Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

The Symphonic Edition Vol. 3

Knudåge Riisager

The Symphonic Edition Vol. 3

Aarhus Symfoniorkester, Bo Holten

Her er den tredje og sidste CD i Aarhus Symfoniorkester og Bo Holtens anmelderroste serie med premiereindspilninger af Knudåge Riisagers symfoniske musik. Oplev den danske komponist - som især er kendt for sin balletmusik - gennem den symfoniske form, som han på én gang forsøgte at aflive og samtidig nægtede at slippe op gennem det 20. århudrede.  Den 4. og 5. symfoni, som er indspillet sammen med Sinfonia Concertante (1937) og den underholdende Sommerrhapsodi (1943), viser Riisager som en søgende og fordomsfri komponist, for hvem de klassiske formtyper trods al modstand bevarede deres tiltrækning og fascination gennem tre begivenhedsrige årtier.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 44.1kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
"Det er en væsentlig cd, der her er kommet på markedet."
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
"Riisager might be said to have a very 19th-century 'sound', yet in fact the neo-Classical, even neo-Baroque, textures that characterise large sections of these scores hark back further still."
Byzantion, MusicWeb International
"The performances by the Aarhus Orchestra, ably directed by Bo Holten, sound fine and enthusiastic."
Paul Corfield Godfrey, MusicWeb International
"Le label Dacapo a engagé un Orchestre symphonique d'Aarhus impliqué, aux pupitres remarquables, correctement stimulés par le chef et compositeur Bo Holten qui, d'année en année, accumule de fines performances."
Jean-Luc Caron, Classica
"The Aarhus Orchestra, led by Bo Holten, is fully in control of these difficult works ... an excellent recording."
Mel Martin, Audiophile Audition
Total runtime: 
64 min.
Knudåge Riisager af Claus Røllum-Larsen

Knudåge Riisager blev født den 6. marts 1897 i Port Kunda i Estland, hvor hans far havde ladet opføre og nu ledede en cementfabrik. Ved ingeniør Smidths død i 1899 blev faderen kaldt hjem for at arbejde i København for F.L. Smidth & Co, og familien flyttede da til Frederiksberg, hvor Riisager boede resten af sit liv. Efter studentereksamen i 1915 påbegyndte han det statsvidenskabelige studium ved Københavns Universitet, hvorfra han i 1921 blev cand. polit. Fra 1925 til 1950 fungerede han som embedsmand, de sidste elleve år som kontorchef i Finansministeriet. Knudåge Riisager døde den 26. december 1974.

Sideløbende med denne regelrette administrative karriere udfoldede Riisager en frodig virksomhed som komponist, musikskribent og organisationsmand. Sin første undervisning i teori og komposition fik han af Otto Malling og efter dennes død i 1915 af Peder Gram. Det skulle blive et studieophold i Paris i 1923, som for alvor kom til at åbne den unge komponists øjne for de nye strømninger i samtidens musik. I Paris blev Riis-ager elev af Albert Roussel og Paul Le Flem, og påvirkningen fra det franske fornemmer man klart i hans kompositioner fra midten af 1920’erne. Medens værkerne fra årene op til 1921 har et nordisk lyrisk, sine steder Carl Nielsensk præg, så op-viser kompositionerne fra årene op til midten af 1930’erne foruden indflydelse fra franskmændene Rous-sel og Satie påvirkning fra Prokofiev, Honeg-ger, Bartók, og ikke mindst Stravinsky. Riisagers stærkt personlige stil skinner dog allerede igennem i værkerne fra disse år. Dette kommer således til udtryk i den nærmest provokerende anvendelse af sekunddissonanser, glæden ved det bitonale, det humoristiske, musikantiske islæt samt ikke mindst den for Riisager særegne orkestrering.

Hele denne udvikling kan aflyttes i værker som Ouverture til Erasmus Montanus og Sange til tekster af Sigbjørn Obstfelder, begge fra omkring 1920, Suite dionysiaque fra 1924 samt Variationer over et Thema af Mezangeau og T-Doxc. Poème méca-nique, begge fra 1926. Sidstnævnte værk med undertitlen Jabiru, mekanisk Digtning, er et musikalsk portræt af en dengang splinterny japansk flyvemaskinemodel. Værket er helt i pagt med tidens maskinmusik og som sådant et fint eksempel på den unge komponists internationale orientering og vilje til at eksperimentere.

