Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Aarhus Symfoniorkester kaster nyt lys over Tarps elegante orkestermusik og Jakob Bangsø spiller spritnye elektroniske guitarværker

Jakob Bangsø © Nikolaj Lund

Aarhus Symfoniorkester kaster nyt lys over Tarps elegante orkestermusik og Jakob Bangsø spiller spritnye elektroniske guitarværker

Mens Aarhus Symfoniorkester genfinder Svend Erik Tarps tidlige orkesterværker, som i mange år har været næsten glemt, udfordrer den prisvindende guitarist Jakob Bangsø guitarens udtryksformer i fem nye kompositioner for guitar og elektronik. To nye albums med rødder i Aarhus udkommer nu.

Ny udgivelse
1. juni 2018

I den næste uge udkommer to albums med forankring i det aarhusianske musikliv. Aarhus Symfoniorkester udgiver første del af en serie med Svend Erik Tarps orkestermusik, og den unge guitarist Jakob Bangsø, som er uddannet i Aarhus, udgiver fem værker for elektronik og guitar, skrevet af en række komponister også med forankring i Aarhus.

Oversete orkesterværker

Svend Erik Tarp (1908-94) var en af de vigtigste komponister i sin tid, men har siden sin død været gået lidt i glemmebogen. Aarhus Symfoniorkester og dirigent Tobias Ringborg kaster nu nyt lys over Tarp og udgiver første album i en serie med et udvalg af hans orkesterværker, startende med de tidlige orkesterværker komponeret i årene 1931-1942; en frugtbar periode i Tarps produktion.

De fleste kender Tarp som elegant og underholdende, men det er ikke den eneste side af komponisten, og det nye album rummer en række værker, hvoraf et par kan betragtes som stationer på vejen til en stilmæssig afklaring hen imod neoklassicismen, som blev Tarps kendetegn.

Menneske og maskine mødes

Forbindelsen mellem menneske og maskine er mere aktuel end nogensinde, og det er dette forhold, der er i fokus på det nye album CONNECT med guitaristen Jakob Bangsø. Udgivelsens værker er skrevet af de fem komponister Tine Surel Lange, Andreja Andric, Klavs Kehlet Hansen, Wayne Siegel og Kaj Duncan David, der alle deler nysgerrigheden efter forbindelsen mellem det akustiske og digitale, musiker og computer, det levende og det ”gen-hørte”.

Komponisterne har alle arbejdet med elektronik og særligt med live electronics og præsenterer her værker, der også indarbejder interaktiv computersoftware. Alle værkerne er skrevet til Jakob Bangsø og udkommer alle for første gang på CD'en CONNECT.

To nye albums med rødder i Aarhus udkommer nu. Svend Eriks Tarps orkesterværker udkommer den 1. juni. Jakob Bangsøs CONNECT udkommer officielt den 7. juni, men kan allerede nu købes hos Dacapo
  • Svend Erik Tarp

    Orkesterværker Vol. 1

  • Tine Surel Lange, Andreja Andric, Wayne Siegel, Kaj Duncan David, Klavs Kehlet Hansen

    CONNECT — elektroniske værker for guitar

Gratis releasekoncert i Aarhus på torsdag

I forbindelse med udgivelsen af CONNECT spiller Jakob Bangsø en gratis releasekoncert i B//Huset i Aarhus den 7. juni kl. 19.00 og efterfølgende holder lydkunstner og -forsker ved Aarhus Universitet Morten Riis et oplæg med titlen "Menneske- [og/eller] maskine-musik". Her vil det således være muligt både at dykke ned i den nye musik såvel som tematikken for albummet.

randomness