Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orgelværker Vol. 5

Dietrich Buxtehude

Orgelværker Vol. 5

Bine Bryndorf, Dietrich Buxtehude

Den danskfødte orgelmester Dietrich Buxtehudes (c.1637-1707) musik havde stor indflydelse på den noget yngre J.S. Bach med sine klare linier, sin elegance og ofte modige harmoniske opfindsomhed - alt sammen kombineret i den såkaldte stylus phantasticus. Vol 5. i Dacapos enestående autentiske serie med Buxtehudes samlede orgelværker bringer os til Sct. Jacobi Kirken i Hamburg, hvor Buxtehude formentlig studerede hos den berømte nordtyske orgelkomponist Heinrich Scheidemann og stiftede andre vigtige bekendtskaber med byens kirke- og musikliv.

Køb album

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
67 min.
Dietrich Buxtehude

Dietrich Buxtehude tilbragte hele sit liv ved Østersøkysten. Sandsynligvis fødtes han 1637 i den dengang danske by Helsingborg. Hans far Johannes (Hans), også organist, var indvandret til Danmark, uvist hvornår, fra Ol-des-loe i Holsten. I 1641 udnævntes Johannes Buxtehude til organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingborg, og kort tid derefter flyttede han til den anden side af Øresund for at overtage orga-nist-embedet ved Sct. Olai Kirke i Helsingør. Dietrichs nøjagtige fødselsdato er ukendt, men ved hans død i 1707 blev han omtalt som ca. 70 år gammel (kirkebøger fra så langt tilbage i tiden som 1637 er ikke bevaret, hverken fra Helsingborg, Helsingør eller Oldesloe). Som barn i Helsingør må Dietrich Buxtehude have haft en bevidsthed både om sin tyske arv og om sine danske omgivelser, og han er formentlig vokset op som tosproget. I Helsingør og i sine tidlige år i Lübeck stavede Buxtehude normalt sit fornavn “Diderich”, men senere underskrev han sig regelmæssigt “Diete-rich” eller “Dietericus.”

De latinkundskaber, som Buxtehude senere lagde for dagen, tyder på, at han som dreng gik i latinskole. Han er utvivlsomt begyndt at spille orgel hos sin far, men vi har ingen som helst oplysninger i øvrigt om hans lærere. Andre mulige emner i Danmark er Claus Dengel, der var organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingør fra 1650 til 1660, og den berømte Johan Lorentz den Yngre, som virkede ved Sct. Nikolaj Kirke i København fra 1634 til sin død i 1689. Lorentz var elev af og svigersøn til Jacob Praetorius i Hamborg, og familien Buxtehude lærte ham at kende i 1650, da hans far, orgelbyggeren Johan Lorentz den Ældre, døde. Det er tænkeligt, at Buxtehude senere har studeret hos Heinrich Scheide-mann i Hamborg eller Franz Tunder i Lübeck.

I slutningen af 1657 eller begyndelsen af 1658 overtog Buxtehude det organistembede ved Sct. Mariæ i Helsingborg, som hans far havde haft, inden han flyttede til Helsingør. Han virkede der, indtil han i oktober 1660 blev organist ved Sct. Mariæ i Helsingør, kaldet den tyske kirke fordi den betjente byens udenlandske befolkning samt garnisonen på Kronborg. I Helsingør forventedes det af Buxtehude, at han spillede ved gudstjenestens begyndelse, mens præsten iførte sig messeklæder; sammen med kirkens kantor skulle han sørge for instrumental- og vokalmusik ved kirkelige højtider og i øvrigt efter pastorens anmodning.

Stillingen som organist og Werkmeister ved Marienkirche i Lübeck blev ledig ved Franz Tunders død den 5. november 1667, og Dietrich Buxtehude blev formelt udnævnt den efter-følgende april. Dette var et meget mere fornemt og velaflønnet embede end det, han havde haft i Hel-singør; han fik den højeste løn af samtlige musikere i Lübeck og tjente næsten lige så meget som pastoren ved Marienkirche.

