Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Maskarade

Carl Nielsen

Maskarade

Ib Hansen, Gurli Plesner, Tonny Landy, Mogens Schmidt Johansen, Gert Bastian, Edith Brodersen, Tove Hyldgaard, Ove Verner Hansen, Aage Haugland, Jørgen Klint, Christian Sørensen, John H. Frandsen

Carl Nielsens opera Maskarade har haft naturlig status som Danmarks nationalopera lige siden uropførelsen i 1906. Den enestående kombination af Ludvig Holbergs klassiske komedieplot og Nielsens farvestrålende musik har været synonymt med Det Kongelige Teater fra Nielsens tid til i dag. Dacapos nye udgivelse af Maskarade sætter traditionen ind i en moderne ramme. Med den nyeste Super Audio CD lyd relancerer vi nu den hæderkronede LP-indspilning, der blev nomineret til en amerikansk Grammy Award i 1979. Hør hvordan hver nuance i forrige generations berømte sangstemmer reflekteres på denne nye SACD, som kan afspilles både i surround sound og på almindeligt stereoanlæg.

Køb album

SACD

  • 169,50 kr.
    €22.74 / $24.75 / £19.39
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    103,75 kr.
    mp3
    €13.92 / $15.15 / £11.87
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    118,75 kr.
    CD Quality
    €15.93 / $17.34 / £13.58
    Køb
Total runtime: 
139 min.
Maskarade

Tilblivelsen

Idéen om at skabe en opera over en af den norsk/danske dramatiker Ludvig Holbergs (1684-1754) komedier fik Carl Nielsen allerede i begyndelsen af 1890’erne. Det blev dog først efter fuldførelsen af den seriøse opera Saul og David (1898-1901), at han for alvor kom i gang med planerne om en Holberg-opera. Carl Nielsen ønskede nu at skrive noget ganske andet, og han begyndte at arbejde med Holbergs Kilderejsen, som dog snart blev skrinlagt til fordel for Maskarade. Carl Nielsen har selv berettet om, hvordan samarbejdet med librettisten – litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen (1864-1953) – kom i stand:

“Jeg gik og var lidt i Bekneb med, hvem jeg egentlig skulde faa til at skrive den, for der skulde jo saadan et eget Humør til. Saa saa jeg Vilhelm Andersen i Studenterkomedierne paa Folketeatret. Det er Manden, tænkte jeg og gik op til ham og spurgte, om han vilde skrive mig en Operatekst. Han blev meget forbavset. Er De gal! sagde han. Men da han hørte, at det var Holberg, han skulde i Lag med, udbrød han: – Ja, det er en anden Sag. Lav mig en Scenegang. Den fik han, og allerede fjorten Dage efter havde han første Akt færdig. Det var en ren Fornøjelse for mig.”

Carl Nielsen påbegyndte udarbejdelsen af scenegangen omkring nytår 1903-04. I februar 1904 gik han og Vilhelm Andersen til karneval i Casino for at samle idéer til tredje akt, og i påsken 1904 gik Vilhelm Andersen så i gang med teksten, som blev til i løbet af blot en måned i et tæt samarbejde mellem forfatter og komponist. Carl Nielsen havde dog svært ved at læse Vilhelm Andersens håndskrift, hvorfor han fik sin gode ven og hjælper – pianisten Henrik Knudsen (1873-1946) – til at udarbejde en afskrift, som Carl Nielsen fik i hænde i begyndelsen af august. Der skulle dog gå en rum tid, før han begyndte at sætte teksten i musik. I efteråret færdiggjorde han Søvnen, og først henimod jul begyndte han så småt at tænke på Maskarade igen. At Carl Nielsen ikke straks kastede sig over kompositionen, er ganske karakteristisk for hans arbejdsform – et forhold, som han i øvrigt var sig helt bevidst, hvilket tydeligt fremgår af en selvbiografisk note skrevet i tiden omkring tilblivelsen af Maskarade:

“Jeg arbejder stødvis og uhyre intensivt. Jeg kan saaledes godt drive i flere Maaneder, ikke fordi jeg mangler musikalske Ideer, men fordi der ligesom fattes den bærende Understrøm, der, paa samme Maade som Ariadne-Traaden, leder til eet bestemt Maal.”

I sådanne perioder, hvor Carl Nielsen så at sige ladede op til selve skaberakten, havde han brug for den allerstørste opmærksomhed fra sine nærmeste omgivelser, og han kunne være meget pirrelig, indtil han kom i gang med kompositionen. Hele denne proces kan tydeligt følges i brevene til hustruen, billed-huggerinden Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), som på denne tid opholdt sig i Athen, hvor hun kopierede skulpturer til tyske kunstmuseer. Den 14. december 1904 skrev han fortvivlet, idet han beklagede sig over ikke at have hørt fra hende i adskillige dage:

“Jeg beder Dig gjøre det af Hensyn til mig og mit Arbejde. Nu skulde jeg netop til at tage ordentlig fat paa ‘Maskaraden’ [...] Det er nu meget tankeløst af Dig – denne Ligegyldighed – ”

Juledag 1904 skrev han:

“Derimod har jeg ikke begyndt paa ‘Maskaraden’ for Alvor endnu, jeg kan ikke for Tiden og enten maa der gaa en Tid eller jeg maa opleve en Sorg eller Glæde som kan vende op og [ned] paa det man kalder Sjælen i Mennesket.”

