Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier nr. 5 og 7

Niels Viggo Bentzon

Symfonier nr. 5 og 7

Aalborg Symfoniorkester, Ole Schmidt

Niels Viggo Bentzon's enormous musical output has long since resulted in a catalogue of legendary dimensions. The main emphasis is in instrumental music, especially music for and with piano, and the forth Piano Concerto is one of the major of this kind. With a whole 24 symphonies spread over more than five decades, Bentzon moreover has a prominent position among Danish symphonists, and both his Fifth and Sixth Symphonies are contemporary Danish classics in the genre.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    79,5031,80 kr.
    €4.27 / $4.64 / £3.64
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Der er ikke tale om vild avantgardemusik, tværtimod synes begge symfonier komponeret med behørig respekt for hans store forgængere i genren
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Total runtime: 
65 min.
NIELS VIGGO BENTZON

Komponist, klaverspiller og kulturfænomen’ er nok den kortformel, der bedst karakteriserer Bentzon og hans kolossale aktivitetsvifte gennem tres år – med klaveret som det centrale omdrejningspunkt. Allerede fra fødselen var musikken nærværende både som arv og miljø. Hans mor, pianisten Karen Bentzon, der var barnebarn af komponisten J.P.E. Hartmann, tilhørte en af Danmarks betydeligste musikslægter, og den fædrene fløj rummede fremtrædende musikfolk som de noget ældre fætre, komponisten Jørgen Bentzon og fløjtenisten Johan Bentzon. Hertil kom, at interesse for kultur, kunst og videnskab i mere almen forstand var et fremtrædende træk inden for begge slægter, noget der hos Niels Viggo Bentzon har givet sig udslag i utallige debatindlæg og kommentarer om alverdens kulturemner i dagspresse og andre medier.

Hans direkte omgang med musikken startede allerede i 4-års alderen med legende eksperimenter ved klaveret. Senere blev det til egentlig klaverundervisning hos moderen suppleret med kortvarig undervisning hos jazzpianisten Leo Mathisen. Den professionelle uddannelse fandt sted på konservatoriet i København i årene 1938-42 og afsluttedes med afgangseksaminer i musikteori, klaver og orgel samt officiel klaverdebut i 1943. Han fik ingen egentlig undervisning i komposition og må i den henseende betragtes som autodidakt.

Det kan være svært at fastslå præcis, hvornår hans gennembrud som komponist fandt sted, da næsten alle hans tidlige værker fik en meget positiv modtagelse, og Bentzon nærmest fra starten regnedes for en af dansk musiks mest lovende unge komponister. Allerede debutværket, Klaverfantasi, op. 1 A fra 1939, fik efter uropførelsen meget smukke ord med på vejen af komponisten Vagn Holmboe, der rundede en anmeldelse i Dansk Musiktidsskrift af med følgende: “En mere end almindelig lovende debut, – en ung komponist, der springer en hel række prøvestadier over; og her har man ikke engang fornemmelsen af, at måtte pege på faren derved.” Tilmed var op. 1 A, der blev til i sommeren 1939, i bogstaveligste forstand Bentzons første rigtige komposition overhovedet. Men hurtigt kom der fart over feltet med en produktivitet, som allerede fra begyndelsen af 1940’erne var særdeles omfattende og siden har antaget legendariske dimensioner, således at Bentzon i 1999 har passeret sit opusnummer 650.

Det internationale gennembrud kan klart tidsfæstes til forsommeren 1947 under Verdensmusikdagene (ISCM) i København, hvor Bent-zon spillede sin Partita, op. 38 fra 1945, og efterfølgende i bl.a. en stor svensk festival-rapport blev udråbt til “et af de virkelig store navne i skandinavisk musik netop nu”.