Buxtehude aflagde ed som borger i Lübeck den 23. juli 1668, hvilket gav ham ret til at gifte sig og etablere sig i byen. Straks den 3. august giftede han sig med Anna Margaretha Tunder, en af hans forgængers døtre. Dietrich og Anna Margaretha Buxtehude fik syv døtre i ægteskabet, som alle blev døbt i Marienkirche. Tre døde som spædbørn, en fjerde overlevede kun indtil de tidlige voksenår, og da Buxtehude døde, var der tre tilbage i huset: Anna Margreta, døbt den 10. juni 1675, Anna Sophia, døbt den 30. august 1678, og Dorothea Catrin, døbt den 25. marts 1683. Som faddere til Buxtehudes børn stod højt placerede medlemmer af bysamfundet, slægtninge til de velhavende grossister, som boede i Marienkirches sogn og styrede både kirken og byen. Selv tilhørte Buxtehude kun den 4. rangklasse sammen med mindre grossister, detailhandlende og bryggere; ved at bede mennesker fra højere sociale lag om at være faddere til sine børn – og ved i nogle tilfælde at give børnene navn efter dem – skaffede han sig også deres protektion for sine musikalske forehavender.

Som organist ved Marienkirche var Buxtehude først og fremmest forpligtet til at spille ved de store for- og eftermiddagsgudstjenester på søn- og helligdage. Han var som sagt også indehaver af stillingen som Werkmeister, dvs. administrator og kasserer ved kirken, et embede, der indebar betydeligt ansvar og prestige. De regn-skabsbøger, som han førte i sin egenskab af Werk-meister, indeholder ganske detaljerede oplysninger om kirken og dens musik. Kantoren ved Marienkirche, der også var lærer ved Catharineum-skolen, var ansvarlig for den liturgiske musik, som blev opført af voksne mandssangere samt drenge fra skolen. Dette drengekor optrådte sammen med de fleste af byens stadsmusikanter fra et stort pulpitur foran i kirken over korgitteret. To stadsmusi-kanter, en violinist og en lutenist, optrådte regelmæssigt sammen med Buxtehude fra det store orgel.

Buxtehude overtog fra Franz Tunder en tradition, hvorefter der på det lokale erhvervslivs foranledning afholdtes koncerter fra det store orgel i kirkens vestlige ende. Tunder havde gradvist udvidet sine orgelkoncerter med vokale og instrumentale indslag; det siges, at hans koncerter fandt sted på torsdage før åbningen af Børsen. Inden for et år fra sin ankomst til Lübeck havde Buxtehude væsentligt udvidet mulighederne for at opføre koncerterende musik fra det store orgel, idet han fik bygget to nye pulpiturer – med hver sin donator – ved den vestlige ende, således at der på de nu i alt seks pulpiturer blev plads til ca. 40 sangere og instrumentalister. Buxtehude kaldte sine koncerter for Abendmusiken og ændrede tidspunktet for deres afholdelse til søndage efter aftensang. Det blev omsider til fast tradition, at de fandt sted på de to sidste trinitatissøndage og på 2., 3. og 4. adventssøndag hvert år. Senest 1678 havde Buxtehude indført den praksis, at hans egne oratorier blev opført som føljetoner på disse søndage. Herudover opførte han kon-cer-terende musik fra det store orgel ved almindelige gudstjenester, selv om denne aktivitet ligesom de nævnte Abendmusiken lå uden for hans officielle pligter ved kirken.

