eller berøringsøjeblikket kaster de enkelte objekter ny energi af sig og skaber ny -friktionsenergi.

“Jeg har arbejdet meget med at hver sektion, hvert objekt får sit eget udtryk, så det får sin egen karakter. Det er et spørgsmål om at kunne høre det. Fungerer det som objekt? Nogle gange prøver jeg at bevæge mig på grænsen: Hører man det som et objekt? Eller falder det fra hinanden i flere dele eller objekter? At arbejde med objekter som grundidé har stadig et stort potentiale for mig. Men i dag tænker jeg mere over makroformen, over hvordan det fungerer over længere tid. Det har selvfølgelig været det, der også interesserede mig fra starten, men det overordnede i strukturen er kommet mere i fokus.”

Rune Glerups arbejde med musikalske objekter er veldokumenteret på nærværende cd, og interessen for denne rumligt prægede musikalske strukturering er stadig en del af hans arbejdsproces og af hans værkers rumlige prægning.

dust encapsulated #1 og #2
“Som mange andre komponister har jeg haft det lidt problematisk med titler. Når man tænker sådan rent musikalsk, er det vanskeligt at finde nogle ord – altså to-tre ord, eller bare et enkelt ord, som man skal hæfte på ti minutters musik. Så jeg havde på et tidspunkt en idé om at opfinde en titel, som kunne være generel. I stedet for at kalde det Værk uden titel nr. 1, 2, osv. så ville jeg finde på en titel som jeg kunne bruge på flere værker. Der kom tre værker ud af det – der er to med titlen dust encapsulated – etteren er for slagtøj og elektronik og toeren er for kvintet, og så er der Divertimento. Divertimento har eksisteret i flere former og første version hed faktisk dust encapsulated #3. Men så synes jeg, at det blev for kedeligt. dust encapsulated [indkapslet støv] var bare noget jeg fandt på, men der er en lille personlig reference til fotografen Man Ray. Han har taget et billede af et af Marcel Duchamps værker, der hedder Det Store Glas, som Duchamp havde efterladt i sit studie i et år, hvor det bare havde samlet støv. Så kom Man Ray og tog et billede af det tilstøvede kunstværk helt tæt på. Tæt på ligner det et landskab. Det ligner ikke støv. Det er ikke noget, der betyder noget for musikken, det er bar sådan en lille personlig hilsen til de to billedkunstnere, for jeg var meget optaget af især Marcel Duchamp på et tidspunkt.”

dust encapsulted #1 for slagtøj og elektronik er et værk, hvor de to klangverdener ligger tæt op ad hinanden. Forsigtigt prøver de at finde kommunikationspunkter eller overensstemmelser, og de er hele tiden snublende nærved især i de sarteste passager, hvor begge med elegance finder fine nuancer frem. Men hele tiden bliver kommunikationen mellem de to ændret når et lille markant ‘beep’ sørger for sceneskift for de to aktører. Hos både elektronik og slagtøj er de delikate, knasende lyde i centrum, for undervejs at blive afbrudt igen og igen af kontrasterende slag, rytmer og støj.

dust encapsulated #2 blev komponeret i 2009 kort tid efter objets/décalages. Også i dette værk for fløjte, klarinet, violin, cello og klaver kan de enkelte musikalske objekter næsten berøres, men energien i dette værk er mere hektisk, næsten afsindige. De enkelte objekter er også mere komplekse, og tilsammen giver det et indtryk af et værk ‘på -kanten’. På kanten af det mulige, af det fornuftige, af det holdbare. Det hele bliver holdt sammen af energisk fremdrift.

Objets/décalages
Objekter/forskydninger – det betyder den franske titel på trioen, som Rune Glerup komponerede til den danske trio Gáman i 2008. Værket er et eksempel på det fokus komponisten har haft på musikalske objekter, hvor et musikalsk udsagn står klart og afgrænset fra andre objekter, og i løbet af værket sættes de så sammen på forskellig vis. På den måde ses det enkelte musikalske objekt i forskellige belysninger, og det kaster samtidig nyt lys på det forudgående og efterfølgende objekt. Samtidig giver de tre instrumenter – violinen, blokfløjten og akkordeonet – hver deres klangfarve til objekterne som en indarbejdet del af de objekternes karakter og dermed som en del af et klingende landskab af enkeltdele.