Den 5. og 6. januar 1905 skriver han igen til hustruen:

“Jeg skammer mig ved at spise den Mad jeg ikke fortjener, men samtidig synes jeg ikke jeg skylder nogen noget Regnskab for min Dovenskab. Nu har jeg opgivet at faa ‘Maskaraden’ færdig til næste Aar og maaske opgiver jeg helt Sagen. Der er mange der gjerne vil have den Text og Idé. Enten maa jeg forhindre det ved at kjøbe Texten af Wilh: Andersen eller tage fat selv, men jeg kan ikke de første Maaneder, det kan jeg tydeligt mærke. Jeg har en gebrækkelig Lede for alt hvad der hedder Kunst, Musik, Literatur og alt det Skidt som kun gjør Folk sindssyge og hysteriske”

Endelig omkring den 1. februar 1905 indtrådte “forløsningen”. Den 6. februar skrev Carl Nielsen til hustruen:

“Sagen er at jeg nu er kommen udmærket igang med ‘Maskaraden’ ja, jeg synes aldrig jeg har arbejdet saa rask og let. Jeg har haft stærke Veer inden jeg har voxet mig ind i Emnet og Tonen – det er jo noget helt nyt for mig – og det er egentlig mærkeligt at det netop skulde volde mig saa meget stærkere Bryderi som det drejer [sig] om en let, henflydende Sag. Jeg sejlede engang i Vinteren 1889 med Dampskibet ‘A.C. Melchior’ fra Kjøbenhavn til Aarhus. Vi havde stærk Ishindring gjennem Sundet og maatte bryde os frem og mase Isen ved bestandige hidsige Tilløb for fuld Kraft. Men den Fornemmelse man saa havde ved atter at komme ud i det linde, lette aabne Vand i Kattegat var aldeles ubetalelig og det er en ganske lignende Følelse af Lethed og Triumf jeg nu har ved at ‘bade mig i den Kaskade / som hedder Ma-ska-rade’!”

Den 18. februar hed det:

“Du skulde se et Spring fra ‘Søvnen’ til ‘Maskaraden’. – Det gaar nu udmærket med den sidste. Engang imellem har jeg en Fornemmelse af at jeg slet ikke er mig selv, – Carl August Nielsen, – men kun ligesom et aabent Rør hvorigjennem der løber en Musikstrøm som milde, stærke Kræfter bevæger i en vis salig Svingning. Saa er det lykkeligt at være Musiker, kan Du tro.”

Denne optimisme bekræftedes igen i brev af 9. marts til vennen, den hollandske komponist og pianist Julius Röntgen (1855-1932):

“i lang Tid har [jeg] været i et saadant Arbejdshumør som ingensinde tidligere. Den Text som jeg har faaet til min lystige Opera, er saa morsom, sund og vittig at jeg lever i en sand Fest af Arbejde fra Morgen til Aften og det skrider saaledes frem at den første lange Akt næsten er færdig i Partitur.”

Umiddelbart efter at dette brev blev skrevet, løb Carl Nielsen ind i en række personlige problemer, som satte kompositionen i stå i hen ved halvanden måned: Siden 1889 havde han været ansat som 2. violinist ved Det Kgl. Kapel, idet han dog fra april 1904 havde fungeret som kapelmestervikar. Den 11. marts 1905 modtog han imidlertid meddelelse om, at han fra og med næste sæson skulle genoptage sit hverv som violinist. Carl Nielsen opfattede dette som en degradering og reagerede med at søge sin afsked. På samme tid havde han ægteskabelige problemer. Disse forhold i forening førte til et længere ophold i kompositionen, som på dette tidspunkt var nået til finalekvintetten i første akt. Fra midten af marts og frem til slutningen af april blev der ikke komponeret noget. Omkring den første april kom Anne Marie hjem fra Athen, og de to ægtefolk fik talt ud, hvorefter Carl Nielsen påbegyndte renskriften af første akt, samtidig med at han komponerede finalekvintetten. Men det gik ikke så hurtigt som før. Blyantskladden til første akt er slutdateret 21. maj 1905, mens renskriften er dateret kun fem dage senere, den 26. maj 1905. Den sidste periode var meget hektisk, fordi Det Kgl. Teater havde betinget sig, at første akt skulle foreligge renskrevet før sæsonens udløb, hvis operaen skulle sættes op i den følgende sæson.

Det meste af første akt blev således til i en lykkelig skaberrus, komponeret i lange stræk, uden at der blev ændret eller kasseret noget undervejs. Et enkelt afsnit var dog tilsyneladende blevet til lidt for hurtigt og ukritisk, nemlig Henriks scene “Vi fødes i Armod”. Da Carl Nielsen viste manuskriptet til komponisten og organisten Thomas Laub (1852-1927), påpegede Laub, at denne passage mindede for meget om den romancestil, som de begge foragtede. Carl Nielsen tog kritikken til efterretning og erstattede det hidtil komponerede med afsnittet t. 1063-1103.

Umiddelbart efter afslutningen af første akt fortsatte Carl Nielsen med anden akt, som han dog var begyndt på, allerede inden første akt var afsluttet. Og på mindre end en måned havde han også færdigkomponeret anden akt (kladden er slutdateret 27. juni 1905). På dette tidspunkt må Carl Nielsen have indset, at han ikke selv kunne overkomme både at komponere og skrive rent. Han engagerede Henrik Knudsen, som fra og med anden akt udførte renskriften, idet Carl Nielsen leverede kladden i mindre portioner.

