Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

BENT LORENTZEN – MINDEORD

Bent Lorentzen © Martin Mydtskov Rønne

BENT LORENTZEN – MINDEORD

af Lars Ole Bonde

Navne
9. oktober 2018

Med Bent Lorentzens død har den danske samtidsmusik mistet en af sine mest originale og betydningsfulde stemmer. I mere end fire årtier satte Lorentzen (1935-2018) sit præg på ny kompositionsmusik, fra 1971  som fuldtidskomponist. Har var ikke blot en meget produktiv og alsidig komponist, men også en dygtig organisator og kreativ idémager. Han var bl.a. bestyrelsesmedlem i de Unge Tonekunstselskaber i Aarhus og Købehavn og medlem af Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg. Sammen med sin hustru Edith Lorentzen – hvis betydning for hans samlede virke ikke kan overvurderes – skabte han Ebeltoft festivalen (1989-93), som på unik vis blandede ny og gammel musik, natur og byrum, professionel og amatørmusik.

Bent Lorentzen var blandt pionererne i dansk elektronisk musik og han komponerede musik i stort set alle de gængse genrer – mindst i det rent symfoniske udtryk, som han ikke fandt så inspirerende, mere i kammermusik-formatet og mest i musikdramatikken, som han arbejdede med hele sit liv – ikke kun i form af (mere eller mindre traditionelle) operaer, men også som hørespil, musikfilm, instrumentalteater, klokkespils-pantomimer og dramatiske blandformer, gerne med inddragelse af amatører i alle aldre.

Tre træk er helt særegne ved Lorentzens musik: for det første humoren, for det andet fascinationen af lyd i bredeste forstand, for det tredje optagetheden af samspillet mellem komponist, udøvere og publikum.

Humoren kan være plat eller yderst raffineret, sort eller boblende, konkret eller symbolsk. I genistregen Comics folder Lorentzen fire små tegnseriehistorier ud i stort format, med entertainer, musikskolebørn og stort symfoniorkester. Han genoplivede ”komisk opera” som genre, helt i Holbergs ånd og med Den stundesløse og Jeppe som højdepunkter.

Det ”soniske” aspekt – lydkildens uendelige muligheder, hvad enten det drejer sig om nye spillemåder på traditionelle instrumenter, klokkers overtonerige bimlen eller menneskestemmens univers, fra hvisken over talesang og skønsang til skrig – spiller en stor rolle i mange værker. Lorentzen havde et mangeårigt, tæt samarbejde med musikere som organisten Jens E. Christensen, sangeren Aage Haugland, trombonisten Niels-Ole Bo Johansen og pianisten Erik Kaltoft, men også skolebørn og musikskoleelever blev inddraget i Lorentzens musikfortællinger på meddigtende vis.

Også i udlandet var Lorentzen et kendt navn. Mange af hans operaer blev uropført i Tyskland; Pergolesis hjemmeservice nåede helt til Memphis, USA, og mange værker er blevet opført og indspillet af udenlandske musikere.

Jeg har flere gange karakteriseret Bent Lorentzen med den tilsyneladende paradoksale karakteristik ”den folkelige modernist”, og andre har kaldt ham dansk samtidsmusiks ”fritænker”. Begge karakteristikker fortæller om et musikmenneske, der var dybt engageret i at skabe musik på højde med tiden og samtidig holde dialogen mellem komponist og publikum åben og levende. Denne svære balancegang lykkedes ofte for Bent Lorentzen – fordi han var æstetisk udogmatisk og kronisk nysgerrig, og fordi han altid vægtede samarbejdet med de udøvende meget højt, uanset om de var skolebørn, voksne amatørkorsangere eller professionelle musikere. Det kunne publikum også mærke – der var virkelig højt til loftet og langt til væggene i Lorentzens musikbevidsthed.

randomness