Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Goldberg-variationerne

Johann Sebastian Bach
Peter Navarro-Alonso

Goldberg-variationerne

Bolette Roed, David Hildebrandt, Peter Navarro-Alonso, Alpha

Den danske komponist Peter Navarro-Alonsos rekomposition af J.S. Bachs legendariske Goldberg-variationer. Samme noder som i originalen. Men alligevel helt anderledes i Alphas ekstreme nyfortolkning.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
© Caroline Bittencourt
Det er moderne musik, der har en ægte baroksats som bærende ballast. Det er musik, som hører såvel til 1700-tallets evighed som til nutiden
John Christiansen, JC Klassisk
De i alt 30 variationer byder på en stor palet af klangfarver
Lars Geerdes, Flensborg Avis
Trioen spiller med en imponerende virtuositet
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Det holder, fordi alt passer ind i Goldbergs harmoniske rammer
Diapason
Dette er en innovativ instrumentering, der med den største respekt og elegance komponerer et velkendt værk, hvis tema er på bundlinjen
Marçal Borotau, Sonograma
Hvad Navarro-Alonso giver os her er forankret nøjagtigt til Bachs noder med distraherende usædvanlig instrumentering
Keith Bramich, Classical Music Daily

Goldberg Variations | Alpha

Goldberg-variationerne

af Andrew Mellor

Bachs instrumenter føles ofte uvæsentlige. Det er, som om han komponerede ideel musik, musik, der rækker ud over instrumenter, musik, der er skabt til at genskabe sig selv. Det er ofte antaget, at et musikstykke af Bach er så musikalsk uforgængeligt, at det kan spilles – med strålende resultater – på kazoo, tinfløjte, banjo, marimba, saxofon – hvad som helst. Så stærk er Bachs street-cred.

Eric Siblin, The Cello Suites, 2009


I takt med at vores forståelse af Johann Sebastian Bachs musik er øget voldsomt i de sidste tiår, således er også vores holdning til manden og hans mesterværker vendt tilbage til udgangspunktet. Det kan stadig synes ufatteligt, at et enkelt menneske forstod at forene matematik og musikerskab på så naturlig en måde og derved skabte kunst, der både er jublende og dybsindig. Og dog er vi begyndt at forstå, at Bach var en almindelig mand, der levede et almindeligt liv. Han var ofte fortørnet og bar af og til nag. Bach, viser det sig, var såre menneskelig.

Det er hans musik også. Hvad der fascinerer endnu mere end dens store følelsesmæssige og åndelige dybder, er denne ’uforgængelige’ egenskab – resultatet, først og fremmest, af menneskelig intellektuel stræben. Det betyder, at et værk for solo-cello kan genskabes respektfuldt af et helt orkester; at et værk for cembalo kan foredrages smukt af en trio af blokfløjte, saxofon og slagtøj. Bachs musikalske videnskab rækker ud over æstetikken. Trods al numerologien er hans musik altid mere naturlig end mekanisk.

Frigørelsen af Bachs værker fra tvivlsomme instrumentale ortodoksier har ført til uhæmmet frihed til fortolkning af ’Goldberg-variationerne’, et af hans mest givende værker. Dette sæt af 30 variationer for tasteinstrument over en enkelt musikalsk idé er et af Bachs mest holdbare værker, og på samme tid et af hans allermest knusende smukke. Det har vundet stedse mere genklang, jo længere dets skaber er kommet på historisk afstand. Dets matematiske egen-skaber gør det til en evig gåde; musikken, der kommer ud af tallegene, gennemlever flere sjælstilstande end de fleste operaer.

Processen med at frigøre ’Goldberg-variationerne’ fra deres ideologiske spændetrøje blev hjulpet på vej, da deres skabelsesmyte faldt til gulvet. Ifølge sladderen skrev Bach variationerne, så Johann Gottlieb Goldberg kunne spille dem, så hans chef Grev Keyserlingk – russisk ambassadør til det saksiske hof – kunne blive underholdt, når han ikke kunne sove.