I juli og august 1905 var Carl Nielsen på sommerferie med sin familie i Nymindegab, hvor han med stort besvær havde fået installeret et klaver på kroen, hvor de boede. Her påbegyndte han – antagelig i slutningen af juli 1905 – kompositionen af tredje akt. Den 12. august var kompositionen så fremskredet, at Henrik Knudsen var begyndt at skrive rent, og i løbet af august blev tredje akt komponeret frem til Henrik/Pernille-scenen (t. 493-615), muligvis endnu længere. Herefter tog familien tilbage til København, hvor det meste af tredje akt blev komponeret færdig i september måned. Hvis Carl Nielsen skulle gøre sig forhåbninger om at få operaen opført på Det Kgl. Teater i den følgende sæson, skulle partituret imidlertid indleveres til bedømmelse senest den 9. oktober. Ved fristens udløb var tredje akt kun komponeret frem til Korporal Mors-scenen, men dette afholdt dog ikke Carl Nielsen fra at indlevere operaen. Der blev sat nogle tuttiakkorder og en dobbeltstreg, hvorefter den ufærdige opera blev indleveret. Carl Nielsen regnede med, at kapelmester Johan Svendsen, som altid havde været positivt stemt over for Carl Nielsen, næppe ville gennemgå partituret i detaljer. Planen lykkedes, og omkring 1. december 1905 var såvel partitur som tekstbog blevet antaget af hhv. Johan Svendsen og teatrets tekstcensor, Otto Borchsenius (1844-1925). Herefter kunne Carl Nielsen afslutte værket i løbet af vinteren 1905-1906. Præcis hvornår tredje akt blev færdig, kan ikke fastslås.

Johan Svendsens udtalelse var kortfattet og positiv:

“Hr Direktør E. Christiansen!

Dr. W. Andersen og Hr Carl Nielsens Opera ‘Maskaraden’ kan jeg anbefale til Antagelse, idet jeg finder Musiken i sin intime Tilslutning til Texten baade morsom og karakteristisk.

Kjøbenhavn 2/12/1905.

Ærbødigst

  1. Svendsen.”

Otto Borchsenius’ udtalelse (dateret 27. november 1905) vedrørende teksten var derimod yderst negativ:

“Da der desværre ikke findes nogen Lov, der forbyder at omstøbe i ny Kunstform, hvad der allerede har faaet et fuldgyldigt og almen-kært og -kendt Udtryk i en anden Kunstform (Forbudet imod at dramatisere Andenmands literære Ejendom viser dog Vejen herhen imod), men da der tværtimod synes at være en usalig voxende Lyst til at gøre Operaer af Verdens største Digterværker, fra ‘Faust’ og ‘Romeo og Julie’ til ‘Alad-din’ – var det jo at vente, at Turen ogsaa en Gang vilde komme til Holberg og hans Komedier.

Jeg beklager dog oprigtig, at dette første Attentat skal finde Sted i Holbergs eget Hus.

Det maa jo imidlertid være Bedømmelsen af Musiken, der kommer til at bære Ansvaret for og være afgørende med Hensyn til ovennævnte Arbejdes Antagelse – og Opførelse – paa vor nationale Skueplads.

Jeg skal derfor, hvad Texten angaar, indskrænke mig til at gøre opmærksom paa, at den trods den selvfølgelige Gengivelse af Handlingens Hovedtræk og Benyttelsen af det berømteste i Replikskiftet, ikke har altfor meget af Holbergs Aand, endsige hans Stil, over sig. Texten er snarere moderne forsoren; vilde man være venlig, kunde man sige med et burschikost eller studentikost Præg. Som det i det hele kan undre én, at en Forf. som Dr. Vilh. Andersen, der ved andre Lejligheder har vist saa megen Interesse for Holberg, har kunnet forgribe sig paa en Komedie som ‘Maskarade’, er der i Enkeltheder saadanne Brudd paa Holbergsk Tone og Sprog, at mange – der holder af Holberg – sikkert vil forarges. Der tales f. Ex. om ‘Krus’ i Betydning af Penge og om ‘Sold’ – en Glose, der ikke er 100 Aar gammel og Jeronimus, Leonard og Arv skal endogsaa et Sted i Fællig synge følgende:

I vil paa Sjov

og paa Ballade

– en Vending, der vistnok mere ville passe i en Revue paa Nørrebro end paa Kongens Nytorv.

I en Opera sluger jo imidlertid Musiken saa meget af Texten, og den højtærede Direktion for det kgl. Theater kunde mulig opfordre Dr. Andersen til klogelig at undlade Offentliggørelse af sin ‘Omskrivning af Holberg’ [Vilhelm Andersen lod librettoen trykke i 1906]

Jeg tillader mig at gentage, at den musikalske Censur her maa bære Ansvaret.

Ærbødigst

Otto Borchsenius”

Allerede mens Maskarade var til bedømmelse, lod Carl Nielsen uddrag af operaen opføre ved sin første selvstændige orkesterkoncert, som fandt sted den 11. november 1905 med Det Kgl. Kapel i Koncertpalæets store sal. Uddragene bestod af Magdelones dansescene fra første akt, forspillet til anden akt og Hanedansen. Koncerten var genstand for en anselig interesse fra såvel det københavnske musikpublikum som musikpressen. Der var almindelig enighed om, at Carl Nielsen med Maskarade-musikken var slået ind på en mere populær og lettilgængelig stil i forhold til sin hidtidige produktion, som af mange var blevet opfattet som noget tør og konstrueret. Således skrev musikforskeren Angul Hammerich (1848-1931) om Maskarade-stykkerne, at de “viste os Carl Nielsen med et helt nyt Ansigt. Ikke blot at han e r populær, nu s k r i v e r han også populært!”

I slutningen af november 1905 “foredrog” Carl Nielsen uddrag af Maskarade ved et bal i Studenterforeningen. De nærmere omstændigheder omkring denne optræden kendes ikke, men det må antages, at Carl Nielsen har spillet nogle passager af operaen på klaver.

Endelig den 5. december fik Carl Nielsen løfte om, at Maskarade skulle komme op på Det Kgl. Teater i oktober 1906, idet prøverne ville begynde i maj måned.

