Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Christina Åstrand nomineret til Nordisk Råds Musikpris

Christina Åstrand © Dmitri Golovanov

Christina Åstrand nomineret til Nordisk Råds Musikpris

Christina Åstrand er en af de mest fremtrædende violinister i Skandina­vien. Den position slås nu fast med en nominering til den prestigefulde Nordisk Råds Musikpris 2019.

Navne
10. maj 2019

Christina Åstrand tog fat på violinspillet som 4-årig, og allerede som 13-årig blev hun optaget på Det Jyske Musikkonservatorium. I en alder af bare 22 år fik hun stillingen som koncertmester i DR SymfoniOrkestret, hvor hun i 2018 kunne fejre sit 25 års jubilæum.

Nordisk pris for nyskabelse

Nordisk Råds Musikpris fokuserer på skabelse og udøvelse af musik på et højt kunstnerisk niveau. Hvert andet år gives prisen til en komponist og hvert andet år til et ensemble eller en enkelt udøvende musiker, der kan betragtes som nyskabende inden for sin genre.

Juryen indleder motiveringen for nomineringen af Christina Åstrand således:

»Christina Åstrand (f. 1969) er på alle planer en uhyre bemærkelsesværdig og vidtfavnende violinist, hvad enten det er som solist, kammermusiker eller koncertmester i DR SymfoniOrkestret – sidstnævnte har hun fungeret som siden 1993, hvor hun som 22-årig vandt pladsen. Hendes repertoire inden for både solokoncerter og kammerværker spænder fra de klassiske mesterværker til helt nutidig musik, og hun er kendt for sin altid spændende og personlige fortolkning af musikken, uanset om det drejer sig om de klassiske værker eller nutidig musik.«

Sideløbende med orkesterlivet lægger Christina Åstrand stor musikalsk energi i Duo Åstrand/Salo sammen med pianisten Per Salo. Duoen er et åndeligt fristed, som Christina Åstrand beskrev det i et interview med DR i anledningen af 25 års jubilæet:

»Vi har altid haft en forkærlighed for den danske musik, og på det seneste er det Friedrich Kuhlau, der har fyldt mest. Sammen med DR SymfoniOrkestret har vi bestilt et helt nyt værk hos komponisten Allan Gravgaard Madsen, en dobbeltkoncert for violin, klaver og symfoniorkester, da det også er vigtigt for os at prøve at få skabt noget helt nyt.«

Romantiske sonater og helt nye orkesterværker

Christina Åstrand har medvirket på en lang række udgivelser hos Dacapo Records, som netop afspejler hendes store arbejde for dansk musik. Helt aktuelt har Duo Åstrand/Salo udgivet Friedrich Kuhlaus Violinsonater vol. 2, som de to musikere samtidig har udsendt i en nodeudgave.

I foråret 2020 udsender Dacapo Records en CD, hvor hun er solist med DR SymfoniOrkestret med violinværker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Hans Abrahamsen, sammen med en ny dobbeltkoncert af Allan Gravgaard Madsen med Duo Åstrand/Salo. Alle værker er skrevet til Christina Åstrand.

Senere i 2020 udkommer en CD med danske, romantiske violinværker, hvor Christina Åstrand står over for det finske orkester Turku Philharmonic.

Christina Åstrand har medvirket på en lang række udgivelser hos Dacapo
  • Friedrich Kuhlau

    Violinsonater vol. 1

  • Friedrich Kuhlau

    Violinsonater, vol. 2

  • Martin Lohse

    Collage de temps

  • Niels W. Gade, P.E. Lange-Müller, Rued Langgaard

    Romantiske violinkoncerter

  • Emil Hartmann

    Koncerter

  • Fini Henriques

    Orkesterværker

  • Niels W. Gade

    Sonater for violin og klaver

  • Poul Ruders, Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Søren Nils Eichberg

    Distant Still - Trioer for violin, horn og klaver

  • Anders Koppel

    Dobbeltkoncerter