Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Tysk DDR-spions isolationsdigte bliver til musik på nyt album

Tysk DDR-spions isolationsdigte bliver til musik på nyt album

Komponisten Nicolai Worsaae har skrevet to ensembleværker, som kredser om total isolation med udgangspunkt i den østtyske spion Jörg Meyers ni måneder lange isolationsfængsling i Vestre Fængsel i slutningen af 1970'erne. Værkerne udkommer på nyt album i dag og opføres ved koncert i aften.

Ny udgivelse
24. september 2018

Albummet Wesenheit ab Wesenheit, indspillet af FIGURA Ensemble og Signe Asmussen, sætter fokus på isolationsfængsling og ensomhed. Komponisten Nicolai Worsaae inddrager bl.a. lyden af en radiator, som en direkte reference til isolationsfangen Jörg Meyers liv i cellen, hvor han i ensomhed og begyndende galskab begyndte at tale med netop en radiator.

Isoleret i Vestre Fængsel

Meyer, en ung, østtysk, spiondømt fange i Vestre Fængsel, skrev under sin isolationsfængsling gennem ni måneder i 1979 en række digte, der blev udgivet under titlen Isolationsdigte. Digtene fungerede som en slags selvterapi over for den voldsomme psykiske påvirkning, han oplevede i cellen. Den eneste person, Meyer havde samtaler med, var fængselspræsten Jørgen Worsaae – komponisten Nicolai Worsaaes far. 30 år senere forærede Jørgen Worsaae digtsamlingen til sin søn, som lod den danne udgangspunkt for to ensembleværker.

Lyden af at være alene i et lille rum

Værkerne på det nye album er Worsaaes forsøg på en musikalsk fortolkning af ensomheden som isolationsfange; lyden af at være alene i et lille rum. Værket Wesenheit ab Wesenheit fra 2011 er for sopran, stemme og kammerensemble og i søsterværket WaWV fra 2014 blander Jörg Meyers egen oplæsning sig med instrumenter, konkrete elektroniske lyde og en sangstemme. Begge værker inkluderer lyde af konkrete genstande, som peger direkte tilbage på de få genstand Jörg Meyer havde i sin isolationscelle, og gør brug af repetitive mønstre, som udtryk for isolationens gentagelser.

Albummet 'Wesenheit ab Wesenheit' er det tredje album Dacapo udgiver med FIGURA Ensemble, som i år fejrer 25 års jubilæum.
  • Nicolai Worsaae

    Wesenheit ab Wesenheit

  • Peter Bruun

    Miki Alone - Syv sange for en gal kvinde

  • John Frandsen, Svend Hvidtfelt Nielsen, Peter Bruun, Karsten Fundal, Jens Hørsving, Ivar Frounberg

    ... to arrive where we started ...

Værker skrevet til FIGURA

Wesenheit ab Wesenheit og WaWV skrev Nicolai Worsaae til FIGURA Ensemble, da han var ensemblets huskomponist. Det er også FIGURA, som sammen med sopran Signe Asmussen har indspillet det nye album, og i aften kan værkerne høres live i KoncertKirken ved FIGURAs portrætkoncert af Nicolai Worsaae med efterfølgende fejring af det nye album og artist talk med Worsaae og klarinettist Anna Klett.