Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Violinkoncert – Etudes

Knudåge Riisager

Violinkoncert – Etudes

Ian van Rensburg, Aarhus Symfoniorkester, Andreas Delfs

Knudåge Riisager var draget af det fine ’glimt i øjet’ i Carl Czernys Etuder, og ville have dem til at ”bruse som kulsyren i en mineralvand”, da han skabte sin orkesterudgave sent i 1940’erne. Da partituret senere blev omformet til balletten af samme navn, indlagde Riisager endnu mere af sin karakteristiske lethed og farvelægning af musikken. Men en forandring mærkes nogle år senere i hans Violinkoncert. Skiftet i stil afslører komponistens dybe, forædlede tanker om musikalsk kontrast, instrumental naturlighed og koncertformen og virkeliggøres her levende på denne nye indspilning fra Aarhus Symfoniorkester og Ian van Rensburg.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
© Nikolaj Lund
Aarhus Symfoniorkester, med dirigent Andreas Delfs, opfører Riisager i topklasse på en fremragende optaget Dacapo udgivelse
David Denton, Yorkshire Post
Den danske violinist Ian van Rensburg er overbevisende som solist i violinkoncerten
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Ian van Rensburg spiller solostemmen sikkert og smukt
Thomas Michelsen, Politiken
Lytteren bliver udsat for et fyrværkeri af spændende musikalske indfald - fra det hæsblæsende tempo i ouverturen til den festlige afslutning i den tyvende sats
Lars Geerdes, Flensborg Avis
En ægte solistkoncert i to satser, den første ret rolig, den anden decideret livfuld
John Christiansen, jcklassisk
Aarhus Symfoniorkester dirigeres dygtigt af Andreas Delfs i både Etudes og koncerten, og indspilningen har en fantastisk akustik
Jonathan Woolf, MusicWeb International
I betragtning af den fine musik, den overbevisende udførsel og den krystalklare optagelse, bør erhvervelsen af denne cd være logik for burhøns. Stærkt anbefalet
David DeBoor Canfield, Fanfare
Riisager kender sin orkestrering og har en skarp sans for humor
Allen Gimbel, American Record Guide
Ugens Album
DR P2 Ugens Album
Solisten Ian van Rensburg har den overbevisende store karisma, der er nødvendig her. Kun en håndfuld violinister har dette talent
Ingo Hoddick, das Orchester
Århus-orkestrets spil er af høj kvalitet – og cd’en tilføjer oven i ’Etude’-musikken en violinkoncert af Riisager, som er så uforskammet spændende, at vi kan undre os over, at den så sjældent høres
Gregers Dirckinck-Holmfeld, Gregers DH
Riisagers valg af etuder spejler koreografien, der går fra enkle træningsøvelser til virtuos pragt
Records International
Den udsøgt orkestrerede violin-koncert viser et stilskifte, og fremhæver også den åndelige dimension af komponisten
Josep Bosch, Sonograma Magazine
Total runtime: 
64 min.
Knudåge Riisager: Violinkoncert & Etudes

af Claus Røllum-Larsen

I lighed med andre danskere blev også Riisagers tilværelse ændret under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945. Hen imod krigens afslutning strammede situationen alvorligt til, og fra efteråret 1944 havde Riisager været gået under jorden på grund af den fare, de mange clearingmord fremkaldte. Da de tyske tropper i maj 1945 forlod landet, kunne han genoptage sin virksomhed som komponist.

De kommende år skulle blive særdeles frugtbare for Riisager. Blandt de første opgaver, der trængte sig på, var dels færdiggørelsen af musikken til Kaj Munks skuespil Niels Ebbesen, dels den endelige udarbejdelse af partituret til Harald Landers ballet Fugl Fønix. Der var i begge tilfælde tale om værker med stærke referencer til den netop overståede verdenskrig, men snart skulle Riisager få opgaver, hvor han atter fik brug for sin særlige evne til at skabe lys og livsbekræftende musik.

I 1947 kunne Carlsberg Bryggerierne fejre 100-året for grundlæggelsen, dvs. for brygningen af den første flaske øl, og Riisager og digteren Mogens Lorentzen blev af Carlsbergs direktion opfordret til at levere en omfangsrig festkantate. Det blev til et værk af de store mål: foruden symfoniorkester foreskriver det tre vokalsolister, recitator, blandet kor, to mandskor og endog publikum – sidstnævnte skulle deltage i afsyngelsen af den afsluttende hymne.

