Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Vokalmusik Vol. 1

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    63,60 kr.
    Røde titler 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
    Røde titler 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
    Røde titler 50%
Dietrich Buxtehude

Vokalmusik Vol. 1

Emma Kirkby, Manfredo Kraemer, Jaap ter Linden, John Holloway, Lars Ulrik Mortensen

Dietrich Buxtehude (ca. 1637-1707) var aktiv i næsten 40 år som organist i Lübecks Marienkirche, og var en af de vigtigste personligheder i sin tids nordtyske musik. Hans vokale kirkemusik giver ham, sammen med hans orgel- og instrumentalmusik, en ærefuld plads mellem Heinrich Schütz og J.S. Bach, hvoraf sidstnævnte studerede hos Buxtehude i Lübeck som ung mand.

Vælg foretrukket format til download af track.
O fröhliche Stunden BuxWV 84
1 O fröhliche Stunden BuxWV 84 6:08 9,60 kr.
O dulcis Jesu BuxWV 83
2 O dulcis Jesu BuxWV 83 11:49 12,80 kr.
Contrapunctus I, from "Fried- und freudenreiche Hinfahrt" BuxWV 76
3 Contrapunctus I, from "Fried- und freudenreiche Hinfahrt" BuxWV 76 1:30 6,40 kr.
Was mich auf dieser Welt betrübt BuxWV 105
4 Was mich auf dieser Welt betrübt BuxWV 105 5:08 9,60 kr.
Contrapunctus I (Evolutio) BuxWV 76
5 Contrapunctus I (Evolutio) BuxWV 76 1:29 6,40 kr.
Schaffe in mir, Gott BuxWV 95
6 Schaffe in mir, Gott BuxWV 95 7:11 9,60 kr.
Fried- und freudenreiche Hinfahrt, Teil II: Klag-Lied BuxWV 76
7 Fried- und freudenreiche Hinfahrt, Teil II: Klag-Lied BuxWV 76 7:12 9,60 kr.
Gen Himmel zu dem Vater mein BuxWV 32
8 Gen Himmel zu dem Vater mein BuxWV 32 8:10 9,60 kr.
Contrapunctus II, from "Fried- und Freudenreiche Hinfahrt" BuxWV 76
9 Contrapunctus II, from "Fried- und Freudenreiche Hinfahrt" BuxWV 76 1:22 6,40 kr.
Singet dem Herrn BuxWV 98
10 Singet dem Herrn BuxWV 98 9:17 9,60 kr.
Contrapunctus II (Evolutio) BuxWV 76
11 Contrapunctus II (Evolutio) BuxWV 76 1:21 6,40 kr.
Sicut Moses exaltavit serpentem BuxWV 97
12 Sicut Moses exaltavit serpentem BuxWV 97 7:28 9,60 kr.
Herr, wenn ich nur dich hab BuxWV 38
13 Herr, wenn ich nur dich hab BuxWV 38 4:02 6,40 kr.
Total runtime: 
72 min.
DIETERICH BUXTEHUDE: EN BIOGRAFISK SKITSE

Dieterich Buxtehude tilbragte hele sit liv ved 
Østersøkysten. Sandsynligvis fødtes han 1637 i den dengang danske by Helsingborg. Hans far Johannes (Hans), også orga-nist, var indvandret til Danmark, uvist hvor-når, fra Oldesloe i Holsten. I 1641 udnævntes Johan-nes Bux-te-hude til organist ved Skt Mariæ Kirke i Helsing-borg, og kort tid der-efter flyttede han til den anden side af Øre-sund for at over-tage organistem-bedet ved Skt Olai Kirke i Hel-sing-ør. Die-te-richs nøjagtige fødselsdato er ukendt, men ved hans død i 1707 blev han omtalt som ca. 70 år gammel (kirkebø-ger fra så langt tilbage i tiden som 1637 er ikke be-varet, hverken fra Helsing-borg, Helsingør eller Ol-desloe). Som barn i Hel--sing-ør må Die-terich Buxtehude have haft en bevidsthed både om sin ty-ske arv og om sine danske omgivelser, og han er for-mentlig vokset op som to-sproget. I Helsingør og under hans tidlige år i Lübeck stavede Buxte-hude normalt sit for-navn “Diderich,” men senere underskrev han sig regelmæssigt “Die-terich” eller “Dieteri-cus.”