Herefter fulgte en række meget travle år, hvor Bentzon ikke blot komponerede i mængde, men også koncerterede flittigt som pianist med værker af både sig selv og komponister som Schönberg og Hindemith på programmet, en virksomhed han i øvrigt har holdt fast ved gennem årene. Også undervisning blev der tid til, fra 1950 som lærer ved konservatoriet i København, hvor han i årene 1960-88 var docent.

Værklisten omfatter stort set alle genrer (om end vokalmusikken bortset fra en vis operaproduktion ikke syner af meget): Operaer, balletter, 24 symfonier, talrige instrumentalkoncerter og anden orkestermusik, 14 strygekvartetter, 5 blæserkvintetter, værker for mange andre ensemblekombinationer (herunder talrige sonater for soloinstrument og klaver) og først og sidst masser af musik for soloklaver, bl.a. 25 klaversonater og 13 timelange samlinger med titlen Det tempererede Klaver, der hver består af 24 præludier og 24 fugaer.

Inden for kategorien stort orkester dominerer symfonien, hvor Bentzon med hele 24 i numerisk henseende indtager en absolut førsteplads blandt danske symfonikere. Tilsammen dækker værkerne nogenlunde et tidsspand på mere end fem årtier, fra 1942 til 1994. De første 13 symfonier fordeler sig nogenlunde jævnt frem til 1965. Men derefter skal man helt frem til 1980, før Bentzon på ny fuldfører et værk inden for genren, og for de sidste symfonier gælder, at hele 6 (symfonierne nr. 17-22) falder inden for blot et enkelt år, 1988, hvilket naturligvis i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt. Sit gennembrud som symfoniker fik han allerede i 1947 med sin Symfoni nr. 3, der bygger videre på Carl Nielsen og i såvel form som indhold er traditionelt konciperet. Også hovedparten af de øvrige symfonier hviler på traditionen, selv om forskellige varianter og afvigelser forekommer, som det f.eks. er tilfældet med Symfoni nr. 5 og Symfoni nr. 7.

Men mange andre værker for den symfoniske besætning er der blevet plads til. Heraf flere som i dag står centralt i Bentzons produktion, bl.a. Variazioni breve, op. 75, de nu næsten klassiske Symfoniske variationer, op. 92, Mobiler, op. 125 og Kronik om René Descartes, op. 357.

Fra midt i 1960’erne har Bentzon desuden været ophavsmand til en række fluxusprægede værker og happenings, der afspejler et øjensynligt livsnødvendigt behov for normsprængende sideaktiviteter og i øvrigt dokumenterer hans tilknytning til flere andre kunstmiljøer, bl.a. jazzen og billedkunsten.

Selvom stilen naturligvis har forandret sig noget siden 1939, går der en rød tråd gennem hele værket, som bekræfter det bentzonske udsagn om, at de to første akkorder i op. 1 A kan opfattes som “hieroglyffen i det hele”. Grundlæggende impulser kom især fra komponister som Brahms, Carl Nielsen, Bartók og Hindemith og blev senere suppleret med inspiration fra Stravinskij, Britten, Schönberg og Berg. Alligevel er Bentzons tonesprog dybt personligt med en klar forankring i tonalitet og neoklassik. I 1940’erne var hans musik yderst ekspressiv med store dynamiske udsving og en til tider ret kompakt harmonik, men sidenhen er klangbilledet blevet forenklet betydeligt, og satserne frem-står ofte meget gennemsigtige. Hvad angår form, bygger Bentzon ofte direkte på den europæiske tradition: “De klassiske former, derunder symfonien, de har været til stede i min krop helt tilbage fra min barndom … denne sonatedualisme, der jo er bærende for hele den europæiske tankegang i alle aspekter”. Dog har der undervejs været perioder med umiskendelige afvigelser i holdningen til form og stil. Dette gælder årene fra 1948 til midt i 1950’erne, hvor Bentzon var meget optaget af metamorfosen som princip (jf. hans slagkraftige udsagn: “Me-tamorfosen er vor tids form” og et værk som 4. symfoni, der direkte bærer titlen “Metamorfoser”), og ikke mindst årene 1959-62, hvor han komponerede i et forholdsvis modernistisk tonesprog med øget brug af kromatik og tilløb til dodekafoni.