I 1703 kunne Buxtehude fejre 35 års tjeneste som organist ved Marienkirche. Han var da ca. 66 år gammel og sikkert bekymret for sine tre ugifte døtres fremtid, så han begyndte at lede efter en efterfølger, der ville gifte sig med Anna Margreta, hans ældste datter, som var 28. De første aspiranter, vi har nogen viden om, var Johann Mattheson og Georg Friedrich Händel, som på det tidspunkt begge var ansat ved operaen i Hamborg. De rejste sammen til Lübeck den 17. august 1703 og lyttede til Buxtehude “med værdig opmærksomhed”, men da ingen af dem var spor interesseret i ægteskabstilbuddet, vendte de tilbage til Hamborg dagen efter. Johann Sebastian Bach aflagde sit berømte besøg hos Buxtehude i efteråret 1705 i Abend-musik-sæsonen og blev boende i Lübeck i hen ved tre måneder. Bach kan også have været interesseret i at overtage Buxtehudes stilling, men der er intet positivt bevis for, at det var tilfældet. Omtalen af rejsen i Bachs nekrolog er utvetydig med hensyn til formålet, som var at høre Buxtehude spille orgel, og i sin rapport til konsistoriet i Arnstadt, skrevet ved hjemkomsten den efterfølgende februar, hævdede Bach, at han var taget til Lübeck “for at lære at forstå det ene og det andet” ved mesterens kunst. Buxtehude døde den 9. maj 1707 og efterfulgtes af Johann Christian Schieferdecker, som giftede sig med Anna Margreta den 5. september samme år.

Blandt de overleverede dokumenter er der kun få, som belyser Buxtehudes liv, men de -synes at tegne konturerne af en alsidig personlighed, hvilket jo svarer ganske godt til den stilistiske bredde i hans musik. Ved siden af sine forskellige opgaver som komponist, organist, cembalist og dirigent arbejdede Buxte-hude både med tal og med ord i sine egenskaber af henholdsvis regnskabsfører og digter. Han skrev dedikationsdigte til sine venner Johann Theile og Andreas Werckmeister, og han synes selv at have forfattet teksterne til adskillige af sine vokal-værker. Han var en samvittighedsfuld kirkens tjener og en dristig entreprenør hvad angår Abend-musiken. Tekstvalget i hans vokalmusik bevidner dyb kristen fromhed, mens hans portræt sammen med Johann Adam Reinken i “Häusliche Musikszene”, malet 1674 af Johann Voorhout, viser en verdensmand. Disse to aspekter ved Buxtehudes personlighed stilles elegant over for hinanden i en kanon skrevet til Meno Hanneken, en teologistuderende i Lübeck; under Buxte-hudes motto, “Non hominibus sed Deo” (ikke til mennesker, men til Gud), besynger teksten verdslige glæder: “Divertisons-nous -au-jourd’-hui, buvons à la santé de mon ami” (lad os more os i dag og drikke en skål for min ven).

Forfattere fra hans egen og den efterfølgende generation beskæftiger sig kun sjældent med Buxtehude. Og dog blev han æret både i det 17. og det 18. årh. på en måde, der i det lange løb skulle få langt større betydning end nok så mange lovord; hans musik blev nemlig kopieret så flittigt, at der er bevaret mere af den, og i et større antal genrer, end af musik af nogen anden samtidig nordtysk komponist. Hans vokalmusik findes fortrinsvis i kopier udført af – eller på vegne af – hans ven Gustav Düben, der var kapelmester hos kongen af Sverige. Mange afskrifter af hans frie orgelværker stammer fra kredsen omkring J.S. Bach, mens de fleste eksisterende håndskrifter af hans koralbaserede orgelmusik er med Johann Gottfried Walthers hånd. De eneste større publikationer fra Buxtehudes egen levetid var to samlinger af sonater for violin, viola da gamba og cembalo (Dacapo 8.224003 og 8.224004).

