Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Det bedste fra Den danske Guldalder

Niels W. Gade
J.P.E. Hartmann
Peter Heise
Friedrich Kuhlau
F.L.Ae. Kunzen
H.C. Lumbye
Edouard Dupuy
C.E.F. Weyse

Det bedste fra Den danske Guldalder

Køb album
Download
  • mp3 (320kbps)
    138,0055,20 kr.
    mp3
    €7.41 / $8.06 / £6.31
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    158,0063,20 kr.
    CD Quality
    €8.48 / $9.23 / £7.23
    Køb
Total runtime: 
199 min.
Den danske guldalder

Det 19. århundrede blev indvarslet med bombardement og geværsalver. Europa var med Na­poleon inde i et voldsomt uvejr. Overalt lød der nye toner. Nok lå Danmark afsides, men udviklingen var så omfattende, at det med det samme også kunne mærkes i Frederik VI’s lille hovedstad København.

Dansk kultur og her ikke mindst den musikalske har meget at takke den store nabo i syd for. Mens vort uheldige engagement på fransk side i de napo­leon­ske krige medførte tabet af flåden, Københavns bombardement, statsbankerotten og afståelsen af Norge, skabte den fra Tyskland kommende romantik nyt liv i den kulturelle sfære. Det er tidligst i litteraturen, at den ny følsomhed, den ny interesse for den nationale fortid og den ny religiøse tilgang til naturen vinder gennemslagskraft. Det er indledningen på den epoke, der senere har fået betegnelsen Guldalderen.

I denne periode, der strækker sig frem til enevæl­dens afskaffelse og udbruddet af den slesvig-hol­stenske treårskrig i 1848, vandt musikken sin nationale identitet, samtidig med vi her står ved den egentlige internationalisering af musikken og musiklivet i Danmark. Det er i disse decennier kernen af den danske sangskat bliver til, musikken i teatret florerede og de første afgørende skridt i retning af symfoniens og koncertmusikkens blomstring blev taget.

Sammen med de kulturelle impulser kom også de to komponister, der markerer periodens første fase sydfra. Christoph Ernst Friedrich Weyse (1774-1842) kom fra dengang Danmarks yderste sydvestlige hjørne, Altona, med en musikalsk baggrund præget af Hamburgs musikliv, Bach-sønnen Carl Philip Emanuel Bach og den unge wienerklassicisme. I 1789 er Weyse i København, hvor han slår sig ned og helt frem til sin død forbliver en afgørende person i det musikalske miljø.

Naturligvis spillede Det Kongelige Teater en vigtig rolle i byens musikalske liv, og selvom Weyse ernærede sig som organist, var han tidligt draget mod teatret. Med syngestykket Sovedrikken (1809) skabte han et charmerende landligt intrigespil, der af flere grunde har fået lov til at leve. Syngespillet indledes med en elegant ouverture, som meget vel illustrerer Weyses kunnen i det symfoniske. Omkring 1795 havde han skabt syv symfonier, der eksemplificerer en balanceret klassisk instrumentation og en satsteknik, hvor melodiske indfald kombineres med kontrapunktik. Vokalt er Sovedrikken rig på indslag fra det friskt viseagtige til det yndefulde og følsomme. Weyse viser sig her som en mester på det lyriske romance-felt med en udviklet sans for den folkeviseprægede balladetype. Er Weyses indsats som kirkemusiker gået noget i glemmebogen, så huskes han stadig for de sammen med digteren B.S. Ingemann skabte Morgen- og Aftensange fra 1837-38, intime andagtsange, der synges den dag i dag.

Periodens anden koryfæ, Daniel Friedrich Kuhlau (1786-1832) var Weyses modpol. Også han havde det musikalske liv i Hamburg som bagland, men i modsætning til den klassisk orienterede Weyse var Kuhlau mere modtagelig for tidens glæde ved det dramatiske og det virtuose. Hos Kuhlau findes talrige elementer fra den unge Beethoven, ligesom både revolutionstidens franske musikdramatik og den italienske bel canto finder indpas.