“I stedet for at fokusere på det klassisk narrative i musik, hvor man bliver ledt gennem en fortælling, har jeg været mere interesseret i at undersøge rumlighed i mine værker. Man kan gå fra A til B, men man behøver ikke at fortsætte til C og D. Man kan sagtens gå tilbage til A. Det er næsten en fysisk oplevelse af at gå rundt mellem en masse forskellige musikalske objekter, uden at der er nogen retning.”

Sonata in Seven Movements
Der er en insisterende kvalitet over Rune Glerups Sonate i syv satser for klaver. I hver sats insisterer et specifikt udtryk på at komme til orde, og gennem hele værket er der en lidt utilpasset energi, der presses ud gennem alle sprækker. Dette værk skiller sig ud fra de andre på cd’en, fordi man som lytter ikke som i fx objets/décalages træder ind i et landskab, men nærmere åbner dør på dør ind til det samme rum, så man ser objekterne, satserne derinde fra forskellige vinkler. Eller også er det slet ikke det samme objekt man ser, hver gang døren åbnes.

“Oprindelig var Sonaten tænkt på samme måde som “objekt”-værkerne, men så kiggede jeg lidt på materialet og lavede syv satser i stedet for. På sin vis er der nogle af de samme ideer – og hver sats er så et større objekt. Men de bliver ikke gentaget. Inde i hver sats er der til gengæld en ret tydelig opdeling i mindre dele.”

Divertimento
Værket er bestilt af Athelas Sinfonietta Copenhagen til uropførelse ved Festival Printemps des Arts i Monte Carlo 2011.

“Titlen Divertimento er en direkte reference til Mozart. Det betyder ikke, at man skal tænke på Mozart, når man hører musikken. Det er mere en personlig hilsen fra mig især til Mozarts sene Divertimento for strygetrio (K 563). Det værk har noget paradoksalt over sig: Det hedder Divertimento, og det er noget man forbinder med noget let, noget underholdende for en lille besætning. Men så er det alligevel et kæmpe værk, der tager omkring 45 minutter og det er ikke et let værk, det er faktisk meget dybt. Jeg kan godt lide det paradoks. Det er noget af den stemning, jeg har taget ind i mit værk: der er noget let, noget spøgefuldt i det, men samtidig også noget tungere. I mit Divertimento er der jo ti instrumenter, så det er lidt større – til gengæld er det meget kortere end Mozarts.”

Klangene og energien slår lytteren i møde i Divertimento. Det underholdende lag kunne overfladisk betragtet sammenlignes med legende hundehvalpe, der tumler, ruller, snuser og vælter omkring. Men dette diverterende aspekt er så langt fra hele oplevelsen af værket, for ord om frustration, nænsomhed, insisteren og rå kraft blander sig hurtigt, når man skal formulere oplevelsen af musikken. De klare opdelinger undervejs giver en gennemsigtighed i musikken, men stemningen man sidder tilbage med efter endt lytning er ikke nødvendigvis klar eller gennemsigtig, snarere en smule tåget, som om komponisten solidt træder ud i gråzoner og udsagn mellem linjerne.

Release date: 
januar 2014
Cat. No.: 
8.226578
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943657829
Track count: 
11

Credits

Recording sessions:
objets/décalages Garnisons Kirke, december 2012
dust encapsulated #1 og Sonate Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 19. marts 2013
Divertimento på Festival Printemps des Arts de Monte Carlo Salle Empire 3. april 2013 (live indspilning)
dust encapsulated #2 Operaen 25. maj 2013

Producer: Mikkel Nymand
Teknik: Mikkel Nymand

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition·S, www.edition-s.dk

www.athelas.dk

Støttet af Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODAs Kulturelle Midler

randomness