 

Buxtehudes musik for tasteinstrumenter

Buxtehudes musik for tasteinstrumenter kan opdeles i værker med og uden obligatorisk pedalstemme. Nordtyske orgler havde de mest veludviklede pedalværk i Europa, og det er så godt som sikkert, at Buxtehude skrev sine pedaliter-stykker med henblik på opfør-else på orgel, selv om de også ville have kunnet spilles på clavichord eller cembalo med pedal. Styk-kerne for manualer alene kan spilles på cembalo, clavichord eller orgel. Blandt manualiter-stykkerne findes dansesuiterne og variationerne over verdslige melo-dier næsten alle i et enkelt håndskrift; de opføres oftest på cembalo, som f.eks. af Lars Ulrik Mortensen på hans indspil-ning til Dacapos Buxtehude-serie. Resten af manuali-ter-stykker-ne er for-trinsvis overleveret i kilder, som også omfatter pedaliter-kompositioner, og af den grund med-tages de i moderne udgaver af Buxtehudes orgel-musik.

Således afgræn-set kan orgel-musikken, manualiter såvel som pedaliter, igen op-deles i to hovedkate-go-rier: frie værker der ikke benytter en allerede eksisterende melodi, og udsæt-telser af traditionelle lutherske koraler. I de frie orgelværker, betegnet prælu-di-um, præ-ambulum eller toccata, kombinerer Buxtehude flere stiltyper og satsstrukturer, over-vej-ende en meget fri stil som er idioma-tisk for instrumentet, men tillige mere fast-struktu-re-rede stile som fugaen, hvor et givet antal stemmer spiller sammen kontra-punk-tisk. Den uforudsigelighed, hvormed Buxte-hude sammensætter disse elementer, er et hovedtræk ved stylus phantasti-cus, som er termen opfundet i 1650 af Athanasius Kircher for at beskrive “den frieste og mest uhæmmede kompositionsmetode”.

De tre pedaliter-præludier på denne cd – i henholdsvis D-dur (nr. 1, BuxWV 139), fis-mol (nr. 6, BuxWV 146) og d-mol (nr. 11, BuxWV 140) – er blandt Buxtehudes mest berømte værker og belyser meget vel den stilistiske mangfoldighed, han lægger for dagen inden for denne genre. D-dur-præludiet i begyndelsen af cd’en går til den ene yder-lighed med sin lyse tonalitet, lette satsstruktur og fremhævelse af frie afsnit med arpeggi og akkorder forsiret på forskellige måder. Det indeholder en enkelt, kontra-punk-tisk meget tynd, fuga. Temaet, som kun består af seks gentagelses-toner efterfulgt af en forsiret nedadgående terts artikuleret ved pauser, bliver sammenarbejdet med et tilsva-rende modtema, og når disse stemmer fordobles ved terts-, sekst- eller decimafstand opnås en for fugaen ganske atypisk, nærmest concertato-virkning.

Heroverfor er d-mol-præludiet i slutningen af cd’en et stort anlagt værk i overordnet femdelt form, hvor tre frie afsnit veksler med to fugaer. Det markante tema i den første fuga er indbegrebet af Buxtehudes stil og er sammensat af elementer, som tit optræder hver for sig i hans fuga-temaer, nemlig oktavspring, pauser og gentagelsestoner. Satsen er udarbejdet i tredobbelt kontrapunkt med to samtidige modtemaer, som løber hen over pauserne og skaber kontinuitet og tyngde. Temaet i den anden fuga (i 3/4-takt) videre-fører interval-strukturen fra den første, men med udeladelse af pauserne og gentagelses-tonerne.

Præludiet i fis-mol udgør et af Buxte-hudes mest overvældende eksempler på stylus phan-tasticus, med omfattende frie afsnit og to fugaer – den første statelig og dybt ve-mo-dig, den anden lettere i udtrykket og kontrapunktisk friere. Det lange afsluttende afsnit begynder tøvende med en akkordpræget rapsodisk del med mange harmoniske udflugter, hvorefter det eksploderer i en virtuos tour de force med et ostinato, som optræder under forskellige former, i forskellige tonearter og med stigende spænding, efterhånden som det bliver komprimeret hen imod slutningen.