Det var som klavervirtuos, at Kuhlau i 1811 ved en koncert i Det Kongelige Teater præsenterede sig for det danske publikum, og det var som musikdramatisk komponist, at han ved teatret vandt sine største sejre. Inspiration såvel fra Rossini som Carl Maria von Weber kan spores i talrige af hans arbejder, men med musikken til J.L. Heibergs festspil Elverhøj (1828) føjes tillige et knæfald for den herskende nationale begejstring, idet Kuhlau her bl.a. leverer den endelige formulering af den danske kongesang “Kong Christian stod ved højen Mast”.

Vigtig for den kommende nationale formuleringsproces er også Kuhlaus brug – på Heibergs anvisning – af gammelt dansk og svensk melodimateriale. Her møder vi for første gang i større omfang en kunstnerisk gedigen anvendelse af gammelt nordisk melodistof. Bortset fra nogle rejser, bl.a. i 1825 hvor Kuhlau mødte Beethoven, forblev han i Danmark, hvor han også på det kammer- og husmusikalske område kom til at spille en vigtig rolle. Livet igennem udgav Kuhlau først og fremmest på tyske forlag en lang række erhvervskompositioner skræddersyet efter tidens behov for letfængelige rondoer, vir­tuose variationsværker og pædagogisk anlagte sonatiner for det nye husinstrument klaveret, ligesom Kuhlau har leveret mange vægtige bidrag til tidens fløjtelitteratur.

Samtidig med Weyse og Kuhlau virkede den i Schweiz fødte sanger og komponist (Jean Baptiste) Edouard Dupuy (ca. 1770‑1822). Han var i 10 år ansat i København og nåede at sætte sit fodaftryk på dansk musikhistorie. Han kom til Danmark i 1799 fra Sverige, hvorfra han blev udvist for majestætsfornærmelse, og gjorde karriere inden for musikteater. Som den første i Danmark sang Dupuy titelrollen som Don Giovanni i Mozarts opera, og hans syngespil Ungdom og Galskab fra 1806 fik enorm succes og har siden været et af de mest populære syngespil i Danmark.

Står Weyse og Kuhlau hver på deres måde godt plantet i de centraleuropæiske strømninger, så er den kommende generations komponister vokset ud af de lokale musikalske forhold. Mellemgenerationen – bl.a. A.P. Berggreen (1801-80), J.Fr. Frøhlich (1806-60) og Henrik Rung (1807-71) – er i det små med til at højne og udbrede, men det er J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade der tegner udviklingen.

Johann Peter Emilius Hartmann er tidligst på færde. Født i 1805 – samme år som den i musikalsk sammenhæng også vigtige eventyrdigter H.C. Andersen og den meget kreative balletmester August Bour­nonville. Som 19-årig sad han ved Garnisonskirkens orgel, og senere efterfulgte han Weyse ved Vor Frues, samtidig med han beklædte stillingen som sekretær ved “Den borgerlige Indrulleringskommission”.

Kunstner og borger: Hartmann er et sjældent eksempel på en komponist af stort format, der livet igennem fungerede i pagt med borgerskabets idealer og levemåde. Med det i 1832 komponerede melodrama til Oehlenschlägers romantiske manifest-digt Guld­hornene skabte Hartmann et originalt udtryk for digtets oldnordiske stemninger, og Hartmann blev gennem en række kompositioner til Oehlenschlägers dramaer eksponent for “den gammel-nordiske” eller “hedenske” tone i dansk musik. Ingredienserne til denne tone består bl.a. af små markante og billedskabende motiver iklædt en mørk klangverden og en til tider særpræget harmonik med kirketonale elementer. Til de væsentligste arbejder af denne type regnes Hakon Jarl ouverturen (1844) og musikken til de store mytolo­giske Bournonville balletter Valkyrien (1861) og Thrymskviden (1868), korværket Vøl­vens Spådom (1872) og koncertouverturen Yrsa (1883).

Hartmann var imidlertid ikke udelukkende granit og hedenold. Troldeakten i Bournonvilles ballet Et Folkesagn viser hans humor og hans sans for det lyrisk blide. Indtagende er han i miniaturen som f.eks. børnesangen “Stork, Stork Langeben” eller i de ofte Schumann-inspirerede karakterstykker for klaver. Det var også Schumann, der gav Hartmann hans største internationale anerkendelse, da mesteren fra Leipzig i 1843 skrev i anledning af Hartmanns indsendte bidrag til en konkurrence om en klaversonate: “Efter dette stykke føler man Trykket af en Kunst­nerhaand”.