Bentzon er desuden forfatter til mange artikler og enkelte bøger om musikfaglige emner, og han har ofte videregivet refleksioner over æstetiske spørgsmål. Men i virkeligheden er hans arbejdsmåde som komponist fuldstændig a-intellektuel: “Der er jo i realiteten overhovedet ikke nogen forskel på komposition og improvisation hos mig. Det ene tilfælde, det er fordi man synes, man skal skrive noget ned engang imellem, for ellers er der ingen andre, der kan finde ud af det, og så skulle man sidde og improvisere hele tiden. For substansen og stoffet vil være ens. Der er dog alligevel tale om lidt mere organisation, når man komponerer”.

Symfoni nr. 5, op. 61

  1. symfoni med tilnavnet “Ellipser” blev komponeret i 1950 og uropført af Radiosymfoniorkestret under ledelse af Thomas Jensen ved en Torsdagskoncert den 19. oktober samme år, kun otte måneder efter uropførelsen af 4. symfoni, “Metamorfoserne”. Det er derfor ikke underligt, at der er en klar stilistisk forbindelse imellem værkerne, hvad Bentzon da også selv har påpeget: “Da den 4. symfoni indtager en central stilling i min produktion er flere senere værker mere eller mindre varianter af denne såkaldte ‘metamorfosestil’. Det gælder især 5. symfoni7. symfoni …” Samtidig er der dog en umiskendelig forskel på værkerne, ikke mindst i det ydre anlæg: Hvor 4. symfoni har tre satser spillet ud i et (og med 1. sats traditionen tro som den vægtigste), er 5. symfoni femsatset og disponeret som en vældig opspænding, kulmination og afspænding – med midtersatsen, en vidtstrakt, smuk og meget fortættet adagio-sats af stor emotionel tyngde, som værkets kulmination og centrum. De omkringliggende 1. og 5. henholdsvis 2. og 4. sats er parvis indbyrdes relaterede, især 1. og 5. sats, der er forbundet ved direkte tema- og motivfællesskab.

I en anmeldelse i National Tidende hed det efter uropførelsen: “Man står over for et Storværk skabt af en Kunstner, der nødvendigvis maa gaa sin egen Vej og dog har lange Rødder forgrenet i Fortiden”; og her knap 50 år efter virker både storheden og originaliteten ganske usvækket. Allerede åbningen af 1. sats med insisterende ostinato-rytme og et tilhørende cantus firmus-agtigt firtone motiv i dybt messing varsler et forløb af stor tyngde, og senere i satsen understreges dette yderligere med et markant og bredt anlagt højdepunkt i gennemføringsdelens slutafsnit (tutti, fff).

Endvidere kendetegnes flere afsnit i symfonien af betydelig kontrapunktisk kompleksitet, bl.a. i starten af 1. sats, hvor to temaer simultant udfolder sig over indledningens cantus firmus-fundament. En tilsvarende kontrapunktisk temaopstabling præger tillige store dele af den lystige, intermezzo-agtige 2. sats, som med sit pointerede motivstof danner en virkningsfuld optakt til den langsomme centrale 3. sats, der for sit vedkommende er bygget op af elementer som brede klange (ofte tutti), ostinato-rytme og frem for alt en vidtspunden og meget ekspressiv melodik, der ofte er tilføjet en karakteristisk farvelægning i form af parallelført andenstemme i terts- eller sekstafstand. Også i denne sats forekommer udpræget kontrapunktiske afsnit, ligesom der fra ca. midt i forløbet bygges op til et vældigt højdepunkt, symfoniens egentlige kulmination, baseret på tutti-blokke over den givne ostinato-rytme, fff. Med den efterfølgende scherzo-prægede 4. sats er afspændingen i fuld gang, og den fuldbyrdes totalt med den afsluttende 5. sats, der (bortset fra et magtfuldt indledningsafsnit) hovedsageligt er helt afdæmpet og statisk og udfolder sig over et langt orgelpunkt, inden den via et yderligere decrescendo til sidst når frem til en helt akkordisk coda, molto adagio, ppp.

