Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

The Green Groves

Peter Bruun

The Green Groves

Ensemble MidtVest

★★★★ »Smuk og spændende« Flensborg Avis

Peter Bruuns musik har selv i de mest absurde og ekspressive passager en uskyldighed i udtrykket, der normalt hører barndommen til. En uskyldighed, der tilhører folkevisernes og popsangenes verden, men som Peter Bruun får ført over i sin kammermusik ved at fastholde en intensitet og energi i udtrykket, som det er få forundt at have til rådighed. Denne CD præsenterer en samling af Bruuns mest stemningsfulde kammerværker indspillet af Ensemble MidtVest, som komponisten har tilegnet udgivelsens titelværk "The Green Groves".

Køb album Stream

CD

  • 139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
© Lars Skaaning
»Bruun kan godt nok skrive for sangstemmer, når det er dét han vil«
Gregers Dirckinck-Holmfeld, GregersDH
»Throughout the recording, its members sound, collectively, as if they have acute awareness of all the music’s implications«
Andrew Mellor, SEISMOGRAF
»Det er ret sjældent, at nyskreven kammermusik er så smuk og spændende, som det er tilfældet ved disse kompositioner af Peter Bruun«
Lars Geerdes, Flensborg Avis
Peter Bruun og den enfoldige energi

af Trine Boje Mortensen

En fleksibel og pulserende rytme, et musikalsk udtryk, der er insisterende grænsende til det pågående og en vidunderlig rigdom af melodistumper er de tre grundpiller i Peter Bruuns kammermusik, som den bliver præsenteret på denne cd.

Rockmusikkens pulseren og “in your face”-maner smelter i Peter Bruuns musik helt uproblematisk sammen med en åben og nærmest enfoldig nysgerrighed. Det er en balance, der er helt unik i dansk musikliv, og Peter Bruun komponerer musik, der er umiddelbart genkendelig. Hans stemme er karakteristisk som få.

Peter Bruun, der er årgang 1968, er uddannet i komposition hos bl.a. Niels Marthinsen, Karl Aage Rasmussen, Per Nørgård og Hans Abrahamsen.

I Danmark er der ikke mange komponister, der har ladet sig inspirere af den amerikanske Minimalisme, men Danmark har haft sin egen udgave af det minimale udtryk i den Ny Enkelhed fra 1960’erne og 1970’erne, hvor udtrykket var skrabet rent, og udtryksmidlerne blev brugt med afmålt omhu. Peter Bruun placerer sig et interessant sted mellem disse to retninger inden for minimalt musikalsk udtryk. Det markante rytmiske drive fra Minimalismen er til stede mange steder i Bruuns værker, og den krystallinske renhed i udtrykket, som den Ny Enkelhed formåede at frembringe, findes også.

Oven i dette kommer så melodistumperne, der lander fra alle verdener, eventyrlige så vel som virkelige. Peter Bruun har komponeret operaer og vokalmusik, og den særlige sangbarhed, han formår at komponere, findes også i disse værkers melodier. Hør fx. den sidste tredjedel af The Black Waters og i hele The Green Groves for at finde melodierne i fuldt flor, men lyt også efter melodistumper og sangbare små fraser i hver eneste takt af værkerne her, for de små melodier myldrer og lever frodigt.

Peter Bruuns musik har selv i de mest absurde og mest ekspressive passager en uskyldighed i udtrykket, der normalt hører barndommen til. En uskyldighed grænsende til det enfoldige. En uskyld, der tilhører folkevisernes og popsangenes verden, men som Peter Bruun får ført over i kammermusikken ved at fastholde en intensitet og energi i udtrykket, som det er få forundt at have til rådighed.

Perletåredråber (2004)

Den danske arkæolog P.V. Glob iværksatte en række ekspeditioner til den Arabiske Golf, og med ham ved disse ekspeditioner kom også en række andre videnskabsmænd, deriblandt musik­etnolog og komponist Poul Rovsing Olsen. Peter Bruun blev bedt om at komponere et værk i forbindelse med en 50-årsfejring for Glob og hans ekspeditioner samt udgivelsen af Rovsing Olsens bog om traditionel musik fra Bahrain. Værket blev kvartetten Perletåredråber for klaver, violin, bratsch og cello.

Komponisten fortæller om værket: “Længe før Bahrain blev rigt på grund af olie, var landet mest kendt for dets perlefiskere. Perler spiller således også i dag en stor rolle i Bahrains kultur. ‘Tåren’ er et tilbagevendende element i arabisk digtning, og derudover kunne jeg huske et ord, som jeg stødte på i en sang af Schumann, ordet Perlentränentröpfchen der på dansk bliver til Perletåredråber. Måske er det Schumanns musik, der har inspireret mig til at komponere denne kvartet – lyden af arabisk musik har i hvert fald helt sikkert spillet ind.”

Alle de tre satser i Perletåredråber bygger som de øvrige værker på cd’en her på bl.a. gentagelser og melodier, men der er en rastløshed og varmesitrende stemning, der er karakteristisk for dette værk i højere grad end de øvrige. Der er glitrende lyse klaverakkorder og en næsten jazzet fornemmelse i musikken – måske er det oplevelsen af Bahrain, der gennemsyrer musikken.