Uropførelsen

Den 16. maj 1906 indledtes prøverne forud for premieren med en orkesterprøve, og i resten af denne måned afholdtes yderligere en orkesterprøve og to klaverprøver. Herpå fulgte en pause sommeren over, hvorefter klaverprøverne den 16. august blev gen-optaget, ligesom der blev afholdt dekorationsprøver. I begyndelsen af oktober var der igen orkesterprøver. Første samlede prøve på alle tre akter fandt sted den 3. november. Samme nat klokken et afsluttede Carl Nielsen ouverturen, som han først var begyndt at komponere den 25. september. Den 9. november var der fuldstændig prøve i kostumer, og endelig den 10. november blev der afholdt generalprøve. I alt er der registreret 65 prøver før premieren inklusive general-prøven. Carl Nielsen stod selv for den musikalske indstudering, mens Julius Lehmann (1861-1931) instruerede, og den kongelige balletmester, Hans Beck (1861-1952), skabte koreografien til balletindslagene i tredje akt.

Ved prøven den 3. november lod Carl Nielsen Frederik Rung (1854-1914) dirigere, således at han selv kunne følge med. Komponisten fandt, at tredje akt virkede meget forvirret, men på grund af det fremskredne tidspunkt – kun en uge før premieren – så han ingen anden mulighed end at foretage nogle forkortelser og ombytninger af et par scener. Således skriver Carl Nielsen til vennen og komponisten Bror Beckman (1866-1929):

“I dag er jeg meget fortvivlet, fordi jeg synes 3die Akt virker forvirret og uroligt paa Scenen.” Et par dage efter prøven den 3. november blev Carl Nielsen færdig med en ny arie til Pernille, som han mente, ikke var blevet karakteriseret tilstrækkeligt. Samtidig flyttede han “Leonard/Magdelone”-scenen i tredje akt fra en placering umiddelbart efter Hanedansen til frem før Officerer/Studenter-scenen. Endelig blev der foretaget fire forkortelser i tredje akt.

I tiden op til premieren blev Carl Nielsen og Vilhelm Andersen mere og mere nervøse for, at publikum og kritikere ville finde, at de havde begået helligbrøde mod Holberg, og Carl Nielsen udtalte nogle få dage før uropførelsen, at han havde mærket en vis misstemning mod operaen på teatret. I et forsøg på at komme en eventuel kritik i forkøbet forfattede Vilhelm Andersen en prolog, der var lagt i munden på Pernille. Heri forsvarede hun operaen, idet hun bl.a. citerede fra Holbergs Epistel 347, hvori det hedder:

“Jeg tror: i vor tykblodede Nation

er intet godt som Rekreation,

og bedste Raad mod al Melankoli

er Dans og Sang, Musik og Poesi;

item: at blandt de Ting, som zierer Staden,

er aldrig nogen større Ziérat set,

pro primo: end Komødierne i Grønnegaden,

og pro secundo: end ‘Det musikalske Societet’.

Item: at det er ej paa Maskarader,

men udenfor, at Folk har Abe-Lader:

Livet er det, som vrænger og fordummer os,

os selv er vi først ret, naar vi formummer os.

Jeg elsker al uskyldig Tidsfordriv,

som river op i dette sure Liv;

thi vi har nok af tunge, dvaske Folk,

vi trænger ha[a]rdt til unge, raske Folk.”

I sidste øjeblik blev man dog enige om ikke at anvende prologen. I forbindelse med en festforestilling ved Københavns Universitets årsfest den 18. november 1937 indleverede Vilhelm Andersen prologen med en ny indledning, der henvendte sig til det akademiske publikum. Til hans store ærgrelse blev den dog afvist, hvorfor han i stedet lod den offentliggøre i Berlingske Aftenavis samme dag. Først ved den 100. opførelse af Maskarade den 18. marts 1946 blev prologen fremsagt af skuespillerinden Karen Berg.

Urpremieren fandt sted den 11. november 1906 kl. 19.30 med følgende besætning:

Jeronimus: Karl Mantzius

Magdelone: Jonna Neiiendam

Leander: Hans Kjerulf

Henrik: Helge Nissen

Arv: Lars Knudsen

Leonard: Peter Jerndorff

Leonora: Emilie Ulrich

Pernille: Ida Møller (egentlig skulle Margrethe Lendrop have sunget partiet, men pga. sygdom kom hun først til at synge rollen fra den 18. november).

Perioden op til uropførelsen havde været meget anstrengende og nervepirrende for Carl Nielsen, og i et interview dagen efter premiereaftenen udtalte han:

“Jeg vil alvorlig talt sige Dem, at hvis ‘Mascarade’ ikke var løbet af Stablen igaar, tror jeg ikke, jeg var kommen det igennem hel og holden. Jeg er jo ikke bange for at bestille noget, men der er dog Grænser”.

Premiereforestillingen blev en klar publikumssucces, og en stort set enig presse anerkendte musikken som original, idet Nielsen uden at forfalde til rokokopastiche havde ramt en personlig stil, der på én og samme tid var moderne og i slægt med Holbergs tørre humor. Især første akt fandt man fremragende, derimod var anmelderne noget mere delte i deres vurdering af Vilhelm Andersens tekst. Fx skrev Charles Kjerulf (1858-1919) i Politiken:

“Dr. Vilh. Andersen har skrevet en Tekstbog, der paa mangfoldige Punkter maa anspore og hjælpe en Komponist. Der er maaske nok hobet lovlig mange, lidt for spidsfindige Rim sammen – [...] Med sin betydelige Begavelse har han [Carl Nielsen] alligevel faaet fremtvunget en Musik-Dialekt, der – navnlig i det Komiske – ikke skurrer mod Holberg, men endog klæder ham. Dette gælder navnlig første Akt, der sikkert er den mest vellykkede og betydeligste.”

