Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Sonater for violin og klaver

CD (free shipping)

  • CD
    Digipack
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Niels W. Gade

Sonater for violin og klaver

Christina Åstrand, Per Salo

Niels W. Gade (1817-1890) var uden sammenligning den internationalt mest kendte og anerkendte blandt 1800-tallets danske komponister. Han var en glimrende violinist og skrev derfor en del for violin. Hans forkærlighed for instrumentet kommer bedst til udtryk i værkerne for violin og klaver, hvor de tre sonater viser Gades stilistiske udvikling over 40 år: Fra ungdommelig fantasifuldhed i den tidlige første sonate, over et fastere greb om tidens klassisk-romantiske ideal i den anden, til den sidste og tredje sonates erfarne og strengere klassiske linjer uden dunst af tidens senromantik.

Vælg foretrukket format til download af track.
Violin Sonata no. 3 in B flat major, op. 59 (1885)
1 I Allegro con fuoco 7:08 9,60 kr.
2 II Allegro non troppo é scherzando 3:34 6,40 kr.
3 III Romanze: Andantino con moto 5:04 9,60 kr.
4 IV Finale: Allegro vivace 6:19 9,60 kr.
Violin Sonata no. 2 in D minor, op. 21 (1849)
5 I Adagio - Allegro di molto 7:16 9,60 kr.
6 II Larghetto - Allegro vivace - Larghetto - Allegro vivace - Larghetto 6:42 9,60 kr.
7 III Adagio - Allegro moderato - Allegro molto vivace 6:57 9,60 kr.
Violin Sonata no. 1 in A major, op. 6 (1842)
8 I Allegro di molto 8:04 9,60 kr.
9 II Andante II con moto 7:23 9,60 kr.
10 III Allegro con espressione 9:56 9,60 kr.
Total runtime: 
68 min.
NIELS W. GADE
SONATER FOR VIOLIN OG KLAVER

Niels W. Gade var uden sammenligning den internationalt mest kendte og anerkendte blandt 1800-tallets danske komponister. Han gjorde lynkarriere efter hans Ossi-an-ouverture i 1841 vandt Musikforeningens kompositionskonkurrence om den bedste koncertouverture skrevet af en dansk komponist.

I perioden 1844-48 gjorde Gade en strålende karriere i en af Tysklands førende mu-sikbyer, Leipzig.

Efter at være vendt tilbage til København underlagde Gade sig næsten systematisk det danske musikliv, var medstifter af Musikkonservatoriet, blev organist ved Holmens Kirke, løftede som dets dirigent Musikforeningen op på et internationalt niveau, og som dirigent plejede han tillige en international karriere, der fortsatte lige til hans død. Ikke mindst gennem denne dirigentvirksomhed blev kendskabet til Gades værker, som bl.a. tæller 8 symfonier, et antal koncertouverturer og talrige værker for kor, solister og orkester, udbredt over det ganske Europa.

Gade var en meget habil violinist. I februar 1834 kom han som 17-årig ind på Det Kongelige Kapels violinskole. Efter at have opgivet – inden for en rimelig tidshorisont – at opnå en stilling som fast violinist i kapellet, besluttede han sig for at forsøge at gøre cellisten Georg A. Gehrmann kunsten efter: at skabe sig en international karriere som virtuos. Han drog i efteråret 1838 på en koncertturné til Norge og Sverige; men selv om han opnåede en ikke ringe anerkendelse som violinist, svigtede indtægterne dog så meget, at han slukøret måtte vende tilbage til København. Her blev han, usædvanligt for en desertør, genoptaget på Det Kongelige Kapels violinskole.