De latinkundskaber, som Buxtehude senere lagde for dagen, tyder på, at han som dreng gik i latinskole. Han er utvivlsomt begyndt at spille orgel hos sin far, men vi har ingen som helst oplysninger i øvrigt om hans lærere. Andre mulige emner i Dan--mark er Claus Den-gel, der var organist ved Skt Mariæ Kirke i Helsingør fra 1650 til 1660, og den be-rømte Johann Lorentz den yngre, som virkede ved Skt Nikolaj Kirke i Køben-havn fra 1634 til sin død i 1689. Lorentz var elev af og svigersøn til Jacob Prae-torius i Hamborg, og fami-lien Bux-tehude lærte ham at kende i 1650 da hans far, orgel-byggeren Johann Lorentz den ældre, døde. Det er tænkeligt, at Buxtehude senere har studeret hos Heinrich Scheidemann i Hamborg eller Franz Tunder i Lübeck.

I slutningen af 1657 eller begyndelsen af 1658 overtog Bux-tehude det organistembede ved Skt Mariæ i Hel-sing-borg, som hans far havde haft inden han flyttede til Helsingør. Han virkede der indtil han i oktober 1660 blev organist ved Skt Mariæ i Helsingør, kaldet den tyske kirke fordi den betjente byens udenlandske befolkning samt garnisonen på Kronborg. I Helsingør forventedes det af Buxtehude, at han spillede ved guds-tjenestens begyndelse mens præsten iførte sig messeklæder; sammen med kirkens kantor skulle han sørge for instrumental‑ og vokalmusik ved kirkelige højtider og i øvrigt efter pastor-ens anmodning.

Stillingen som organist og Werkmeister ved Skt Mariæ Kirke i Lü-beck blev ledig ved Franz Tunders død den 5. novem-ber 1667, og Dieterich Buxtehude blev formelt udnævnt den efterfølgende april. Dette var et meget mere fornemt og velaf-lønnet embede end han havde haft i Helsingør; han fik den højeste løn af samtlige musikere i Lübeck og tjente næsten lige så meget som pastoren ved Skt Mariæ.

Buxtehude aflagde ed som borger i Lübeck den 23. ju-li 1668, hvilket gav ham ret til at giftes og etablere sig i byen. Straks den 3. august giftede han sig med Anna Mar-garetha Tunder, en af hans forgængers døtre. Die-terich og Anna Mar-garet-ha Buxtehude fik syv døtre i ægteskabet, som alle blev døbt i Skt Mariæ. Tre døde som spædbørn, en fjerde overlevede kun indtil de tidlige voksenår, og da Buxtehude døde var der tre tilbage i huset: Anna Margreta, døbt den 10. juni 1675, Anna Sophia, døbt den 30. august 1678, og Dorothea Catrin, døbt den 25. marts 1683. Som faddere til Buxte-hudes børn stod højt placerede medlemmer af bysamfundet, slægtninge til de vel-haven-de grossister, som boede i Skt Mariæ sogn og styrede både kir-ken og byen. Selv tilhørte Buxtehude kun den 4. rang, sam-men med mindre grossister, detailhandlende og bryggere; ved at bede sine sociale overordnede om at være faddere til sine børn – og ved i nogle tilfælde at give børnene navn efter dem – plej-ede han eliten som støtter til sine musi-kalske forehavender.

Som organist ved Skt Mariæ var Bux-tehude først og frem-mest forpligtet til at spille ved de store for‑ og efter-mid-dagsgudstjenester på søn‑ og helligdage. Han var som sagt også inde-haver af stillingen som Werk-meister, dvs. administra-tor og kasserer ved kirken, et embede, der indebar en hel del ansvar og prestige. De regnskabsbøger, som han førte i egen-skab af Werkmeister, indeholder ganske detaljerede oplysninger om kirken og dens musik. Kantoren ved Skt Mariæ, der også var lærer ved Catha-rineum‑skolen, var ansvarlig for den liturgiske musik, som blev opført af voksne mandssangere samt drenge fra skolen. Dette drengekor optrådte sammen med de fleste af byens stadsmusikanter fra et stort pulpitur foran i kirken over kor-git-teret. To stadsmusi-kanter, en violinist og en lute-nist, op-trådte regelmæssigt sammen med Bux-te-hude fra det store orgel.

