Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

An Amerikaner in Danmark

Andy Pape

An Amerikaner in Danmark

Carl Boye Hansen, Morten Østergaard, Odense Symfoniorkester, Henrik Vagn Christensen

Komponisten Andy Pape (f. 1955) er født i Hollywood, Californien men kom til Danmark for at studere i 1971 og endte med at blive boende i det lille, nordiske land. Titelværket på denne CD, An Amerikaner in Danmark, refererer nu ikke bare til Pape selv, men er også en humoristisk og brilliant orkestreret hyldest til komponisten George Gershwin. På denne premiereindspilning præsenteres værket sammen med tubakoncerten Suburban Nightmares og fagotkoncerten Traces of Time Lost.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,0042,00 kr.
    Studio Master
    €5.63 / $6.13 / £4.8
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,0052,40 kr.
    Studio Master +
    €7.03 / $7.65 / £5.99
    Køb
"Der er noget befriende "mig selv" over Andy Papes kompositioner."
Mikael Krarup, Fyens Stiftstidende
"…these are major showpieces for the soloists, brilliantly performed here. Throughout all this music it is obvious that Pape has a sense of humor. The Odense orchestra and conductor Henrik Vagn Christensen play very well, and audio is state-of-the-art, vividly capturing percussive effects."
Classicalcdreview.com
Total runtime: 
58 min.
AN AMERIKANER IN DANMARK

af Karl Aage Rasmussen

Andy Pape (f. 1955) kom til verden i filmbyen Hollywood, men flyttede femten år gammel med sin familie til Danmark og har lige siden haft sit virke her. Midt i 70’erne studerede han i et par år musikvidenskab ved Københavns universitet, men besluttede sig for en kunstnerisk løbebane og aflagde i 1987 diplomeksamen i komposition ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Andy Pape er lidt af en outsider i dansk musik, men det skyldes kun i overfladisk henseende hans amerikanske opvækst eller de russiske rødder i hans familiebaggrund. Man kan naturligvis betragte hans brug af elementer fra flere af populærmusikkens udtryksformer eller fra sider af den amerikanske minimalisme som et særligt amerikansk DNA, men det er åbenlyst at han henter stof fra europæiske traditioner og tankegange med helt samme selvfølgelighed. Faktisk kan det virke som om det er selve fraværet af en forpligtende kulturel norm der er næringssaltet i hans kreativitet. Og dertil kommer endnu et personligt træk, et element af teater, af rollespil, alvorlig leg, om man vil, hvad enten han skriver dramatik eller såkaldt “absolut” musik. Der er ikke just trængsel blandt de moderne koncertsals-komponister hvis musik udstråler elementær skaberglæde, men Andy Pape er én af dem. Her er ikke en omfattende musikteoretisk underbygning eller ideologisk-filosofiske overvejelser om modernitet og “nutidighed”, derimod gamle slidstærke dyder som vitalitet, karisma, livsappetit og – i ordets bedste betydning – manøvredygtighed i hele det klassiske musiklandskab.

Andy Papes vingefang er stort, både udtryksmæssigt og genremæssigt i såvel orkester- og kammermusik, i kormusik, soloværker, musikdramatik og musik til film. Som musikdramatiker er han blandt landets mest produktive og mangesidige, og flere af hans hidtil syv teaterværker med tilknytning til operagenren har opnået betydelig opmærksomhed. Det gælder ikke mindst gadeoperaen Houdini den store om den legendariske magiker og udbryderkonge der huserede i sidste århundredes begyndelse, skabt i 1988 i samarbejde med gøgleren Erik Clausen og siden opført talrige gange rundt om i verden. Med letfodet udspring i mytisk stof holder børne- eller familieoperaen Sigurd Drage-dræber (2005) sig i troværdig øjenhøjde med sin primært unge målgruppe, fri for såvel opdragende som påtaget mindreårigt tonefald. Og i begge tilfælde er der i høj grad tale om mobile kammeroperaer, kun få sangere, et lille instrumental-ensemble og et minimum af teaterteknik er i spil. Andy Pape er klar over at selv med stærkt begrænsede ressourcer kan man komponere vedkommende følelser i størrelse XL. Men også den klassiske operaform med orkester har han bejlet til med succes i det sjælfulde trekantsdrama Leonora Christine – Dronningen af Blåtårn (1998) med libretto af Nina Malinovski.

Det tidlige samarbejde med den venstreorienterede gøgler, filminstruktør og skuespiller Erik Clausen er sigende, for meget i Papes holdning til meningen med kunstnerisk udtryk giver mindelser om denne folkekære filmskabers virke. Slagkraftig kommunikationsevne, fællesskabsfølelse og usnobbet solidarisk humor er de fælles om. I 1994 bearbejdede Pape musik af Carl Nielsen til Clausens film Min fynske barndom, bygget på Nielsens charmerende erindringsbog, og kom dermed omtrent så tæt på musikkens danske jeg-følelse som tænkes kan.