Gade skrev for violin gennem hele sin karriere, fra de første ungdommelige forsøg i forskellige kammermusikalske genrer til de sene kammermusikværker. Hans eneste koncert er for violin og orkester (op. 56). Af samtlige værker i de fire bind med kam-mermusik i Gades Samlede Værker (Niels W. Gade: WORKS) er kun et enkelt uden medvirken af mindst én violin, Fantasistykker for klarinet og klaver, op. 43.
Ved siden af violinkoncerten kommer Gades forkærlighed for violinen klarest til ud-tryk i værkerne for violin og klaver: 3 violinsonater, Folkedanse, Capriccio og et ung-domsværk, hvoraf kun finalen er fuldført. I alle disse værker dokumenterer Gade sin evne til at udnytte violinens meget brede vifte af udtryksmuligheder og sin tekniske beherskelse af instrumentet.

Violinsonate nr. 1 i A-dur, op. 6

Denne sonate har tre satser:

1. Allegro di molto    6/8    A-Dur
2. Andante con moto    2/4    F-Dur
3. Allegro con espressione    c    a-mol

Den tonale disposition er bemærkelsesværdig. Efter 2. satsens afsluttende F-dur kadence følger en kort overledning, der slutter på en dominant til d-mol. Finalen be-gynder på en d-mol sekstakkord med funktion af subdominant i a-mol, der markeres tydeligt i takt 3, en usædvanlig toneart for finalen i en A-dur sonate med den midterste sats i mediant-tonearten, F-dur. Sonaten er frisk og ungdommelig i sit udtryk, mere præget af sin kompositoriske iderigdom og lyst til gentagelse af gode ideer end til stringens i stil og strenghed i form.

Den eneste datering i trykmanuskriptet er 24. november 1842 ved slutningen af fi-nalen. Sonaten udkom hos Breitkopf & Härtel; men en passage i et brev fra forlægge-ren Fr. Kistner til Gade af 3. marts 1843 dokumenterer, at den unge komponist allerede på dette tidspunkt var ombejlet af de store forlæggere, der så store (økonomiske?) muligheder i hans værker. Brevet drejer sig i første række om partituret til symfoni nr. 1, der udkom hos Kistner i 1843. Men hen mod slutningen af brevet skriver forlægge-ren: “Som jeg har hørt, befinder der sig her endnu et manuskript til en sonate for klaver og violin, som skal være meget smuk, hvilket ikke er andet end man vil forvente. Derfor gør jeg Dem følgende forslag: beslut Dem for et honorar for begge værker tilsammen og henvis også denne sonate til trykning hos mig? Det ville i det hele taget være ønskeligt for mig, om De i fremtiden til stadighed vil bringe de nye produkter fra Deres muse til mit kendskab, thi jeg søger stedse at berige mit katalog så meget som muligt med klassiske værker, og for så vidt kan en varig forbindelse med Dem kun være højst glædelig for mig.” Men Kistner var for sent ude: Sonaten var allerede i trykken hos Breitkopf & Härtel, som udsendte den i December 1843.

I et brev fra Gade til forældrene af 27. oktober 1843 skriver Gade fra Leipzig: “Jeg er bekjendt med den halve Bye troer jeg og allerede ganske træt af at gaa i Aften- og Middagsgilder. Det er sandt, forleden Aften spillede Mendelssohn og David (i et Sel-skab, hvor vi vare sammen) min Duet ganske fortræffeligt. Det var en Lyst at høre paa, den var nemlig indstuderet paa det nøiagtigste. — Ja, jeg veed jo at det more Jer at høre alt Godt der møder mig derfor fortæller jeg saa meget om mig selv. Desuden har Mendelssohn paalagt mig at skrive Jer nøiagtig hvorledes alting gik for sig i Con-certen.”

Inger Sørensen har i sin Gade-biografi Niels W. Gade, Et dansk verdensnavn, Gyl-dendal, København 2002, registreret 6 opførelser af A-dur sonaten. En af disse fandt sted den 15. december 1843 ved et bal hos familien Schumann, hvor bl.a. Ferdinand David var tilstede. Gade spillede her sin sonate sammen med værtinden Clara Schu-mann.

