Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Ib Nørholm – mindeord

Ib Nørholm © Per Morten Abrahamsen

Ib Nørholm – mindeord

Af Svend Hvidtfelt Nielsen

Navne
12. juni 2019

Anden pinsedag sov Ib Nørholm ind, 88 år gammel. Dansk musikliv mistede hermed én af sine markanteste og mest elskelige profiler, og jeg personligt mistede en elsket lærer og ven.

Som komponist var Nørholm blandt de første til, sammen med kollegerne Gudmundsen-Holmgreen og Nørgård, at tilegne sig 60’ernes nye strømninger, hvilket resulterede i serialisme og diverse former for happenings. Men ligesom sine kolleger var Nørholm også hurtig til at fravælge den centraleuropæiske æstetik til fordel for den såkaldte ”ny enkelthed”, der i mange forskellige former en årrække blev normdannende for dansk musik. Man siger gerne, at det typiske ved Nørholms musik var pluralismen. Aversionen mod at begrænse sit æstetiske ståsted. Ønsket om at åbne værkerne for hvilke som helst impulser, der måtte komme: ”Gad vide hvor det fører hen?” kunne han sige, når han spillede starten af et nyt værk. Denne ekstreme lydhørhed for det, der også er muligt, var enestående i Nørholms produktion. Og som ingen anden formåede Nørholm elegant at samle alle de forskellige stier, musikken kunne gå, i et samlet hele, der altid havde det umiskendelige Nørholmske udtryk. Et udtryk, der ikke mindst gav sig udslag i et melodisk mesterskab; om det så fandt sin vej som instrumentel overstemme, en lied eller en folkelig sang, som den allerede etablerede ”Nu kimer julens klokker.” Dertil kommer hans symfoniske mesterskab, der er udfoldet i hele tretten store symfonier. Med denne beherskelse af såvel melodik som de store former, fremstår Nørholm som den éntydige viderefører af en Carl Nielsensk tradition og derved som den bro, der sammenbinder 1900-tallets musik.

Den store rolle Nørholm direkte såvel som indirekte spiller for nutidens danske musikliv skyldes dette virkes samspil med rollen som underviser. Fra 1980 virkede han som professor i komposition ved Københavns konservatorium. Hovedparten af min generations komponister er uddannet af Ib Nørholm. Og hans elever (bla. Ivar Frounberg, Karsten Fundal, Ejnar Kanding, Martin Lohse, Niels Rosing-Schow og Bent Sørensen og) har selv taget undervisningsgerningen op og har på den måde videreført den arv, de modtog. Og arven var af en særlig type. Nørholm, Gudmundsen-Holmgreen og Nørgård var ikke blot kunstneriske fornyere. De var (og det er måske i sidste ende næsten vigtigere?) også sociale fornyere. De formåede at skabe et miljø af forståelse, nysgerrighed og tolerance. Et miljø, hvor komponister var venner og kollegaer snarere end konkurrenter; hvor æstetiske forskelle blev budt velkommen – eller i det mindste diskuteret i sober tone – og set som anledning til udvikling snarere end fordømmelse. I sin egen undervisning var det det, Nørholm plæderede for. Ét af de vigtigste elementer i kompositionsundervisningen var de ugentlige komponistklasser, hvor alle studerende mødtes og diskuterede de emner, Nørholm eller vi selv bragte på banen.

Igennem alt dette strålede mennesket Nørholm. Mennesket, der altid var opmærksom på sine elever. Mennesket, der altid indledte sine timer med at spørge ind til hvordan man havde det. I livet altså. For så på et tidspunkt med vanlig glimt i øjet, at sige ”nå, men du har vel ikke noget med?”. Som vi selvfølgelig altid havde! Ligeså hjertelig Nørholm kunne være, lige så vred kunne han med kort varsel blive. En vandrehistorie fortæller (i én af sine versioner), at Nørholm efter en DUT-koncert i ophidset vrede over det netop hørte kørte over for rødt og blev taget i forvaring på en politistation, indtil hans identitet kunne verificeres.

Og det med DUT-koncerten fører til nok én af Nørholms bedrifter: Nysgerrigheden! Ønsket om at følge med, hele tiden at forholde sig til tidens skiftende strømninger, hvilket gjorde at han – som regel i selskab med Gudmundsen-Holmgreen – i mange år var at finde blandt tilhørerne til stort set samtlige koncerter med ny musik. Også dette var en del af engagementet, af arbejdet med at etablere et miljø, hvor ny musik og dens musikere og komponister trivedes. At det har været et arbejde, der bar frugt vidner blandt mange tiltag den seneste Klang-festival om. Den frodighed man i dag finder i den ny musik, må ses som den direkte arv fra den livsindsats, Nørholm ydede. At han selv måske ville være skeptisk overfor nogle af de nye strømninger, ændrer ikke på dette. Det er vilkårene. Som han selv – opgivende eller fortrøstningsfuldt? – formulerede det: ”Udviklingen har altid ret”.  

Nørholm selv er nu borte. Men hans ånd lever videre i såvel erindringen som i det blomstrende miljø.

  • Ib Nørholm

    Americana

  • Ib Nørholm

    Værker for kor

  • Ib Nørholm

    Tavole per Orfeo

  • Svend Hvidtfelt Nielsen, Jesper Koch, Lars Hegaard, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen

    Fem danske klavertrioer

  • Carl Nielsen, Friedrich Kuhlau, C.E.F. Weyse, J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade, Thomas Laub, Peter Heise, Svend S. Schultz, Ib Nørholm

    The Golden Age of Danish Partsongs

  • Hans Abrahamsen, Ib Nørholm, Ole Buck, Leif Kayser, Morten Nyord, Hans Henrik Brandt

    Woodworks

  • Ib Nørholm, Bent Lorentzen, Svend Hvidtfelt Nielsen, Eblis Álvarez, Søren Nils Eichberg

    Alpha

  • Jens Schou, Per Nørgård, Ib Nørholm, Niels Viggo Bentzon

    Breath and Wings

  • Vagn Holmboe, Ib Nørholm, Anders Nordentoft, Axel Jørgensen, Mogens Andresen

    From the Merry Life of a Spy

  • Tage Nielsen, Poul Rovsing Olsen, Ib Nørholm, Per Nørgård, Hans Gefors, Pelle Gudmundsen-Holmgreen

    Musik for guitar

randomness