Allerede i 1928 havde Riisager indledt sit samarbejde med balletten på Det Kongelige Teater, idet han dette år komponerede musikken til Elna Jørgen-Jensens ballet Benzin med scenografi af Robert Storm Petersen. Premieren på dette værk må, hvad modtagelsen angår, betegnes som en eklatant fiasko, og det opnåede ved fremkomsten i 1930 i alt kun tre opførelser. I slutningen af 1930’erne genoptog Riisager sit virke som balletkomponist, idet han leverede musikken til Børge Ralovs H.C. Andersen-ballet Tolv med Posten. Denne fik dog først sin premiere på Det Kongelige Teater i 1942, i øvrigt sammen med Harald Landers Slaraffenland og Qarrtsiluni – også med Riisagers musik. Skønt han i 1930’erne og 40’erne komponerede en række betydelige værker, så blev det i høj grad disse balletpartiturer, der i en bredere offentlighed kom til at slå Riisagers navn fast som en af sin generations førende komponister.

Balletmusikken blev også i de følgende år Riisagers væsentligste arbejdsområde. I 1945 færdiggjorde han musikken til Landers Fugl Fønix,og i 1947 bearbejdede og instrumenterede han et udvalg af Carl Czernys klaveretuder til sin og Harald Landers ballet Etude (senere kaldet Etudes). Med dette værk opnåede Riisager i særlig grad inter-national anerkendelse, og selv om der er fortilfælde for anvendelsen af orkestrerede klaversatser som balletmusik – fx Otto-rino Respighis La boutique fantasque (1919) – så rummer kombinationen af klaveretudernes og dansetrinenes tekniske progression en særlig dimension, som netop er det samlede værks pointe.

I 1920’erne havde Riisager været blandt de mest aktive forkæmpere for fremførelsen af ny musik i København og som sådan medstifter af Unge Tonekunstneres Selskab (formand 1922-24) og medlem af censurkomitéen i Foreningen ‘Ny Musik’. Endelig i 1937 blev han formand for Dansk Komponistforening – en post han beholdt i 25 år.

Riisagers initiativrigdom og evne til problemafgrænsning og -løsning gjorde ham til et selv-skrevent medlem af talrige foreningsbestyrelser, komitéer, råd m.m. såvel i Danmark som uden for landets grænser. Jævnsides med denne virksomhed varetog han som nævnt sit arbejde i ministeriet til 1950, da han trak sig tilbage som kontorchef. Riisager lod sig dog ikke friste af en tidlig pensionisttilværelse, så i 1956 tog han imod opfordringen til at blive direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det er ganske tankevækkende, idet han aldrig selv havde frekventeret denne læreanstalt. Han helligede sig i øvrigt som direktør det administrative arbejde og underviste ikke i de elleve år, han var tilknyttet konservatoriet.

Efter at have færdiggjort Etude gik Riis-ager i gang med arbejdet på sin eneste opera, enakteren Susanne, til en libretto af hans nære ven Mogens Lorentzen. Nogen succes var der ikke tale om: den fik kun 17 opførelser, og ved genoptagelsen i 1957 – i forbindelse med Riis-agers 60-årsdag – gik den kun over scenen seks gange. Flere større værker fulgte nu, bl.a. en koncert til violinvirtuosen Wandy Tworek, men det skulle som hidtil blive ballet-musikken, der kom til at skaffe Riisager fremgang. Igennem 1950’erne komponerede han bl.a. to balletpartiturer til den svenske koreograf Birgit Cull-berg, dels Måne-renen, som havde premiere på Det Kongelige Teater i 1957, dels Fruen fra Havet, hvis førsteopførelse fandt sted på Metro-politan Opera House i New York i 1960. Af værkerne fra Riisagers sidste ti år må nævnes Sangen om det uendelige fra 1964 til tekst af den italienske digter Giacomo Leopardi samt orkesterværkerne Trittico fra 1971 og Til Apollon, komponeret 1972.