Antallet af samtidige anmeldelser af Gades kammermusikværker er temmelig be-grænset, idet anmelderne i første række interesserede sig for de store orkesterværker og korværker med orkester og solister. Men enkelte kan man dog finde. Her er et par udpluk: “Et muntert, yderst elskværdigt musikstykke! [...] Den foreliggende sonate begynder med en gående, i 6/8 takt henflagrende Allegro, A dur, som især i den vedholdende klaverfigur minder os om Mendelssohn. [...]

Andanten er af barnlig, enkel karakter, romancelignende (F dur) [...]

Finalen anser vi for at være den mest originale i hele sonaten [...] Stykket indehol-der meget, som man må betegne som særegent og som afslører ungdommens humor. Man bør have store forventninger til Gade; må han blot ikke forsømme at skrive flittigt for sangstemmer, at han ikke i glæden over instrumentaleffekter kommer på afveje” (Allgemeine musikalische Zeitung Nr. 9, 1844, i forbindelse med udgivelsen af A-Dur violinsonaten).

Violinsonate nr. 2 i d-mol, op. 21
I København i april/maj 1849 udarbejdede Gade en renskrift til sin violinsonate i d-mol. På titelbladet er sonaten angivet som op. 19; Akvareller for klaver sniger sig imidlertid ind foran violinsonaten i opusrækken, og det samme gælder 4. symfoni. Opusnumrene omkring sonaten er således:

Op. 19: Akvareller
Op. 20: Symfoni nr. 4
Op. 21A: Violinsonate nr. 2
Op. 21B: Tre Digte af C. Hauch
Op. 22: Tre tonestykker for orgel

Distinktionen mellem 21A og 21B skyldes Dan Fog (N.W. Gade-Katalog, En fortegnel-se over Niels W. Gades trykte kompositioner, Dan Fogs Musikforlag, København 1986). I de oprindelige udgaver er såvel violinsonaten som Tre Digte af C. Hauch angivel som op. 21.

Trykmanuskriptet til violinsonaten har kun en enkelt datering, Leipzig 1. juli 1850, så sonaten har åbenbart ligget stille et års tid, uden at Gade har fundet stunder eller anledning til at give den en sidste overhaling, inden han sendte den til trykning. I de to første satser er der imidlertid kun tale om ganske små forbedringer, mestendels tilføjelse af oktavdubleringer i klaverets venstre hånd. Tredie sats bliver til gengæld gennemgribende revideret. Den store tidsforskel på de to kilder må således tages som udtryk for, at Gade ikke var tilfreds med finalen, som den så ud i det første manu-skript.

30. december 1849 skriver Hermann Härtel i et brev til Gade: “Det er nu godt seks måneder siden, at De sidst skrev til mig og sagde, at De allersnarest ville sende os en ny sonate for klaver og violin. Hvor er nu denne sonate blevet af? Dog vel i Køben-havn? I det mindste er den ikke nået frem hertil.” Altså: Gade fortæller forlaget, at han er færdig med en ny violinsonate i forsommeren 1849. Seks måneder senere – i de-cember 1849 – rykker Härtel for manuskriptet. Gade er i mellemtiden kommet til den konklusion, at sonatens finale må revideres, inden den kan udgives. Først efter 1. juli 1850 afleverer Gade manuskriptet til forlaget, som straks sætter produktionen i værk, således at sonaten udkommer i december 1850.

På trods af – eller på grund af? – den lidt atypiske tilblivelsesprocess blev denne violinsonate et af Gades mest spillede værker. Inger Sørensen opregner i sin Gadebio-grafi ikke mindre end 68 opførelser af værket, flertallet ganske vist i Leipzig, Gades tyske hjemby; men der opregnes også opførelser i mange andre tyske byer og i talrige ikke-tyske byer i det nordlige Europa: Zürich, London, Haarlem, Amsterdam, Prag, -Bruxelles, Wien, Belfast, Glasgow og naturligvis København.
Sonaten er den korteste af de tre violin-sona-ter:

1. Adagio – Allegro di molto    c    d-mol
2. Larghetto – Allegro vivace    6/8    F-Dur
3. Adagio –      c    d-mol
    Allegro moderato –
    Allegro molto vivace    2/4    D-Dur

Den er koncentreret i sit musikalske udtryk, og Gade har komponeret en tæt tematisk sammenhæng mellem de to ydersatser. Midtersatsen er en dobbeltsats med formen A-B-A'-B'-A''. A-stykkerne repræsenterer en typisk langsom sats (romanceagtig), medens B-stykkerne rummer alle de for en scherzo karakteristiske træk. Denne tele-skopering af midtersatserne i et typisk 4-satset forløb bidrager i høj grad til værkets koncentrede udtryk.

Violinsonate nr. 3 i B-dur, op. 59
Denne sonate er komponeret i løbet af en kort periode i sommeren 1885: Skitserne til værket indeholder flere dateringer, alle i juni1885, renskriften er dateret 10.-24. juli. Den 28. oktober 1885 skriver Gade i et brev til sin elev Maximilian Heidrich: “Denne som-mer har jeg skrevet en violin & klaversonate, ganske fuld af frisk sommerluft og ung-domslyst, og nogle Folkedanse for violin med klaverakkompagnement.” Den 20. maj 1886 tilbyder Breitkopf & Härtel at udgive sonaten: “Den os venligst tilbudte kla-ver-violin-duet, sonate nr. 3, op. 62 skal være velkommen hos os.” Opusnummeret 62 er en forveksling med folkedansene, en forveksling der hidrører fra Gade selv i et brev til forlaget, hvori Gade tilbyder Breitkopf & Härtel at udgive værket. Sonatens opus-nummer er 59. Vi skal frem til de sidste måneder af 1886 før Gade får sendt det udaterede trykmanuskript til op. 59 til Leipzig.

Sonaten udkom i juli 1887. Den er tilegnet violinisten Wilhelmine Normann-Neruda og er med sine fire satser noget længere end d-mol sonaten:

1. Allegro con fuoco    C    B-Dur
2. Allegro non troppo
    e scherzando    3/4    d-mol
3. Romanze:  
    Andantino con moto    3/4    Es-Dur
4. Finale: Allegro vivace    6/8    B-Dur

og som Gade skriver, er den fuld af friskhed og gåpå-mod, uden dog på noget sted at forfalde til overfladisk virtuositet.

Første sats er en todelt Allegro, i hvilken tre temaer præsenteres i begge dele. Før-ste del åbner med det rytmisk prægnante hovedtema, et tema der tillige er stærkt tonalt profileret med en direkte modstilling af B-dur og H-dur. Det optager de første halvt hundrede takter af satsen. Tema 2 er et kort leggiero, bare 10 takter i d-mol. Tema 3 er det egent-lige sidetema, et bredt og sangbart tema i F-dur, der som hoved-temaet behersker scenen et halvt hundrede takter og bringer første del af satsen til afslutning i F-dur.

Anden del af satsen begynder ligesom første del med det markante hovedtema, der nu behandles gennemføringsagtigt og udbygges til ca. 75 takter. Tema 2 får endnu mindre plads end i første del, medens tema 3 ligger tæt op ad præsentationen i første del, her blot i B-dur. Satsen slutter med en kort coda, der endnu engang præsenterer hovedtemaet.

Gades scherzoer er ofte femdelte med tre scherzodele imellem hvilke, der er ind-skudt to triodele. Scherzoen i B-dur violinsonaten afspejler denne grundide, selv om de meget melodiøse kontrastdele ikke er betegnet „Trio“ og næppe kan betragtes som selvstændige afsnit i samme forstand som egentlige trio-dele. Scherzodelene står i d-mol, medens den første kontrastdel centrerer om C-dur, den anden om D-dur.
Tredie sats er en bredt anlagt Romanze: først en båret melodi i Es-dur, sluttet og tonalt afrundet; dernæst et poco agitato i c-mol med et udtryksfuldt baryton-motiv som det førende element i klaveret. I det efterfølgende afsnit (tranquillo) ophøjes bary-ton-motivet til det egentligt melodiførende element, i varianttonearten C-dur og med dublering af violinstemmen i klaveret. Det fjerde afsnit vender kortvarigt tilbage til begyndelsen (igen i Es dur), og som afslutning bringes det sonore tredie afsnit i lidt forkortet form i Es dur.

