Tango Jalousie
Tango Jalousie
Jacob Gade (1879-1963) – dansk komponist og violinist – er verdensberømt som komponisten bag Tango Jalousie. I 1925 var Paladsteatret i København det naturlige valg, da den nye Zorro-film med superstjernen Douglas Fairbanks i hovedrollen skulle have Danmarkspremiere. Alle sejl blev sat til; biografens kapelmester Jacob Gade komponerede en ny tango til en af scenerne, og han kaldte den Jalousie – tango tsigane. Siden uropførelsen i 1925 er det, vi nu blot kalder Tango Jalousie blevet det måske allermest spillede stykke dansk musik gennem nu snart 100 år. Noderne udkom både herhjemme og internationalt, og grammofon og radio gjorde udslaget; utallige orkestre, violinister og dirigenter har haft fingrene nede i partituret i tidens løb. Nu er turen kommet til et af verdens absolut førende orkestre, de traditionsbevidste Wiener Filharmonikere.
Jacob Gades Tango Jalousie
af Henrik Engelbrecht
Paladsteatret ligger stadig ved Vesterport Station i København, som det gjorde i 1925. På det tidspunkt havde biografen allerede i syv år været et af byens største tilløbsstykker, og den var det naturlige valg, da den nye Zorro-film med superstjernen Douglas Fairbanks i hovedrollen skulle have Danmarkspremiere. Alle sejl blev sat til; biografens kapelmester Jacob Gade komponerede en ny tango til en af scenerne, og han kaldte den Jalousie – tango tsigane. Inspirationen fik han fra en avisartikel om et drabeligt jalousimord, og han skrev efter eget udsagn tangoen ned på kun et par timer. Men Jacob Gade var også en mand med næsten 35 års praktisk erfaring som musiker, kapelmester og selvlært komponist.
Jacob Gade blev født i Vejle i 1879. Hans far var spillemand, og han handlede også med musikinstrumenter. Jacob spillede violin og klaver, og han var med far på arbejde, når der skulle spilles til bryllupper og høstfester i Vejle og omegn allerede fra før han blev teenager. Men hovedstadens musikliv trak – og Jacob Gade flyttede til København allerede som 16-årig. Han havde 80 kroner med i lommen, og klarede sig i begyndelsen ved at spille på snuskede værtshuse. Nogle af pengene brugte han på violinundervisning, men det lykkedes ikke for ham at få en friplads på musikkonservatoriet. Gade måtte klare sig selv, og allerede som 18-årig var han kapelmester for et lille, beskedent orkester i værthuset Sommerlyst i Holmbladsgade. Senere avancerede han til orkesterleder på teatre som Bristol, Phønix og Dagmarteatret. Men selv om der var arbejde nok i København for en ung, ambitiøs musiker, så var græsset måske nok endnu grønnere på den anden side af Atlanten.
I 1919 var den første store verdenskrig slut, og der var igen mulighed for at rejse ud. Gade tog som så mange andre på eventyr i det forjættede USA, hvor han både opnåede at spille i det store orkester i den nyåbnede Capitol-biograf med plads til svimlende 4000 tilskuere, og også med selveste New York Philharmonic Orchestra og dirigenten Wilhelm Mengelberg. Men allerede i 1921 vendte Gade hjem til Danmark – med oplevelser og indtryk fra den amerikanske underholdningsindustri, som han havde planer om at udnytte i København. I Paladsteatret fik han opgaven med ikke bare at dirigere et efter forholdene stort orkester på hele 24 mand, men også at arrangere og komponere musik, der passede til hver scene i en ny stumfilm.
Siden uropførelsen i 1925 er det, vi nu blot kalder Tango Jalousie blevet det måske allermest spillede stykke dansk musik gennem nu snart 100 år. Noderne udkom både herhjemme og internationalt, og grammofon og radio gjorde udslaget; utallige orkestre, violinister og dirigenter har haft fingrene nede i partituret i tidens løb.
Nu er turen kommet til et af verdens absolut førende orkestre, de traditionsbevidste filharmonikere fra Wien. Og hvem bedre til at spille Gades helt særlige populærmusik med dybe, klassiske rødder end netop det orkester, som hvert år til nytår beviser, at det behersker den populære tradition fra Strauss-familien og deres samtidige – inklusiv danske H.C. Lumbye – på samme helt selvfølgelige måde som de gør, når det drejer sig om musik af Brahms, Mahler og Richard Strauss. Dirigenten Sakari Oramo trækker på sin fortid som koncertmester for Det Finske Radiosymfoniorkester, og han leder Wienerfilharmonikerne i bedste stehgeiger-tradition med violinen under hagen – med et orkester, som er vant til at spille kammermusik i stort format. Og selv om det jo egentlig ikke er den slags, titlen hentyder til, så er der er faktisk en del at blive jaloux over for resten af verdens violinister og symfoniorkestre; hør selv, når Sakari Oramo slår an, og lægger ud med den store solokadence i begyndelsen af Danmarks suverænt mest berømte tango.