Samtidig med arbejdet på Carlsberg-kantaten må Riisager have været beskæftiget med at komponere det 13 satser store værk Czernys etuder bearbejdet for mindre orkester, som så vidt vides aldrig har været opført. Da han påbegyndte arbejdet på musikken til balletten Etudes, valgte han at inddrage lidt over halvdelen af satserne fra dette værk.
Historien om tilblivelsen af musikken til Etudes kan ikke fortælles uden at lade Riisager selv komme til orde med et lille erindringsbillede om inspirationen til balletten:

"Tanken om at skrive en ballet med benyttelse af Czernys etuder fór igennem mig som et piskesmeld en solskinsdag i oktober måned ifjor. Ud fra et åbent vindue lød en af disse krystalklingre øvelser. En ukendt novice proberede sig med at finde vej gennem den klassiske klavertekniks grundlæggende øvelsesværk. Blæsten nede i gaden tog de visne blade og fejede dem i en hvirveldans højt op i luften, netop som et løb på klaveret perlede ud i den øverste diskant. For så vidt skylder jeg vinden og den ukendte pianist idéen, men sandt at sige havde jeg allerede i nogen tid tænkt på at behandle nogle af disse storartede stykker for orkester og dèr give udtryk for den lune humor, det fine ’glimt i øjet’, som man bestandigt aner bag den strenge maske. Det er såre renlivet musik, disse øvelser, uden svinkeærinder og fri for falske attituder. De bruser som kulsyren i en mineralvand, sprudler sundt og muntert uden at efterlade sig rusens tømmermænd. De glæder og henrykker.
Sandelig: mesteren gjorde øvelser! Og senere gjorde så øvelserne mestre: Beethoven og Liszt var Czernys elever, og de var just ikke så helt ringe exempler på, hvor vidt man kunde drive det i klaverkunsten. Musiken til denne ballet er en bearbejdelse af Czernys etuder med fri benyttelse af motiver og idéer. Der er digtet videre over det givne tematiske materiale, og arbejdet hermed har i virkeligheden været nok så omfattende som at skrive ny musik helt forfra. Men det har været ubetinget morsomt at leve sig ind i denne verden, under den særlige synsvinkel: på den ene side at respektere den ro og klarhed, etuderne ånder, og så alligevel føre dem op til vor egen tid, så vidt dette nu var foreneligt med det første hensyn.”

Som nævnt danner adskillige satser fra værket Czernys etuder grundlag for musikken til Etudes. Der er dog ikke tale om direkte overførsel fra det ene værk til det andet, idet Riisager har bearbejdet de ”lånte” satser. Der er hovedsagelig tale om udvidelser og ominstrumentationer af det oprindelige materiale. Flere af disse ændringer bunder naturligvis i, at musikken til Etudes skulle tjene et ganske andet formål, end tilfældet var i Czernys etuder, nemlig kravene til at fungere sammen med koreografien. At der er foretaget vidtgående ominstrumentationer skyldes ikke mindst, at Riisager i Etudes benyttede en væsentligt større orkesterbesætning med en langt større slagtøjssektion end i Czernys etuder.

Ikke blot i satserne fra Czernys etuder foretog Riisager ændringer. I de oprindelige etuder greb han fx ind i strukturen og foretog ændringer. I ouverturen lader han således den ubrudte række af sekstendedelsnoder hos Czerny bryde op i mindre skalasegmenter, som bliver lagt ud i de delte violingrupper og senere også i blæserne. Riisager opnår på denne måde en flerdimensional virkning, hvor de enkelte skalasegmenter spilles ud mod hinanden. I satsen Port de bras et pas de badin lader han hen mod slutningen instrumenterne spille frit ud i forskellige tonearter, hvorved der opstår polytonalitet, dvs. at flere tonearter spilles på samme tid. I den effektfulde Mazurka benytter han en ganske kort etude, som hos Czerny skal træne en præcis placering af dobbeltslag på ubekvemme steder i klaversatsen. I orkesterversionen udvikles mazurkaen til én stor crescendo-virkning, som i øvrigt ikke findes hos Czerny. Denne sats leder over i tarantellen, der hos Czerny er en øvelse i passagespil i oktaver. Værket afsluttes med Store spring, som blev tilføjet den oprindelige udgave af Etudes i forbindelse med premieren på opsætningen på Den Store Opera i Paris i november 1952. I den oprindelige version sluttede Etudes i et decrescendo, dvs. satsen døde hen, men antagelig for at imødekomme et ønske fra franskmændene, ændrede Lander slutningen, som dermed blev langt mere virkningsfuld. I øvrigt var det ved samme lejlighed, Riisager udskiftede den oprindelige Pas de trois med Pas de deux romantique, som nu udgør sats nummer 11. Det er i denne tredje og endelige version, Pariserversionen, Etudes opføres i vore dage, og i den version, værket i 1995 blev udgivet hos musikforlaget Boosey & Hawkes.

Man fornemmer, at Riisager i Etudes har opsamlet mange års erfaring i orkesterbehandling, og værket kan således betragtes som et katalog over hans virtuose og originale instrumentationskunst. Skønt musikken selvfølgelig har stilistiske bindinger til andre komponisters værker – man kunne nævne Maurice Ravel, Ottorino Respighi, Igor Stravinsky og Sergej Prokofjev – så udstråler det nu 70 år gamle partitur stadig en forunderlig friskhed, varme og elegance. Etudes havde sin urpremiere på Det Kongelige Teater den 15. januar 1948, hvor Johan Hye-Knudsen stod på dirigentpodiet, og hvor det store ballerinaparti blev danset af Margot Lander. Balletten har herefter gået sin sejrsgang over det meste af verden, og musikken til balletten er dermed ubetinget Riisagers hyppigst opførte orkesterværk.