Bentzon har berettet, at det kun tog ham ca. 14 dage at udarbejde symfonien i klaverskitse. Og selv om det er uklart, hvor lang tid selve instrumentationen tog ham, er det let at konstatere, at anvendelsen af den forholdsvis standardiserede orkesterbesætning (omfattende harpe og celeste) er præget af både fantasi og stor farvesans.

Symfoni nr. 7, op 83

“Niels Viggo Bentzon fik i Aftes hele tre Fremkaldelser sammen med Nicolai Malko, der havde fremført hans nye 7de Symfoni ved Statsradiofoniens Torsdagskoncert” stod der i Berlingske Tidende den 17. april 1953, dagen efter uropførelsen af den pågældende symfoni med tilnavnet “De tre versioner”. Bentzon var ubestridt en af tidens mest opførte og fejrede danske komponister, og den begejstrede tone i senere dele af den citerede anmeldelse er heller ikke til at tage fejl af: “Som Symfoniens Motto staar mejslet skarpt fra Begyndelsen, har dens Form helt igennem den store Monumentalitet. Med suveræn Haand spænder Bentzon de dramatiske Modsætninger til Bristepunktet”.

Værket blev til i 1951-52, dvs. den periode hvor metamorfoseteknikken var af stor betydning for Bentzon, og der hviler et udtalt præg af sammenhæng og koncentration over musikken, som forløber ud i et, men dog samtidig falder i fem satslignende afsnit – med et magtfuldt og klart profileret motto (bragt i begyndelsen, midtvejs og hen mod slutningen) som umiskendeligt pejlemærke.

De fem satsafsnit kan kort skitseres således:

  1. motto (fff, grave) direkte forbundet med et længere tredelt satsafsnit (molto moderato), hvis åbningsdel kontrasterer virkningsfuldt i forhold til mottoet og rummer tydelige efterklange af Bartók,
  1. centralt hovedafsnit (allegro) med klart præg af dualistisk sonateform, hvor gennemføringsdelen citerer bredt fra det forudgående satsafsnits midterdel,
  1. motto (ff, grave) direkte forbundet med et mellemspilsagtigt satsafsnit, der dels refererer til det første satsafsnit, dels virker som et oplæg til
  1. værkets andet centrale satsafsnit (allegro) med reminiscenser af sonateform, og endelig
  1. motto (ff, grave, nu varieret og forlænget) efterfulgt af et kortere afsluttende satsafsnit (molto moderato) med en coda, der i brede nodeværdier bringer symfoniens basismotiv en sidste gang.

Trods betydelig afveksling i det ydre forløb er værket som nævnt uhyre koncentreret, idet hovedparten af symfonien i tematisk og motivisk henseende bygger på mottoet (der i sig selv består af to små motivdele, hvoraf den første må betragtes som værkets basismotiv), som varieres og ikke mindst undergår forskellige former for egentlig forvandling, jf. metamorfose-princippet. De enkelte satsafsnit er således tæt forbundne via mange forskellige såvel direkte hørbare som langt mere subtile forbindelses-tråde.

Bertel Krarup, 1999

Release date: 
september 1999
Cat. No.: 
8.224111
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099981125
Track count: 
6

Credits

Previously released on LP by DMA

Recorded at Kongreshuset Århus on 5 April 1980 (Symphony no. 7) and 4 March 1982

Recording producer: Claus Byrith
Sound engineer: Claus Byrith
Publisher: Edition Wilhelm Hansen A/S

Cover painting: Egon Mathiesen: "Plantagen og havet" (1960)