Knudåge Riisager forenede et fuldtids-arbejde som embedsmand med en omfattende virksomhed som komponist, og ud over at gøre en betydelig indsats i et stort antal af musiklivets organisationer udfoldede han sig som en uhyre flittig skribent. I de unge år var det ikke mindst som artikelforfatter, men senere blev det som essayist, hvilket fremgår af bl.a. de fine bøger Tanker i tiden (1952) og Det usynlige mønster (1957). Også i disse klart formulerede litterære bidrag møder man Knud-åge Riisager som en humanistisk dannet kulturpersonlighed med et bredt kulturelt udsyn.

Som komponist havde Riisager ingen elever eller efterfølgere, men han formåede med sin uforvekslelige, personlige tone at berige dansk musik med en ekstra dimension af spiritualitet og fyndighed.

 

Værkerne

Helt fra sin ungdom havde Knudåge Riisager været fascineret af orkestret og dets mulig-heder for afveksling og udtryk. Med Ouverture til Erasmus Montanus (1920, instrumenteret 1924) slog han tidligt sit navn fast som en dygtig instrumentator og senere udviklede han disse egenskaber, så han i slutningen af 1920’erne fremstod som en af sin generations betydeligste danske orkesterkomponister. Riisagers instrumentations-kunst gik hånd i hånd med hans bestræbelser på at skabe musik præget af klarhed og stringens. Han lagde således tidligt afstand til den tysk-romantiske tradition og dens musikalske former, som Riisager opfattede som udlevede og udtryk for den verden, som havde nået sin slutfase med Første Verdenskrig. I de to første symfonier lader han hånt om elementære formale kriterier i den klassiske og romantiske symfoni, og i den 3. symfoni lægger han vægten over på det rytmiske element i stedet for at lade den harmoniske udvikling være en bærende idé. Hen imod 1940 fornemmer man hos Riisager en splittelse; på den ene side interesserer han sig øjensynligt ikke voldsomt for symfoniformen, på den anden side virker den dragende på ham. Han havde på dette tidspunkt allerede skrevet tre symfonier og foretog nu det drastiske skridt at skrive en artikel, hvori han slet og ret erklærede symfonien for død. Den famøse artikel (“Symfonien er død – musiken leve!”) blev bragt i Dansk Musiktidsskrift i februar 1940, og her kunne man læse: “Det symfoniske motiv er tvetydigt og dets musikalske mulighed er afhængigt af graden af sådan tvetydighed, af dualismen. Den moderne musikalske stils motivteknik stræber så afgjort (stik modsat det romantiske symfoniske princip), efter klarhed og knaphed og denne grundfordring trækker nødvendigvis efter sig den logisk-motoriske, den fremaddrivende bevægelsesteknik, som slet ikke er anvendelig i den symfoniske form.” Artiklen rummer også stærke angreb på de komponister, der – efter Riisagers mening – blindt fulgte i Carl Nielsens kølvand: “Allerede den tanke at ’videreføre’ Carl Nielsens værk, er en ringe idé, fordi det nu engang er gjort bedre, end det fremtidig vil kunne gøres – nemlig af ham selv.” Det kan ikke undre, at artiklen vakte røre i kredsen af unge danske komponister, der var elever af Carl Nielsen og i ham så fornyeren af dansk musik. Det gjorde Riisager for så vidt også, men han ønskede, at komponisterne skulle bevæge sig væk fra Nielsen som model og finde deres egne ben.

Man kunne med rette forvente, at en komponist, der handler så radikalt som i dette tilfælde Riisager som en selvfølge ville drage konsekvensen af sin kritik og ikke fremover beskæftige sig med symfoniformen. Men det skulle gå ganske anderledes. Mens Riisager skrev sin artikel, arbejdede han ihærdigt på sin 4. symfoni, som lå færdig den 28. maj 1940. Værket er i tre satser og bærer titlen Sinfonia gaia, dvs. munter symfoni. Et stærkt fremtrædende træk er det indledende temas rytme, som satsen igennem næsten optræder permanent i pauken. Den afgørende rolle, som rytmen spiller, understreges ikke alene i temaet og dets benyttelse af paukerytmen, men også gennem den variation, der tilstræbes ved, at temaet sætter ind på forskellige steder i takten, hvorved der opstår nye betoninger. Midtersatsen er en fredfyldt Allegretto chiaro, medens finalen er en hektisk rondo, hvor atter det rytmiske har en fremtrædende rolle.