Hartmanns originalitet, der ikke svækkedes førend i en meget høj alder – han døde som 96-årig i 1901 – var til stor inspiration for den kreds af komponister, der foldede sig ud i 1860’erne og 1870’erne, ligesom den unge Carl Nielsen absolut har lært af Hartmanns polyfone fornemmelse og djærve rytmer.

Hartmann blev hjemme. Gade drog ud. Niels W. Gade (1817-1890) var noget af en himmelstormer. I 1839 havde Musikforeningen – stiftet i 1836 – udskrevet en konkurrence om en koncertouverture. Gade indleverede en i sidste øjeblik, og der var ingen tvivl i den internationale jury, der bl.a. talte Ludwig Spohr. Gade sejrede stort med Efterklange af Ossian forsynet med det tidstypiske motto “Formel hält uns nicht gebunden, unsre Kunst heisst Poesie”.

I modsætning til Hartmanns nordiske hedenold er Gade i sit officielle opus 1 mere europæisk med sin orientering mod den fra Skotland stammende Ossian-bevægelse og de musikæstetiske idealer, der hyldede formfrihed i overenstemmelse med den tyske romantik. Trods successen med Ossian tillod Musikforeningen i 1842 at sylte den unge Niels W. Gades 1. symfoni i c-mol Paa Sjølunds fagre Sletter. Imidlertid fik Mendelssohn i Leipzig øje på symfonien, hvor den ved uropførelsen opnåede en enestående succes.

Gade forlod det trange musikliv i København og slog sig geografisk og musikæstetisk ned ved Men­delssohns side, hvor han efter Mendelssohns død overtog ledelsen af Gewandhaus-koncerterne.

Men i 1848 – til dels som en følge af krigen mellem Danmark og Slesvig-Holsten – vendte Gade tilbage til København, hvor han revolutionerede musiklivet. Han overtog Musikforeningen, der blev hans kongerige, og hvor hans kæreste komponister var Beethoven. Derudover stod Gade bag oprettelsen af Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1867. Alt imens komponerede Gade videre. Mødet med Mendelssohn havde sat dybe spor, og i de otte symfo­nier, han skabte, veksler den formfuldendte mendels­sohnske stil med mere originale elementer så som folkeviseinspireret melodiøsitet og klanglig opfindsomhed.

Ligesom symfonierne skabte Niels W. Gade til Musik­foreningen en række værker for kor, soli og orkester, og med det koncertdramatiske værk Elverskud (1854) skabte han et nationalt folkeviseinspireret mesterværk. Også inden for det kammermusikalske, den folkelige sang og den musikalske miniature bidrog Gade med mange væsentlige værker, og han står som 1800-tallets store harmonisk afrundede musikerskikkelse.

Rent kulturelt indvarslede 1870’erne nye tider. Med Georg Brandes dukkede der en kulturradikal op, som påviste indavlen, selvtilstrækkeligheden og den verdensfjerne idyllisering i landets kultur. Fysisk havde hovedstaden med fortifikationernes fald undergået en forvandling, og i 1874 åbnede det ny Kongelige Teater. Ikke mindst Wagner begyndte nu sit indtog.

Mens den folkelige musikkultur, bl.a. som et resultat af åbningen af Tivoli i 1843 blomstrede med navne som Hans Christian Lumbye (1810-1874), er det egentlig kun en enkelt af de yngre begavelser, der bringer væsentlig nyt i 1870’erne.

Med Peter Heises (1830-1879) store opera Drot og Marsk (1877) fik nationalscenen et værk, der såvel handlingsmæssigt som melodisk signalerer folkevise­romantik, men nu i en udformning præget af nær kontakt med aktuelle strømninger uden for Danmark. Ikke mindst betoningen af det erotiske og den psykologiske karakteristik peger fremad, og musikalsk har Heise lyttet sig varm bl.a. på den unge Wagner og den modne Verdi.

Ole Nørlyng, 1998

Release date: 
november 1999
Cat. No.: 
8.224145-47
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099984522
Track count: 
41
randomness