Buxtehude overtog fra Franz Tunder en tradition hvor--efter der på det lokale erhvervslivs foranledning afholdtes koncerter fra det store orgel i kirkens vestlige ende. Tunder havde gradvist udvidet sine orgelkoncerter med vokale og in-stru-men-tale indslag; det siges, at hans koncerter fandt sted på torsdage før åbningen af Børsen. Inden for et år fra sin ankomst til Lübeck havde Buxtehude væsentligt udvidet mulig-hederne for at opføre kon-certerende musik fra det store orgel, idet han fik bygget to nye pulpiturer – med hver sin donator – ved den vestlige ende, således at der på de nu i alt seks pulpi-turer blev plads til ca. 40 sangere og instrumen-tali-ster. Bux-tehude kaldte sine koncerter for Abend-musiken og ændrede tidspunktet for deres afholdelse til søndage efter aften-sang. Det blev omsider til fast tradition, at de fandt sted på de to sidste søndage efter Trinitatis og på 2., 3. og 4. Ad-vents-søndag hvert år. Senest 1678 havde Buxtehude indført den praksis, at hans egne ora-torier blev opført som følje-toner på disse søndage. Herudover opførte han koncerterende musik fra det store orgel ved almin-delige gudstjenester, selv om denne aktivitet ligesom de nævnte Abend-musiken lå udenfor hans of-ficielle pligter ved kirken.

I 1703 kunne Buxtehude fejre 35 års tjeneste som orga-nist ved Skt Mariæ. Han var da ca. 66 år gammel og sikkert bekymret for sine tre ugifte døtres fremtid, så han be-gyndte at lede efter en efterfølger, der ville gifte sig med Anna Margreta, hans ældste datter, som var 28. De første aspiranter, vi har nogen viden om, var Johann Mattheson og Georg Friederich Händel, som på det tidspunkt begge var ansat ved ope-ra-en i Hamborg. De rejste sammen til Lübeck den 17. august 1703 og lyttede til Bux-te-hude “med værdig opmærksom-hed,” men da ingen af dem var spor interesseret i ægte-skabs--tilbuddet vendte de tilbage til Hamborg dagen efter. Johann Sebastian Bach gjorde sit berømte besøg hos Bux-tehude i efter-året 1705 under Abendmusik‑sæsonen og blev boende i Lübeck i henved tre måneder. Bach kan også have været inter-esseret i at overtage Bux-tehu-des stilling, men der er intet positivt bevis for, at det var tilfældet. Omtalen af rejsen i Bachs nekrolog er utvetydig med hensyn til formålet, som var at høre Bux-te-hude spille orgel, og i sin rapport til konsi-storiet i Arn-stadt, skrevet ved hjemkomsten den efterføl-gende februar, hævdede Bach, at han var taget til Lübeck “for at lære at forstå det ene og det andet” ved mesterens kunst. Bux-te-hude døde den 9. maj 1707 og efterfulgtes af Johann Chri-sti-an Schie-ferdecker, som giftede sig med Anna Margreta den 5. septem-ber samme år.

Blandt de overleverede dokumenter er der kun få, som be-lyser Bux-te-hudes liv, men de synes at tegne konturerne af en alsidig personlighed, hvilket jo svarer ganske godt til den stilisti-ske bredde i hans musik. Ved siden af sine forskellige opgaver som kompo-nist, organist, cembalist og di-rigent arbejdede Buxtehude både med tal og med ord i sine egenskaber af henholdsvis regn-skabs-fører og digter. Han skrev dedika-tions-digte til sine venner Johann Theile og An-dreas Werckmeister, og han synes selv at have forfattet teksterne til adskillige af sine egne værker. Han var en samvittigheds-fuld tjener af kirken og en dristig entreprenør hvad angår Abend-musiken. Tekstvalget i hans vokalmusik bevidner dyb kristen fromhed, mens hans portræt sammen med Johann Adam Reinken i “Häusli-che Musiks-zene,” malet 1674 af Johann Voor-hout, viser en ver-dens-mand. Disse to aspekter ved Bux-tehu-des personlighed stilles elegant over for hin-anden i en kanon skrevet for Meno Hanne-ken, en teologistuderende i Lübeck; under Buxtehu-des motto, “Non hominibus sed Deo” (ikke til mennesker men til Gud), be-synger teksten verdslige glæder: “Di--verti-sons nous au-jourd’-hui, bouvons à la santé de mon ami” (lad os more os i dag og drikke en skål for min ven).

