Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Klaverværker

Niels W. Gade

Klaverværker

Marianna Shirinyan

♥♥♥♥♥ »Shirinyan er brillant« Politiken

★★★★★ »Shiriynyan leverer en ideel Gade-fortolkning« Fono Forum

Nok var hans instrument først og fremmest violinen, men Niels W. Gade (1817-90) fandt stor inspiration hos klavervirtuoserne Felix Mendelssohn og Robert Schumann. Så stor, at dette musikalske fyrtårn i dansk romantik efterlod sig en række klaverværker, til glæde for både professionelle og amatører. Den armensk-danske pianist Marianna Shirinyan giver her sit bud på et udvalg af disse, når hun spiller Gades poetiske Akvareller, den nærmest orkestralt anlagte Sonate i e-mol, fire chopinske Fantasistykker og den lille Chanson danoise, en charmerende hyldest til den danske folketone, som ikke tidligere er indspillet.

Køb album Stream

CD

  • 139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
Caroline Bittencourt
»Shirinyan spelar med stor vakenhet och gestaltar känsligt alla viktiga valörer«
Tobias Lund, Sydsvenskan
»Shirinyan er brillant, men får også det mystiske med, der viser, at Niels W. Gade var mere end glat. En dansker, hvis fejl i gåseøjne var, at han ikke var aparte, men fandt sin plads midt i europæisk musikliv«
Thomas Michelsen, Politiken
»Marianna Shirinyan giver musikken både form, liv og pianistisk elegance«
John Christiansen, jcklassisk
“En fin markering af Gades 200-års fødselsdag”
Mikael Garnæs, Magasinet Klassisk
»En glimrende udvalg af værker fra en kunstner, som man skal holde øje med«
Jean-Luc Caron, Classica
»Marianna Shirinyan er et talent uden lige, der kan løfte tonerne af Gades musik fra den skrevne node op til en hel fortælling«
Karin Busk, Arbejderen
»A sparkling performance by Shirinyan«
Stuart Sillitoe, MusicWeb International
»Marianna Shirinyan leverer en ideel Gade-fortolkning«
Frank Siebert, Fono Forum
»Eine bessere pianistische Stimme lässt sich für die Klavierwerke von Niels W. Gade wohl schwerlich denken«
Marco Frei, Piano News
»A treasure-trove of potential encore pieces«
Michael Church, BBC Music Magazine
Nr. 7 på Berlingskes liste over årets 10 bedste klassiske oplevelser i 2017: »Klaverspillet ved Marianna Shirinyan klinger under alle omstændigheder knivskarpt og stilfuldt som få«
Årets 10 bedste klassiske oplevelser, Berlingske
Alt i alt et must for dem, der vil lære Niels Gade at kende som klaverkomponist
Margaretha Coornstra, Pianist
DANSKE KLAVERVÆRKER MED UDSYN MOD EUROPA

af Valdemar Lønsted

Niels W. Gade (1817-90) var langtfra en romantisk klavervirtuos som sine tyske forbilleder Felix Mendelssohn og Robert Schumann, heller ikke som den ældre kollega i København, C.E.F. Weyse. Gades instrument var violinen, han blev en betydelig dirigent, men han må også have været en glimrende organist i kraft af sit virke som vikar for Weyse ved Vor Frue Kirke og de mangeårige embeder ved Garnisons Kirke og Holmens Kirke. Alligevel forekommer det, at Gade havde en stærk affinitet til klaveret, som i hans tid udviklede sig til et stedse mere klangfuldt og dynamisk instrument; dette indtryk springer i øjnene, når man gennembladrer de mange sider i den nye Gade-udgave. Det fortælles, at han under orkesterprøver havde for vane at sidde ved klaveret og demonstrere sine ønsker om frasering, dynamik og klang, og omvendt er det ofte nærliggende at associere til orkestrale klange i Gades klavermusik. Det gælder ikke mindst Sonate i e-mol op. 28, som sikkert overraskende for mange er tilegnet Franz Liszt.

Gade arbejdede i henved 15 år med denne sonate. Fra den 22-årige var et relativt ubeskrevet blad, til han havde placeret sig som Mendelssohns ligemand i Leipzigs Gewandhaus. Projektet var fra begyndelsen echt tysk-romantisk, udsprunget af et visionært poetisk program. Vi finder uddrag af to forskellige digte til tre satser i Gades komponistdagbog, tidspunktet er september 1839. Først to strofer som overskrifter til en allegro og en adagio hentet fra digtet Am 23sten Januar 1816 af Ernst Schulze (1789-1817), en af de unge døde Weltschmerz-poeter i Tyskland. Det handler om forsmået kærlighed, som dog ikke fører til død og fortvivlelse, men til en trøst i troen på det evigt guddommelige:

Første strofe (allegro): ‘O Herz, sei endlich stille, was schlägst du so unruhvoll? Es ist ja des Himmels Wille, dass ich sie lassen soll.’ (’O hjerte, så vær dog stille, hvorfor slår du med sådan uro? Det er jo himmelens vilje, at jeg skal lade hende fare’)

Anden strofe (adagio): ‘Wir wollen es mutig ertragen, so lang nur die Träne noch rinnt, und träumen von schöneren Tagen, die lange vorüber sind.’ (’Modigt vil vi bære det, så længe tåren blot rinder, og drømme om skønnere dage, som længst er forbi’)

Kunne Gade være stødt på digtet i form af Schuberts An mein Herz (D 860)? Måske, lieden blev udgivet posthumt i 1832, og de to valgte strofer er centrale i den uophørligt lidenskabelige musik. Den tredje strofe gældende sonatens finale er fire linjer fra slutningen af Friedrich von Schlegels frodige forårsdigt Fantasie (1801):

Tredje strofe (finale): ‘Kühne Wogen, wildes Leben, lass den Strom nur immer brausen, frischen Sturm im Herzen sausen.’ (’Viltre bølger, vildsomt liv, lad blot strømmen stadig bruse, stormen frisk i hjertet suse’)

Friedrich von Schlegel (1772-1829) var allerede i sin levetid en sagnomspunden personlighed i den tysk-romantiske bevægelse, og det er værd at bemærke, at også Schumann anvendte et Schlegel-citat som motto for sin klaverfantasi i C-dur, der forelå på tryk, et halvt år før Gade begyndte på sin sonate. Efter at have arbejdet nogle år med skitser og satser, der forkastedes, oplevede den unge komponist et klaverspil af en anden verden, da Franz Liszt gav tre koncerter i juli 1841 i København. Måske havde Gade læst Schumanns anmeldelse af Liszts Grandes études, hvori han påpegede, at det var nødvendigt at både se og høre virtuosen spille sin transcenderende musik, og det er tydeligt ud fra det overleverede materiale, at Gades sonate efterfølgende drejede over i en mere ekspansiv og progressiv retning. Den blev færdiggjort i juni 1854, udgivet af Breitkopf & Härtel i Leipzig og forsynet med en dedikation til Liszt. Mesteren glædede sig over æren og fandt sonaten smuk, skrev han til sin gode bekendt, J.P.E. Hartmann – Gades svigerfar.

Sonate eller fantasi? Det var et vigtigt og omdiskuteret spørgsmål for de romantiske generationer. Skulle man fortsætte med den traditionstunge, lukkede form eller transformere den til en mere fri og åben komposition? Det sidste valgte eksempelvis Schumann med sin C-dur-fantasi (1839, ligeledes tilegnet Liszt), som fulgte i kølvandet på flere sonateprojekter. Liszts legendariske sonate i h-mol (1854), tilegnet Schumann, kan godt nok tydes som en sonate eller en vidt udspændt sonateform, men kan også – i Beethovens og Schuberts ånd – betegnes som en sonata quasi fantasia. Det er i vores sammenhæng relevant at fremhæve, at klavervirtuosen Hans von Bülow forespillede Liszts sonate for Gade i Berlin i august 1855. Gade må med andre ord have været på en ganske kraftig bølgelængde med den progressive musik i Europa.

Man kan nemlig forestille sig, at Gade havde tumlet længe med sonate-fantasi-problematikken, og det blev da en sonate farvet af fantasiens løsere og improvisatoriske natur. Sonatestrukturen virker klart disponeret ud fra de fire endelige satser (allegro con fuoco, andante, allegretto, molto allegro e appassionato), men komponisten er tydeligvis drevet af en vilje til at skabe en sammen­hængende fortælling. Førstesatsens tematiske ideer er ekstremt polære og bygger dog på et enhedsmotiv, en faldende sekund. Det udviklede stof animeres af livfuldt formulerede udkrystalliseringer af motivet, og undervejs skaber Gade magiske overgange ved hjælp af tertsrelationer, de såkaldte medianter. Skridtet fra første til anden sats, allegroens afsluttende tyste e-mol-akkord, afløses et trin dybere af andantens lige så tyste begyndelsestone D, kvinten i den nye toneart G-dur. Her svæver den faldende sekund (E-D) som en æterisk kontaktflade, der fører musikken ­videre. Den let flegmatiske allegretto former motivet på en ny måde og virker først som en sats i sin egen ret, et mazurka-agtigt karakterstykke i h-mol. Men med den sidste sekvens i H-dur (dominant til e-mol) kan hele satsen meget vel opleves som en langsom spurt op til finalens snart ulmende, snart himmelstormende klangvisioner, hvor førstesatsens tematik tages op i et nyt lys.