Finalen er en meget aktiv Allegro vivace. Den består af en ekspositionsdel med to temaer, et meget livligt første tema i B-dur og et mere roligt tema 2 i Des-dur. Herpå følger et Animato i d-mol, som i hovedsagen præsenterer musikalsk stof uden egentlig tematisk tilknytning til det foregående. Så en reprise, hvori de to temaer præsenteres i henholdsvis B-dur og Es-dur. Til sidst en kort præsentation af tema 1 og en kort coda, der knytter an til Animato-delen.

Inger Sørensen opregner i sin Gadebiografi blot en enkelt opførelse af dette værk.

Man kan undre sig over den meget store forskel på opførelseshyppigheden af d-mol og B-dur sonaten. Man vil ikke med rette kunne hævde, at det skyldes en musikalsk kvalitetsforskel på de to sonater. Begge er fremragende værker, og forskellen i deres popularitet må søges uden for det rent musikalske. Der er ingen tvivl om, at de mange opførelser i Leipzig af d-mol sonaten hænger sammen med Gades tilknytning til denne by og udtrykker en stærk loyalitet over for Gade, som i perioden 1844-1848 havde været lærer ved Musikkonservatoriet i Leipzig og dirigent ved Gewand-haus-koncerterne, først som Mendelssohns 2. kapelmester og efter Mendelssohns død i 1847 som 1. kapelmester. Men der var også mange opførelser af d-mol sonaten uden for Leipzig. B-dur sonaten er et af Gades sene værker, og det udkom på et tidspunkt, hvor Gades internationale stjerne som komponist var begyndt at blegne. Og det er et faktum, at Gades B-dur sonate med sit karske musikalske udtryk adskiller sig fra periodens mainstream, der i højere grad tilstræber et udtryksregister præget af salonmusikkens parfumerede dufte på den ene side og et næsten episk, fortællende udtryk på den anden.

De tre violinsonater repræsenterer tre forskellige stadier i Gades stilistiske udvikling. Den første, fra begyndelsen af 1840’erne, viser os Gades ungdommelige og frodige fantasi, hvor mottoet fra Ossian-ouverturen: „Formel hält uns nicht gebunden, unsre Kunst heißt Poesie“ (Ludwig Uhland) fortsat har gyldighed, omend der i dette tilfælde ikke er tale om musik der har et program.

Den anden sonate, som er komponeret umiddelbart efter opholdet i Leipzig, er den af de tre sonater, der med sin sikre og komprimerede stil og klassisk-romantiske udtryk tydeligst viser påvirkningen fra Leipzig-mestrene Mendelssohn og Schumann.

Den tredie violinsonate (op. 59) repræsenterer Gades seneste stilstadium, hvor fo-kus i det klassisk-romantiske udtryk er forskudt i retning af det klassiske. Derved knytter sonaten sig til værker som D-dur strygekvartetten (op. 63) og de to sæt No-velletter for strygeorkester (op. 53 og op. 58).

Finn Egeland Hansen, 2009

Release date: 
februar 2009
code: 
8.226066
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943606629
Track count: 
10

Credits

Indspillet i Koncerthuset, Studie 2, juni 2008
Producer: Aksel Trige
Teknik: Aksel Trige
Redigering: Christina Åstrand, Per Salo og Aksel Trige

Design:

Niels W. Gade-udgaven blev anvendt til denne indspilning

Denne indspilning er sponsoreret af Weyse Fonden, Oticon Fonden, Solistforeningen af 1921, Beckett-Fonden og Augustinus Fonden