Forfattere fra hans egen og den efterfølgende generation beskæftiger sig kun sjældent med Buxtehude. Og dog blev han æret både i det 17. og det 18. årh. på en måde, der i det lange løb skulle få langt større betydning end nok så mange lovord; hans musik blev nemlig kopieret så flittigt, at mere af den, og i et større antal genrer, er bevaret end fra nogen anden samtidig nord-tysk komponist. Hans vokalmusik findes for--trinsvis i kopier udført af – eller på vegne af – hans ven Gustav Düben, der var kapelme-ster hos kongen af Sverige. Mange afskrifter af hans frie or-gelværker stammer fra kredsen om-kring J.S. Bach, mens de fle-ste eksisterende håndskrifter af hans koral-baserede orgel-musik er i Johann Gott-fried Walthers hånd. De eneste større publi-kationer fra Buxtehudes egen levetid var to sam-linger af sonater for violin, viola da gamba og cembalo (dacapo 8.224003 og  8.224004).

 

BUXTEHUDES VOKALMUSIK

Buxtehude overtog veletablerede traditioner med hensyn til den musikalske udsættelse af sine tekster. Tyske 1600‑talskomponister havde for vane at transformere bibelsk prosa til gejstlige koncerter, og strofisk digtning til sange eller arier. Hvis til gengæld digtet var en kirkelig salme knyt-tet til en kendt melodi, blev melodien sædvanligvis indarbejdet i en gejstlig koncert.elv om Buxtehude aldrig sad i en stilling hvor han 
var for-pligtet til at skrive vokalmusik, efterlod han mere end 120 vokalværker, der udviser meget stor spredning med hensyn til tekstvalg, besætning, genre, kompositorisk stil og omfang. De udsatte tekster, som næsten alle er kirkelige, er på fire sprog; de benyttede ressourcer spænder fra en enkelt stemme med ét instrument og continuo til ni stemmer med femten in-strumenter og continuo fordelt på seks kor. Kun få af disse værker kan betragtes som egentlig luthersk liturgisk musik, idet litur-gien som nævnt var kantors ansvarsområde. De blev snarere opført under Buxtehudes ledelse fra Skt Mariæ kirkes store orgel under altergangen ved formiddagsguds-tje-nesten, i for-bindelse med aften-sang eller måske ved koncerter som komponi-stens Abendmusiken.

Den tyske gejstlige koncert for både få og mange stemmer fik sit gennembrud tidligt på 1600‑tallet i værkerne af Prae-tori-us, Schütz, Schein og Scheidt. Den blev ofte beskrevet af samtidens teoretikere som en komposition hvori sangere og in-stru-mentalister strides med hinanden, og det er da specielt karak-teristisk ved genren, at et musikalsk motiv knyttet til en bestemt tekstfrase kastes frem og tilbage mellem de for-skellige stemmer. Formen er sædvanligvis gennemkompo-neret, be--stående af en række afsnit, som profileres ved hjælp af kon-trasteren-de metrum, satsstruktur og eventuelt besætning, såle-des at hvert afsnit udtrykker nuancerne i det pågældende tekst-stykke.

Ordet “aria” er den eneste vokalmusikalske genrebeteg-nelse, som Buxtehude påviseligt selv anvendte. Hans arie-teks-ter består altid af strofisk poesi (normalt nydigtet) og de musikalske udsættelser kan være enten rent strofiske eller med strofisk variation, eller også i gennemkomponeret form. En in-stru-mental ri-tor--nel- plejer at markere opdelingen i stro-fer. Sammenlignet med koncerten har ariens satsstruktur en tendens til at være mere homo-fon, dens frasestruktur at være mere regelmæssig og dens stil mere enhedspræget, med større vægt på den overordnede atmosfære end på enkelte ord.

Buxtehudes koralmelodibehandling rækker fra temmelig en-kelte harmoniseringer med instrumentale indskud til sammen-satte koncerterende udsættelser. Koral-koncer-ter-ne udviser én væsentlig forskel fra koncerterne med bibelsk tekst, idet det normalt er koral-melodien frem for tekstfrasen, som genererer de musikalske motiver.