Dette er næsten helt sikkert blot en god historie. Efter al sandsynlighed spillede Bach variationerne for Keyserlingk, da han besøgte greven i Dresden i november 1741, efter at have spillet dem for første gang ved en af sine Collegium Musicum-koncerter i Leipzig nogle måneder tidligere. Goldberg, som var bare 14 år, da han var Keyserlingks private cembalist, har helt sikkert taget værket til sig. Senere, da hans teknik var fuldt udviklet, er det sandsynligt, at han skabte sig et navn ved at spille variationerne, og med tiden hang hans navn fast ved dem.

Ordet ’Goldberg’ er ikke at finde på 1741-udgivelsen. I stedet er værket helt enkelt præsenteret som ’Aria med forskellige variationer for et cembalo med to manualer’. Hvis Bach havde fået til opgave at skrive et værk med den formulering, havde han ikke helt levet op til den. Variationerne er ikke baseret på den arie, der lyder før og efter dem, men på den baslinje, som ariens melodi bærer med sig (nogle mener, at selve melodien er for udsmykket og galant til at stamme fra Bachs egen hånd). Komponisten var altid mere optaget af akkord-progressioner eller variationer over baslinjer end af melodilinjer, hvilket for eksempel hans store Passacaglia for orgel i c-mol og Chaconne for violin i d-mol vidner om (unødvendigt at sige, at begge værker er blevet versioneret til andre instrumenter, og endda ensembler med fremragende slutresultat).

Sættet falder i to dele: Nr. 15 ender meget tydeligt i g-mol, før nr. 16 tager afsæt som en fransk ouverture, en uomtvisteligt ny begyndelse. Variationerne skrider frem i små tredelte cyklusser af etude, karakterstykke og kanon. Det giver ni kanoner i alt, med lige stor afstand mellem hver; hver øger afstanden eller ’intervallet’ mellem kanon-stemmerne med et trin, fra en sekund til en none. Der er to små fugaer, nr. 10 og nr. 22, begge med seks variationers afstand til værkets midterpunkt. Arien er i sig selv 32 takter lang, delt i to halve på 16 takter hver. Hele partituret er et eksempel på perfekt symmetri.

Strukturen fortæller os også noget om Bachs gavmildhed over for sine lyttere. Han vidste, at hans egen interesse i strengt kontrapunkt – sammenfletningen af to eller flere melodilinjer, der skaber et større hele, og dog bevarer deres selvstændighed – meget nemt kunne overvælde lytteren. Derfor bestræbte han sig nøje på at variere karakteren af hver kanon og adskille dem med syngende arier, hoppende danse og sukkende klagesange. Der er en enorm, altomfattende variation af -humører og stilarter i satserne: fra det enkle til det sammensatte, fra det fjantede til det dyb-sindige. Alle er forankret i ariens baslinje. Som i h-mol-messen og i ’Kunst der Fuge’ forsøgte Bach at skabe noget på en gang fuldstændig forenet og aldeles varieret.

At udføre og formidle ’Goldberg-variationernes’ intense fokus med flere menneskesind end blot et enkelt har vist sig at være en uimodståelig udfordring for generationer af musikere. Der eksisterer arrangementer af ’Goldberg-variationerne’ for akkordeon, orgel, to klaverer, guitartrio, harpe, orkester og alle slags strygerensembler.

”Kombinationen af blokfløjte, saxofon og slagtøj er helt klart ikke særlig velegnet til en re-instrumentering i barokstil,” hævder Peter Navarro-Alonso, der står bag denne version, skræddersyet til Alphas medlemmer. ”Men fordelen i kombinationen ligger i dens enorme mangfoldighed i timbre og dynamik.”

Der findes en stærk tradition, minder Navarro-Alonso os om, med komponister, der binder an med Bachs musik, og samtidig ser ud over grænserne for det originale materiale – blandt andre Hans Abrahamsen og Anton Webern. Med sin ’uautentiske’ instrumentation fremhæver Navarro-Alonso visse elementer og strukturer i det originale værk på en måde, der aldrig ville kunne realiseres på et cembalos to manualer eller et klavers enkelte klaviatur. ”Derfor, uden at tilføje en eneste tone, præsenterer disse Goldberg-variationer nye perspektiver i et velkendt værk: perspektiver, der altid har været der, men som nu for første gang bringes frem i dagens lys,” siger han.