 

Ambitionerne er anderledes dimensionerede i Gades øvrige klaverproduktion, som indeholder, hvad man under ét kan kalde karakterstykker, enkeltvise eller i samlinger. Det var især udbredelsen af Akvareller op. 19 og 57, komponeret med tre årtiers mellemrum (1849-1881), der befæstede hans ry i det europæiske borgerskabs musikalske cirkler. Blandt målgrupperne var i høj grad de dygtige amatører, og fingerteknik og strukturel kompleksitet er gennemgående justeret for at tilgodese udøverne af denne form for ‘Hausmusik’. Mendelssohn gjorde noget tilsvarende med de otte samlinger af Lieder ohne Worte og Schumann med Kinderszenen og Album für die Jugend. Mendelssohn tog hermed udgangspunkt i sangen, Schumann i litteraturen og Gade i maleriet.

De tre hefter med akvareller indeholder hver fem tonebilleder med en karakteriserende titel, i skiftende tempi og overvejende let læselige dur-tonearter. Egentlig kunne disse femten stykker beskrives som études poétiques med fokus på forskellige klavertekniske udfordringer med hensyn til artikulation, balance mellem stemmerne, dynamik, staccato/legato frasering, passage­spil, rytmisk stabilitet og frem for alt klangdannelse. Det er faktisk forbløffende, hvor langt Gade udfordrer den begavede amatørpianist i bemestringen af instrumentet. Men som i tilfældet med Chopins etuder og præludier har en del af akvarellerne tillige held med at ekspandere. Et slående eksempel er den rolige Notturno i E-dur fra op. 57. En kortåndet melodi er lagt cantabile i venstre hånd, som en gentagen frase sunget af en tenorstemme. Det omgivende akkompagnement er hurtige oktaver i et tremolo. Snart rykkes passagen en sekst op til cis-mol, og nu synges melodien af en altstemme. I et livligt mellemstykke fluktuerer tema og harmonik i mol-regionen, hvor melodien så at sige emanciperes i højre hånds figurationer, mens venstre hånd samtidig fremmaner klange af dunkle blæsere. En kromatisk faldende sekvens bringer musikken tilbage til E-dur, og den første del får en kort reprise, der indeholder et lutret tilbageblik på, hvad der er gået forud. I andre akvareller høres på lignende vis orkestreringer af musikken: Mendelssohn-fløjter i Scherzo i A-dur og et sprødt Rossini-orkester i den tarantelagtige Capriccio i Es-dur, begge op. 19. Og med en fejende gestus skabte Gade en sandt fabulerende fantasi som afslutning på op. 57, i Capriccio i F-dur.

 

Folkemusikken stod i tidens tegn, og den er også stærkt nærværende i Gades musik som helhed. De fire folkedanse eller Fantasistykker op. 31 (1855) henter en stor del af sin inspiration i Chopins polske arv, som så at sige ingen i det romantiske århundrede kunne undgå at lade sig påvirke af. Det første stykke i f-mol har polonæsens stolt tilbageholdte kadence og domineres i melodilinjen af en vekslen mellem punkteret rytmik og trioler som hørt så ofte hos Chopin. Bag den næste dans i As-dur gemmer sig en vals farvet af en syngende melankoli, man kommer ud for sugende forzandi på ubetonet tid og en overraskende ekskursion ned til medianten E-dur. Fra fire b’er til fire krydser: den milde, slørede og ædle As-dur over for den brillante og pompøse E-dur – det var sådan Hector Berlioz karakteriserede disse tonearter.

 

Den danske folketone åbenbarer sig i Chanson danoise (dansk sang), som her er indspillet for første gang. Det er en enkel udsættelse af Gades melodi til B.S. Ingemanns digt ‘På Sjølunds fagre sletter’, et tema som han anvendte i den overalt tiljublede 1. Symfoni. Klaverudsættelsen fra 1885 skyldtes en invitation fra den franske avis Gaulois, som indsamlede bidrag til en musikantologi fra samtidens betydelige europæiske komponister. Gade indrammer fortællingen om Kong Valdemars jagt med skjaldens brudte lut-akkorder og antydninger af det vilde ridt, men sangen står ren og pur i sin dragt af mol og dur.

Release date: 
februar 2017
Cat. No.: 
8.226122
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943612224
Track count: 
50

Credits

Indspillet i Dronningesalen, Den Sorte Diamant (Det Kongelige Bibliotek, København), den 3., 4. og 11. december 2016 samt 15. januar 2017

Producer & lydtekniker: Viggo Mangor
Redigering, mix & mastering: Viggo Mangor
Klaverstemmer: Mark-Tell Klein

Klaver: Steinway Model D Grand

Grafisk design: Denise Burt, elevator-design.dk

Forlag: The Gade Edition, udgivet af Dansk Center for Musikudgivelser, Det Kongelige Bibliotek

Denne CD er blevet til i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek

Dacapo takker Beckett-Fonden og Augustinus Fonden for støtte til udgivelsen

randomness