Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Rosengaardsviser

Rued Langgaard

Rosengaardsviser

Ars Nova Copenhagen, Tamás Vetö

Den romantiske outsider Rued Langgaards musik omfatter hele det musikalske register: Fra romantikken til moderne stil og er skiftevis monumental, ekspressiv og visionær. Omfanget af hans beskedne produktion af værker for blandet kor a cappella er indspillet på denne CD - en tidligere udgivelse, som nu præsenteres i en genudgivelse med forbedret SACD lyd.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
"If your choral collection needs some refreshing, you've found a perfect starting place."
Steven Ritter, Audiophile Audition
"In every way then, this is a lovely disc."
Jonathan Woolf, MusicWeb International
"Admirers of great a cappella singing who don't own these performances are urged to make their acquaintance."
Ronald E. Grames, Fanfare
"There's not an unattractive sound anywhere in the program... Aided by handsome SACD sonics, the choir sounds gorgeous from start to finish."
Philip Greenfield, American Record Guide
"The 12-member Ars Nova Copenhagen under Tamás Vetö is a premiere vocal ensemble, distinguished for its perfect blend, flawless intonation and expressiveness."
Phil Muse, Sequenza 21
Total runtime: 
64 min.

 

RUED LANGGAARD

Den, der i dag hører Rued Langgaards musik, og som ikke er inde i vort århundredes danske kulturhistorie, kan måske undre sig over, at Langgaard har status som en decideret outsider. Det er imidlertid et faktum, at Langgaard aldrig opnåede egentlig anerkendelse endsige en position af betydning i musiklivet, selv om ingen tvivlede på hans oprindelige og helt usædvanlige talent.

Men Langgaard var noget af en excentriker, og han manglede i den grad evnen til at ‘sælge sig selv’. Det alene forklarer dog ikke hans skæbne. Nok så afgørende var det, at han var en kompromisløs kunstnernatur, der ikke bøjede sig for den ‘moderne’ tidsånd og det antiromantiske kunstsyn, som blev enerådende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard holdt fast i århundredeskiftets idealer med senromantik og symbolisme som hovedingredienser. Han havde et ophøjet og patetisk syn på kunsten og kunstnerrollen, en holdning som i mangt og meget var fremmed for den jordnære danske mentalitet.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større orkester- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Langgaard-familiens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berlinerfilharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lejlighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev fremført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succes’en op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Langgaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb i 1910’erne, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfærernes Musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet alene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel interesse for Rued Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924/25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at havde været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk, pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guruagtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selv om han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et organistembede ved domkirken i Ribe i Sønderjylland. I Ribe gik Langgaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selv om Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collagemusik og minimalisme. I dag foreligger en lang række af hans 431 kompositioner indspillet på plade, hans værker er katalogiseret og en biografi, der udkom i 100-året for hans fødsel i 1993, har kastet nyt lys over denne mærkelige enegængers liv og musik.

Langgaard som korkomponist

Med de 16 symfonier komponeret mellem 1908 og 1951 er det forståeligt, at Langgaard først og fremmest betragtes som symfoniker. Mange af hans orkesterværker har dog korindslag, blandt andet tre af symfonierne og hovedværket Sfærernes Musik. Af hans beskedne produktion for blandet kor a cappella er hovedparten indspillet på denne cd, som desuden præsenterer et udvalg af komponistens firstemmige salmemelodier.

I modsætning til næsten alle andre danske komponister i sin generation ydede Rued Langgaard intet bidrag til den opblomstrende amatørkorbevægelse. Opblomstringen var blandt andet en følge af Carl Nielsens og Thomas Laubs epokegørende arbejde med styrkelsen af den folkelige danske sang. Men det folkeopdragende og pædagogiske interesserede ikke Langgaard, og han havde ingen kontakt med nøglepersoner inden for disse kredse.

De korsatser, han skrev i 1910’erne, blev således næppe til med henblik på bestemte udøvere, og der kendes kun et par samtidige offentlige opførelser. Det var først, da Langgaard i 1940 fik stillingen som domorganist og kantor ved Ribe Domkirke, at han kom til at arbejde med kor og fik mulighed for at skrive kormusik til praktisk brug.

De relativt få åndelige sange og salmemelodier er fordelt over hele komponistens skabelsesperiode og spænder fra en sentimental missionshusagtig sang som Når engang i fjerne tider til stramme koralsatser som Tordner det fra mørkets sky. Denne sats indgår også som slutkor i første del af Langgaards betydelige orgelværk Messis.

Langgaard markerede sig i øvrigt både i debatindlæg og i sin musik som modstander af den kirkemusikreform, der fra 1920’erne var i fremmarch i Danmark og som betød en udrensning i det romantiske repertoire til fordel for reformationstidens melodier og nye melodier, skrevet i samme ånd. Langgaards salmemelodier endte dog næsten alle i skrivebordsskuffen. Én af dem blev dog indført som menighedssang i Ribe (ikke medtaget på denne cd), mens Tusind år stod Kristi kirke blev skrevet som festsang til og uropført ved fejringen af den danske bispestols 1000 års jubilæum i Ribe Domkirke 25. maj 1948.

I kompositioner som Høstfuglen, i den meget særprægede Bag muren sidde de roser små (af Rosengaardsviser) og i salmemelodien Den store mester kommer mærker man, at Langgaards særpræg som komponist ligger på det harmoniske, klanglige og formmæssige område, snarere end på det melodiske.

De fleste af motetterne er fra Langgaards side bevidst komponeret i forlængelse af Niels W. Gades romantiske stil. Det gælder dog kun delvis In memoriam Ansgarius, der har et tydeligt ‘gregoriansk’ islæt. Denne motet blev oprindelig skrevet til en radioreportage fra Ribe Domkirke i 1943, men blev senere opført ved flere festgudstjenester, bl.a. det ovennævnte bispejubilæum i 1948.

Ingen af de her indspillede satser blev udgivet i komponistens levetid. Men i dag foreligger flere af dem i trykt form, nemlig Rosengaardsviser (  -  ) samt numrene, , , , ,og . Manuskripterne til de øvrige befinder sig på det Kongelige Bibliotek i København. Slutningen af komponistens renskrift af Tusind år stod Kristi kirke er dog forsvundet, og de sidste 10 takter har måttet rekonstrueres af Ivan Hansen fra Vokal-gruppen Ars Nova på grundlag af en skitse.

Bendt Viinholt Nielsen, 1997

Release date: 
juni 2009
Cat. No.: 
6.220561
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313156160
Track count: 
22

Credits

Indspillet i St. Matthew’s Kirke i København d. 15-17 februar 1997.

Producer og teknik: Michael Petersen
Editing: Jakob Goetz

Denne indspilning er blevet sponsoreret af Overretssagfører Zeuthens Mindelegat
Coverbillede: P.S. Krøyer: "Roser, haveparti fra Skagen" (1893)