Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Wiener Filharmonikernes Langgaard-indspilning nomineret til Gramophone Award

Wiener Philharmoniker © Lois Lammerhuber

Wiener Filharmonikernes Langgaard-indspilning nomineret til Gramophone Award

De 60 nominerede til årets Gramophone Classical Music Awards 2019 er blevet afsløret, og blandt dem er Wiener Filharmonikernes indspilning af Rued Langgaards 2. og 6. symfoni, som udkom på Dacapo sidste år.

Navne
2. september 2019

Det britiske musikmagasin Gramophone uddeler hvert år den prestigefyldte Gramophone Classical Music Award til det forgangne års 10 bedste klassiske musikudgivelser. De nominerede til dette års priser er nu offentliggjort, og i kategorien Orkester-indspilning er sidste års udgivelse med Wiener Filharmonikernes indspilning af Rued Langgaards 2. og 6. symfoni nomineret.

Vinderne af Gramophone Classical Music Award vil blive afsløret ved en ceremoni i London den 16. oktober.

I anledning af offentliggørelsen af de nominerede til årets Gramophone Awards, har Gramophone udgivet et gratis, digitalt magasin med anmeldelser af alle de nominerede udgivelser. Læs det gratis magasin her.

I anmeldelsen af Rued Langgaard-udgivelsen skriver Richard Whitehouse bl.a. »Et obligatorisk køb for dets fortolkende indsigter, engagerede spil og realistiske lyd.«

Langgaards musik vender hjem

Rued Langgaards største succeser fandt sted i Tyskland og Østrig, hvor bl.a. hans Symfoni nr. 2 og 6 blev tiljublet. Hjemme oplevede han aldrig den form for opbakning. Tværtimod gik hans position i Danmark fra slem til værre, og han døde som et forgræmmet og desperat menneske, stort set uden støtter i dansk musikliv. Med Wiener Filharmonikerne under ledelse af Sakari Oramo kan man høre Langgaards musik “vende hjem” til den centraleuropæiske musikkultur, der på mange måder lå ham nærmere end det antiromantiske Danmark, han levede i. Albummet rummer som 'ekstranummer' også Jacob Gades legendariske Tango Jalousie, spillet af Wiener Filharmonikerne.

Indspilningen af Rued Langgaards symfonier er Dacapos andet samarbejde med Wiener Filharmonikerne. I 2014 udkom orkestrets indspilning af Per Nørgårds 1. og 8. symfoni – en udgivelse, som modtog en Gramophone Award 2015 for BEST CONTEMPORARY RECORDING.
  • Rued Langgaard, Jacob Gade

    Symfoni nr. 2 & 6

  • Per Nørgård

    Symfonier 1 & 8

randomness