At symfonien på trods af sin titel havde relation til den alvorlige politiske situation i landet i april 1940 fremgår af Riisagers programnote, som blev trykt i koncertprogrammet til uropførelsen: “’Sinfonia gaia’ er i tre knappe, stramt formede satser. Ud fra den betragtning, at hvad der kan siges kort, er der ingen grund til at sige langt, går denne symfoni uden om en genoptagelse af det traditionelle symfoniske begreb. ’Sinfonia’ betyder da også her alene ’samklang’, og denne samklang bærer betegnelsen ’gaia’, hvilket vil sige munter. Måske snarere optimistisk. Den er skrevet forrige vinter, hvad der for så vidt er af interesse, som den modsætningsvis giver udtryk for håb og vilje – håb om, at lys og klarhed trods alt existerer i sig selv og vilje til ufortrøden handling./Hvis man ikke skulde tage hensyn til musikerne, der forlanger italienske overskrifter på noderne, kunde første sats hedde: ’Trods’, anden sats (der træder i stedet for den sædvanlige langsomsats) hedde: ’Ynde’ og tredje ganske simpelt: ’Mod’. Iøvrigt skulde meningen gerne fremgå af musiken selv. Hvis den ikke gør det .... men lad os nu se!” Værket blev uropført ved Torsdagskoncerten den 24. oktober 1940 med Statsradiofoniens Symfoniorkester under ledelse af kongelig kapelmester Johan Hye-Knudsen. Symfonien har formodentlig kun været opført ved uropførelsen før den foreliggende cd-indspilning.

Blandt de værker, som på den smukkeste måde vidner om Riisagers neobarokke stil i 1930’erne, er Sinfonia concertante for strygeorkester og Partita for stort orkester. De er begge fuldendt i efteråret 1937, og begge har ført en relativt stille tilværelse i skyggen af først og fremmest concertinoen for trompet og strygere. Medens Partita er et relativt massivt instrumenteret værk præget at satsmæssig strenghed, er der flugt, elegance og charme over Sinfonia concertante. De fem satser er alene forsynet med tempobetegnelser – ikke referencer til barokke former – men overalt finder man den neobarokke, polyfone struktur. I anden sats, “Intermezzo espressivo”, møder man en melodideklamation à la Bartók, medens Hindemith fornemmes i den intense fjerdesats, “Largo”. Sinfonia concertante blev uropført i Göteborg den 17. februar 1938, hvor Göteborgs Symfoniorkester spillede under Tor Mann.

Et ganske anderledes og meget underholdende værk er Sommerrhapsodi fra 1943. Værket er et potpourri over danske folkemelodier, som spilles uden nævneværdig bearbejdelse, bortset fra – naturligvis – at de iklædes en orkestrering, som tydeligt bærer komponistens fingeraftryk. Rapsodien afspejler klart Riisagers gamle kærlighed til danske folkemelodier, og værket lægger sig som sådan tæt op ad orkestersuiten I anledning af – fra 1934, men dets udtryk er dog ganske anderledes. Hvor I anledning af – overvejende er i en streng neobarok stil, er Sommerrhapsodi et stærkt stemningsskabende værk af mere romantisk præg. Når man lytter til rapsodien, får man let fornemmelsen af at være tilskuer til en række folkelige tableauer, og stykket har da også inspireret til en film, Sommerrapsodi, som har manuskript af Mogens Lorentzen. Den blev produceret i 1947 af Dansk Kulturfilm hos Minerva Film med Hagen Hasselbalch som instruktør. Sommerrhapsodi blev uropført den 30. januar 1944 ved en Folkekoncert i Statsradiofonibygningen – dvs. Stærekassen, Det Kongelige Teaters Nye Scene – af Radio-Orkestret under ledelse af Emil Reesen. Imidlertid befandt det autografe orkesterpartitur og stemmerne sig i Tivolis Nodearkiv ved branden i Tivolis Koncertsal den 24. juni 1944, hvor der ved en schalburgtageaktion blev sprængt bomber i flere af den gamle forlystelseshaves etablissementer, også koncertsalen, hvis nodearkiv blev stærkt beskadiget. Aktionen blev foretaget af den dansk-tyske terrorgruppe Brøndumbanden. Faktisk blev partituret til Sommerrhapsodi næsten tilintetgjort ved aktionen, hvorfor Riisager kort efter sabotagehandlingen foretog den nu kendte rekonstruktion af værket.