Mens disse genrer forblev klart adskilte tidligere på århundredet, begyndte de i Bux-tehudes og hans sam-tidiges hænder at flyde sammen. Hos Buxtehude sker sam-men-smeltningen af koncert og arie på to for-skellige måder. På den ene side stiller han genrerne over for hinanden som selvstændige satser inden for et større værk, som vi nu ville betegne som en kan-tate, under bibeholdelse af de fleste genrespecifikke stil-træk, herunder deres forskellige tekstgrundlag. På den anden side udvider han hver en-kelt genre ved i et afsnit eller to af et værk at indføje stiltræk, der er forbundet med den anden, eksempelvis con-certa-to indskud for instrumenterne mellem fraserne i en arie, eller arielignende afsnit inden for en koncert.

 

KOMMENTARER TIL VÆRKERNE

 Med kun to undtagelser (BuxWV 76 og 105) er 
de her indspille-de værker overleveret i håndskrifter, som blev afskrevet ved det svenske hof i begyndelsen af 1680’erne og nu indgår i Düben‑samlingen på universitetsbiblioteket i Uppsala.

a Buxtehudes jublende arie til Påske, O fröhliche Stunden, O fröhli-che Zeit (BuxWV 84), er en udsættelse af et gejstligt digt udgivet af Johann Rist i 1655. Mens den gennemkomponerede form og de mange instrumentale udbrud vækker associa-tio-ner til kon-certen, giver den konsekvent gennemførte 6/8‑taktart i høj grad værket et enheds-præg. Specielt bemærkelsesværdige er de sprudlende jubelråb på den indledende stavelse “O” og den trom-petagtige melodi i den militaristiske 3. strofe, “Es fand sich kein Krieger.”

a I O dulcis Jesu (BuxWV 83) forener Buxtehude et stykke følel-sesladet from-heds-lyrik på latin, som giver udtryk for glødende kær-lighed til Jesus, med musik, som er tilsvarende affektbe-tonet. Teksten indeholder en flydende blanding af prosa og poesi, og Buxtehudes udsættelse følger tæt op ad modellen med prosadele-ne i reci-ta-tivoarioso eller concertato stil og poesien i ariestil. I denne henseende ligner værket en itali-ensk verdslig kantate, men i Tyskland ville det være stadig være blevet be-tragtet som en gejstlig koncert. Italienske kastratsangere gæstede Skt Mariæ Kirke i Lübeck fra tid til anden, og værkets virtuositet og italienske stil er tegn på, at Bux-tehude måske har skrevet det til en kastrat på besøg i byen.

c e g i k Buxtehude udgav Fried und freu-den-reiche Hinfahrt (BuxWV 76) i anledning af sin fars død i 1674. Værket består af to dele: et 4‑stem-migt instru-mentalstykke i form af en ind-viklet og lærd kontrapuntisk udsættelse i ret‑ og omvending af Martin Luthers koral “Mit Fried und Freud ich fahr dahin”, sandsynligvis for orgel, og en strofisk klagesang for sopran. I virkeligheden var koral-udsættelsen blevet skrevet tre år tidligere til kirkesuperin-ten-den-ten i Lübeck Meno Hanne-kens begravelse. Klage-sangen er imidlertid ny. Dens tekst, givet--vis skrevet af kompo-nisten selv, har en dybt personlig tone og den dystre musik af-spejler tekstens sorg.

Was mich auf dieser Welt betrübt (BuxWV 105) er en af Bux-te-hudes enkle-ste arier. Med dens rent strofiske form, syllabiske tekstudsættelse, strengt regel-mæs-sige frasestruktur samt continuoledsagelse nærmer den sig stilen i talrige sam-linger af gejstlige sange som f.eks. Ahasverus Fritzschs HimmelsLust und WeltUnlust (1679), hvorfra teksten er hentet. Men den instrumentale sin-fonia og ritornel, gen-ta-gel-sen af de tre sidste tekstlinier samt den elegante sangstemme er alle træk, der iden-tifi-cerer værket som en arie, og det er også betegnet som sådan i håndskriftet. Dets enkelthed er intet indicium for, at værket er tidligt; det kan faktisk være den sene-ste kom-position på denne cd. Det blev formentlig afskrevet i Lübeck og taget med til Stock-holm af Gustav Dübens søn, Anders Düben, efter et besøg hos Buxtehude i 1692.