Koraludsættelserne på denne cd afviger markant fra den for komponisten mest karak-teri-stiske type (dokumenteret på de første tre cd’er i sættet), hvor han citerer koral-melodien kun én gang i en stærkt forsiret -enkeltstemme. Her står vi over for et udvalg af koralvariationer og -fantasier, alle vidt forskellige fra hinanden. Variations-værkerne (BuxWV 181, 205, 177 og 213) præsenterer melodien med normalt meget lidt forsiring; muligvis afspejler de den alternatim-praksis, hvorefter Buxtehude improvise-rede mellem-spil mellem de enkelte strofer sunget af menig-heden. I Lübeck blev den 9. tone til Magni-ficat sunget på tysk, og pedalstemmen i den første verset af BuxWV 205 (nr. 4) har nøj-agtig det samme antal stavelser som det første vers. Den anden verset er en fuga over intonationens tre begyndelses-toner. Koralfantasierne spænder stilistisk fra dyb indadvendthed til hæmningsløs ekstravagance. Ich dank dir schon (nr. 9, BuxWV 195) kunne måske bedre betegnes som en koral-ricercare; som i de andre fantasier bearbejdes hver linje af koralen separat, men i dette tilfælde benyttes samme slags tæt imiterende kontra-punkt i hvert afsnit. To af de mest omfattende fantasier bygger ikke på tyske koraler, men på gregorianske melodier med recitationstoner. Magnificat primi toni (no. 5, BuxWV 203) ligner et præludium for så vidt, som det stiller frie afsnit og fugaer over for hin-anden, omend samtlige otte afsnit er kortere (og fugaerne mindre udviklet) end i de fleste af Buxtehudes præludier. Ved første gennem-lytning synes værket knap nok at have noget med den pågældende Magnificat-tone at gøre, men ved nærmere analyse finder man to gennemspilninger af formlen i dens helhed. Buxtehudes Fantasia over Te Deum (no. 7, BuxWV 218) er hans længste og et af hans mest storslåede værker for tasteinstrument. Efter et præludium, som etablerer den frygiske toneart, følger brede udsættelser af fire navngivne vers fra den gamle hymne (“Te Deum lauda-mus,” “Pleni sunt coeli et terra,” “Te martyrum” og “Tu devicto mortis”). Her kan konstateres mange stilistiske træk, som er tæt forbundet med den tyske koralfantasi, bl.a. ekko-effekter, fugerede afsnit, osti-nati samt cantus firmus i lange nodeværdier.

Koralmelodierne gengives her efter forskellige kilder. “Ach Gott und Herr,” “Danket dem Herren” og den 9. tone til Magnificat er fra en håndskrevet koralbog (nu Lübeck, Stadsarkiv hs. 13), som blev fremstillet til koret i Buxtehudes kirke og sandsyn-ligvis daterer sig til slutningen af 1660’erne eller begyndelsen af 1670’erne. Den 1. tone til Magnificat samt melodien til Te Deum tryktes i Hamborg 1588 af Franz Eler. “Ich dank dir schon” og “Ich dank dir lieber Herre” findes ikke i samtidige kilder fra Lübeck, men den anden af de to står i Hans Thomissøns Salmebog fra 1569, som Buxtehude kendte fra sin ungdom i Danmark. Den optrykkes derfor i Thomissøns version.

Kerala J. Snyder, 2007

Release date: 
maj 2007
Cat. No.: 
6.220520
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313152063
Track count: 
11

Credits

Indspillet i St. Jacobi Kirken i Hamburg, Tyskland i maj 2006.

Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Clemens Johansen
Assistent: Dörthe Landmesser
Mastering: Clemens Johansen

Grafisk design: Elevator Design www.elevatordesign.dk

Foto s. 36: Marianne Grøndahl
Foto s. 29: Arp Schnitger-Orglet i St. Jacobi Kirken i Hamburg. Christians Verlag, Hamburg, 1995).

Denne cd er indspillet i samarbejde med Det kgl. Danske Musikkonservatorium og Danmarks Radio.

randomness