I vinteren 1950 fuldendte Riisager sin 5. og sidste symfoni, som kom til at bære tilnavnet Sinfonia serena. Værket, der er slutdateret den 15. februar 1950, fik sin uropførelse ved en koncert i Odd Fellow-Palæets store Sal i København den 21. november 1950 med Collegium Musicums Kammerorkester under ledelse af Lavard Friisholm. Orkestret i denne symfoni består af strygere og pauker. Riisager baserer sit værk på kontraster i teksturen og det klanglige samt ikke mindst på den rytmiske fremdrift. De indledende takters toccata-agtige melodik i hoveddelen viser ligesom komplementærrytmikken klart tilbage til barokken, og på den måde ligger symfonien helt i forlængelse af Riisagers neobarokke værker fra 1930’erne. Konflikten mellem hoveddelens sekstendedelsmotorik og mellemdelens ottendedelsmelodik er drivkraften i satsen. Sekstendedelene præger også andensatsen, hvis tyngde ligger i det rytmiske. Heroverfor står tredjesatsen, som domineres af et næsten Bartók’sk tema, som i varieret form dukker op flere gange. I sidste sats vender sekstendedelsmelodikken tilbage. Sinfonia serena blev det sidste værk, Riisager fik opført ved en ISCM-fest; det blev således spillet ved Salzburg-festen den 24. juni 1952 ved en koncert med Wiener Symphoniker og Lavard Friisholm.Med denne sidste af tre cd’er indeholdende Knudåge Riisagers “Symphonic Works” koncentreret om de fem symfonier, foreligger nu muligheden for at stifte bekendtskab med en af de genrer, som Riisager nægtede at slippe – ja endog forsøgte at aflive! – og som han i løbet af 25 år gang på gang vendte tilbage til. De tre cd’er giver på denne måde et indblik i komponisten bag facaden, således forstået, at billedet af Riisager nok overvejende er baseret på hans succesfulde balletpartiturer, hans blændende ouverturer og hans overlegne beherskelse af kammermusik, især for træblæsere. Men Riisagers ambitioner gik videre. Igennem den største del af hans år som aktiv komponist forsøgte han fx at tilvejebringe den helt rigtige operalibretto. Selv om han i 1950 kunne se sin enakter Susanne blive opført på Det Kongelige Teater, ved vi, at han stadig søgte den libretto, som kunne danne grundlag for hans personlige “revision” af operaformen, men planerne blev aldrig realiseret. Heller ikke symfoniformen ville han slippe, og vi kan nu lytte til optagelserne på de tre cd’er med symfonierne, hvoraf de fleste tidligere kun har været opført en eller et par gange, fx som studieproduktioner. De viser Riisager som en søgende og fordomsfri komponist, for hvem de klassiske formtyper trods al modstand bevarede en tiltrækning og fascination.

Claus Røllum-Larsen er seniorforsker, Ph.D., ved Det Kongelige Bibliotek.

Release date: 
januar 2014
Cat. No.: 
8.226148
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943614822
Track count: 
13

Credits

Indspillet i Symfonisk sal, Musikhuset Aarhus, d. 10.-14. september 2012 (Sinfonia gaia,
Summer Rhapsody og Sinfonia serena) og 19.-20. november 2012 (Sinfonia concertante)
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Mastering: Claus Byrith

Grafisk design: elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk (Summer-Rhapsodi) og Edition-S, www.edition-s.dk (Symfonier og Sinfonia concertante)

Dacapo Records Augustinus Fonden, Beckett-Fonden og Oticon Fonden for økonomisk støtte til produktionen

Riisager udgaven er udgivet i samarbejde med Dansk Center for Musikudgivelse

randomness