I de nærmest følgende år efter færdiggørelsen af Etudes, dvs. fra 1948 til 1950, skrev Riisager flere betydelige værker. I 1948 komponerede han sin eneste opera, Susanne, som har libretto af Mogens Lorentzen, og i 1949 skrev han det meget originale orkesterværk Archæopteryx, som skildrer den ældste kendte fugl, øglefuglen, som uddøde i Jura. Endelig stammer fra 1950 den 5. symfoni, Sinfonia serena, og det vægtige værk for strygeorkester Variations on a Sarabande by Charles, Duc d’Orléans.
Sinfonia serena, Archæopteryx og senere violinkoncerten indvarsler en stilændring i Riisagers værker. Komponisten Poul Rovsing Olsen har udtrykt det på denne rammende måde:

”Det straalende orkesterapparat var her opgivet. Ikke blot i bogstavelig forstand, ogsaa i figurlig. Det var en ny Riisager, vi mødte i disse værker. Her var ingen løstvedhængende effekter, ingen fagotkonventionelle morsomheder eller stigende violinader med bækkenslag for enden, og her var heller ikke spor af snæver nybarok. Der var sket en forenkling og samtidig en styrkelse af liniespillets formskabende betydning. Denne nyorientering betyder en berigelse for Riisagers musik, den fremhæver finere nuancer i komponistens kunstneriske fysiognomi.”


Rovsing Olsens karakteristik indgår i hans anmeldelse i dagbladet Information af uropførelsen af Riisagers Violinkoncert. Ud over concertinoen for trompet og strygere fra 1933 er violinkoncerten Riisagers eneste værk i solokoncertgenren. Violinen var Riisagers eget instrument i den forstand, at han havde spillet violin fra barndommen med kgl. kammermusikus Peder Møller som lærer. Tidligt havde han komponeret for instrumentet, ikke mindst den 2. violinsonate fra 1923 som er et af hovedværkerne i hans produktion. Med violinkoncerten leverede Riisager et stærkt personligt bidrag til koncertgenren.

Allerede i sit anlæg brød værket med ”almindelig praksis”, idet det er disponeret i to satser: en vegeterende, kontemplativ førstesats og en handlingspræget andensats. I den første står violinen nærmest uden for orkestret, som det søger at komme i kontakt med. Det er således kun i kortere passager, der er tale om et egentlig realiseret samspil. Modsætningsforholdet mellem solist og orkester giver sig bl.a. udtryk i skarpe kommentarer til violinens spil fra messingblæserne. Satsen præges generelt af lineære forløb, og solostemmen har mange steder improvisatorisk karakter. Satsen afsluttes med en let ændret gentagelse af indledningen. Anden sats rummer to temaer, et stærkt kapriciøst og et mere sangbart. Den har træk fra sonatesatsformen, men – typisk for Riisager – i en relativt fri udgave. Et vigtigt aspekt ved violinkoncerten er den udsøgte orkesterbehandling. Riisager benytter her instrumenter med stor kontrastvirkning, fx celesten med dens klokkerene lyse klang og basklarinetten med dybe ”rå” toner.

Violinkoncerten er skrevet til og tilegnet den populære violinist og entertainer Wandy Tworek, som var kendt for sin overlegne teknik og stærke musikalske udstråling. Tworek havde givet den første danske opførelse af Béla Bartóks Sonate for violin solo, som han desuden indspillede på grammofonplade. Tworek var solist i Riisagers violinkoncert ved uropførelsen, som fandt sted ved Torsdagskoncerten den 11. oktober 1951 med Nicolai Malko som dirigent. Som følge af det meget vellykkede samarbejde mellem komponist og violinist skrev Riisager senere tre mindre, men til gengæld meget virtuose værker til Wandy Tworek.

Claus Røllum-Larsen, 2018, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek.

Release date: 
januar 2019
Cat. No.: 
8.226145
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943614525
Track count: 
22

Credits

Recorded at Symphonic Hall, Aarhus on 19–20 June 2017 (Violin Concerto) & 21–23 June 2017 (Etudes)

Recording producer: John Frandsen
Engineering: Henrik Winther Hansen
Editing: Preben Iwan & Mette Due
Mix and mastering: Preben Iwan

Recorded in 88.2 kHz/24bit

℗ & © 2018 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Claus Røllum-Larsen
English translation: James Manley
Proofreader: Svend Ravnkilde
Photo p. 9: © Nikolaj Lund
Graphic design: Denise Burt, elevator-design.dk

Publishers: Edition·S, edition-s.dk (Violin Concerto), Boosey & Hawkes, boosey.com (Etudes

Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the support of Aage and Johanne Louis-Hansen Fund, Magister Jürgen Balzers Fund, Bestles Fund & Koda Culture