Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Henning Wellejus' 100 år fejres med halv pris på musikken

Henning Wellejus © Hans Petersen

Henning Wellejus' 100 år fejres med halv pris på musikken

Den 23. august ville den danske komponist Henning Wellejus være fyldt 100 år. Dacapo fejrer ham med 50 % rabat på al hans musik.

Kampagne
15. august 2019

Henning Wellejus blev født i 1919 i Roskilde og studerede teori og komposition hos Svend Erik Tarp og instrumen­tation hos Gio­van­ni di Bella. I 1943 debuterede han som komponist, og to år senere tog han juridisk embedseksamen. 1950-79 var Wellejus dirigent for Etatsorkestret, og han har desuden fungeret som repetitør ved Malmøs Stadsteater og Det Kongelige Te­a­ter.

Henning Wellejus indtager en særstilling i efterkrigstidens danske musikliv ved sin stædige afvisning af sin samtids modernistiske musik. Forståelighed, klarhed og melodiøsitet var Wellejus’ idealer, siden han begyndte at komponere i slutningen af 1930’erne. Hans omfattende værkproduktion rummer kammermusik for forskellige besætninger, orkesterouverturer og -fantasier, Et dansk Requiem for soli, kor og orkester, tre symfonier, instrumentalkoncerter, balletmusik og nogle kortere operaer, bl.a. Den forvandlede brudgom og Barbara; den første efter et Holberg-sujet, den anden på grundlag af Jørgen-Frantz Jacobsens berømte roman.

Wellejus' egentlige gennembrud kom med en ouverture, skrevet i anledning af Danmarks befrielse: Det har slet ingen hast for den, som tror. Ouverturen ramte på kornet den milde glæde og optimisme, som prægede tiden.

Melodien som grundlæggende element

Wellejus havde melodisk talent og en skaberlyst uden tyngende problematiseringer, og sammen med ofte kortfattede musikalske forløb førte det til musik, der er ukompliceret at lytte til. Han repræsenterer den lettere åre i dansk klassisk komposition. Hans værker er melodiske og underholdende; de tilhører en tradition med humor, neoklassicisme og elegant underholdningsmusik.

Hos Henning Wellejus er melodien ofte det helt grundlæggende element. Dette høres bl.a. på albummet Orkesterværker, som er indspillet af DR UnderholdningsOrkestret, dirigeret af Peter Ettrup Larsen, med Nette Stormlund Demant som solist i den neoklassiske obokoncert fra 1955 og Morten Zeuthen som solist i den kompakte cellokoncert fra 1994.

Blæserkvintet med lethed og imødekommenhed

Den lethed og imødekommenhed, der præger Wellejus’s værker, finder man i rigt mål i hans blæserkvintet, som findes i en indspilning med Radiosymfoniorkestrets Blæserkvintet.

Kvintetten er slutdateret 16. oktober 1966 og blev uropført i Dan­marks Radio i 1968 af “Det Kongelige Kapels Nye Blæserkvin­tet”, som bestod af Preben Rasmussen (fløjte), Erwin Jacobsen (obo), Hilmar Nielsen (klarinet), Hans Emil Sørensen (horn) og Jørn Nilsson (fagot). Wellejus har gennem hele sin komponistgerning lagt betydelig afstand til samtidens eksperimenterende danske musik. I sin blæserkvintet er han tro mod denne grundholdning, og værket fremtræder således – skønt komponeret i en musikalsk brydningstid – som en eksponent for den helt igennem diverterende kammermusiktype, inden for hvilken blæserkvintetten helt fra 1700-tallet har været en central genre.

Halv pris på Wellejus' musik

I anledning af at Henning Wellejus ville være fyldt 100 år den 23. august 2019 tilbyder Dacapo 50 % rabat på alle indspilninger af Wellejus' musik.

Tilbuddet gælder i hele august – samtidig tilbydes også 50 % rabat på en anden 100-årsfødselar, nemlig Niels Viggo Bentzon, hvis 100 år fejres dagen efter Wellejus', nemlig den 24. august. Se Bentzon-kampagnen her.

Dacapo har udgivet to album med Henning Wellejus' musik. Lige nu fås de begge til halv pris. Tilbuddet gælder til og med 1. september 2019.
  • Henning Wellejus

    Orkesterværker

  • Carl Nielsen, Otto Mortensen, Jørgen Jersild, Henning Wellejus

    Musik for blæserkvintet