Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Hans Abrahamsen modtager Sonning-prisen

Hans Abrahamsen © Lars Skaaning

Hans Abrahamsen modtager Sonning-prisen

Komponisten Hans Abrahamsen modtager Léonie Sonnings Musikpris 2019 ved en koncert den 26. april 2019. Lige nu får du 25 % rabat på alle udgivelser med Abrahamsens musik.

Navne
23. april 2019

Når Hans Abrahamsen modtager Léonie Sonnings Musikpris den 26. april, fejres det ikke blot med en koncert i DR Koncerthuset, men med en hel minifestival med musik af Hans Abrahamsen ved koncerter i København og Aarhus. I den anledning tilbyder Dacapo 25 % rabat på alle udgivelser med Abrahamsens musik.

Danmarks mest prestigefyldte musikpris og 100.000 euro

Hans Abrahamsen bliver den 16. komponist, der modtager Léonie Sonnings Musikpris. Før ham har blandt andre Igor Stravinskij (1959), Dmitrij Sjostakovitj (1973), György Ligeti (1990), György Kurtág (2003), Kaija Saariaho (2011) og senest Thomas Adès (2015) modtaget Musikprisen.

Hans Abrahamsen er endvidere den 5. dansker der modtager Léonie Sonnings Musikpris efter tidligere: Mogens Wöldike (1976), Per Nørgård (1996), Michala Petri (2000) og Lars Ulrik Mortensen (2007).

Léonie Sonnings Musikpris anses som Danmarks mest prestigefyldte musikpris, og med prisen følger 100.000 Euro.

Abrahamsen opføres verden over

Hans Abrahamsen er født i 1952 i Lyngby. Spillede horn som ung og blev med dette instrument optaget i 1969 på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Her blev interessen for komposition og musikteori for alvor vakt, og i løbet af 1970’erne skrev Hans Abrahamsen sine første betydelige værker. 

En lang række af verdens førende orkestre og dirigenter har spillet Hans Abrahamsens musik. Heriblandt: Berliner Philharmoniker, Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks, Cleveland Orchestra og Boston Symphony Orchestra samt dirigenterne Andris Nelsons, Sir Simon Rattle og Yannick Nézet-Séguin. Hans Abrahamsen har endvidere modtaget en række priser. Blandt de vigtigste er i 1989 Carl Nielsen Prisen og i 2016 både Grawemeyer Award for Music Composition for let me tell you og Nordisk Råds Musikpris for let me tell you.

Hans Abrahamsen har undervist i komposition på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium, og han er netop blevet udnævnt til adjungeret professor i komposition ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

 

Dacapo har gennem de sidste godt 25 år udgivet musik af Hans Abrahamsen. Lige nu fås alle udgivelser med 25 % rabat.
  • Hans Abrahamsen

    10 præludier · Seks stykker · Transskriptioner af Satie & Nielsen

  • Hans Abrahamsen

    Værker for blæserkvintet

  • Per Nørgård, Poul Ruders, Hans Abrahamsen, Bent Sørensen

    Through the Looking Glass

  • Hans Abrahamsen

    Orkesterværker

  • Hans Abrahamsen

    Kammermusik

  • Hans Abrahamsen

    Sinfoniettaværker

Minifestival i København og Aarhus

Hans Abrahamsen fejres med en række koncerter i København og Aarhus i den kommende tid:

Sinfonietta aften
Onsdag d. 24. april 2019 kl. 20.00
Det Kongelige Bibliotek, Dronningsalen

Kammermusik aften
Torsdag d. 25. april 2019 kl. 19.30
Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
Koncertintroduktion kl. 18.30 ved Hans Abrahamsen i interview med Esben Tange

Sonning Priskoncert
Fredag d. 26. april 2019 kl. 19.30
Koncerthuset i DR Byen

Hans A til Folket! – kammermusik og arrangementer
Søndag d. 28. april 2019 kl. 19.30
Aarhus Musikforening. Musikhuset Aarhus

Østerbro Kammermusikfestival med fokus på Hans Abrahamsen
Torsdag d. 16. maj kl. 18 – lørdag d. 18. maj kl. 23
Østerbro Koncertforening, Dag Hammerskjölds Allé 30