Så altså, Bachs følelsesmæssige opslagsværk bliver ikke så meget forandret som præsenteret med helt nyt betræk. Nogle gange afsløres dets rå kvaliteter, andre gange gives der efter for dets påtagne delikatesse. Vi får indtryk af en Bach, der møder os i forklædning. Marimbaen tilføjer et åndepust til den allerede sørgmodige første udgave af arien, spillet af saxofon og blokfløjte, der afleverer temaet til hinanden. Navarro-Alonso fremhæver udvidelsen af Bachs tekstur-mæssige og opfindsomme palet, som rejsen skrider frem: i løbet af hver tredelt cyklus (etude – karakterstykke – kanon) tilføjer han et instrument mere til slagtøjsspillerens marimba: vibrafon, glockenspiel, woodblock, guiro, taikotromme, tom tom og så fremdeles. I takt med at Bachs mentale univers udvider sig, udvider sig også det lydlige univers, hvormed det bliver -formidlet.

De stemte instrumenter fastholder Bachs melodiske, harmoniske og kontrapunktiske planer. Men de nye teksturer, for ikke at nævne kombinationerne af dem, frigør al tanke om retorik. -Giguen i variation 7 hæver sig over dansegulvet i en luftbåren fantasi ved hjælp af sopraninoblokfløjte og glockenspiel. Den kosmiske skramlen i variation 9 flækker Bachs kontrapunktiske snedkerarbejde. Guiroen i variation 13 slår dørene op til en ellers privat og sammensnoet sang. Taikotrommen i variation 16 trækker den franske grandeur, som Bach ellers forlod sig på, at stilheden skulle mønstre, frem i forgrunden. Den jævne fremadskriden i variation 21 lyder endnu mere ubønhørlig, når den understøttes af en tromme. Manien i dens efterfølger understreges af smældene fra tromme, marimba og tom tom. Værkets følelsesmæssige hjerte, variation 25, bøjer sig ned under jorden ved hjælp af en støvet baritonsaxofon og skyggefuldt slagtøj. Røntgen-arrangementet af variation 28 indvier os i alle hemmelighederne ved Bachs stemmeføringer. Variation 29 og 30 bruger alle slags lyde til at prise den ekstatiske yppighed, der på dette sted i værket flød ud gennem Bachs fingre.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen: det samme værelse, vi begyndte i, på et andet tidspunkt af døgnet. Men i den afsluttende udgave af arien møder vi, meget usædvanligt i ’Goldberg-variationerne’, en faktisk, tekstuel forandring. Med en fuldstændig omvæltning af sin stedse mere komplicerede fremadskriden giver Navarro-Alonso os arien klædt i simplere gevandter end den, vi hørte i begyndelsen af værket. Netop som vi begynder at vide for meget, minder han os om den lysende og dog enkle visdom bag det hele.

Andrew Mellor, 2018. Andrew Mellor er journalist og kritiker med særlig interesse for kultur og musik fra Danmark og de nordiske lande.

Release date: 
oktober 2018
Cat. No.: 
8.226210
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943621028
Track count: 
32

Credits

Goldberg Variations was recorded at Hørsholm Church on 11–16 November 2015

Recording producer: Stephan Reh
Engineering: Stephan Reh
Editing: David Hildebrandt
Mix and mastering: Stephan Reh

No use of overdubs

℗ & © 2018 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Andrew Mellor
Danish translation of liner notes: Camilla Toldi Bugge
Proofreading: Svend Ravnkilde
Cover design: Denise Burt, elevator-design.dk. Digital collages by Denise Burt, using original images by Noah Hornberger: ‘Bill Gates’, ‘Britney Spears’, ‘Lady Gaga’ and ‘Barack Obama’ (CC BY 2.0)
Photos: Caroline Bittencourt

Bolette Roed plays recorders made by Fred Morgan, Cho Jin-Hee, Fred Morgan/Nikolaj Ronimus and Yamaha.

The recording was generously supported by the Augustinus Foundation

With support from KODA Culture

randomness