Leonard Bernstein skrev et berømt fiktivt interview med George Gershwin og gav det den ironiske overskrift: “Hvorfor smutter du ikke ovenpå og skriver en sød lille Gershwin melodi?” Pointen er åbenlys: enhver der tror det er en smal sag at imitere Gershwins udødelige ørehængere, må i den grad tro om. Når Pape sender et kollegialt kindkys til sit fødelands måske største musiknavn og hans An American in Paris, sker det da også med en tilsvarende selvironisk gestus. For den snurrige titel på Papes humørfyldte og brilliant instrumenterede hyldest til Gershwin, An Amerikaner in Danmark (2003) vil han helst høre udtalt “på dansk med tyk amerikansk accent”. Han beskriver selv stykket som en slags rapsodi med uforvekslelige citater ikke blot fra Gershwins evergreens, men også fra folkelige danske sange og fra hans egen – og i øvrigt flere danske kollegers – musik.

Koncerten for tuba og orkester fra 2006 er vokset ud af samarbejdet med Odense symfoniorkesters blæsere i An Amerikaner in Danmark, og også her har Pape valgt en usædvanlig titel, Suburban Nightmares – vel nærmest “mareridt i forstæderne”. Men hvis det bringer tankerne i retning af thriller eller tv-krimi, er man aldeles på vildspor. Ordene i titlen har en helt særlig, næsten privat og metaforisk betydning for Pape. Han beskriver begrebet “forstad” som et symbol på “menneskets evige forsøg på at omgive sig med tryghed” – forstaden som et sted i ly såvel for storbylivets støj og voldsomhed som for landlivets rugende ensomhed. Og ordet “mareridt” refererer omvendt til den frygt alle kender som et livsvilkår: at trygheden kan gå tabt. Disse følelsesklimaer stilles skarpt over for hinanden i de to store midtersatser, mens to korte ydersatser udgør et nøgternt forspil og en epilog.

I fagotkoncerten Traces of Time Lost (1998) er endnu et fælles grundvilkår i fokus: den allesteds nærværende tid; den tid som siden ‘Big Bang’bare går eller løber, slåes ihjel eller spildes, er tom eller fyldt, målbar eller uhåndgribelig, målrettet eller en cirkel i bevægelse. At komponere musik er på sin vis altid en duel med tiden, en bestræbelse på at tæmme og inddæmme den, fastholde den, gentage den, fiksere den på noder, ja, rent ud besværge det smertelige livsvilkår at den ustandseligt rinder bort, og at den tager os med sig.

Andy Pape beskriver selv den særlige tidsoplevelse, han har søgt at finde musikalsk udtryk for, på denne måde:

“I første sats er fagotten udgangspunkt for al tid, forstået på den måde at orkesteret fungerer som en stor ekkodal. Men ikke nogen helt almindelig ekkodal. Ekkoet bliver ikke kun svagere, men langsommere og højere; til tider transponerer ekkoet toneleje. I anden sats spiller fagotten tidens uendelige melodi i en altid opadgående spiral, som starter i det dybe leje og ender i det høje – en melodi der altid ligner sig selv, og dog aldrig er helt den samme; en melodi som altid har været der og som altid vil være der. I tredie sats bevæger fagotten sig ud af tidens (orkanens) øje og ud i selve tidens strøm; der hvor ting “sker” på ubarmhjertig og forunderligt uforudsigelig vis, sådan som vi, der til daglig bor i tiden, kender det.”

Som Andy Pape håndterer kulturlivets vanemæssige skråstreger, elitekunst og folkelighed (eller på amerikansk highbrow og lowbrow), er de ikke blot temmelig indholdsløse etiketter, men kan risikere at blive symptom på en holdning til kunst som det ene øjeblik er bange for at være forfinet og prætentiøs, det næste for at være vulgær og flad; bange for at snobbe opad, bange for at snobbe nedad. I 1928, på rejse i Europa, opsøgte George Gershwin Alban Berg i Wien. Berg bad Gershwin give prøver på sin egen musik ved klaveret, men Gershwin tøvede – han var usikker på sig selv side om side med manden bag det overvældende operadrama Wozzeck. Berg så strengt på ham og sagde: “Musik er musik!”

Komponisten Karl Aage Rasmussen er professor emeritus i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. Han har varetaget talrige andre hverv i dansk kulturliv  og er forfatter til en lang række bøger om musik og musikere.

Release date: 
april 2013
Cat. No.: 
6.220567
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313156764
Track count: 
8

Credits

Indspillet i Odense Koncerthus 3.-7. oktober 2011
Optaget af TimbreMusic, www.timbremusic.dk
Producer: Preben Iwan
Teknik: Preben Iwan

Optaget i lydformatet (DXD (Digital eXtreme Definition), 352.8 kHz / 24bit. Microphone main array: 5x DPA 4006TL & 2x 4011TL microphones for surround channels. Solo spot mike Neumann 89. DAD AX24 converters/preamps, Pyramix DAW system with Tango Controller. Monitored on B&W 802 Diamond speakers

Artwork: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

DacapoRecords Dansk Musik Forlægger Forening og Dansk Komponist Foreningns produktionspulje/KODAs fond for sociale og kulturelle formål for økonomisk støtte til produktionen

randomness