Angul Hammerich fremhævede i Nationaltidende ligeledes første akt, hvorom han skrev:

“Denne første Akt virker udmærket. Efter den skulde man sværge paa, at Carl Nielsen er født til Opéra comique’en. Saa let, saa behændigt, saa snar i Vendingen, saa rammende i Replikken, med fine Vendinger og pudsige Paahit, i Textbehandlingen, i Sangpartierne, i Orkestrets Instrumenter lige træffende. Og det altsammen saa duftende ‘Holbergsk’. I den musikalske Faktur er det en hel Mester, der fører Pennen, man kommer uvilkaarligt til at tænke paa Verdi i ‘Falstaff’ for at finde et Sidestykke.”

Leopold Rosenfelds (1849-1909) anmeldelse i Dannebrog var yderst kritisk over for librettoen:

“Man bør egentlig ikke l æ s e Textbogen til denne Opera. Man føler et saadant Ubehag ved en Mængde Smagløsheder og Stilløsheder, man undrer sig over, at nogen kan foretage en slig kynisk Amputation overfor et Digterværk, der næsten er blevet en Del af os selv.”

Iscenesættelsen har tilsyneladende været fremragende og til komponistens fulde tilfredshed, om end balletindslagene har været mildest talt opsigtsvækkende. Herom skrev Carl Nielsen den 2. december 1906 til balletmester Hans Beck:

“Jeg beder Dem endnu engang om at Dhrr i Hanedansen i ‘Maskarade’ ikke skriger og gøer paa de gale Steder. Ifald det ikke kan modereres meget betydeligt anmoder jeg Dem om ganske at forbyde Dhrr at gale og skrige. Sidst Operaen gik var det atter meget slemt og smagløst og egentlig er der i Orkestret sørget for at man ikke er i Tvivl om hvad det er der danses.”

I marts 1907 overværede Edvard Grieg en opførelse af Maskarade. I denne forbindelse skrev han den 20. marts:

“Kjære Carl Nielsen!

Tak for igåraftes! Det er et morsomt og vittigt Værk, De der har skabt! Første Akt fik jeg straks Tag i, anden mindre, i tredje fik jeg atter fat på de store Linjer og som Helhed er jeg ikke i tvivl om, at det er et Værk af en ny Mester, der Siger: Her er jeg! Hvilken fin, humoristisk Kunst og hvilken vis Økonomi i den tekniske Behandling! Jeg var totalt ødelagt af Træthed efter Operaens Slut, ellers havde jeg benyttet Anledningen til at få være sammen med Dem en Stund. Men – det må blive endnu!

Med hjertelig Hilsen, Beundring og Tak – også til den fortrinlige Dirigent.

Deres heng.

Edvard Grieg”

Maskarade i Danmark

Maskarade blev snart en meget populær opera på Det Kgl. Teater. Allerede i premieresæsonen gik den
20 gange, og i Carl Nielsens levetid opnåede operaen at blive opført ikke færre end 68 gange fordelt på 13 sæsoner i tre forskellige iscenesættelser:

Ved den 50. opførelse 25. november 1925 blev første akt transmitteret i radioen.

Siden har operaen bevaret sin popularitet i Danmark. På Det Kgl. Teater er den frem til 1997 blevet spillet ikke færre end 245 gange. Den Jyske Opera i Århus har endvidere stået for tre forskellige produktioner af Maskarade, i hhv. 1954, 1982 og 2002. Endelig forestod Danmarks Radio en fjernsynsproduktion i 1965, ligesom DR Radiosymfoniorkestret har opført operaen ved koncerter, senest i 1996 i København, en opførelse der siden var på turné til Wien og Bruxelles.

Maskarade i udlandet

Straks efter uropførelsen begyndte Carl Nielsen at arbejde på at få Maskarade opført i udlandet, men trods ihærdige forsøg skulle der gå 24 år, før det lykkedes at få stablet en komplet scenisk opførelse på benene uden for Det Kgl. Teater, nemlig i Göteborg i 1930. Allerede den 9. januar 1907 talte Carl Nielsen med en impresario angående en eventuel opførelse i Berlin, og den 19. januar sendte han det netop udkomne klaver-udtog til operaerne i Wien og Berlin. Dagen efter skrev han ydermere til Gustav Mahler, Wieneroperaens daværende chef, men tilsyneladende har Mahler aldrig svaret på Carl Nielsens henvendelse.

I november 1907 foranstaltede Carl Nielsens ven Bror Beckmann en koncert i Stockholm, hvor der blev spillet uddrag af Maskarade. Det var i forbindelse med denne koncert, at Carl Nielsen komponerede koncertslutningen til ouverturen. I de følgende år blev netop ouverturen spillet adskillige gange ved koncerter i udlandet.

Da den tyske organist Karl Straube i oktober 1913 gav en række koncerter i København, lovede han Carl Nielsen at virke for en opførelse af Maskarade i Frankfurt, men heller ikke dette blev til andet end planer.

I 1922 var der for første gang realistiske forhandlinger om en opførelse i udlandet, nemlig i Antwerpen, idet Koninklijke Vlaamse Opera (den kongelige flamske opera) ønskede at opføre en dansk opera. Der blev skrevet kontrakt, og prøvearbejdet gik i gang. Så sent som 3. november 1922 regnede Carl Nielsen med, at operaen skulle komme op sidst i januar det følgende år. I et avisinterview udtalte han: “Nu er Prøverne i fuld Gang, og vi korresponderer flittigt om Scenegangen.” Han planlagde endvidere selv at tage til Antwerpen for at give arbejdet en sidste afpudsning. Men desværre strandede projektet, først og fremmest pga. problemer med at fremskaffe opførelsesmateriale, og i stedet for Maskarade opførtes Ebbe Hameriks (1898-1951) opera Stepan. Alligevel forsøgte man i de følgende par år med hjælp fra det danske generalkonsulat i Antwerpen at få Maskarade opført.