f Buxtehude opdeler sin gejstlige koncert Schaffe in mir, Gott (BuxWV 95) i to store kontrasterede afsnit, hvert med et vers eller to fra denne kendte Davids-salme. I det første afsnit bruger han den typiske con-cer-tatostil med omhyggelig be-hand--ling af hvert ord i teksten; tekstfraser forenes med passende musikalske fraser, som dekla-meres af sangeren og gentages af instrumenterne. Denne teknik er specielt påfaldende ved ordene “verwirf mich nicht” (kast mig ikke bort). I det andet af-snit optræder trøst og glæde ikke så meget som enkeltord, sna-rere som nøgler til den affekt, som præger satsen som helhed med dens dansende tredelt takt.

h Teksten til Gen Himmel zu dem Vater mein (BuxWV 32) udgør de to sidste vers af Luthers koral “Nun freut euch lieben Chri-sten g’mein,” som fortæller hele historien om Jesu liv på jorden. Buxtehude udvalgte kun den del, der beskriver Kristi himmelfart, og udsatte den som en koralkoncert med benyttelse af samme melodi som forekommer i en af hans mest berømte koralfantasier for orgel (BuxWV 210). Denne vokal-koncert, med sin omfattende instrumentale deltagelse, minder om kom-poni-stens sona-ter for violin, viola da gamba og cembalo. Han spinder et indviklet kontrapunktisk væv omkring koralen og slutter med en Alleluia‑del i 3‑stemmigt ret‑ og omvendt kon-tra-punkt.

j Den gejstlige koncert Singet dem Herrn ein neues Lied (BuxWV 98) er Bux-tehudes eneste vokalværk med kun én soloviolin. Lübeck var et center for violin-spil i Nordtyskland, og denne violinstemme blev sandsynligvis oprindeligt spillet enten af Hans Iwe, en af byens officielle stadsmusikanter som regel-mæssigt optrådte fra det store orgel i Skt Mariæ, eller Peter Bruhns (onkel til komponisten Nicolaus Bruhns), en anden stadsmusi-kant som var violinvirtuos. I sin udsættelse af denne mest musikalske af alle Davidssalmer, synes Buxtehude ligefrem at pege på violinspillet som et af Guds underværker; et vir-tuost mellemspil på violinen indledes med ordene “denn Er macht Wunder.”

Sicut Moses exaltavit serpentem (BuxWV 97) er en gejstlig koncert baseret på evangelieteksten til Trinitatis søndag. Specielt bemærkelsesværdig er den omfattende instrumen-tal-del-tagelse. Besætningen med to violiner og viola da gamba er den samme som i tre af Buxtehudes sonater; den indledende sonate indeholder en kort fuga, der minder om mange af hans instru-men-tale værker; og instrumenterne folder sig ud i interludier mellem de sungne dele. Kun i de to sidste afsnit (“ut omnis qui credit” og “Amen”) høres den typiske concertato udveks-ling af korte motiver mellem sangstemme og instrumenter.

m Ud fra dens bibelske tekst, besætning, satsstruktur og tekst-ge-nererede musi-kal-ske motiver kan Herr, wenn ich nur dich hab (BuxWV 38) betragtes som en gejstlig kon-cert, men Bux-tehude kunne måske have betegnet værket som en ciac-cona, for det er komponeret hele vejen igennem over en enkel basso ostinato på kun tre takter: g f # / e H / c d. Over dette fundament ud-lægges teksten af Davidssalmen, idet musikken stiger mod himlen, synker ned til jorden, og danser i lette trioler ved tanken om Guds trøst til hjertet. De to violiner overtager sangstemmens motiver med forskellige imi-ta-ti-ve teknikker: kanon, fugale indsatser og stretti.

 

Kerala J. Snyder, 1996

Release date: 
marts 1997
code: 
8.224062
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099976220
Track count: 
13

Credits

Indspillet i Stokkemarke Kirke d. 1.-4. november 1996

Producer: Jesper Jørgensen
Teknik: Jesper Jørgensen

Coverbillede: "Adoration of the Shepherds"
af Hans Rottenhammer (1564-1625) (Kunsthistorisk Museum, Wien / AKG Images)

Cembalo stillet til rådgighed af Thomas Mandrup-Poulsen

Orgel: Continuo orgel (Henk Klop)

Udgivelsen er støttet af Gangstedfonden og Magister Jürgen Balzers Fond.

Dacapo og musikerne udtrykker deres varmeste tak til Christine Krabbe, Frederiksdal Slot, for hendes fornemme gæstfrihed