Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Godt nytår fra Dacapo

Godt nytår fra Dacapo

Med nytåret er det tid til både at se tilbage på det forgangne år og frem mod det nye.

Navne
7. januar 2019

2018 blev for Dacapo et særdeles spændende år med store internationale projekter og musikproduktioner af ny og ældre dansk musik.

I Konzerthaus Wien koncertopførte og indspillede Wiener Filharmonikerne, dirigeret af Sakari Oramo, Rued Langgaard og Jacob Gade. Udgivelsen har vakt stor international opmærksomhed og har allerede modtaget en Editor’s Choice i det engelske tidsskrift Gramophone.

I september fejrede vi Bent Sørensens 60-års fødselsdag sammen med Det norske Kammerorkester og Ultima Festivalen i Oslo med koncert og indspilning med stjernesolisterne Leif Ove Andsnes og Tine Thing Helseth.

Året bød endvidere på indspilninger med Aarhus Symfoniorkester af både Poul Ruders, Svend Erik Tarp og Knudåge Riisager – sidstnævnte udkommer i næste uge – og et nyt spændende samarbejde med DR PigeKoret, med hvem vi udgav både CD’en Din Danske Sang og LP’en Sommerfugledalen og samarbejdet om at udgive danske sange fortsætter i 2019!

2018 blev også året, hvor Dacapo rundede 10 millioner årlige streams, og hvor den danske musik nåede ud til rekordmange musikinteresserede verden over, takket være det fortsatte samarbejde med Naxos.

Dacapo ønsker at takke de fonde, som i 2018 har ydet uundværlig støtte: Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, 15. juni Fonden, Weyse Fonden, Solistforeningen af 1921, Musikforlæggerne, Oticon Fonden, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Det Obelske Familiefond, Beckett-Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Birger Christensens Fond, Magister Jürgen Balzers Fond, Langgaard Fonden, KODA Musik og Bestles Fond.

I 2019 glæder vi os til bl.a. at have særligt fokus på musikdramatik med indspilningerne af to store operaer: Bo Holtens Schlagt Sie Tot fra Malmö Operaen i samarbejde med Sveriges Radio og Peter Heises Drot og Marsk fra Det Kongelige Teater i samarbejde med DR.

Herudover vil året byde på flere orkesterudgivelser med både Odense Symfoniorkester og Aarhus Symfoniorkester, fejringen af Niels Viggo Bentzons 100 års fødselsdag med en nyindspilning af Per Salo, den første udgivelse af Nightingale String Quartets Vagn Holmboe-indspilning og meget mere.

Rigtig godt nytår!

  • Rued Langgaard, Jacob Gade

    Symfoni nr. 2 & 6

  • Phillip Faber

    Sommerfugledalen (LP)

  • Oluf Ring, Aksel Agerby, Egil Harder, Sven Gyldmark, Kim Larsen, Steffen Brandt, Sebastian, Poul Schierbeck, Otto Mortensen, Carl Nielsen

    Din Danske Sang

  • Poul Ruders

    Bratschkoncert; Händel-variationer

  • Svend Erik Tarp

    Orkesterværker Vol. 1

  • Knudåge Riisager

    Violinkoncert – Etudes

randomness