I 1929 var der atter forhandlinger om en opførelse i udlandet, denne gang i Berlin, men heller ikke her blev det til andet end planer. Endelig i december 1930 – mindre end et år før Carl Nielsens død – kom Maskarade op på Stora Teatern i Göteborg. Det blev til i alt ni opførelser, som fandt sted i perioden fra den 1. til den 15. december. Forestillingen blev instrueret af danskeren Poul Kanneworff (1896-1958) og dirigeret af nordmanden Olav Kielland (1901-1985). Carl Nielsen overværede selv den sidste opførelse den 15. december og blev stærkt hyldet efter forestillingen.

Efter Carl Nielsens død i 1931 forblev Maskarade i mange år et næsten rent dansk anliggende, med et par produktioner i de nordiske lande som eneste undtagelser. I 1948 blev den således opført på Den finske opera i Helsinki og i 1971 på Den norske opera i Oslo. Først i 1972 fandt en opførelse sted uden for Norden, idet et amerikansk operaselskab opførte Maskarade i Minnesota og siden også i San Diego, Seattle og Washington. Senere tog Stockholmeroperaen værket på repertoiret i 1978. Fra omkring 1990 har der været en markant stigning i de udenlandske produktioner af denne opera begyndende med en opførelse i England på Opera North i 1991. Herefter fulgte Landestheater i Innsbruck i 1993, Kassel i 1994, Sarasota (USA) i 1995 (på dansk), Stralsund og Greifswald i 1997, Tartu i Estland i 1999 og Guildhall School of Music and Drama i 2003. Det hidtidige højdepunkt i denne udvikling finder sted i 2005 med en opsætning på Royal Opera House Covent Garden i London i en co-produktion med festspillene i Bregenz.

Trykte udgaver

Omkring årsskiftet 1906-07 udkom det trykte klaverpartitur til Maskarade med dansk/tysk libretto på Wilhelm Hansens musikforlag. Klaversatsen var udarbejdet af Henrik Knudsen, mens librettoen var oversat af fru C. Rocholl fra Bonn. Produktionen var blevet forceret, antagelig fordi man ønskede, at partituret skulle foreligge, samtidig med at operaen havde premiere, hvilket det tydeligt bærer præg af. Partituret blev stukket i løbet af sommeren og efteråret 1906, efterhånden som den tyske oversættelse blev færdig. Stikningen blev påbegyndt, allerede inden Carl Nielsen havde komponeret ouverturen, hvorfor første akt begynder med side 1, mens ouverturen har selvstændig paginering. Pernilles arie i anden akt (t. 654-700) mangler, da denne passage først blev komponeret, efter at anden akt var stukket. Derimod følger klaverpartituret den ændrede scenegang i tredje akt.

Operaens popularitet afspejles gennem de samtidige trykte arrangementer. I perioden 1907-14 udkom således på Wilhelm Hansens musikforlag adskillige arrangementer af udvalgte afsnit for klaver eller forskellige instrumentalensembler. Endvidere udkom Hanedansen i 1914 som separattryk, mens ouverturen blev trykt i 1929.

Carl Nielsen var forståeligt nok meget opsat på at få hele Maskarade udgivet i partitur, og i slutningen af 1930 anmodede han Wilhelm Hansens musikforlag om at udgive partituret til operaen “inden Udgangen af Aaret 1931”, da han “ellers maa forbeholde [sig] paa anden Maade at disponere over Værket”. Komponistens ønsker blev imidlertid ikke efterkommet, og først med den samlede udgave af Carl Nielsens værker (påbegyndt 1994) forelå partituret i trykt form i 1999, idet det dog skal nævnes, at der i 1948 blev publiceret et faksimiletryk af Carl Nielsens renskrift af første akt.

Carl Nielsens revisioner og forkortelser

Som tidligere omtalt foretog Carl Nielsen allerede i forbindelse med uropførelsen en række forkortelser i tredje akt, ligesom han ændrede scenegangen i denne akt. Siden arbejdede han fra tid til anden med yderligere forkortelser og omarbejdelser. Han havde således i februar 1912 planer om at omarbejde anden og tredje akt til én akt. Men bortset fra nogle enkelte notater i sit håndeksemplar af det trykte klaverudtog samt i Det Kgl. Teaters eksemplar af samme er der intet, der tyder på, at han nogen sinde for alvor er gået i gang med en sådan omarbejdelse. Han slap dog aldrig denne idé, og så sent som i september 1931 skrev han i Det Kgl. Teaters program:

“Jeg skal betro Dem, at hun [dvs. Maskarade] ogsaa har en hemmelig Fejl, som ikke ses, naar hun om Aftenen -viser sig rask og fint paaklædt i Rampelyset: Hun har faktisk en lille Skævhed i Ryggen, idet anden og tredje Akt burde være slaaet sammen til én, og jeg tænker -ogsaa engang at anlægge en Bandage i Form af et Orkester-mellemspil, saa Skævheden kan vokse sig tilrette.”

Ved nyindstuderingen i 1918 under Carl Nielsens ledelse indførte han yderligere forkortelser i anden og tredje akt, idet de forkortelser, der havde været anvendt siden uropførelsen, blev bibeholdt. Dette betød, at operaen blev forkortet med ca. 20-25 min.

I forbindelse med den planlagte opførelse i Antwerpen reviderede Carl Nielsen i sommeren 1922 operaen i samarbejde med sin svigersøn – den ungarsk/danske violinvirtuos Emil Telmányi (1892-1988). Ved denne lejlighed revideredes de hidtil anvendte forkortelser, ligesom der blev indført nye. Det havde oprindelig været hensigten at foretage revisionen i Det Kgl. Teaters partitur, som på dette tidspunkt var det eneste eksisterende renskrevne partitur af hele operaen. Men eftersom Det Kgl. Teater vægrede sig ved at udlåne dette partitur i længere tid, gennemførtes revisionen i stedet i blyantskladden med henblik på en senere afskrift, som dog antagelig aldrig blev udført. Det reviderede sæt af forkortelser blev endvidere indført i et eksemplar af det trykte klaverpartitur, som i oktober 1922 blev sendt til operaen i Antwerpen. I følgebrevet understregede Carl Nielsen, at disse forkortelser var de endegyldige. Desværre er denne ellers så vigtige kilde formentlig gået tabt, men det må antages, at der har været fuld overensstemmelse mellem forkortelserne i dette klaverudtog og forkortelserne, som de ses i kladden. Revisionen i 1922 foregik under stort tidspres, hvilket er den sandsynlige forklaring på, at Carl Nielsen heller ikke på dette tidspunkt gjorde noget forsøg på at realisere planerne om en sammenfatning af anden og tredje akt til én akt.