The Green Groves (2013)

Værket, der er komponeret til Ensemble MidtVest, er som en folkesang, der er faret vild. Året før The Green Groves blev komponeret, skrev Peter Bruun Tre Folkesange, som Ursula Andkjær Olsen skrev teksterne til. En af disse nye folkesange hed De grønne lunde og det er denne sang, der danner baggrund for ensembleværket her. Man kan næsten læse handlingen i sangen ud fra de fem satsers titler:

  1. Green Groves
  2. The Dream
  3. A Daunting Pledge
  4. The Fatal Wish
  5. Awakening.

En pige falder i søvn i de grønne lunde. Hun drømmer om en fugl, der lover hende rigdom og berømmelse, hvis hun vil give sin førstefødte væk. Da hun hvisker “ja”, vågner hun og indser, at hun har mistet det liv, hun allerede bærer i sig.

Musikken er fra første akkord som en folkevise, der vågner og slår støvet af sig. Men det er, som om den enkle, enfoldige melodi og det åbne strygerakkompagnement, der smager så meget af folkemusik, hurtigt bliver blandet med noget andet. Melodien forsvinder aldrig, men i stedet for den faste afvikling af vers efter vers som i en traditionel folkevise så åbner musikken for pigens fortælling og lukker os ind i det forlokkende og skræmmende drømmeunivers, som hun oplever i sangen. Når vi først er derinde, er der ingen vej tilbage til den simple melodi, selvom den til tider synes svimlende nær, også når musikken er allermest voldsom.

The Black Waters (2012)

To af værkerne på cd’en her har tilknytning til den danske komponist Poul Rovsing Olsen, der levede fra 1922-82. Rovsing Olsen var, ud over at være en prominent komponist, også musik­forsker og musiketnolog.

The Black Waters for strygetrio blev komponeret i 2012 til Rovsing Olsens 90-års dag, bestilt af hans enke Louise Lerche-Lerchenborg.

En perlefiskersang, som Rovsing Olsen optog i ø-riget Bahrain i forbindelse med sit arbejde som musiketnolog, indgår i The Black Waters og optræder godt halvvejs gennem værket.

Hovedmotivet, og den melodi, der anes i begyndelsen af The Black Waters, kommer dog fra en sangcyklus af Peter Bruun selv; tre “folkesange”, som han også komponerede i 2012, og som forfatteren Ursula Andkjær Olsen siden skrev tekster til. En af dem hedder Det fagreste træ og handler om en pige, der drukner sig selv; det er fra denne sang, at titlen til The Black Waters stammer.

Tonen i The Black Waters er mørk, men den stadige energi fremkalder også en fanden­ivoldsk­hed, der læner sig op ad heavyrockens kendetegn: larm, mørke og masser af energi. Energien bliver afløst af et vuggende motiv og endnu en fin og Bruunsk melodi.

Big Bird and His Friends (2009)

Ensemble MidtVests cellist, Jonathan Slaatto, bad Peter Bruun om at komponere et værk til ham og de fem blæsere i ensemblet. Det blev i 2009 til Big Bird and His Friends. Big Bird refererer ikke umiddelbart til den store gule fugl fra det amerikanske børneprogram Sesame Street, men som komponisten beskriver det: “ ... jeg har altid syntes, Jonathan er så ‘stor og favnende’, når han spiller. Han er rent fysisk et stort menneske, og han er også en utrolig varm og rolig person. Og den storhed og varme udstråler han også i sit spil. Så jeg tænkte på det lidt som en stor venlig fugl, der kalder de små fugle til sig og tager dem ind under sine vinger.”

De små fugle følger celloen i tykt og tyndt, men forskellen i klang mellem en cello på den ene side og fem blæsere på den anden gør, at småfuglene også kommer til at give et klangligt modspil – og ikke kun et myldrende medløb. Blæserne fungerer sine steder næsten som et præekko af celloen.

De tre satser i værket er som tre aspekter af samme klangbillede. Førstesatsen er skævt dansende, og i andensatsens triste fortælling fører blæserne an undervejs og samles på et tidspunkt med celloens melodi. Tredjesatsen har førstesatsens energi, men er desperat i udtrykket, og melodistumperne kæmper om pladsen hos blæserne, mens celloen pumper og knirker afsted.

Release date: 
juni 2016
Cat. No.: 
8.226571
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943657126
Track count: 
12

Credits

Indspillet på HEART – Herning Museum of Contemporary Art 9.-10. januar 2014 (The Green Groves); 26. maj 2014 (The Black Waters); 27.-28. maj 2014 (Big Bird and His Friends) og 17. december 2014 (Pearls of Tears).

Producer, teknik, redigering, mix og mastering: Morten Mogensen

Grafisk design: Denise Burt, elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk

Dacapo og Ensemble MidtVest takker Musikforlæggerne, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje / KODAs Kultruelle Midler og Lysgaard Fonden for økonomisk støtte til produktionen.