Da Det Kgl. Teater i sæsonen 1922/23 genoptog Maskarade, var det Georg Høeberg, der stod for indstuderingen. Det fremgår af opførelsesmaterialet, at Høeberg med to undtagelser fulgte de forkortelser, som Carl Nielsen havde anført i teatrets partitur, og herudover også tilføjede enkelte nye. Alt i alt blev operaen på denne måde forkortet med 25-30 min. (jf. oversigt, se ovenfor). Ved de to opførelser under Carl Nielsens ledelse i sæsonen 1925/26 blev forestillingen igen forlænget med ca. 15 min., hvilket må svare til de af Høebergs forkortelser, som Carl Nielsen ikke ville anerkende (ca. 5 min.), samt tidligere forkortelser, som han ved revisionen i 1922 annullerede. Ved nyindstuderingen i 1931/32 på Det Kgl. Teater under ledelse af Egisto Tango blev der tilsyneladende ikke ændret i de eksisterende forkortelser. Til gengæld spilledes anden og tredje akt uden ophold. Det er ikke usandsynligt, at Egisto Tango har søgt hjælp hos Carl Nielsen vedrørende de mange forskellige versioner af anvendte forkortelser.

På et tidspunkt i løbet af perioden 1923-30 blev der fremstillet en fotografisk kopi af Det Kgl. Teaters partitur. Denne kopi, som tilsyneladende har tilhørt Carl Nielsen, var forsynet med en svensk og en tysk oversættelse af den danske libretto, og da Maskarade i 1930 skulle opføres i Göteborg, lånte dirigenten Olav Kielland partituret af Carl Nielsen. Det vides ikke, om dette partitur eksisterer i dag og i givet fald hvor, men af korrespondancen mellem Nielsen og Kielland fremgår det, at Kielland har overført forkortelserne fra dette partitur til klaverudtogene. På denne måde kan forkortelserne fra denne opsætning rekonstrueres gennem det endnu bevarede eksemplar af regissørens trykte klaverudtog og vokalstemmerne. Disse forkortelser svarer stort set til de forkortelser, Carl Nielsen angav i kladden i forbindelse med revisionen i 1922. Den seneste bevarede version af Maskarade med forkortelser, der éntydigt stammer fra Carl Nielsens hånd, er således blyantskladden.

Om Carl Nielsens forkortelser og ændringer i scenegangen har været til gavn for operaen kan diskuteres. Blot skal det skal her understreges, at nærværende indspilning gengiver operaen i sin fulde længde og med den oprindeligt planlagte scenegang.

Ovenstående tekst er en bearbejdet version ved Niels Bo Foltmann af Carl Nielsen Udgavens forord til Maskarade (Carl Nielsen Udgaven I/1-2 1999)

 

Handlingen

Tid og sted: København, foråret 1723.

Første Akt

Klokken er fem om eftermiddagen. Leander og hans tjener Henrik vågner langsomt efter at have været til maskerade i Komediehuset aftenen før. Henrik er henrykt, da han erfarer, at Leander har tænkt sig at gå til maskerade igen samme aften, men bliver bekymret da han hører grunden hertil: Leander har forelsket sig i en pige, han har mødt der. Henrik minder Leander om, at hans far, Jeronimus, har aftalt med Herr Leonard, at Leander skal gifte sig med dennes datter (som Leander aldrig har set) og advarer Leander om, at han risikerer et sagsanlæg for brud på ægteskabsløfte. Leanders mor, Magdelone, kommer og fortæller, at hun har lyst til at tage med til maskerade. Hun viser sin dansekunst for de to unge mænd, men afbrydes midt i forestillingen af Jeronimus, som vredt forbyder alle at gå til maskerade. Da han erfarer, at Leander endnu ikke har aflagt formelt besøg hos Herr Leonard for at fri til dennes datter, sender han Leander og Henrik bort og kaster sig ud i en rasende fordømmelse af maskeraderne og af det udbredte moralske forfald, de repræsenterer. Henrik melder nu Herr Leonards ankomst. I stor forlegenhed tilstår Herr Leonard, at hans datter ikke er villig til at gifte sig med Leander, fordi hun har forelsket sig i anden ung mand, hun har mødt på maskeraden. De to fædre indser, at de er i samme situation, og de udtrykker deres medfølelse med hinanden. Jeronimus pålægger sin gårdskarl Arv at stå vagt ved huset og passe på, at ingen slipper ud. Derefter kaldes Leander og Henrik ind. Henrik leverer et veltalende forsvar for maskeraderne: i et land med et forfærdeligt klima giver de mulighed for glæde, hvor rige og fattige kan blande sig i lighed med hinanden. Jeronimus lader sig ikke imponere. Han dikterer en undskyldning til Leander og Henrik, som de skal give til Herr Leonard: ydermere pålægger han Leander at gifte sig med Herr Leonards datter den næste dag klokken tre om eftermiddagen. Leander nægter hårdnakket. Han og Henrik insisterer på deres ret til at more sig; Jeronimus, med opbakning fra Arv, insisterer ligeledes på, at det kommer de ikke til; Herr Leonard ser ud til at være enig med Jeronimus, mens han i smug ønsker, at også han matte gå til maskerade.

Anden Akt

Om aftenen samme dag, på gaden mellem Jeronimus’ hus og Komediehuset. En vægter går forbi og udråber, at klokken er otte. Arv, i overensstemmelse med Jeronimus’ ordrer, holder vagt. Først prøver han at beskytte sig mod onde ånder ved at synge en salme, men tænker sidenhen på køkkenets forskellige glæder. Henrik forklædt som spøgelse springer frem og skræmmer ham til at bekende sine synder. I sin overtroiske frygt opregner Arv sine forskellige tyverier fra køkkenet for til sidst at nævne kokkepigens jomfrudom. Henrik morer sig meget over dette, og han lover ikke at fortælle det til nogen, hvis Arv giver ham og Leander lov til at slippe ud af huset og lover ikke at sige noget til Jeronimus. Grupper af studenter, officerer og unge piger driller Arv, mens de går forbi på vej til maskeraden. Herr Leonard sniger sig ud på gaden, men siger, idet han møder Arv, at han er på vej hjem. Nu kommer Henrik og Leander ud af huset. Leander sammenligner sin fars gamle, mørke hus med det strålende lys og glæden, der er at finde i Komediehuset. En bærestol med to unge piger kommer ind i gaden. Den ene er den pige, Leander har mødt aftenen før, den anden er hendes kammerpige. De to unge elskende fornyer deres kærlighedserklæringer, mens kammerpigen instruerer Henrik om den respekt, hun forventer, han viser hende. Alle fire går ind i Komediehuset. Der er opstandelse i det gamle hus: Jeronimus har opdaget, at Leander og Henrik er borte. Han forsøger at komme ind i Komediehuset, men bliver afvist ved døren: kun maskerede personer må komme ind. Han slæber Arv med ind i en nærliggende maskebod. Mens de er derinde, lister Magdelone, maskeret, ud på gaden hvor hun møder Herr Leonard, som også er maskeret. Uden at have genkendt hinanden, beslutter de at følges ad til maskeraden. Da de er gået ind, kommer Jeronimus og Arv ud fra maskesælgerens bod: Jeronimus er forklædt som Bacchus og Arv som Cupido. Alt imens han fordømmer maskeraden og alle dens onder, stormer Jeronimus, fulgt af den forskræmte Arv, ind i Komediehuset. Fra vægteren lyder det, at klokken er ni, og der kan høres musik inde fra Komediehuset.

Tredje Akt

Komediehusets store sal er fyldt med lys, og maske-raden er i fuld gang. Efter en lystig sang kalder Maskarademesteren op til kotillonen, under hvilken nogle unge piger flirter med en gruppe studenter, som er sammen med Magisteren. En dreng der sælger roser og appelsiner går forbi. Henrik bliver antastet af tre piger, han har flirtet med aftenen før; de bebrejder ham hans troløshed. Leander, forklædt som hyrde, og hans elskede, forklædt som blomsternes gudinde, råber endelig deres navne for hinanden: hun hedder Leonora og de sværger, at deres navne i al evighed vil være forbundet. Henrik og kammerpigen Pernille erklærer også deres kærlighed, men på en mindre ophøjet måde. Herr Leonard og Magdelone går forbi; han flirter i al tækkelighed med hende, men hun er ræd for at blive genkendt. Jeronimus henvender sig. Han tror, det maskerede par maske er Leander og hans pige; men han undskylder sig, da han erfarer sin fejl, men genkender stadigvæk ikke parret. Der er ballade i gære mellem en gruppe studenter og en gruppe -officerer, men de bliver afbrudt, da Maskarade-mesteren annoncerer Hanedansen. Henrik har imidlertid genkendt Jeronimus som den groteske skikkelse forklædt som Bacchus og giver oplysningen videre til Leander. Han forklarer Magisteren, hvilken pinlig situation Leander står i, og Magisteren indvilliger i at aflede Jeronimus’ opmærksomhed ved at drikke ham fuld. Arv har genkendt Henrik, men lover at tie, fordi Henrik truer med at afsløre Arvs plyndringer i køkkenet. Et divertissement følger, hvor Dansemesteren og Solodanserinden skildrer Mars og Venus’ kærlighedsudfoldelser, hvorefter Magisteren og studenterne lovsynger Bacchus. Under endnu en dans gør Jeronimus, som nu er temmelig beruset, klodset kur til Solodanserinden men bliver truet af den skinsyge Dansemester. Maskeraden bliver afbrudt af Maskarademesteren forklædt som Korporal Mors, som er en grum påmindelse om, at alle jordens glæder forgår. Der følger en generel demaskering. En trist stemning sænker sig over forsamlingen, mens deltagerne i maskeraden en for en lægger deres masker fra sig. Først er det Magdelone og Herr Leonard, fulgt af Leander og Leonora og så Henrik, Pernille, Arv og Jeronimus. Jeronimus bliver rasende over at se sin søn sammen med Leonora, men endnu mere overrasket over at se sin kone sammen med Herr Leonard. Men den akavede situation får snart en løsning: det viser sig, at Leonora ikke er nogen anden end Herr Leonards datter, som Jeronimus hele tiden har tænkt sig, at Leander skulle gifte sig med.

 

Release date: 
december 2004
Cat. No.: 
6.220507-08
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313150762
Track count: 
30

Credits

Indspillet i Radiohusets Koncertsal 10.-21. juni 1977
Producer: Peter Willemoës
Lydtekniker: Evald Rasmussen
Editing til SACD: Preben Iwan
Grafisk design: Elevator

Denne indspilning er baseret på nodemateriale fra Edition Wilhelm Hansen

Tidligere udsendt på LP af Dansk Musik Antologi (DMA 032/4)

Denne sacd udgives i samarbejde med Danmarks Radio